Livsbølge af håb og trods

“Vi var politiets skydeskive. Vi var tydeligvis politiske agitatorer og nonkonformister, da vi ikke havde kort hår. Vi blev standset og kropsvisiteret. Og de plantede ting på os for at kunne arrestere os. Skiderikker!”

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 37, marts 2009)

Saxons sanger Biff: "Rejs jer, hold sammen, vær stærke, hold ud."

”Det handler om troskab,” tænker jeg, da jeg og hundredvis af andre (fortrinsvis mænd) mosler frem mod scenen i Pumpehuset torsdag den 12. februar [2009]. På scenen trykker fem turnéhærgede fyre den af.

Selvom enkelte sange på sætlisten er hentet fra Saxons nyeste udspil, ”Into The Labyrinth”, er der tale om go’ gammeldaws heavy metal. Og det er en genre, som Saxon på riddermanér har været tro over for. Det britiske band er blevet hånet i pressen, de har været udsat for uforstandige pladeselskaber og griske, inkompetente managere. Og det mondæne metalmiljø har dømt dem til at være håbløst umoderne i to årtier.

Alligevel har Saxon med stolthed holdt heavy metal-fanen højt, mens andre bands er gået i opløsning eller desperat har forsøgt at følge med trends og modediller. Saxon hoppede ikke på glam-vognen, da højt hår og dulle-look var sagen i sen-80’erne, og senere hen bøjede gruppen sig ikke for grunge, industrial, goth og nu-metal. Nej, Saxon gik på med krum hals og udsendte albums, der bar pinligt umoderne titler som ”Metalhead” (1999) og ”Heavy Metal Thunder” (2002) – og det i en tid, hvor metalbands helst skulle pille navle eller give interviews om deres spiseforstyrrelser.

ENGLAND ØDELAGT

Saxon spiller heavy metal, som bæres frem af en mægtig livsbølge af håb og trods. Og sådan har det været lige siden 1979, hvor sangeren Biff Byford og hans saksere stod i spidsen for den rockbevægelse, som pressen har kaldt The New Wave Of British Heavy Metal.

I sin selvbiografi, ”Never Surrender (Or Nearly Good Looking)” fra 2007, fortæller Biff om de trøstesløse tilstande i England i de sene 1970’ere og tidlige 1980’ere, hvor landet blev regeret af den konservative premiereminister Margaret Thatcher.

”Jeg mener, at Margaret Thatcher og hendes kabinet af nikkedukker fuldstændig ødelagde landet. Hun udryddede hele samfund,” skriver Biff om følgerne af Thatchers politik, der nedbrød de samfund, som var afhængige af minedriften i Sydwales og det nordøstlige England.

Mens den britiske punk havde sin bastion i hovedstaden London, kom den nye bølge af heavy metal-bands og -fans fortrinsvis fra provinsen, hvor arbejdsløsheden og den sociale nød bed ekstra hårdt. Talrige headbangere kom fra små flækker uden fremtidsudsigter.

Da jeg møder Biff på hans hotelværelse før koncerten i Pumpehuset, minder jeg ham om den politiske situation dengang i 1980’erne, og han svarer prompte:

”Det er det samme i dag.”

- Vil det sige, at der igen er stor arbejdsløshed i England?

”Ja.”

                     

LYDSPOR TIL MODKULTUR

Finanskrisen kradser, og måske er det en af grundene til, at Saxon har fået ekstra rygvind her på det sidste. Det nyeste album, ”Into The Labyrinth”, udkommer i hvert fald på et tidspunkt, hvor Saxons traditionelle heavy metal atter er ved at komme til ære og værdighed uden for den snævre fandom. Og det er ikke kun gamle fans, der dukker op til gruppens koncert i Pumpehuset; der ses også yngre ansigter i et publikumshav, der ellers er præget af headbangende skaldepander og blottede isser.

Det lader også ud til, at man atter kan sælge Saxon-plader; således genudgav EMI i februar [2009] Saxons tre første albums, ”Saxon” (1979), ”Wheels Of Steel” (1980) og ”Strong Arm Of The Law” (1980). Det er plader, som gjorde en forskel, da de blev udsendt. De var nærmest lydsporet til en heavy metal-modkultur i Thatchers England.

”I 1980’erne, da vi, Iron Maiden, Def Leppard og flere andre bands dukkede op, var der en stor ungdomsbevægelse, som var optaget af heavy rock,” fortæller Biff på hotelværelset, der er sparsomt møbleret og absolut ikke bærer præg af luksus og superstjene-status.

”En masse unge arbejdsløse og universitetsstuderende og skolebørn begyndte at dyrke den hårde rock. Rocken kom som en befrielse for dem,” udtaler Biff, der ligner en blond indianer, som han sidder der med sit vejrbidte ansigt omkranset af en manke af gråt hår.

- Gav bands som Saxon de unge mennesker noget at leve for?

”Jeg tror, at bands fra den æra gav de unge noget, som de kunne identificere sig med, hvad enten det var rollemodeller eller musikken i sig selv. Jeg vil ikke påstå, at jeg var den perfekte rollemodel, men det var bands om os, der var store dengang, hvor der var social uro og optræk til optøjer.”

- Flere af jeres sange fra den periode, som f.eks. ”Backs To The Wall”, ”Stand Up And Be Counted” og ”Never Surrender”, var kampsange.

”Det var vore overlevelsessange,” lyder Biffs korte svar. I selvbiografien fortæller han om disse sange: ”De er alle sammen sange om håb – rejs jer, hold sammen, vær stærke, hold ud – de er alle baseret på den mentalitet.”

Biff skriver også, at Saxons antiautoritære attitude gav problemer. Det er bl.a. det, som titelnummeret på bandets tredje album, ”Strong Arm Of The Law”, handler om.

“Jeg mener, at vi ind imellem var på randen af anarki i England. Og vi elskede det. Selvfølgelig blev vi politiets skydeskive, fordi vi gik rundt med langt hår. Vi var tydeligvis politiske agitatorer og nonkonformister, da vi ikke havde kort hår og et job. Vi blev hele tiden standset og kropsvisiteret. Og de plantede ting på os for at kunne arrestere os. Skiderikker! Er det så underligt, at vi skrev ”Strong Arm Of The Law”?” \m/

SÅ STORE VAR SAXON

 ● Lp’en ”Wheels Of Steel” (’80) indbragte Saxon en sølvplade og opnåede en femteplads på UK-hitlisten.

 ● Saxon fik en guldplade for salget af ”Strong Arm Of The Law” (’80), der blev nr. 11 på hitlisten.

 ● Singlerne ”Wheels Of Steel” (‘80) , ”747 (Strangers In The Night)” (‘80), “And The Bands Played On” (‘81) og “Never Surrender” (‘81) blev top 20-hits.

 ● Saxon høstede sølvplader for albummet “Denim And Leather” (’81) og live-lp’en “The Eagle Has Landed” (’82).

 ● Saxons hitlistesucces varede til ’84, hvor bandet udsendte ”Crusader”, deres 7. album på seks år!

Læs endnu en Rifferama-historie om Saxons glorværdige historie og sangskat her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama