Uhyre stærkt album

Kiss’ nye album er old school på den blærede måde. Bæstet spræller af brontosaurus-brunst, og albummet har en autentisk heavy rock-lyd med masser af power i de musikalske lændemuskler.

"Monster" er heavier og mere bister end "Sonic Boom".

Internettet gnistrede af hype længe før, at Kiss’ nye album, ”Monster”, blev udsendt. Sådan var det også med forgængerne ”Sonic Boom” (2009) og ”Psycho Circus” (1998). Kiss er nemlig eksperter i at trutte i salgstrompeten, og der ligger nøje udtænkte marketings-strategier bag enhver lancering af et Kiss-produkt, hvad enten vi taler musik eller madkasser.

Kiss er kapitalisme for fuld skrue. Kiss sælger ikke kun musik, men også drømme. Kiss er mestre i at udnytte unge (og, ahem, knap så unge) menneskers følelser af afmagt og fremmedgjorthed. Det er bl.a. derfor, at Kiss-fans kan spejle sig i en sang som ”Freak” fra det nye album.

Virkeligheden i de moderne, vestlige forbrugersamfund er præget af en himmelråbende fantasiløshed. Derfor er der brug for fantasifostre som ”Ringenes Herre”, ”Spiderman”, ”Harry Potter”, ”Avatar”, ”Star Wars”, ”Twilight” – og Kiss.

Kiss er en drømmefabrik. Kiss er rendyrket virkelighedsflugt. Men det er en virkelighedsflugt, som har mytologiske kvaliteter. Det er ikke en mytologi, som er formuleret med ord. Den er formuleret med tungen ud af halsen. Overjordiske kostumer, mega-gigant shows med ildpustning og blodbrækning – og frem for alt: heavy rock for fuld decibel-udblæsning.

Når Kiss er allerbedst, er de en mental elevator: de løfter deres fans, den såkaldte Kiss Army, ud af denne verdens tristesse og trivialiteter. Det er præcis, hvad ”Outta This World” fra det nye album handler om. Transcendens kalder man den slags i lærde kredse.

Kiss er inde og pille ved arketyperne i C.G. Jungs psykologi. Vi taler jo om en tordengud og mænd, der kommer fra stjernerne. Sigmund Freuds case story om ulvemanden har sin heavy rock-pendant i Kiss’ kattemand. I Kiss er der stof til et helt studium i mytologi. Og psykologi.

Men det er nærmest tabu at analyse Kiss. Kiss skal ikke analyseres, Kiss skal animaliseres (for nu at lege med titlen på bandets 1984-album). Og derfor er det meget passende, at deres 20. album bærer titlen ”Monster”.

Gene Simmons (t.h.): "The Devil Is Me."

TILBAGE TIL STENALDEREN

Det er et uhyre stærkt album, som Kiss har udgivet. Allerede i sommers fik vi en forsmag på bæstet, da singlen ”Hell Or Hallelujah” blev sendt på markedet. Der er tale om en klassisk, tempofyldt Paul Stanley-rocker, der fungerer fint som dynamo for resten af albummet. ”Hell Or Hallelujah” har lidt af det samme drive som ”I Stole Your Love”, åbningsnummeret på ”Love Gun” (1977).

Anden skæring hedder ”Wall Of Sound”. Det er et Led Zeppelin-agtigt nummer, som ville have passet fint ind i tracklisten på ”Revenge” (1992). Ægte betonrock, der appellerer til headbanger-musklerne.

Denne forrygende start følges op af ”Freak”, der har et åbnings-riff, som er lillebror til ”Wild Thing” (The Wild Ones’ hit fra 1965, som senere blev udødeliggjort af bl.a. The Troggs, Jimi Hendrix og The Runaways). Og sådan kunne man blive ved, skæring for skæring.

Nej, der er intet nyt under Kiss’ arsenal af spotlys. Det er kliché på kliché, hamret på plads med en heavy rock-gejst, der er næsten uhørt for så gamle mænd som dem, der findes inden i Kiss’ svedstinkende kostumer (Gene Simmons er født i 1949!).

