Heavy rock med hår mellem tænderne

Tyg lidt på titler som ”Satan’s Serenade”, ”Devil’s Brew” og ”Stoking Up The Fires Of Hell”. Det lyder som black metal, men er mørk heavy rock fra epoken før, metalmusikere begyndte at sminke sig som pandaer.

Udsnit af coveret til "Satan's Serenade".

Der var en bøhmand på coveret. Og når man satte pickuppen i maxisinglen, blev trommehinderne bearbejdet af et arrigt guitarriff. Musikkens mørke blev forstærket af low budget-produktionen og det kutteklædte kor i omkvædet. Og så var der ellers dømt kultklassiker.

Jo, ”Satan’s Serenade” står stadig som en af de mest mesterlige præstationer inden for New Wave Of British Heavy Metal. Bandet bag præstationen hed Quartz.

SKYGGEMEDLEM AF BLACK SABBATH

Quartz kom fra metal-metropolen Birmingham, hvor medlemmer fra Black Sabbath, Led Zeppelin, Judas Priest, Slade og Napalm Death også stammer. Quartz blev dannet i midten af 1970’erne, og gruppens claim to fame var, at de var Black Sabbaths protegéer.

Ozzy & Co. tog gladelig Quartz med på turné. Ja, Tony Iommi producerede sågar Quartz’ debutalbum fra 1977.

Spørgsmålet er så, hvem der fik mest ud af det samarbejde. I hvert fald blev Quartz’ tangentspiller og guitarist Geoff Nicholls en slags skyggemedlem af Black Sabbath fra 1979 og frem. Nicholls leverede sågar sange til Ozzys soloalbum ”Down To Earth” fra 2001.

Geoff Nicholls’ relation til Black Sabbath har næppe gjort ham til millionær. Nicholls optrådte ikke på bandfotos, og han fik ikke altid lov at blive set på scenen under Black Sabbaths koncerter. Det var heller ikke altid, at Nicholls blev krediteret for sine bidrag til Black Sabbaths sangskrivning. Mere om det senere i dette blogindlæg.

Quartz med Geoff Nicholls bagest i midten.

DYSTRE STEMNINGER

Stilistisk lå Quartz i krydsfeltet mellem Black Sabbath og Nazareth. Det vil sige, at deres musik havde mere tilfælles med 1970’ernes fodstampende betonrock end med 1980’ernes fræsende heavy metal. Sangeren Mike ”Taffy” Taylor havde på numre som ”Satan’s Serenade” en ru stemme, der lød, som om en baggårds-kirurg havde erstattet hans stemmebånd med sandpapir.

Quartz-debuten fra 1977 er stadig værd at lægge øre til. Især hvis man er Black Sabbath-fan. Jeg ved ikke, hvor mange fingerbøller Tony Iommi havde med i selve guitarspillet på albummet, men i hvert fald kan man høre guitarlir på skæringerne ”Street Fighting Lady” og ”Pleasure Seekers”, som minder fælt meget om det, der dukkede op på Black Sabbaths ”Mob Rules”. Jeg har en mistanke om, at Iommi sad ved mikserpulten og fik idéer, mens Quartz spillede op.

Men endnu værre: basgangen på ”Mainline Riders” minder til forveksling om rygraden i Black Sabbaths ”Heaven And Hell” (1980). Forbindelsen til Quartz leder man dog forgæves efter på albumcoveret til ”Heaven And Hell”. Kun de fire officielle Black Sabbath-medlemmer er krediteret for sangen.

Og mon det ikke var Geoff Nicholls, som (ukrediteret!) var primus motor bag de dystre stemninger i et instrumentalnummer som ”Stonehenge” (hør den i fuld længde på deluxe-cd-udgaven af Black Sabbaths ”Born Again”, udgivet i 2011)?

BØLLEBANK

Efter at Geoff Nicholls forlod Quartz, indspillede bandet deres måske bedste album: ”Stand Up And Fight” (1980).

”Stand Up And Fight” havde et pladeomslag med slagkraft. En fantasy-kriger er i færd med at dele bøllebank ud; hans muskelsvulmende arm svinger en morgenstjerne mod en modstander, som går på røven i kampens hede.

Det var selvfølgelig ikke første gang, at heavy-fans kunne bade øjnene i illustrationer af barbariske krigertyper. Dust, Nazareth og Molly Hatchet havde pakket deres musik ind i lignende artwork.

Men på ”Stand Up And Fight” var coveret virkelig passende. For albummet er proppet med riffs, hvor øksen flækker pandebrask efter pandebrask. En mandfolke-basgang som den, der høres på ”Wildfire”, ville have pyntet op på de seneste to årtiers Slayer-plader. Det her er herre-heavy med uønsket hårvækst mellem tænderne.

IKKE SEXSYMBOLER

Quartz var et kreativt band med et godt ry – også blandt heavy rockens superstjerner. Under indspilningerne af Quartz’ debutalbum indvilgede Queen-guitaristen Brian May og selveste Ozzy Osbourne i at medvirke på nummeret ”Circles”. Nummeret kom ikke med på albummet (!!!), men endte sine dage som b-side på singlen ”Stoking Up The Fires Of Hell” (1980).

Med en sådan goodwill kan det undre, at Quartz ikke selv blev superstjerner.

Jeg tror, at Quartz’ problem var, at de manglede et image. Der var simpelthen for stor forskel på, hvordan Quartz lød, og hvordan de så ud.

Quartz-medlemmerne var ikke ligefrem sexsymboler. Fuldskæg, borgmestermaver og bluser med polokraver fik dem på en dårlig aften til at ligne en flok godmodige dartspillere fra den lokale pub. Det var ikke et look, der kunne hamle op med Lemmys patronbælte eller Rob Halfords nittearmbånd.

 

QUARTZ’ ARV LEVER STADIG

Men tør lige øjnene. For Quartz er måske nok et skammeligt overset band. Men glemt er bandet absolut ikke. Quartz’ musikalske arv lever stadig. F.eks. har det japanske black/thrash-band Sabbat indspillet en coverversion af ”Satan’s Serenade”. Det samme har tyske Roxxcalibur. Og doom metal-gruppen Orodruin har indspillet ”Stand Up And Fight”.

De gamle vinyludgaver af Quartz’ skiver sælges til pæne summer – også i DK. Og så sent som i 2004 udsendte Castle Records en dobbelt-cd, der samlede kendt og obskurt Quartz-materiale op. Cd’en var opkaldt efter bandets fedeste sang og hedder selvfølgelig ”Satan’s Serenade – The Quartz Anthology”. 

UPDATE 2016: Quartz blev gendannet i 2011. Siden da har gruppen udgivet tre albums, senest ”Fear No Evil” (2016). Quartz spiller på Metal Magic Festival i 2017.  <13>

Quartz-diskografi kan tjekkes her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama