Kun døden er virkelig

Hellhammer satte i 1983-84 en helt ny standard for brutalitet i heavy metal. Det var ren terror for de fleste.

Introduktion: Peter Béliath (August 2011)

Pladeanmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Hot Rockin’ nr. 4, august 1984)

Hellhammer lød værre, end de så ud.

I 1983 skete der noget dramatisk. Og traumatisk. Heavy metal-scenen blev udsat for et attentat – man kan vel kalde det en musikalsk pendant til en selvmordsbombe.

Fra Schweiz kom Hellhammer. En undergrunds-fundamentalistisk trio, der på fotos yndede at optræde med ansigterne kamufleret af grel sminke, mens de gnavede i store jernkæder eller svingede med arkaiske våben. Det var det værste, som metalverdenen endnu havde set. Problemet var bare, at Hellhammer lød endnu værre, end de så ud.

Hellhammers musik lød nærmest som et oldtidsræb fra Ginnugagaps dystre dybder. Hellhammer blev ledet af en tvivlsom musiker, der skjulte sig bag pseudonymet Satanic Slaughter. Den sataniske slagters vokal lød som en lydoptagelse fra Vlad Tepes’ torturkammer. Det var ingen nydelse at lægge ører til. Men det var vel metalhistoriens første egentlige growl.

Hellhammer fik Venom til at lyde som konservatorieuddannede musikere. Og mens man hos tidlige thrash-bands som Slayer og Possessed kunne fornemme en understrøm af mørkemagt, så ledte man forgæves efter den slags subtile stiltræk hos Hellhammer. Hos Hellhammer var der ingen musikalsk understrøm. Hellhammers musik var bare en lind strøm af fordærv. Det var tonekunstens svar på Ván, den flod af savl, der løber fra helvedeskøteren Fenris’ flab.

Melodier? Drøm videre. Stemme instrumenter og holde takten? Drøm endnu videre. For når Satanic Slaughter alias Tom Gabriel Warrior alias Thomas Gabriel Fischer & Co. filosoferede med helvedeshammeren, var alle æstetiske kriterier annulleret.

ABYSMALT EKSTREMMETAL

Som med enhver form for terror blev Hellhammer hadet af de fleste og elsket af de færreste. I metalpressen blev Hellhammer hånet af anmelderne. Selv thrash metal-kamporganet Metal Forces lagde Hellhammer for had.

Men en lille hård kerne af ekstremister begyndte at dyrke Hellhammer. Det schweiziske band indspillede tre demoer i 1983: ”Death Fiend”, ”Triumph Of Death” og ”Satanic Rites”. Og i 1984 udkom minialbummet ”Apocalyptic Raids”. Hellhammer havde desuden held til at snige sig med på to kompilations-lp’er, Noise Records’ ”Death Metal” og Metal Blade Records’ ”Metal Massacre V”. De udkom begge i 1984. Men da var gruppen allerede gået i opløsning (eller rettere: Hellhammer var muteret til Celtic Frost). Som om det betød noget. For på det tidspunkt var skaden allerede sket.

Satanic Slaughter & Co. havde gjort et uudsletteligt indtryk på en vordende generation af metalmusikere. I 1983 var Metallicas ”Kill ’Em All” bare det vildeste, og ingen havde fantasi til at forestille sig, at den hårde rock skulle udvikle sig til ekstremmetal af Hellhammers abysmale afart. Men stik imod alle profetier kom Hellhammers musik få år senere til at give genlyd i anerkendte grupper som Obituary og Darkthrone.

Arven fra Hellhammer lever stadig. Og Hellhammer er i dag mere kult end nogensinde. Tom Gabriel Fischer udgav i 2010 en bog om Hellhammers eskapader. Bogen hed ”Only Death Is Real: An Illustrated History Of Hellhammer And Early Celtic Frost 1983 – 1985” (Bazillion Point Books).

I 2008 udkom dobbelt-cd’en ”Demon Entrails”. Den indeholdt de gamle demoer fra 1983. Selv i dag er det hårrejsende lytning, om end det virker kunstigt at høre disse optagelser på et digitalt medie. Hellhammers demoer lyder nemlig bedst på kassettebånd med masser af båndsus og wow and flutter.

Hellhammer var musikalske natmænd.

AVANTGARDISTISK DØDSTRIUMF

Det danske metalfanzine Hot Rockin’ bragte i nr. 3 (april 1984) en kort artikel om Hellhammer, og i nr. 4 (august 1984) blev ”Apocalyptic Raids” anmeldt. Anmeldelsen var begejstret, og Hellhammer var da også at finde på anmelderens playlist bagest i bladet. Let forkortet lød anmeldelsen sådan her:

HELLHAMMER

”Apocalyptic Raids”

(Noise)

Hellhammer er et af de absolut interessanteste metalbands for tiden. Deres musik er ubeskrivelig – faktisk er de så outrerede, at de mest vanvittige new wave-bands virker almindelige til sammenligning.

Hellhammer er ikke en gruppe, der spilder tiden med at stemme guitarer etc., hvilket lydbilledet bærer stærke præg af. Mest gruopvækkende er dog Satanic Slaughters ”vokal” – periodevis lyder det, som om han er udsat for den mest modbydelige tortur. Også trommespillet er alarmerende. Det er paradoksalt, at noget, som er så dårligt, kan være så godt.

Hellhammer må uvilkårligt klassificeres som black metal. Men tekstsiden af Hellhammer er forbavsende seriøs. Hos dem finder man ikke de sædvanlige kristne fordomme om satanismen.

På denne avantgardistiske ep er ”Triumph Of Death” bedst. Det er et knap ti minutter langt nummer, spillet i et forbavsende lavt tempo. Stemningen på nummeret er ret dyster – dem, der synes, at ”Black Sabbath” [titelnummeret fra Black Sabbaths debutalbum (1970), red.] er uhyggeligt, får andet at tænke på, når de hører ”Triumph Of Death”.

De øvrige numre er kortere og spilles i et noget hurtigere tempo, uden det dog bliver Venom’sk.

”Apocalyptic Raids” er absolut et bekendtskab værd – men tjek lige nerverne først.


Hjemmesider:
Hellhammer på MySpace 
OffHellhammer Burial Site icial 
Official Site For "Only Death Is Real"