Musikken på ”Monster” er så old school, som den kan blive. Sangskrivningen er baseret på Paul og Genes rygradsreaktioner. Og de ”nye” medlemmer, guitaristen Tommy Thayer og trommeslageren Eric Singer, sminker sig ikke alene som Ace Frehley og Peter Criss – de efteraber også deres spillestil. For Thayers vedkommende helt ned i mindste detalje, så Ace må blive skizofren, hvis han ellers kunne overtales til at lytte til ”Monster”.

Paul Stanley & Co. rådyrker Kiss-arméens nostalgi. Meget af indholdet på ”Monster” lyder faktisk som Kiss’ udslip fra 1970’erne, og albummet er da også indspillet analogt – nul digitale dingenoter har været med til at sterilisere Kiss-uhyret. ”Monster” spræller af brontosaurus-brunst! Albummet har en autentisk heavy rock-lyd med masser af power i de musikalske lændemuskler.

”Monster” er retro-heavy med stolthed. Derfor er det naturligt, at Gene Simmons synger, at han er en stenaldermand i en af albummets allerfedeste sange: ”Back To The Stone Age”. En anden sang, hvor Simmons brillerer, er ”The Devil Is Me”. Men hov, selvom sangen passer perfekt til Genes maske, er den skrevet af Paul Stanley – i samarbejde med Gene og Tommy Thayer. I det hele taget er sangskrivningen på ”Monster” meget kollektiv. Det er især påfaldende, at Thayer har leveret så meget materiale til ”Monster”, som det er tilfældet.

Tommy Thayer smider om sig med
de ledeste guitarsoli.

HEAVIER END ”SONIC BOOM”

På ”Monster” spiller Kiss med en blæret selvtillid, frit og uden hæmninger som dem, der holdt ”Psycho Circus” lidt i skak. Især Thayer får lang snor. Tommy smider om sig med de ledeste soli, han er helt nede at bøje i knæene i sine Ace-efterligninger. Thayer får frie tøjler – akkurat som Ace på Kiss’ allertidligste demoer (tjek boksættet ”Kiss” (2001), hvor man bl.a. kan høre en udgave af ”Strutter” med Ace i vildt solofriløb).

Kritikere har kaldt ”Monster” for ”Sonic Boom Part II”. Det er ikke helt galt. Men ”Monster” er heavier end ”Sonic Boom”. Den er mere bister, der er mere bid i ”Monster”. Det er Grande Rock, som Nicke Andersson ville udtrykke det. Og faktisk får flere af skæringerne mig til at tænke på The Hellacopters – måske det band, der bedst har forstået og formået at holde 1970’ernes Kiss-tradition i live.

”Monster” er mere 1970’er-agtig end ”Sonic Boom”, der foruden 1970’er-ingredienserne genlød af det Kiss, der fandtes i 1980’erne. På ”Monster” er der færre af de højtravende ”Heaven’s On Fire”- og ”Crazy Nights”-omkvæd, som ”Sonic Boom” var pumpet med (og som ”Stand” var et særdeles vellykket eksempel på).

Det er selvfølgelig sølle, at Kiss rækker mikrofonen til Thayer og Singer og sætter dem til at ”spille Ace og Peter” på et par af skæringerne. I ”Outta This World” giver Thayer den som Space-Ace i et raketridt lige lukt gennem ozonlaget.

Og Eric Singer stiller sig an som baggårdspuma i ”All For The Love Of Rock & Roll”, som har et groove, der minder om noget, man finder på Peter Criss’ soloalbum fra 1978 (f.eks. ”That’s The Kind Of Sugar Papa Likes” eller ”Hooked On Rock ’N’ Roll”).

Den slags kan ortodokse Kiss-fans sagtens leve uden. Ligesom de også kunne ønske sig et ordentligt pladecover. For omslaget til ”Monster” er en mega-bommert. Gråt og kedeligt og fuldstændig blottet for det farvespræl, der plejer at kendetegne klassisk Kiss.

Denne gang er indholdet faktisk bedre end indpakningen. Og det er sjældent, at man kan sige det om Kiss. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

Kiss er inde og pille ved arketyperne i C.G. Jungs psykologi.