Det her er ikke rock 'n' roll. Det er folkedrab!

David Bowie fik rocken til at handle og død og undergang. Rifferama grubler over, hvorfor en af glam rockens stamfædre havde så stor appel til fans af metal og hård rock.

Nej, jeg forsøger ikke at bilde nogen ind, at David Bowie spillede ”metal” i den moderne betydning af begrebet. Ikke desto mindre benyttede han sig i perioder af metalliske guitarer på sine plader. Klik ind på et tidligt album som ”The Man Who Sold The Earth” (1970), og du vil høre skramlende guitarer. Eller sæt pickuppen i en skæring som ”Suffragette City” (1972), og du vil høre decideret metalfræs.

I hårdrock-kredse er David Bowie mest kendt og dyrket for sin glamour-periode i første halvdel af 1970’erne, hvor han gav den i rollerne som Ziggy Stardust, Aladdin Sane og Halloween Jack. Bowies glamourøse, røde strithår og zigzag-striben ned ad ansigtet er blevet et af rockens stærkeste ikoner.

David Bowie opfandt ikke glam rocken eller glitter rocken, som den også kaldes. Det gjorde Marc Bolan (og vel egentlig også Alice Cooper). Men Bowie gjorde glam rocken dybere. Gav den en ekstra dimension. Bowie gjorde sig selv til myte, og han gjorde rocken mytologisk. Og det i en tid, som ellers krævede ideologisk korrekt socialrealisme med kulturmarxistisk slagside!

Bowies udgave af glam rock har lige siden 1970’erne haft appel til fans af hård rock og heavy metal. Jeg tror ikke kun, at det skyldes musikkens umiskendelige kvaliteter. Jeg tror også, at det er det mytiske trip, som Bowie tager lytteren med på, som tiltrækker metalfolk. For findes der en niche i rocken, som er mere optaget af mytologi, af fantasy og det overnaturlige end heavy metal? Og hvad med død og undergang? Hvor florerer de fænomener mere intenst end i metallen?

Hos Bowie var den glamourøse rock ikke bare lydspor til skæg og ballade. Hos Bowie handlede det ikke om vrøvlevers og sex og liv og glade dage. Hos Bowie fik glam rocken en dyster tone. Ja, den kom til at handle om død og undergang. Om Stjernemanden, der stiger ned til jorden for at forkynde, at menneskeheden har fem år tilbage. Fem år før dommedag.

Hos den glamourøse Bowie var rock forbundet med døden. ”Rock ’N’ Roll Suicide” afslutter mesterværket ”The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars” (1972).

I mine øren er ”Diamond Dogs” (1974) David Bowies sorteste album. Her lægger Bowie hårdt ud med at proklamere: ”This ain’t rock and roll! This is genocide!” Det opråb kan stadig – flere årtier efter, at jeg hørte det første gang – give mig kuldegysninger. ”Diamond Dogs” er et iskoldt og kloakstinkende værk. Her og der med abrupte, desperate vræl af metalliske guitarer.

På ”Diamond Dogs” sættes scenen sådan på introen ”Future Legend”: Vi befinder os i en smadret storby, kaldet Hunger City. I et morads af ”lopper så store som rotter, der udsuger rotter så store som katte” flakker små stammer af mennesker rundt som hundekobler. Lig ligger og rådner på de slimede veje. Det er total nihilisme. Det er sort, metalskramlende dommedagsrock med titler som ”We Are The Dead” og singleudtrækket ”Rebel Rebel”.

Bowie som Aladdin Sane.

”Future Legend” inspirerede Nikki Sixx til at skrive ”In The Beginning” som intro til Mötley Crües album ”Shout At The Devil” (1983). Stemningen på de to numre har slående ligheder. Og det er da også sigende, at det netop er et glam metal-band som Crüe, der suger næring af David Bowie. Det samme har Hanoi Rocks og Guns N’ Roses gjort. Der går en lige linje af nihilisme og dødsforagt fra Bowie til Hanois selvmorderiske livsstil og GN’Rs Uzi Suicide-romantik.

Mens 1970’ernes glamstjerner som oftest var langhårede, var Bowie strithåret med nogle lange tjavser i nakken. Det blev et ikonisk look, som uden tvivl inspirerede punk-looket. Tænk: Richard Hell og Sid Vicious. Sid mente helt bestemt, at han lignede Bowie!

Den kosmiske bevidsthed hos Bowie inspirerede Kiss. Uden Bowies ”Starman” var Ace Frehley nok ikke blevet til Space-Ace eller Paul Stanley til The Star-Child.

Marilyn Manson er sikkert den hårdrock-kunstner, som mest ihærdigt har suget inspiration ud af Bowies glam-koncepter. Men Bowies roller og masker har uden tvivl haft påvirkning på alle maskebærere. Også dem, der kalder deres masker corpse paint.

Der frigives nogle psykiske kræfter, når man tager masken på. Det var bl.a. Mayhem-vokalisten Deads erfaring. For paradoksalt nok oplever mange kunstnere, at det først er, når de tager masken på, at de bliver helt sig selv. Deres kunstneriske, overpersonlige selv, som kommer i kontakt med kreativiteten.  

R.I.P. David Bowie 1947-2016. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama