Jetmotorer af dynamiske melodier

Et af de bedste bud på Årets Album 2012 hedder ”Death”. Det er udsendt af et band, der med fundamentalistisk jernvilje har genoplivet den traditionelle form for heavy metal.

Ram: Høje heavy-skrig, drabelige guitardueller og hammerhårde sange.

Myriader af subgenrer gør metalscenen anno 2012 næsten uoverskuelig. Siden 1990’erne har metalgenren indgået et astronomisk antal fusioner med andre musikalske stilarter, såsom industrial, goth, hiphop, hardcore etc. Det har gjort metalrocken alsidig, men meget af den hårde rocks identitet er gået tabt i disse fusioner og nybrud.

Det har medført, at der er opstået en retrobølge, hvor yngre metalmusikere med næsten fundamentalistisk jernvilje har genoplivet den traditionelle form for heavy metal, som var i vælten i 1970’erne og første halvdel af 1980’erne. New Wave Of Trad Heavy Metal kalder man ofte denne bølge i pressen.

Mange af de bedste nye traditionelle metalbands kommer fra Sverige. Og det bedste af dem er Ram. ”Death” er titlen på Rams tredje fuldlængde-album. Jeg har tidligere i playlist-sektionen på Rifferama jublet over ”Death” med disse ord:

”Death” blev sendt på markedet i slutningen af januar. Bandnavnet Ram giver associationer til Judas Priests ”Ram It Down” (1988), og Ram spiller da også heavy metal i den traditionelle stil. Det betyder høje heavy-skrig, drabelige guitardueller og hammerhårde sange, som svæver af sted på jetmotorer af dynamiske melodier.

Men svenske Ram er ikke bare et sjovt retro-metalband. Ram er – som titlen antyder – dødsens alvorlige. Rams sanger, Oscar Carlquist, ligner en mellemting mellem W. Axl Rose og en ung Rob Halford. Og han er ven med den skrækkelige Erik Danielsson fra Watain, med hvem Oscar fæller livssyn. Eller måske snarere dødssyn. Dét får i hvert fald Oscar til at sige ting som ”kroppen er et fængsel”. 

”Death” er en super overbevisende udgivelse, som ikke har en eneste svaghed på tracklisten. Variation og power fra start til slut. Ram betyder vædder, og denne vædder stanger. Hårdt og præcist.

Min anmeldelse af ”Death” stod at læse i EMP/NRG (forårsmagasin, katalog 1/2012). Den lød således:

RAM

”DEATH”

Metal Blade

******

For fans af: Judas Priest, Iron Maiden, King Diamond

Sverige er godt med i retro-bølgen inden for traditionelt heavy metal. Eller New Wave Of Trad Heavy Metal, som bølgen også kaldes. Svenskerne har fostret Bullet, Portrait, Enforcer, In Solitude, men de bedste af dem alle er velsagtens Ram. 

Göteborg-gruppen har virkelig forbedret sig siden det hæderlige debutalbum, ”Forced Entry” (2005). ”Lightbringer” (2009) vakte berettiget opsigt, men med ”Death” må Ram kunne nå længere ud end til den klaustrofobiske retro-enklave.

”Death” er nemlig meget mere end en munter leg med genre-klichéer. ”Death” byder på hammergod sangskrivning: det er traditionelt metal, javel, men på en meget personlig måde. 

Ram har stjernekvaliteter. Guitar-duoen Harry Granroth og Daniel Johansson fyrer forrygende soli af, så man griber ud efter luftguitaren, og i videoen til ”Flame Of The Tyrants” ligner sangeren Oscar Carlquist en gensplejsning mellem Rob Halford og Axl Rose.

Jeg mistænker Ram for at have sindelag tilfælles med visse black metal-bands, og der er en kant i deres musik, som er slebet til af thrash-slibestenen. Her og der er der et ekko af Iced Earth og Megadeth, men mest af alt lyder ”Death”, som ægte heavy metal burde lyde anno 2012: slidstærkt og sejt som læder. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama