I 1992 var Konkhra dansk dødsmetal, når det
var mest brutalt og miskendt. Peter Béliath lyttede uden ørepropper og
fordomme.
Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret
i Jam Magazine nr. 40, oktober 1992)
[Baggrund: I
1992 udgav Konkhra minialbummet ”Stranded” (Progress Red Labels). Det var noget af det allerførste
danske dødsmetal, der blev sendt på markedet. Og den danske overgrundspresse
var hård ved fænomenet. Jeg forsøgte at være undtagelsen, der bekræfter reglen.
Resultatet kan læses her …]
 |
| I 1992 havde Konkhra mere at tilbyde end tyngde og voldsomhed. Det er Claus Vedel nummer to fra venstre. |
”Jeg er da
ikke i tvivl om, at vi en dag vil være på midtersiderne af Ekstra Bladet,”
udtaler han med en overbevisning, som klæder hans muskuløse overkrop. Death metal-musikerens
puls stiger ikke synligt, mens han forklarer mig om sit syn på sensations-sprøjtens
usaglige nedsabling af Konkhra-cd’en.
”Ligeglad er
man jo aldrig, vel? Men fyren går lige netop et stykke længere, end det var
nødvendigt. Det havde ikke været nødvendigt at fornærme os, men da han ikke
ved, hvad har med at gøre, er han tilgivet.”
Strengt
taget er death metal en undergrunds-genre, som overgrundspressen efter Claus’
bedste overbevisning ikke har forstand på.
”Det er
ligesom med surrealistisk kunst,” pointerer han og nævner Hans Henrik Leerfeldt
som et miskendt geni.
”Han syrede
rundt og fik en masse drag over nakken, men ved siden af i inderkredsen var han
højt respekteret. Og jeg synes godt, man kan sammenligne det en smule, fordi
det har noget med pressefolk at gøre, som ikke har forstand på det, men som
alligevel skriver om det.”
Med Jam
Magazines oplag på 15.000 eksemplarer i ryggen slipper jeg nok ikke for at gå
som repræsentant for overgrundspressen. Så jeg spørger forsigtigt, om Konkhra
er Københavns svar på jyske Invocator, som er guderne i dansk dødsmetal.
”Vi er meget
mere tunge og voldsomme end Invocator,” instruerer Claus mig.
”Hvor de
mere kører bopti-bopti-bopti hele vejen, går vi mere helt ned i det ultratunge
og op i det ultrahurtige grindcore. Men vi har klart meget stor respekt for
Invocator, for de var sgu de første herhjemme, der havde nosser med hår på.”
UD AF FORMØRKELSEN
Men
selvfølgelig har Konkhra mere at byde på end tyngde og voldsomhed.
Københavnerne lægger stor vægt på deres tekster, der har både mytologiske og
surreelle islæt.
”Jeg står
nok mere for de poetiske tekster i bandet, hvor Anders (Lundemark, bandets
guitarist og ”growling” vokalist) nok mere er mytologisk,” forklarer Claus.
”Anders går
meget op i nordisk religion. Han kører meget på, hvordan menneskene var
dengang, hvordan folk behandlede hinanden dengang. Det var øje for øje og tand
for tand. Hvor jeg så mere skriver om ting, der foregår inde i mit hoved og
rundt omkring. Det er der, det surreelle kommer ind i vores koncept.”
Uden på
nogen måde at være hvidvaskede kristne på mission med det glade budskab,
distancerer Konkhra sig fra horden af satanistiske death metal-bands. Flere af
Claus Vedels tekster bærer faktisk præg af et spirende Messias-kompleks.
Et eksempel
er nummeret ”Day-Break”, hvor der bl.a. bliver sunget: ”we are not equal / I
can always find you where you may be / because I want to touch you / caress
your twisted mind / to take you through the dark forest / trees whisper of
wiser generations.”
””Day-Break”
er ikke myntet bestemt på nynazister, men dem kunne jeg godt tænke mig at lære
noget om det virkelige liv, fordi, jeg synes, de går glip af så meget. ”Caress
your twisted mind” – altså virkelig fortælle dem en masse gode ting, hive dem
igennem den der ”dark forest”, som er den der forsumpede måde at tænke på, den
formørkelse, der er over dem,” siger Claus og underbygger mit indtryk af ham
som et menneske, der er stort i mere end fysisk forstand. \m/
Sådan. Desperal vokal. For satan det var tider
SvarSlet/Geden