Brutalitet er ikke en kvalitet i sig selv

”I min verden eksisterer metalhistorien efter 1995 stort set ikke. Vi prøver at skrive den forfra,” fortæller Henrik Engkjær, guitarist i Deus Otiosus. ”Godless” hedder københavner-gruppens nye album, og det er et holdbart bud på dødsmetal anno 2012.

Deus Otiosus har et panoramisk overblik over metalhistorien.

Det er længe siden, at jeg har nydt et nyt dødsmetalalbum så meget, som jeg har nydt Deus Otiosus’ ”Godless” (Deepsend Records).

”Godless” er de københavnske undergrundshærgeres andet studiealbum. Albummet rummer moden, velovervejet death metal. Parret med thrash og doom metal. Og måske også et anstrøg af black metal. Det er tydeligt, at sangene er skrevet med et panoramisk overblik over den hårde rocks historie.

Men det manglede også bare. For Deus Otiosus (guitaristerne Henrik og Peter Engkjær, bassisten Jesper Holst, trommeslageren Jesper Olsen og vokalisten Anders Bo Rasmussen) er nogle garvede fyre, som tidligere har taget musikalske skalpe i bands som Exekrator, Black Succubi og Hideous Invasion.

Produktionen er klar, uden at være digitalt-steril. Og sangene er iørefaldende. Memorable. Det er ikke bare dødslarm. Deus Otiosus er traditionsbevidste musikere. Men de kan ikke slås i hartkorn med genrens værste retro-epigoner. Deus Otiosus lyder som … øh … Deus Otiosus.

”Godless” tilbyder intet nybrud. Anders Bo Rasmussens bøse growl er blevet sammenlignet med Gorefest. Et break i ”In Harm’s Way” fik mig til at tænke på Sepulturas ”Primitive Future”. Så det er tydeligvis thrash af den gamle skole, som Deus Otiosus tager pejling efter. Men traditionsbevidstheden rækker meget længere: i albummets doomy passager, som f.eks. på ”New Dawn”, ledes tankerne hen på det allertidligste Black Sabbath.

Henrik Engkjær under indspilningen af "Godless".

LYTTERNE BÆRER IKKE DE FEDE BANDS FREM LÆNGERE

Nedenstående interview er lavet med guitaristen Henrik Engkjær. Foruden at spille en led dødmandshånd på den seks-strengede er Enkjær også en duelig metaljournalist. NRGs læsere har således nydt godt af Deus Otiosus-guitaristens leksikalske viden om især skummel undergrundsmetal. Engkjærs store indsigt i metal kommer klart til udtryk i interviewet.

Siden 1990’erne har dansk metal været domineret af death metal. Men Deus Otiosus lyder ikke som et typisk dansk dødsband anno 2012. Hvordan vil I selv beskrive jeres stil?

Henrik: ”Man kunne kalde stilen old school death metal, death thrash eller bare death metal. Der er elementer af dødsmetal, black metal, thrash og måske heavy metal, doom og rock i vores musik. Men det vigtige er nu ikke, hvilken genre vi spiller. Det vigtige er at lave noget god musik. De genremæssige aspekter er alt sammen bare midler til at skrive musikken og ikke mål i sig selv. Jeg tror, det er der, vi adskiller os mest fra det typiske dødsmetalband.”

Hvad er vigtigst for Deus Otiosus: at spille brutalt eller at skrive gode sange?

Henrik: ”Ha ha, det tror jeg allerede, du er klar over, og svaret er, at det er vigtigst at spille brutalt! Nej, som du selv ved, så er brutalitet altså ikke en kvalitet i sig selv, når han først har følt metal i nogle år. Musikken skal holde, så prioriteten er udelt at skrive gode sange.”

Hvad synes I om nutidens metalscene?

Henrik: ”Der er rigtig mange bands, rigtig mange udgivelser og pladeselskaber. Det kan godt være lidt uoverskueligt, og det belønner sig sjældent at lytte til alle disse bands. Det virker ikke til, at lytterne længere bærer de fede bands frem og udskiller dem fra mængden på samme måde, som man gjorde engang med Morbid Angel, Deicide, Slayer.”

Mener du, at nutidens metalfans er mindre kræsne og kritiske, end metalfans var førhen? Og mangler mange af nutidens unge metalfans et kendskab til metalhistorien og metaltraditionens hovedværker?

Henrik: ”Det er selvfølgelig sjældent, at en yngre fan har samme kendskab til klassisk metal som én, der var involveret i scenen dengang. Jeg begyndte jo selv at høre metal i de tidlige 90’ere, så jeg har jo heller ikke oplevet det hele. Men der er ingen tvivl om, at jeg ofte får mere ud af at anskaffe mig en gammel klassiker end et nyt album. Og selvfølgelig er der også glimrende, historiske metalplader, der næsten er blevet glemt. Jeg ved ikke, om nye fans er mindre kræsne og kritiske, de har nok nogle andre kriterier. I dag tror jeg eksempelvis, at mange har en tendens til at gribe metalmusikken an, som en skolelærer ville gøre med en dansk stil. Man lytter til, om bandet har rette teknik, fart, produktion, stiltræk og deslige og bedømmer dem derefter. På linje med en skoleopgave er det et håndværk, som skal opfylde en tjekliste med succeskriterier. Men kriterierne skifter fra person til person, ligesom den enkelte kan have flere forskellige sæt af kriterier. Jeg tror, at det er sådan, mange bruger de gamle bands. Større bands – gamle som nye – fungerer som en slags rettevejledninger, som andre bands skal efterleve for bedst muligt.”

Gud har trukket sig tilbage. Der er
ingen til at guide den fortabte
menneskehed.

SKELLET GÅR VED DISSECTION

Hvor hører I hjemme på nutidens internationale metalscene?

Henrik: ”Det er svært at sige. Nogle ville måske mene, at vi hører hjemme blandt den seneste bølge af old school death metal, men det har nu aldrig været noget, vi selv har følt. Jeg ved ikke rigtig, om vi hører hjemme nogen steder. Succeskriteriet i dag synes at være at udøve en metallisk subgenre efter alle håndværksmæssige standarder. Vi vil hellere noget, hvor det handler mere om at skrive god musik end at forsøge at lave de bedste kopier af andre bands. Men måske er det godt ikke at passe ind nogen steder. Så er der ingen regler eller normer, man skal følge.”

Hvilke bands tænker du på, når du nævner den seneste bølge af old school death metal?

Henrik: ”En bølge, der tog fart i 2009 eller 2010, hvor nogle af de større navne hedder Disma, Miasmal, Morbus Chron, Sonne Adam, Cruciamentum osv. Hvis man ikke kendte til den bølge, er det forståeligt. Det, der også sker, er jo, at afstandene mellem bølgetop og -dal bliver mindre og mindre. Vi har i de senere år haft genkomst af thrash, heavy metal og death metal, og ingen af delene blev tilnærmelsesvist så stort som første gang. I fremtiden tror jeg, at det vil blive endnu sværere at tyde, om der egentlig er tale om en bølge eller ej. Jeg tror dog ikke, at metallen vil forsvinde foreløbig. Jeg tror i hvert fald, at den vil eksistere i nogen tid med en masse små subgenrer, der kører sideløbende. Men hvis bands’ne ikke begynder at skrive god musik – og frem for alt at lytterne begynder at interessere sig for god musik – så vil metallen aldrig se en ny storhedstid. Der er en brøkdel tilbage af de lyttere, der var for 20 år siden, hvor metalmusikken var kreativ og god.”

Er der bands eller en hel bølge af bands, som I føler jer beslægtede med?

Henrik: ”Selvom det er en mere historisk end aktuel bølge, så tænker jeg på bølgen af dødsmetalbands i slut-80’erne og start-90’erne. De fleste bands, der kom frem dengang, havde deres egen lyd og kunne skrive fed musik – Deicide, Morbid Angel, Death, Pestilence osv. Alle har de hver især en relevans. I min verden eksisterer metalhistorien efter 1995 stort set ikke. Vi prøver at skrive den forfra i stedet.”

Hvilken periode i metalhistorien er jeres foretrukne?

Henrik: ”Jeg synes, at det meste af metalhistorien har været god og relevant og har kastet genial musik af sig i forskellige afskygninger. Fra Black Sabbath til Judas Priest, Mercyful Fate til Slayer og Morbid Angel til Mayhem; metalmusikken har en enormt stor og stærk sangskat. Så min foretrukne periode i metalhistorien dækker faktisk størstedelen af stilartens levetid og må være omkring 1970-1995. [Dissections] ”Storm Of The Light’s Bane” fra 1995 er nok det bedste sted at sætte skellet. Dette album var den sidste store metalklassiker. Der udkommer den dag i dag stadig utrolig gode albums; og endda albums, der fortjener at indgå som klassikere i metalhistorien. Men der er alligevel sket noget. De geniale plader er blevet færre og mere perifere i en evigt tiltagende strøm af bands og udgivelser, der synes at blive populære på ganske andre kriterier end de, der gjorde, at eksempelvis jeg selv blev vild med metalmusikken i de tidligere 90’ere.”

Signalet går klart igennem på "Godless". Her ses
trommeslager Jesper Olsen.

SANGSKRIVNING GIVER IKKE SUCCES I DAG

Hvilke kriterier mener du, der gør metalplader populære i dag?

Henrik: ”Det er ret fragmenteret. Jeg tror, der findes mange forskellige kriterier. Det kan være idealer om subgenre (thrash, death, black, heavy metal osv.), hastighed, produktion, image, ligesom der synes at være folk, der hovedsagligt ønsker at høre bands, der stilistisk ligger tæt på deres yndlingsbands. Et ideal kunne eksempelvis være, at musik skal lyde stilistisk mest muligt som Bolt Thrower, snarere end bare være bedst mulig. Disse idealer er selvfølgelig ting, der altid har haft en betydning for folk, men hvor de før var sekundære, virker de nu til at være primære. Selvfølgelig er der også folk i dag, der går efter god musik. Men med mange af de bands, der fremhæves i dag, kan jeg simpelthen ikke forestille mig, at det skulle være sangskrivningen, der har gjort deres succes. Der findes meget musik, jeg godt kan forstå, at andre kan lide, selvom det ikke lige falder i min smag. Der er bare også en nedre grænse, hvor musikken bliver meningsløs; som hvis en roman kun bestod af tilfældigt sammensatte bogstaver og tegn.”

Hvad var det, de gamle dødsbands kunne, som de nye ikke kan?

Henrik: ”De kunne – og ville – skrive musik. Det er jo et svært og meget komplekst problem at pege på, hvorfor bands ikke længere skriver ligeså god musik, som man gjorde engang. En af årsagerne er måske, at man ikke har noget kommercielt incitament. I dag bliver bands populære på andre kriterier, eksempelvis på at være en stilistisk god kopi af Grave, eller på at spille hurtigt, langsomt eller hvad det nu måtte være. Stilart, fart og den slags betød selvfølgelig også noget førhen, men dengang var god musik en selvfølgelighed for de fleste; noget man ikke engang behøvede at tale om. Og måske netop fordi man ikke talte om den, forsvandt den. Og det virker faktisk heller ikke til, at der er så mange, der savner den.”

UDEN MUDDER

Deus Otiosus har ikke en typisk lyd fra 2010’erne. F.eks. udsender jeres trommer ikke kliklyde, men lyder som ægte trommer. Går I bevidst efter en mere ”gammeldags”, autentisk metallyd?

Henrik: ”Tak, jeg synes, vi har fået en meget naturlig lyd på albummet. Lyden er hverken for dilettantisk eller for produceret – det lyder simpelthen bare som et metalband, der spiller (uden feedback, mudder og dens slags selvfølgelig). Vi mente, at denne produktion ville passe godt til albummet: Den lader musikken tale for sig selv. Ligesom alt andet i musik er produktion bare et middel til opnå det, der altid må være målet: At lave den bedst mulige musik.”

Hvordan har indspilningsprocessen været? Hvor er albummet ”Godless” indspillet? Og hvem har stået for produktionen?

Henrik: ”Albummet er indspillet og mikset over ni dage i Earplug Studio i Tårnby. Et behageligt studie, som ligger tæt på os. Siden har vi faktisk rykket vores øvelokale derned også. Produceren Thomas Pedersen er dygtig og effektiv, og det er ikke første gang, vi har brugt studiet. Albummet er masteret af Jeppe Hasseriis, som vi også har arbejdet sammen med mange gange. Vores debutalbum, ”Murderer”, blev faktisk til på samme måde.”

Gustav Dorés billedkunst pryder coveret til "Godless".

EN SCENE FRA HELVEDE

Jeg har studset over bandnavnet. Deus Otiosus betyder noget i retning af ”uvirksom gud” eller ”tilbagetrukket gud”. Hvorfor har I lige valgt det navn?

Henrik: ”Vi snakkede lidt om forskellige mulige navne og bestemte os for Deus Otiosus, da det ligesom danner en ramme om bandets udtryk: En menneskehed, der er fortabt uden noget til at guide sig gennem livet. I vores udlægning giver dette en dyster og ond verden. Det er i grove træk den verden, vores musik handler om. Navnet er måske ikke det mest mundrette, men sådan er det nu engang.”

Albummet hedder ”Godless”. Den titel lyder helt ad Danzig til. Er der en teologisk tanke bag ved den titel, eller er det bare en fed heavy metal-titel?

Henrik: ”Fedt, at du tænker på Danzig! Han har selvfølgelig også en sang med samme titel, så det er måske egentlig naturligt nok. Titlen er egentlig bare vores bandnavn udtrykt på en anden måde, så det er et udtryk for kernen i vores koncept. Den fortsætter også traditionen fra debutalbummet ”Murderer” med blot et enkelt ord som titel. Derudover synes vi, at ordet ”Godless” fungerede godt med den Doré-illustration, vi havde fundet, og som pryder coveret.”

Det er ikke første gang, at et af Gustav Dorés værker er blevet brugt i heavy metal-sammenhæng. Emperor brugte jo også Doré på nogle af deres plader i 1990’erne. Hvad er der ved Dorés billedkunst, som gør det så velegnet til at illustrere metal?

Henrik: ”Gustave Dorés kunst har en kvalitet, som meget sjældent er set, og så har han lavet mange dystre og klassiske motiver; specielt i illustrationerne til Dantes ”Den Guddommelige Komedie” og Miltons ”Paradise Lost”. Disse motiver passer nok ganske godt til noget metalmusik. Selve frontcoveret til vores album er taget fra ”Den Guddommelige Komedie” og er en scene fra helvede. I den sammenhæng, vi har givet det, er det dog en illustration af jorden. Inde i bookletten har vi også en Doré-illustration fra ”Paradise Lost” til sangen ”Cast From Heaven”. Sangen er inspireret af rebel-englenes fald i første kapitel fra selvsamme bog.”

Hører der bestemte religiøse synspunkter (eller anti-religiøse standpunkter) med til at spille Deus Otiosus’ form for metal?

Henrik: ”Nej, det gør der ikke. Der kræves kun en rimelig personlighed, en rimelig musiksmag eller -forståelse (hvis man skal kunne bidrage til arrangementerne i hvert fald) og en rimelig kunnen på sit instrument.”

COPENHELL ELLER ROSKILDE?

Nu har I jo lige udsendt et stærkt album, ”Godless”. Kan vi så forvente at se Deus Otiosus på Copenhell eller Roskilde Festivalen til næste sommer?

Henrik: ”Tak for ordene. Man skal aldrig sige aldrig, men mon ikke chancerne er små. Nu vil jeg ikke udtale mig om de to festivaler specifikt, for jeg kender jo ikke folkene bag. Men generelt set jeg tror nu, at sandsynligheden for at blive kontaktet af en festival er nøjagtig den samme, hvad enten man har udgivet et stærkt eller svagt album i den traditionelle forstand, men der kan være andre parametre, der har indflydelse.”

Hvilke parametre mener du, at festivaler går ud fra, når de booker bands nu om dage?

Henrik: ”Igen er det selvfølgelig forskelligt, da der er tale om individer. Men generelt set er en festivalbookers job jo at tiltrække nogle mennesker til festivalen. Man skal ramme et eller flere segmenter bedst muligt, og det gør man selvfølgelig ved at booke efter de samme kriterier, som diverse grupperinger i dag gør brug af. Altså igen idealer for subgenre, fart, image osv. Det er derfor, at nøglen til at ændre metalscenen ligger hos lytteren. Hvis alle kun bruger sin tid og sine penge på god musik, vil bookere og pladeselskaber blive tvunget til at rette ind. Bands vil også blive nødt til at skrive god musik for at komme frem ligesom i fordums tid, og så er man allerede på vej mod en ny metallisk guldalder.”

Er Danmark et godt metalland? Eller er græsset grønnere i vores nordiske broderlande?

Henrik: ”Ja, det er nok lidt grønnere i Norge og Sverige, men jeg tror ikke, det er helt så afgørende længere. Det ville nok være smartere at bo i Tyskland eller sådan noget. Der er uendelig mange metalfans, og det ligger centralt i Europa. Rigtig fedt interview, Peter. Jeg ved ikke, om det var hensigten, men jeg synes, at jeg fik mulighed for at tale om mange af mine kæpheste!” \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

Anders Bo Rasmussens bøse røst er blevet sammenlignet med Gorefests growl.