Vi har ikke brug for flere bands, vi har brug for terrorister …

… udtalte Euronymous umiddelbart før sin død i 1993. I 1996 var det tydeligt, at black metal var blevet endnu en modestrømning inden for ekstremmetallen.

Klumme-tekst: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 4, 1996)

Michael Moynihan gav et præcist signalement
af black metals revolutionære væsen.

[Baggrund: Nedenstående er et uddrag af Valravn – en klumme, der blev lanceret som ”NRGs bannerfører for sort, gotisk og atmosfærisk rock”. Teksten afslører, at black metal allerede i 1996 var ved at udvande og blive til en mode. Og det var vist ikke hensigten med den bevægelse, som Euronymous og folkene i den såkaldte Sorte Cirkel (aka Black Metal Mafiaen) satte i gang omkring 1992-3.

For Euronymous & Co. handlede det om at være ”true”, og man burde ikke gå mere op i sin guitar end i satanismen. Black metal skulle være et opgør – ikke kun mod kristendommen og det humanistiske velfærdssamfund, men også mod kommercialiseret heavy metal.

Bemærk desuden, at klummen omtaler Michael Moynihans bog ”Lords Of Chaos: The Bloody Rise Of The Satanic Metal Underground”, som først blev udgivet i 1998, og som senere hen har været et meget omdiskuteret værk. Moynihans ord om black metals revolutionære væsen er værd at bide mærke i. Moynihans signalement af black metal udtrykker præcis, hvorfor den sorte metal-kunst var så interessant et fænomen – indtil den blev en mode.]

Michael Moynihan er en af de få forstandige rockjournalister, der har fordybet sig i black metal-fænomenet. Pt. skriver han på en bog om norsk black metal, en bog, der skærer igennem al sensationalismen og kulegraver scenens filosofi, ideologi og mytologiske symbolisme. For nylig sagde han i et interview:

”Black metal stiger i popularitet, fordi det er den eneste ægte revolutionære musikform, der endnu ikke er blevet opsuget og udvandet af mainsteam-pladeindustrien. Black metal er kompromisløs og ren i sin hensigt. Det er intet under i en verden fuld af tamme ideologier og åndsforladte, sukkersøde og kommercielle musikalske prostituerede, at en sonisk udrensning som black metal bliver hilst velkommen af mange.”

Det er sandt, at norsk black metal har ført an i revolutionen, i omvurderingen af alle værdier på 1990’ernes europæiske metalscene. Men det betyder ikke jo ikke, at det er stor kunst, hver gang en flok unggutter smører blæk i ansigtet og ræber ind i en mikrofon.

Black metal-scenen stagnerer voldsomt for tiden, og den er i fuld gang med at udvikle sig til en ondsindet selvparodi. Det, der oprindeligt var The Great Northern Trendkill, er i dag Den Store Nordiske Modedille. Og det er ikke kun legionen af medløberbands, der ødelægger scenen. Også medlemmer af den selvudnævnte elite har gjort deres til at profanere den nye nordiske tonekunst med deres myriader af sideprojekter og medvirken på plader, der i enhver anden sammenhæng ville havne i børnerock-afdelingen.

Når man ser det enorme udbud af black metal-plader, der hver måned vælter ud på markedet, dukker Euronymous’ grelle genfærd gang på gang op.

”Der er for mange bands,” sagde han før sin død i 1993. ”Mange skriver til mig og siger, at de ønsker at danne et black metal-band, og de spørger mig til råds. Jeg siger altid: ’Drop det.’ Jeg fortæller dem, at vi ikke har brug for flere bands, vi har brug for terrorister.” \m/

Rifferama zoomer i den nærmeste tid ind på 1990'ernes norske black metal-scene. Følg med via Facebook: gå ind på Peter Béliaths Rifferama og klik på "synes om".