Hårde halse fra Holland

Holland var et heavy metal-mekka i starten af 1980’erne. Et af de hollandske bands var så overlegent, at ”Iron Maiden og Anvil må begynde forfra,” skrev jeg i en anmeldelse fra 1984.

Lp-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Hot Rockin’ nr. 2, primo 1984)

Bodine, som de så ud på albummet "Bold As Brass" fra 1982. Guitaristen Iron Anthony har siden hen
gjort karriere i bl.a. Ayreon.

[Baggrund: I starten af 1980’erne var Holland i færd med at blive et heavy metal-mekka. En kultplads for hård rock. I Holland begyndte metalkulturen for alvor at forvandle sig til noget radikalt. Hårdrockens fans krævede selvstændighed, og for første gang opstod der magasiner, pladeselskaber og klubber, der var forbeholdt heavy metal-kulturen.

Holland var berygtet for at være befolket med fanatiske fans, der ikke kunne få deres metal hårdt nok. Nogle af de hårdeste britiske navne, såsom Jaguar og Savage, drog  over kanalen og blev modtaget som musikalske Montgomery’er. Især Dynamo-klubben i Eindhoven var legendarisk. Bands, der var uglesete i deres hjemlande (som f.eks. danske Mercyful Fate), kunne få boostet deres selvtillid i Dynamo. Britiske Satan betalte ligefrem tribut til klubben i Eindhoven med en sang, der hed ”Dynamo”.

I Holland var fans særligt lydhøre over for de nye toner i metalundergrunden. Og i Holland havde man netværket i orden. Aardschok var verdens første ægte heavy metal-magasin. Aardschok var så væsentligt, at britiske Bitches Sin skrev en hyldestsang til magasinet, hvor skriverkarle som Stefan Rooyackers sad og kulegravede undergrunden og rapporterede om alt det nye på metalfronten. Rooyackers var også en af initiativtagerne til pladeselskabet Rave-On Records, som bl.a. udsendte Mercyful Fates debut-ep (1982) og Evils ”Evil’s Message” (1984).

Holland var i det hele taget et hårdrockens eldorado på det tidspunkt, og det var også i Holland, at det mest levedygtige, trendsættende heavy metal-pladeselskab, Roadrunner Records, opstod. Det var på Roadrunner, at danske pioner-navne som Maltese Falcon, Witch Cross, Mercyful Fate, King Diamond og senere også Artillery udsendte deres værker.

Men Holland fostrede også selv en række slagkraftige metalbands. Picture så en overgang ud til at kunne bryde igennem til et større publikum. Det kiksede, men Picture-albums som ”Diamond Dreamer” (1982) og ”Eternal Dark” (1983) står stadig som noget af det sejeste euro-metal fra 1980’erne. Picture eksisterer for resten stadig, og de har såmænd et nyt album, ”Warhorse”, på trapperne.

Et andet hollandsk band, som så ud til at kunne nå succesens tinder, var Bodine. Ikke mindst Bodines tredje album, ”Three Times Running” (1983), skabte furore i metalundergrunden. Jeg gik amok over albummet i Hot Rockin’ nr. 2 (udgivet i begyndelsen af 1984). ”Three Times Running” havnede, hvor den hørte hjemme: på min playlists andenplads, kun overgået af Mercyful Fates ”Melissa”.

Men: ”Three Times Running” udkom på et tidspunkt, hvor Metallica havde udgivet den skelsættende ”Kill ’Em All”, og hvor jorden var begyndt at skælve under metalmiljøet. Tapetradere, der ivrigt byttede demoer på kryds af landegrænser, havde længe vidst, at noget ekstraordinært brutal var på vej: thrash-revolutionen.

Og thrash metal var formentlig den væsentligste årsag til, at traditionelle metalbands som Picture og Bodine ikke fik det gennembrud, som de fortjente. For da der stod 1985 på kalenderbladet, var metalscenen blevet splittet op i to lejre: thrashen og den poppede puddel-heavy. I dette opsplittede miljø havde de traditionelle metalbands svært ved at klare sig. De var for heavy for hair metal-publikummet, og de var ikke opspeedede nok til at fange interessen hos de nye thrash-ekstremister. Og på den måde blev en stor mængde udmærkede heavy metal-bands på kort tid reduceret til dinosaurer.]

BODINE

”THREE TIMES RUNNING”

(WEA Records)

Hollandske Bodines tredje lp:

”Shout” introducerer perfekt: hård bastant rytme, lange hvinende guitarsoli, tærskende trommer, buldrende bas og en stor fyldig stemme. Dette er ikke intetsigende og eftersnakkende rock, ej heller vildt nyskabende, men kort og godt et hårdarbejdende band, som spiller euro-metal, når det er bedst – helt på højde med Picture og Accept.

Uden at være dårlig er ”Battlefield” lp’ens mindst interessante skæring, hvorimod ”Black Star Risin’” absolut er pladens stand-out-track. WOOAARGH for en intro! Og endnu mere WOOAARGH for et fuldendt metal-track; tonstungt og smadrende hårdt.

”Below The Belt” og ”Free Kick” er instrumentalnumre så sammentømrede, at Iron Maiden og Anvil må begynde forfra. Sidstnævnte nummer indeholder endda en spændende trommesolo.

”The Force” er det ”roligste” (hvilket udtryk at hæfte på Bodine!) og mest iørefaldende nummer på lp’en – men som altid leveres ”the goods” temmelig voldsomt, hvilket gør det hele bedre, da Bodine råder over teknisk dygtige musikere.

”Rampage” er rebelsk og iørefaldende. ”Hard Times” er et kraftigt rock’n’rollende nummer – slet ikke dårligt, for det er nemlig ”so hot, the temperature is rising.” Og der er så mange flotte solopræstationer, at jeg ikke gider remse dem op.

”Three Times Running er både en lytte- og en headbangings-plade – køb og spil HØJT! \m/

Bodine på Ecyclopaedia Metallum

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama