Kunstnerisk fallitbo ... ?

Aerosmith fik et stort kommercielt comeback i slutningen af 1980’erne. Siden da er det gået fra slemt til værre med deres musik. Og det retter Boston-gruppens nye album ikke op på.

Musikken på Aerosmiths 15. studiealbum er knap så voldsom, som coveret antyder.

Der var engang, hvor Aerosmith var kandidater til at bære titlen Verdens Bedste Hårdrock-Band. Stort set alt, hvad Aerosmith udgav i tidsrummet 1973-1979, var guld – og solgte til multiplatin.

Den amerikanske kvintet leverede sleaze rock af en meget høj kvalitet. De fem gavtyve er drønmusikalske, og i 1970’erne var deres musik fyldt med blærerøvs-swagger og masser af frækt swap-a-dap og badam-swing. Steven Tyler & Co. var ikke ligefrem attitude-relativister. De var snarere attitude-absolutister.

Kæphøje – både på den ene og på den anden måde. Intet band har nogensinde haft så megen flabethed i deres musik. Intet band har nogensinde været så dygtige musikere samtidig med, at de kunne spille så gennemført beskidt, som Aerosmith gjorde på ”Mama Kin” og flere spandfulde andre sleaze-klassikere fra 1970’erne. Intet under, at Guns N’ Roses lige måtte starte karrieren med en cover version af netop ”Mama Kin”.

ROCK MED RUSTNE STRENGE

Jo, Aerosmith var høje. Men selv når de var allermest udknaldet på stoffer, lavede de den lede, fede rock. Uanset hvad smagsdommerne påstår, var ”Night In The Ruts” (1979) et musikalsk karatespark lige i skridtet på den sløve, AOR-forpestede ”hard rock”, som dominerede nordamerikansk rock i slutningen af 1970’erne.

Faktisk er ”Night In The Ruts” Aerosmiths heavieste album, og en titel som ”Chiquita” skal ikke forveksles med et ABBA-nummer eller med en bananreklame. Hør lige den guitarintro, der er så rå, at det lyder, som om Joe Perry spiller på rustne strenge. Og så det kor, der lyder som gale hunde, der glammer.

Men det er naturligvis ”Toys In The Attic” (1975) og især ”Rocks” (1976), der har rejst sig som Aerosmiths hovedværker.

Narko, interne stridigheder m.m. sugede kraften ud af Boston-gruppen. Resultat: guitaristerne Joe Perry og Brad Whitford skred. Spradebassen og sangeren Steven Tyler fortsatte sammen med bassisten Tom Hamilton, trommeslageren Joey Kramer og et par nyrekrutterede guitarister, hvis navne de fleste for længst har glemt. Det kom der albummet ”Rock In Hard Place” (1982) ud af.

Aerosmith, som de så ud i 1973, da deres debutalbum
blev udsendt. "Mama Kin" var i kassen.
Guns N' Roses lavede senere hen en forrygende
cover version af nummeret.

ØDELAGT AF SKUMLE BRANCHETYPER

I 1984 blev parterne forsonet. Mange af os klappede i vores små hænder. Men måske havde det været bedst, hvis Aerosmith havde ladet ”Night In The Ruts” være deres svanesang. I hvert fald har alt, hvad bandet siden hen har efterladt sig, levet i slagskyggen af den kunstneriske kvalitet, der var i rock-kæberaslere som ”Walk This Way” og ”Draw The Line”.

Stofferne nedbrød Aerosmith. Men det var skumle branchetyper som produceren Bruce Fairbairn og hitsnedkerne Desmond Child og Diane Warren, der ødelagde Aerosmith.

Branchebossernes kalkule var tjekket en ekstra gang, da Aerosmith fik deres kommercielle comeback i slutningen af 1980’erne med en lyd, der vist bedst kan beskrives som Bon Jovi II. Selv de mere rockede hits som ”Dude (Looks Like A Lady)” og ”Love In An Elevator” var ikke ret meget andet end parfumeret puddelrock.

Og siden da er det gået fra slemt til værre: stylet, pudset og poleret, indpakket i tonalt cellofan, radiovenligt og MTV-fähigt, så ”rocken” kan sælges til poptøzer og Armani-smartenheimere, hvis fimrehår i øregangene ikke tåler lyden af ”Nobody’s Fault” og andre angrebsivrige Aerosmith-skæringer fra storhedstiden.

Hele ungdomsårgange er vokset op til de sukrede toner af ”I Don’t Want To Miss A Thing” uden at vide, at bandet, der lægger navn til, engang stod for beskidt rock med sangtitler i stil med ”Rats In The Cellar” og ”Sick As Dog”.

ROCK MED SAMME EFFEKT SOM POP

”Music From Another Dimension!” er Aerosmiths første studiealbum i otte år. Som visse andre gamle hårdrock-navne fra 1970’erne (Kiss, Alice Cooper m.fl.) har Aerosmith pustet en boble af hype op. Og endnu engang har vi hørt folkeeventyret om, at Aerosmith er ”tilbage i sadlen”, at de er vendt tilbage til den gode stil fra dengang, gruppen havde andet end salgstal i hovedet.

Steven Tyler & Co. har hyret produceren Jack Douglas, der sad med ved mikserpulten, da ”Get Your Wings” (1974) og flere andre af Aerosmiths bedste albums blev indspillet. Douglas har på det seneste fået noget godt ud af et andet giftigt-glamourøst 1970’er-band, nemlig New York Dolls. Så vidt, så godt.

Lever det nye album så op til hype og forventninger? Nix. ”Music From Another Dimension!” er én stor rodebutik, stablet op på kompromiser. Noget kommercielt radio-snask her, nogle rockere der. Og det hænger selvfølgelig fint sammen – NOT!

Jeg var træt af åbningsnummeret ”Luv XXX” allerede efter to gennemlytninger. Til sammenligning har jeg hørt en 1970’er-klassiker som ”Sweet Emotion” et astronomisk antal gange. Og den bliver bedre og bedre for hver gang! Der mangler simpelthen dybde og slidstyrke i Aerosmith nu om dage. Det er godt nok rock, men det har samme effekt som pop: ind ad det ene øre og ud ad det andet uden at efterlade sig noget personligt, vedvarende indtryk.

Steven Tyler: Hans look inspirerede
Faster Pussycat og mange andre
af 1980'ernes sleaze-bands.

NÆSTEN SOM I 1970’ERNE

Inspirationen fra Rolling Stones har altid været tydelig hos Aerosmith. På Joe Perrys ”Oh Yeah” skinner påvirkningen fra Jagger & Co. ekstra stærkt igennem. Ikke ilde, og ved første gennemlytning steg mine forventninger til albummet. Men så smadrer Aerosmith optimismen med ”Beautiful”, der har et irriterende, The Voice-atigt omkvæd – det er næppe gruppens gamle fans, som Tyler & Co. har haft som målgruppe, da de indspillede det sukkerstads.

Og mon de overhovedet har tænkt sig om, da de slap bassisten Tom Hamiltons ”Tell Me” gennem kvalitetskontrollen? Eller er det bare et af et uendeligt antal kompromiser, der skulle til for at bevare den gode stemning i et band, der så sent som i fjor var ved at falde fra hinanden pga. intern, egomanisk strid?

Singleudspillet ”Legendary Child” har angiveligt været del af et koncert-medley sammen med ”Sweet Emotion”, og nummeret er da også et forsøg på at leve op til Aerosmiths storhedstid som hårdrock-band. Om sangen kan leve op til 1970’ernes standard? Tjah, det er nærved og næsten.

Der er flere sådanne forsøg. ”Street Jesus” er f.eks. modelleret efter ”Toys In The Attic”. ”Lover Alot” har også den rigtige retning, men det er Joe Perrys meget Rolling Stones-agtige ”Freedom Fighter”, der tager prisen som albummets bedste skæring. Joe har selv fået lov til at synge sangen. Problemet er bare, at Perry kun synger en lille smule bedre end Johnny Madsen. Så også her har kompromiserne overtrumfet kvalitetskontrollen.

SNOTVÆDEDE BALLADER

Diane Warren er ekspert i at skrive høreplager til primetime på de mest hjernedøde radiostationer. Og på ”Music From Another Dimension!” slipper vi heller ikke for Warrens rædsler. ”We All Fall Down” befinder sig langt hinsides det, der burde være gangbart for et rockband af Aerosmiths kaliber.

Men okay, Aerosmith kan også selv skrive den slags snotvædede ballader. ”Closer” er en af dem. ”What Could Have Been Love” og ”I Can’t Stop Lovin’ You” er to andre. Sidstnævnte er en sukkerchok-ballade som dem, man synger, når man holder sølvbryllupsfester i den lokale country-klub. Når jeg hører Aerosmith spille den slags undermålerpop, får jeg lyst til at praktisere det, som Steven Tyler sang om i ”My Fist Your Face”.

Eneste trøst er, at Joe Perry holder sig langt væk fra slyngelstuen, når der er optræk til den slags sangskrivnings-sessioner. Og her på falderebet må jeg indrømme, at det i høj grad er Joe Perry, der redder Aerosmiths ære på ”Music From Another Dimension!”. Uden Joe Perrys indslag ville Aerosmiths 15. studiealbum være et kunstnerisk fallitbo. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Aerosmith i 1970'erne: Glamourøse gavtyve.