De tænker stort

Rush er på ”Clockwork Angels” vendt tilbage til deres gamle heavy-stil fra 1970’erne. Eller er de?

Rush, som de så ud på omslaget til "2112" fra 1976. Fans drømmer stadig om, at trioen
vil vende tilbage til stilen fra dengang.

Sære, kantede og i konstant forandring – sådan har Rush været lige siden, de etablerede sig som et af heavy rockens mest ubestikkelige og kunstnerisk kompromisløse bands i midten af 1970’erne.

Kultstatus og store stakke af guld-, sølv- og platinplader er, hvad den canadiske trio har fået ud af være sig selv med hud og hår i fire årtier. Det er ikke alene unikt. Det er ufatteligt.

Rush har ikke kun haft indflydelse på såkaldt progressivt metal. Rush har også inspireret talløse kunstnere inden for industrial, avantgardistisk metal og alternativ rock. Ja, sågar musikere inden for thrash og dødsmetal har suget Rush’s kunstneriske næring til sig.

Så selvom Rush ikke umiddelbart passer ind i metalgenrens stereotyper, har den canadiske trio haft en nærmest universel påvirkning på den hårde rocks udvikling. Senest har Rush sat sit præg på Machine Heads ”Unto The Locust” (2011).

GRANDIOSE PROPORTIONER

Som så mange andre grupper fra betonrockens guldalder blev Rush’s succes grundlagt for flere årtier siden. Gennembrudsalbummet ”2112” (1976) står stadig som trioens hovedværk sammen med ”Moving Pictures” (1981).

Rush’s musik har udviklet sig enormt siden debutalbummet ”Rush” (1974). Udgangspunktet for Rush var 1960’ernes proto-heavy-grupper som Cream, Blue Cheer, Yardbirds og The Who. Det er en ren tilståelsessag for Rush, der da også hyldede disse grupper på ”Feedback” – en ep, som trioen udgav i forbindelse med gruppens 30-års jubilæum i 2004.

Som årene gik, svulmede Rush’s musik op til grandiose proportioner. Canadierne gjorde sig fri af Led Zeppelin-inspirationerne og kastede sig ud i store episke værker med indviklede koncepter. Nogen mente, at det blev lovlig prætentiøst på albums som ”A Farewell To Kings” (1977) og ”Hemispheres” (1978). Det mente Rush også selv, så på ”Permanent Waves” (1980) slog trioen ind på en mere iørefaldende og new wave-agtig vej.

UDFORDRING FOR FANSKAREN

Geddy Lee (bas, vokal, tangenter), Alex Lifeson (guitar, tangenter) og Neil Peart (slagtøj) har udviklet en formidabel evne til at skifte ham.

Progressive udskejelser, fusions-jazzede excesser og neoklassiske flirterier prægede Rush i sen-1970’erne. I 1980’erne begyndte man at høre ringlende genklage fra U2 og Simple Minds i Rush’s musik. Men uanset, hvilken stilretning Rush har taget, har trioen altid lydt som – Rush. Man har aldrig kunnet anklage Rush for at følge trends af kommercielle grunde. For Rush blev new wave, reggae og ska ikke et modediktat, men en inspiration.

På ”Signals” (1982) og ”Grace Under Pressure” (1984) gik der nærmest synth-pop i Rush. Selvom det unægtelig var et vildspor – og en enorm udfordring for den del af fanskaren, der dyrkede Rush’s progressive rock-koncepter fra 1970’erne med religiøs andagt – kom der nogle holdbare sange ud af Rush’s meget elektroniske og digitalt-lydende værker.

Noget af det bedagede, konservative og åndsaristokratiske blev børstet af Rush i 1980’erne. Det var befriende, at Rush’s fortidsromantiske livssyn fra ”A Farewell To Kings”, hvor tekstforfatteren Neil Peart begræd tabet af fordums storhed, blev erstattet med en appetit på fremtiden på skæringer som ”New World Man” (1982).

Men det var ikke ligefrem musik, der animerede til hæmningsløs headbanging. Og Rush’s musik blev i manges øren for steril i den synth-dominerede periode.

ET VENDEPUNKT

På ”Counterparts” (1993) skruede Rush igen op for guitarerne – tydeligvis inspireret af grunge-revolutionen og den alternative musiks fremmarch i hårdrocken.

”Counterparts” blev måske nok et vendepunkt i Rush’s historie. Men albummet fik ikke fandommen til at stoppe med at drømme søde drømme om, at Rush ville vende tilbage til stilen fra deres legendariske storhedstid i 1970’erne – dengang Rush-numre bar eksotiske titler som ”Xanadu”, ”The Temples Of Syrinx” og ”Cygnus X-1”.

Men i 1990’erne var det i sig selv et stort krav at få Rush til at sætte enkelte numre fra 1970’erne på sætlisten. Neil Peart knuste mangen et hjerte ved i interviews at rakke ned på gruppens sangskat fra 1970’erne.

På livealbummet ”Different Stages” (1998) forbarmede Rush sig dog over deres 1970’er-hungrige fans: en cd med en veloplagt optagelse af Rush’s optræden på Hammersmith Odeon i London fra 1978 blev allernådigst vedlagt. Og sørme om der ikke var 1970’er-klassikere inkluderet på det tredobbelte livealbum ”Rush In Rio” (2003). Det samme gjaldt ”Time Machine 2011: Live In Cleveland” (2011). Rush var kommet til fornuft.

NUL NOSTALGI

Det er efterhånden blev en fast disciplin for anmeldere og fans at påstå, at nu er Rush vendt tilbage til den gamle hårdrock-stil fra 1970’erne. Påstanden blev fremført, da Rush udsendte ”Snakes & Arrows” (2007). Og den bliver i disse dage gentaget i forbindelse med udgivelsen af Rush’s nye studiealbum, ”Clockwork Angels”.

Som altid skal man drysse en håndfuld salt ud over påstanden. Godt nok kaster Neil Peart sig på ”Clockwork Angels” ud i et ambitiøst koncept: hele albummet fortæller én lang historie, som i hvert fald på overfladen kan minde om ”2112”. Og det er tilmed planen, at historien skal udmønte sig i en roman, som Neil skriver sammen med science fiction-forfatteren Kevin J.  Anderson.

Men det ville ikke ligne Rush at fortabe sig i nostalgi. Og selvom ”Clockwork Angels” – måske! – er trioens heavieste album siden ”Moving Pictures”, så skal man ikke forvente, at Rush på ”Clockwork Angels” kaster sig ud i brølende og frådende metal-epik à la ”By-Tor And The Snow Dog” (1975).

Jo, der er et par (vist nok morsomt mente) referencer til ”Bastille Day” (1975) på skæringen ”Headlong Flight”. Men den meget iørefaldende ”The Wreckers” er melankolsk på en måde, der minder mere om ”Afterimage” (1984) eller ”Bravado” (1991) end om Rush’s bagkatalog fra 1970’erne.

Og sådan skal det også være. For Rush skal ikke være et retro-band. Rush skal være et band, der konstant flytter grænsestenene ud mod horisonten. I åbningssangen ”Caravan” synger Geddy Lee: ”I can’t stop thinking big”. Det omkvæd ville klinge hult, hvis musikken på ”Clockwork Angels” havde lydt som ”Anthem” (1975) og de andre klassikere fra 1970’erne. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama