Et af 2012s bedste
debutalbums kommer fra en lodden trio, der har gravet dybt i den dystre metaltradition.
De inhalerer vist også, når de ryger.
![]() |
Black Sabbaths "Sweet Leaf" har ikke levet forgæves. |
En af årets største sensationer på
metalscenen har været The Swords entré på den amerikanske top 20. Faste
Rifferama-læsere vil vide, at jeg har mine forbehold om The Sword og deres nye
succesalbum, ”Apocryphon”. I min anmeldelse kaldte jeg ”Apocryphon” for
diæt-doom.
Heldigvis stortrives doom metal-scenen
for tiden. Et af de bedste bud på et holdbart doom metal-album udkom i starten
af 2012. Albummet bar den slående titel ”Misery Wizard” og blev udgivet af trioen
Pilgrim fra Rhode Island, USA.
Doom metal har ikke de danske
headbangeres store bevågenhed, og Pilgrims optræden på den købenbavnske Heavy
Days In Doomtown-festival i foråret vakte ikke den store opmærksomhed. Det er
cirka lige så sørgeligt som de sindsstemninger, som doom metal-sange ofte
forsøger at indkredse.
Her er min anmeldelse af ”Misery Wizard”,
der oprindelig kunne læses i EMP/NRG, forårsmagasin nr. 1/2012.
PILGRIM
”MISERY
WIZARD”
Metal
Blade
******
For fans af: Candlemass, Saint Vitus,
Confessor
Når bassisten i et band kalder sig
Count Elrik The Soothsayer, så ved man, at bandet er ”true”. Og i Pilgrims
tilfælde er det sande metal tonstungt og dommedagsdystert. Pilgrim spiller
nemlig doom metal. Ægte doom metal, som den slags lød, før Paradise Lost &
Co. begyndte at fusionere dommedags-tonerne med elementer fra death metal og
gotisk rock.
Garvede doom-fans vil selvfølgelig
komme til at tænke på værker som Candlemass’ ”Epicus Doomicus Metallicus”, når
de hører de seks dundrende skæringer på ”Misery Wizard”. Men alligevel kan man
ikke bare afskrive Pilgrim som endnu et 1980’er-retro-band.
Bevares, Pilgrim er ikke super
originale, men de har en ny, moderne kant, der passer til det 21. århundrede.
Og selvom mange af numrene på albummet er trance-skabende i deres dystre
gentagelsesmønstre, så er der noget opløftende i den metalliske monotoni. \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar