Interviewartikel:
Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 37, marts 2009)
Saxons sanger Biff: "Rejs jer, hold sammen, vær stærke, hold ud." |
”Det handler om troskab,” tænker jeg,
da jeg og hundredvis af andre (fortrinsvis mænd) mosler frem mod scenen i
Pumpehuset torsdag den 12. februar [2009]. På scenen trykker fem turnéhærgede
fyre den af.
Selvom enkelte sange på sætlisten er
hentet fra Saxons nyeste udspil, ”Into The Labyrinth”, er der tale om go’
gammeldaws heavy metal. Og det er en genre, som Saxon på riddermanér har været
tro over for. Det britiske band er blevet hånet i pressen, de har været udsat
for uforstandige pladeselskaber og griske, inkompetente managere. Og det
mondæne metalmiljø har dømt dem til at være håbløst umoderne i to årtier.
Alligevel har Saxon med stolthed holdt
heavy metal-fanen højt, mens andre bands er gået i opløsning eller desperat har
forsøgt at følge med trends og modediller. Saxon hoppede ikke på glam-vognen,
da højt hår og dulle-look var sagen i sen-80’erne, og senere hen bøjede gruppen
sig ikke for grunge, industrial, goth og nu-metal. Nej, Saxon gik på med krum
hals og udsendte albums, der bar pinligt umoderne titler som ”Metalhead” (1999)
og ”Heavy Metal Thunder” (2002) – og det i en tid, hvor metalbands helst skulle
pille navle eller give interviews om deres spiseforstyrrelser.
ENGLAND
ØDELAGT
Saxon spiller heavy metal, som bæres
frem af en mægtig livsbølge af håb og trods. Og sådan har det været lige siden
1979, hvor sangeren Biff Byford og hans saksere stod i spidsen for den
rockbevægelse, som pressen har kaldt The New Wave Of British Heavy Metal.
I sin selvbiografi, ”Never Surrender
(Or Nearly Good Looking)” fra 2007, fortæller Biff om de trøstesløse tilstande
i England i de sene 1970’ere og tidlige 1980’ere, hvor landet blev regeret af
den konservative premiereminister Margaret Thatcher.
”Jeg mener, at Margaret Thatcher og
hendes kabinet af nikkedukker fuldstændig ødelagde landet. Hun udryddede hele
samfund,” skriver Biff om følgerne af Thatchers politik, der nedbrød de
samfund, som var afhængige af minedriften i Sydwales og det nordøstlige England.
Mens den britiske punk havde sin
bastion i hovedstaden London, kom den nye bølge af heavy metal-bands og -fans
fortrinsvis fra provinsen, hvor arbejdsløsheden og den sociale nød bed ekstra
hårdt. Talrige headbangere kom fra små flækker uden fremtidsudsigter.
Da jeg møder Biff på hans hotelværelse
før koncerten i Pumpehuset, minder jeg ham om den politiske situation dengang i
1980’erne, og han svarer prompte:
”Det er det samme i dag.”
- Vil det sige, at der igen er stor
arbejdsløshed i England?
”Ja.”
LYDSPOR
TIL MODKULTUR
Finanskrisen kradser, og måske er det
en af grundene til, at Saxon har fået ekstra rygvind her på det sidste. Det
nyeste album, ”Into The Labyrinth”, udkommer i hvert fald på et tidspunkt, hvor
Saxons traditionelle heavy metal atter er ved at komme til ære og værdighed
uden for den snævre fandom. Og det er ikke kun gamle fans, der dukker op til
gruppens koncert i Pumpehuset; der ses også yngre ansigter i et publikumshav,
der ellers er præget af headbangende skaldepander og blottede isser.
Det lader også ud til, at man atter kan
sælge Saxon-plader; således genudgav EMI i februar [2009] Saxons tre første
albums, ”Saxon” (1979), ”Wheels Of Steel” (1980) og ”Strong Arm Of The Law”
(1980). Det er plader, som gjorde en forskel, da de blev udsendt. De var
nærmest lydsporet til en heavy metal-modkultur i Thatchers England.
”I 1980’erne, da vi, Iron Maiden, Def
Leppard og flere andre bands dukkede op, var der en stor ungdomsbevægelse, som
var optaget af heavy rock,” fortæller Biff på hotelværelset, der er sparsomt
møbleret og absolut ikke bærer præg af luksus og superstjene-status.
”En masse unge arbejdsløse og
universitetsstuderende og skolebørn begyndte at dyrke den hårde rock. Rocken
kom som en befrielse for dem,” udtaler Biff, der ligner en blond indianer, som
han sidder der med sit vejrbidte ansigt omkranset af en manke af gråt hår.
- Gav bands som Saxon de unge mennesker
noget at leve for?
”Jeg tror, at bands fra den æra gav de
unge noget, som de kunne identificere sig med, hvad enten det var rollemodeller
eller musikken i sig selv. Jeg vil ikke påstå, at jeg var den perfekte
rollemodel, men det var bands om os, der var store dengang, hvor der var social
uro og optræk til optøjer.”
- Flere af jeres sange fra den periode,
som f.eks. ”Backs To The Wall”, ”Stand Up And Be Counted” og ”Never Surrender”,
var kampsange.
”Det var vore overlevelsessange,” lyder
Biffs korte svar. I selvbiografien fortæller han om disse sange: ”De er alle
sammen sange om håb – rejs jer, hold sammen, vær stærke, hold ud – de er alle
baseret på den mentalitet.”
Biff skriver også, at Saxons
antiautoritære attitude gav problemer. Det er bl.a. det, som titelnummeret på
bandets tredje album, ”Strong Arm Of The Law”, handler om.
“Jeg mener, at vi ind imellem var på
randen af anarki i England. Og vi elskede det. Selvfølgelig blev vi politiets
skydeskive, fordi vi gik rundt med langt hår. Vi var tydeligvis politiske
agitatorer og nonkonformister, da vi ikke havde kort hår og et job. Vi blev
hele tiden standset og kropsvisiteret. Og de plantede ting på os for at kunne
arrestere os. Skiderikker! Er det så underligt, at vi skrev ”Strong Arm Of The
Law”?” \m/
SÅ
STORE VAR SAXON
Læs endnu en
Rifferama-historie om Saxons glorværdige historie og sangskat her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar