Lænket med lænker

Høje heavy-skrig! Læderjakker! Nittearmbånd! Cowboyjakker med stofmærker! En ny bølge af traditionelle heavy metal-bands overskyller for tiden hårdrockscenen.

Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 39, oktober 2009)

Bullet byder på musikalsk bankekød af den den gamle skole. Lp-versionen af svenskernes
2008-album, "Bite The Bullet", indeholder et rygmærke, som pladekøberen kan sy på sin
cowboyvest.

3 Inches Of Blood er langt fra det eneste unge band, som for tiden har held til at bringe den traditionelle heavy metal-stil tilbage i søgelyset. Det myldrer ligefrem med grupper, som spiller traditionelt metal. Der er efterhånden tale om så mange bands, at pressen er begyndt at tale om The New Wave Of Traditional Heavy Metal. Det forkorter man ivrigt til NWOTHM. Og den forkortelse ligner unægtelig en af de mest berømte forkortelser i heavyhistorien: NWOBHM, altså The New Wave Of British Heavy Metal.

                     

Traditionelt britisk heavy metal fra starten af 1980’erne er atter kommet i rampelyset. Og mange af de nye traditionalister på metalscenen holder stolt den gamle britiske fane højt – også selv om de som Voltax kommer fra Mexico.

                     

Voltax er nemlig et af de i alt tretten bands, som findes på det nye opsamlingsalbum ”Heavy Metal Killers” (udgivet af Earache Records). Pladens cover er prydet af en langhåret unggut, som svinger med en guitar og det britiske flag, Union Jack. ”Killers” er en belastet titel i NWOBHM-sammenhæng, idet Iron Maidens andet album netop hed ”Killers” (1981). Og omslagsillustrationen giver da også mindelser til netop Maiden-albummet, hvor monstret Eddie svinger en blodig økse i et mørklagt Londonkvarter.

                     

Det er derfor ikke underligt, at anmelderne har sammenlignet ”Heavy Metal Killers” med klassiske NWOBHM-opsamlingsalbums som ”Metal For Muthas” (1980) og ”Heavy Metal Heroes” (1981) – det vil sige kompilationer, der i sin tid var med til at sætte fokus på mange af de britiske bands, som den nye generation af metaltraditionalister er inspireret af.

FORBRØDRING MELLEM TO GENERATIONER

”Heavy Metal Killers” er blevet modtaget med kyshånd af flere gamle rotter i heavy metal-miljøet. Rock Hards Götz Kühnemund er begejstret for pladen, og Neal Kay har også vendt tomlen op – Kay var den navnkundige discjockey, som var samlingspunkt for Iron Maiden, Angel Witch og andre bands, da NWOBHM for alvor brød løs i 1979. På Myspace-hjemmesiden for ”Heavy Metal Killers” kan man også se, at The Bruce Dickinson Rock Show hører blandt den nye trad-metalbølges venner. Dickinson er ingen hr. hvem som helst i NWOBHM-sammenhæng, han har nemlig gjort karriere som sanger i både Samson og Iron Maiden.

                     

Men også på egen hånd har de unge trad-metalgrupper mødt velvilje. Canadiske Cauldron har fået ridderslaget af forfatteren Martin Popoff, som er ekspert i NWOBHM, og som har skrevet bogen ”The New Wave Of British Heavy Metal Singles” (2005).

                     

Et af de prominente bands i den nye trad-metalbølge hedder Icarus Witch. Gruppen, der kommer fra Pittsburgh, USA, dekorerer deres Marshall-kabinetter med kranier og tunge kæder. Icarus Witch har indspillet en coverversion af Def Leppards ”Mirror Mirror” (en klassisk NWOBHM-skæring fra 1981). Omslaget til deres debutalbum, ”Capture The Magic” (2005), er illustreret af Gary Sharpe-Young, der i sin tid tegnede covers for NWOBHM-grupper som Savage og Chateaux.

                     

Icarus Witch er udrustet med et heksenavn i bedste NWOBHM-stil (jfr. Angel Witch, Witchfynde, Witchfinder General) – ja, selv bandnavnets første led er NWOBHM-relateret, idet Iron Maiden i 1983 udsendte en hitsingle med titlen ”Flight Of Icarus”. Og når vi nu er ved Maiden, så har Icarus Witch fungeret som opvarmnings- og backingband for Paul Di’Anno på dennes seneste USA-turné. Di’Anno var som bekendt den originale forsanger i Iron Maiden (ja, det var faktisk ham, der sang på det omtalte ”Killers”-album). Der er altså allerede ved at blive dannet broderskaber mellem de to generationer af traditionelle metalmusikere.

                     

Icarus Witch er langt fra det eneste af de nye trad-metalbands, som bevidst refererer til NWOBHM. Powervice har på Myspace et logo, som er en næsten tro kopi af NWOBHM-pladeselskabet Neat Records’ bomærke. White Wizzard har fået fat i Derek Riggs, manden bag Iron Maidens pladecovers; titlen på White Wizzards minialbum, ”High Speed GTO”, er på coveret skrevet med typografier, som er tyvstjålet fra Iron Maidens, Judas Priests og Tanks logoer.

                      

Amerikanske Twisted Tower Dire har taget skridtet fuldt ud: de har indspillet en coverversion af Fists undergrundsklassiker ”Name, Rank And Serial Number” (udgivet på single i 1980, med omslagstegning af selveste Cronos fra Venom).

Cauldron lader sig her traditionsbevidst fotografere foran
det kunstværk, som canadiske Triumph i 1981
poserede foran på det klassiske værk "Allied Forces".

STORE ARMBEVÆGELSER OG STILBEVIDSTHED

For tiden huserer L.A.-bandet Steel Panther med en kysægte parodi på hair metal. Er den nye bølge af traditionelt metal også bare ude på at tage pis på heavygenren? Er White Wizzard, Cauldron og alle de andre bare nye genreparodier à la Spinal Tap og Bad News?

                     

Finske Cast Iron, der er storforbrugere af høje skrig og nittebeslået læder, gør snerrende op med den ironiske distance i retrometal: ”Cast Iron er her for at bevise, at rigtigt heavy metal stadig er i live, uden at være retro og uden at have den der lamme ”tungen-i-kinden”-attitude.”

                     

Men når man ser videoen til White Wizzards ”High Speed GTO” er det svært ikke at kigge nærmere efter, om bandmedlemmerne monstro ikke skulle have et glimt i øjet – for videoen er mindst ligeså tåkrummende klichéfuld som Judas Priests berygtede video til ”Breaking The Law” (1980).

                     

Cauldron er eksperter, hvad angår sproglig dobbeltkonfekt. ”Chained Up In Chains” hedder deres kendteste sang. En anden Cauldron-skæring bærer titlen ”The Striker Strikes”. Der er folk, som mener, Cauldron tager pis på genren. Men canadierne bedyrer ligesom de øvrige nye trad-metalgrupper, at de er dybt seriøse med deres tonekunst.

                     

Man finder store armbevægelser og stor stilbevidsthed hos Cauldron og White Wizzard. Hvis Blue Öyster Cult i 1970’erne sang om det orientalske monster Godzilla, og Anvil i 1980’erne udgav et nummer om uhyret Mothra, ja, så må White Wizzard selvfølgelig demonstrere, at de er med på uhyrlighederne med en sang om en megalodon, dvs. en forhistorisk kæmpehaj (den var angiveligt mere end 18 meter lang og er således den største rovfisk, der nogensinde har levet).

INGEN PRO TOOLS-STERILITET

Når man går på Myspace og tjekker London-bandet Crowning Glory og andre af nye trad-metalgrupper, er der især én ting, der slår én: grupperne har næsten alle sammen en low budget-produktion. De går bevidst efter en gammeldags lyd. Der er ingen pro tools-sterilitet her. Mange trad-metalskiver udkommer på obskure pladeselskaber – og noget af det ser temmelig selvfinansieret ud. Ikke så sjældent skinner det igennem, at musikerne ikke ligefrem er konservatorieuddannede. Kort sagt: hovedparten af NWOTHM er undergrundsmusik. Og på det punkt minder The New Wave Of Traditional Heavy Metal en del om 1980’ernes New Wave Of British Heavy Metal.

                     

Men nu skal man selvfølgelig tage alt det der med ”en ny bølge” med et gran salt. Mange af grupperne er slet ikke nye. Twisted Tower Dire album-debuterede allerede i 1999. Wolf, Eclipse og flere andre grupper har efterhånden floreret i flere år.

                     

Apropos Wolf og Eclipse, så er det bemærkelsesværdigt, at så mange af de nye traditionelle bands kommer fra Sverige. Det gælder f.eks. Enforcer, Ram, Bullet, In Solitude og Portrait.

                     

Stilistisk er de nye grupper vidt forskellige. Men én ting forener de fleste af bands i traditionsbølgen: de inspireres af NWOBHM. Og det kan høres!

                     

Men der er selvfølgelig mere end NWOBHM-elementer i Celtic Legacy, Alltheniko og de øvrige trad-metalbands’ musik. F.eks. har Widow fra Californien tunet deres ører ind på Van Halen, Kiss, Ozzy og Whitesnake. Black Tora har et image og en lyd, der ligger på den glamourøse side af 1980’ernes metal. Eclipse er fortrinsvist influeret af såkaldt melodic rock og heavy rocken fra 1970’erne. Derimod har Ram en mere thrashet og black metal-agtig aggression i deres musik. Og som bandnavnet Portrait antyder, er dette svenske band store fans af King Diamond og Mercyful Fate.

                      

Det måske mest overbevisende af de nye metaltraditionalistiske bands er Bullet fra Växjö, Sverige. Deres sanger, som naturligvis kalder sig Hell Hofer, har stemmebånd af sandpapir og lyder skrækkelig meget som Dan McCafferty fra Nazareth, en af de sejeste hardrockgrupper fra 1970’erne. Bullet har ikke for ingenting været opvarmningsband for AC/DC, og de nævner Saxon og eurometal-koryfæerne Krokus som deres vigtigste inspirationskilder. Tilsvarende jubler Enforcer over speed metal-pionererne Exciter og Savage Grace.

                     

Svenske Ram tilhører fortroppen i tidens traditionelle metalbølge.

OPGØR MED NY-METAL

Enforcer fæller pladeselskab med Texas-gruppen Ignitor, som er så heldige at råde over den tidligere Watchtower- og Dangerous Toys-sanger Jason McMaster. Jasons vokale præstationer er nærmest legendariske, og han må siges at leve op til sidste led af sit efternavn. Ignitor udkommer på Heavy Artillery, der har specialiseret sig i traditionelt metal, thrash og power metal. Det selvbevidste selskab har et blæret slogan, som lyder sådan: ”We’re bringing back the metal as if the 90’s never happened.” Og fælles for folkene i den metal-traditionalistiske bevægelse er, at de kun har en strittende langemand til overs for ny-metal og de moderne hydbrid-former for metal, som har domineret den hårde rock siden 1990’erne.

                     

”Jeg kan levende forestille mig, at folk finder trøst i den slags – indtil deres tolvte fødselsdag! Det har aldrig sagt mig noget. Det er bare små drenge og forkælede forstadsbørn, der simulerer, at de har de der frustrationer,” udtalte Richard Nijhuis fra Powervice i Metal Hammer (april 2009). ”Jeg hører alle disse utrolige ting, hurtige riffs, en masse skrigeri, tatoveringer og så videre, men hvor er sangene?” spørger Powervice-bassisten.

                     

Ny-metal er fortrinsvist et fænomen, som har sin bastion i USA. Hvorfor mon?

                     

”De europæiske metalbands har en tendens til at være mere stolte af deres arv og til at synge om klassiske, litterære emner. Det lader til, at en stor del af den amerikanske scene bare blev super-trendy i 1990’erne. Folk blev flove over at være metalhoveder, fordi det ikke længere var på mode. Så i stedet for at stå fast fulgte en masse mennesker bare med strømmen, og dermed blev musikken mere voldelig, trist og testosteron-drevet,” forklarede Sin alias Jason Myers fra Icarus Witch i et interview med metalsitet The Metal Crypt i april 2005.

                     

Men metalscenen er måske ved at forandre sig i retning af traditionelt metal. Sin har sit bud på fremtiden:

                     

”Vor musik er ikke glad eller fuld af pep ligesom den europæiske power metal-stil. Den er mørkere og mere dyster. Men alligevel har vi mere tilfælles med nogle af glam- og sleaze-grupperne fra de tidlige 1980’ere, såsom Mötley Crüe eller W.A.S.P., end vi har med de hårde fyre af i dag. Men i stedet for at brokke os over tilstanden i metal har vi besluttet os for at være mere positive og medvirke til at skabe en løsning på problemet. Vi ønsker at skabe et modstykke til den ny-metalliske støjforurening, der gennemtrænger den kommercielle hårdrock. Der er håb for USA, det er ved at blive bedre herovre. I dag er de unge klogere, end mange vil gøre dem. Jeg tror, der er en bølge af unge amerikanere, som foretrækker true metal, og derfor vil man se vor scene blive større i løbet af de næste år. En stor procentdel af vore fans er 15-18 år, og de vil holde fast ved det gode metal, uanset hvad deres klassekammerater i hængerøvsbukser siger.” \m/

                     

TRE NYE TRAD-METALALBUMS, SOM ER VÆRD AT TJEKKE UD

Ram: ”Death” (Metal Blade)

Brandnyt album fra det svenske band, der overlegent fusionerer thrash-aggression og black metal-livssyn med iørefaldende, traditionelt metal. Læs mere her.

Cauldron: ”Burning Fortune” (Earache)

Canadisk powertrio, som spiller forrygende melodisk 1980’er-metal med rødder i New Wave Of British Heavy Metal, tidlig thrash og fodstampende L.A.-metal.

White Wizzard: ”Flying Tigers” (Earache)

Los Angeles-gruppen har haft store problemer med at få en stabil besætning, men deres seneste opus er en ren opvisning i episk metal-traditionalisme.   

Alle tre grupper kan høres på Spotify. Det samme gælder flere andre nye trad-metalbands.

NB! Cauldron kan opleves live på Stengade, Kbh. lørdag den 25. februar.

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama