Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret
i NRG nr. 1, juni 1995)
Euronymous var besat af at være ekstremt ond. |
[I 1995 var norsk black metal på
alles læber. Kirkebrande, mord, sære kunstnernavne og grimme ansigter kalket
til med ligsminke – det var, hvad almindelige mennesker kunne få øje på, når de
zoomede ind på Norges sortmetal-scene. Uhyre lidt af det, der blev sagt og
skrevet om fænomenet i Danmark (og andre steder for den sags skyld), hævede sig
over skinhellig forargelse og sensationshunger.
Okay, metalmagasiner som Kerrang! og
Terrorizer bragte dybdegående interviews med de centrale sortmetalliske
skikkelser, og Rock Hard kulegravede black metal-fænomenet for at finde
eksempler på racisme og nazisme. Men nedenstående artikel er – så vidt jeg
husker – det første journalistiske forsøg på at forstå norsk black metal ud fra
en spirituel/religiøs synsvinkel.
Bemærk: artiklen er skrevet i 1995,
og meget er sket med norsk (og andre nationers) black metal siden da. F.eks.
befinder medlemmerne af Darkthrone og Emperor sig ikke længere ude på
ekstremismens overdrev. Til gengæld viderefører bands som Gorgoroth og svenske
Watain den teistiske satanisme, som Euronymous & Co. var fortalere for i
første halvdel af 1990’erne.]
Norge 1992. I den sjette dag i en
bestemt uge, der også er den sjette dag i den sjette måned, brænder
Fantoft-kirken i Bergen ned til grunden under mystiske omstændigheder.
Tallet seks i den bizarre måde at
tælle uger på symboliserer Dyret i Johannes’ Åbenbaring, og den forkullede
kirke betegner Guds undergang.
I alt otte kirker udsættes for brandattentater,
og det kristne Norge går moralsk amok, da sensationspressen – og ikke politiet
– afslører, at det er den såkaldte Black Metal Mafia, som står bag.
Black Metal Mafiaen, der er bygget op
af omkring de satanistiske rockgrupper Mayhem, Burzum, Darkthrone og Emperor,
citeres både i den nationale og den internationale presse for rockhistoriens
hidtil mest ekstreme udtalelser, og en række finske og svenske bands bliver
udsat for dødstrusler og attentater, fordi de ikke følger den rette Satan-tro.
Mens politiets efterforskning står på, myrdes en 34-årig mand [den
homoseksuelle Magne Andreassen, red.] i Lillehammer med 30 knivstik, og den 10.
august 1993 myrdes Black Metal Mafiaens 25-årige godfather, Euronymous, med 25
knivstik i sin Oslo-lejlighed.
Den 21-årige Greifi Grishnackh fra
enmandsbandet Burzum anklages for ildspåsættelse og mordet på Euronymous, og i
maj 1994 idømmes han det norske retssystems hårdeste straf: 21 års fængsel. Den
19-årige Emperor-trommeslager Faust idømmes 14 års fængsel for mordet på manden
i Lillehammer, og en lang række andre unge mænd i alderen 17-21 år får domme
for brandstiftelse, vandalisme på kirker, medvirken til drab etc.
MAYHEM:
MYTE & MARTYRER
Den myrdede Euronymous var ikke alene
Black Metal Mafiaens godfather og mastermind bag syndikatets terrorisme.
Euronymous kørte også pladebutikken Helvete og kult-pladeselskabet Deathlike
Silence Productions (DSP), der svor aldrig at udgive plader med kunstnere, som
”dyrker livet, morskab, kærlighed, frihed og kristendom” – krav som grupperne
Burzum, Enslaved, Abruptum, Merciless og Sigh levede op til.
Desuden var Euronymous leder af black
metal-bandet Mayhem, der blev dannet i 1984 under kraftig inspiration fra
datidens førere inden for sort metal: Venom, Celtic Frost og Bathory. I
fanatisk raseri over kommercialiseringen af death metal-genren blev Euronymous
drivkraften bag den hadefulde renæssance, som black metal har fået i 1990’erne.
Inden for dette black metal-comeback
har Mayhem opnået en nærmest mytisk status – ikke mindst pga. de to martyrer,
som gruppen har leveret til dens fans.
Da Mayhems andet album, ”De Mysteriis
Dom Sathanas”, efter uendelige forhalinger endelig udkom i 1994, var det i
skyggen af mordet på Euronymous i 1993 og det makabre selvmord, som bandets mystiske,
svenske sanger Dead begik i 1991.
”Dead var en meget speciel person,
med en ekstrem personlighed. End ikke vi [bandet, red.] kendte ham helt. Han
flakkede hele tiden om i skovene, og han efterlod et brev, hvor han skrev, at
det var der, han hørte til,” fortalte Euronymous til Kerrang! i marts 1993.
Euronymous lagde ikke skjul på, at Deads selvmord havde stor PR-værdi, og
Mayhem lavede halssmykker af stumper af Deads sønderskudte kranium. Euronymous
tog efter sigende fotografier af den døde Dead.
”Jeg fremkaldte billederne,”
forklarede Mayhem-trommeslageren Hellhammer til Terrorizer marts 1995, ”og jeg
så, at kniven lå oven på geværet, og det kunne den ikke komme til af sig selv.
Jeg siger ikke, at Euronymous trykkede på aftrækkeren, men på en eller anden
måde havde han noget at gøre med selvmordet. Han kendte til det, før det skete.
Først prøvede Dead at skære sig i hals og håndled, men det virkede ikke, så han
brugte i stedet geværet, og det var lidt underligt. Jeg tror, at Euronymous
pressede Dead til at begå selvmord.”
Greifi Grishnackh elsker hvide, ariske overmennesker. |
EURONYMOUS
HIN ONDE
Euronymous (navnet er en forvanskning
af Eurynomous – en blåsort og tænderskærende figur i det græske dødsrige Hades)
var en karismatisk fører, og kulten omkring ham er vokset forudsigeligt efter
hans martyrdød. Men forgudelsen af ham var – og er – overdreven i forhold til
hans evner, og der var dem i Black Metal Mafiaen, der mente, at godfatheren
talte for meget og handlede for lidt.
Blodfejden med Greifi Grishnackh
(navnet adopteret efter en hjulbenet ork i J.R.R. Tolkiens romantrilogi
”Ringenes Herre”) opstod bl.a, fordi Euronymous var uendelig lang tid om at få
udsendt Burzum-minialbummet ”Aske” (1993), der udkom på DSP så forsinket, at
den tilsigtede PR-værdi af et dagbladsinterview om kirkebrandene, som Grishnackh
gav i januar 1993, gik tabt. Dette tog Grishnackh særdeles ilde op, idet
interviewet kostede ham en varetægtsfængsling. Hadet imellem de to rivaler blev
til sidst dødeligt, og insidere har afsløret, at Euronymous også gik med planer
om at myrde Grishnackh.
Mayhem-kollegaen Hellhammer tegnede i
Terrorizer marts 1995 et lidet flatterende billede af Euronymous: ”Jeg synes,
han var meget selvisk til sidst. Han sendte fotos af sig selv i stedet for af
hele bandet, han promoverede kun sig selv, og han ofrede Mayhem til fordel for
DSP.”
Hellhammer ser Euronymous’ egoisme
som et regulært besættelsesfænomen som følge af satanisme. ”Man bliver besat af
noget, der vil en til livs, og som vil have en til at brænde i helvede. Og hvis
man beskæftiger sig for meget med det, tager det livet af en. Jeg tror, det var
det, der skete for Euronymous. Førhen var han meget venlig og flink til at gøre
folk tjenester. Men så blev han besat af at være ekstrem ond, og det ændrede
ham. Jeg tror, at han vidste, at han snart skulle dø.”
NAZISME
& RACISME
Norsk black metal er ofte blevet sat
i forbindelse med nazisme og racisme.
Allerede i 1992 udspyede
Darkthrone-trommeslageren Fenriz (opkaldt efter den altfortærende ulv i nordisk
mytologi) en af sine ekstremt misantropiske og PR-givtige bandbuller til Metal
Forces: ”Vi har fascistiske holdninger; vi er fjender af fred og lykke.”
I efteråret 1994 blev Darkthrone dog
truet med boykot af pladeselskabet Peaceville og deres distributører i England
og Tyskland pga. et anti-jødisk statement, som gruppen ønskede at få aftrykt på
coveret til albummet ”Transilvanian Hunger” (1994). Dette fik Fenriz & Co.
til at krybe til korset og udsende en pressemeddelelse, der undskyldte
sprogbrugen og slog fast, at ingen af gruppens albums ”nogensinde har indeholdt
racistiske/fascistiske synspunkter.”
I april 1994 blev Greifi Grishnackh i
det norske Dagbladet citeret for en påstand om, at han samarbejdede med Ku Klux
Klan og andre racistiske organisationer. ”Florida-afdelingen af KKK har betalt
for trykning af nogle af mine plader og t-shirts, fordi de mener, at mit
budskab er værd at sprede.” Han hævdede også, at hans fanklub i USA blev kørt
af en kendt racist.
Disse udtalelser har Grishnackh senere
hen affærdiget som citatfusk (Terrorizer juli 1994), og Burzums amerikanske
distributører har over for magasinet Ultrakill afsløret, at de har været
involveret i anti-racistiske aktiviteter. Burzums pladeselskab Misanthropy har
ligeledes gennemhullet racismebeskyldningerne mod Grishnackh: den omtalte
amerikanske Burzum-fanklub køres af en person af mexicansk afstamning, som
altså næppe ligger under for racistiske overbevisninger.
HERREMORAL
Men dette betyder dog ikke, at black
metal-folkenes ideologi og hensigt er harmløs. Foragten og den fuldstændige
manglende medfølelse over for kristne, humanistisk og demokratisk indstillede
mennesker tårner sig hos disse norske grupper op i en herremoral, som mange –
inklusive nogle af dem selv – misforstår som nazisme.
Denne elitistiske og
Nietzsche-inspirerede attitude forklarede Janto fra Hades i Metallian #11
således: ”Musikalsk mener vi ikke, at nazisme har noget med black metal at
gøre. Black metal udtrykker et åndeligt budskab! Vi mener, det er naturligt for
black metal-bands at have en slags fascistisk attitude over for alt ”lavlivet”,
som omgiver dem.”
Grishnackh: ”Når nogen siger, de
elsker hvide, ariske overmennesker, bliver undermenneskene, der meget vel kan
være hvide ariere, hysteriske og påstår, at vi er nazister og racister og
begynder at boykotte os. Men hvis nogen siger, de elsker jøderne, ’Guds
udvalgte folk’, er det bare ’fascination’ og en meget ’positiv’ ting. Det
kalder jeg at bruge Det Tredje Rige [Hitlers nazistiske Tyskland, red.] som undskyldning
for at undertrykke det germanske folk.
”Med overmenneske mener jeg en stærk,
selvstændig, vis og begavet person. Jeg elsker mig selv og min race, så jeg
elsker hvide, ariske overmennesker. Nationalsocialismen modvirker
individualisme, så jeg kan umuligt være nazist! Og det at elske den germanske
race er ikke ensbetydende med at hader jøder” (Terrorizer juli 1994).
SATAN-FUNDAMENTALISME
Da Norge kogte allermest over af
forargelse tog magasinet Rock Furore black metal-folkene i forsvar og påstod,
at de unge menneskers satanisme var fremprovokeret af pressens skriverier.
Samme synspunkt adopterede
Euronymous’ far i retten; her hævdede han, at sønnen ikke havde været religiøs,
og han anklagede pressen for fejlagtigt at have skildret Euronymous som
satanist.
Men hvis Euronymous, Grishnackh &
Co. ikke var – og er – religiøse, hvad fik dem så til med dødsforagt at kaste
sig ud i aktioner, der fik så vidtrækkende konsekvenser som død og
fængselsstraf? Ingen af de dømte har i øvrigt vist tegn på anger, og både de
fængslede og de black metal-folk, som stadig er på fri fod, fortsætter
ufortrødent deres satanistiske korstog. Det er umuligt ikke at få muslimernes
Jihad (hellig krig) i tankerne, når man læser, hvad Euronymous udtalte til
Kerrang! i marts 1993:
”Vi er kun slaver af Den Hornede. Vi
er religiøse mennesker, og fuldstændig underkastelse er en fundamental ting for
os. Jeg er kun støv i universet, sammenlignet med Ham. Hvad, der sker med os,
er ligegyldigt. Hvis jeg havde den rette årsag til at dræbe, ville jeg med
glæde afsone 20 års fængsel. Derfor skal vore fjender tage os alvorligt i
fremtiden. Vi har intet at tabe. Jeg forudsiger en ny Mørkets Tidsalder.”
Satyr fra Satyricon: "Vi brenner guds hus." |
DET
HEDENSKE MILLENNIUM
Den nye tidsalder har okkultister
spået jævnligt i de seneste hundred år, og forestillinger om store omvæltninger
op til årtusindskifter er såre almindelige. Mange moderne satanister og
okkultister bekender sig således til åbenbaringerne i ”The Book Of The Law”,
som Aleister Crowley angiveligt fik dikteret af skytsenglen Aiwass helt tilbage
i 1904.
Det stærkeste norske black
metal-udtryk for det nye satanistiske tusindårsrige finder man i titelnummeret
på Darkthrones 1991-album ”A Blaze In The Northern Sky”. Fenriz’ tekst lyder
bl.a.: ”It took ten times a hundred Years / Before the King on the Northern
Throne / was brought Tales of the crucified one / Coven of renewed Delight: / A
Thousand Years have passed since then - / Years of Lost Pride and Lust / Souls
of Blasphemy, / hear a Haunting Chant - / We are a Blaze In The Northern Sky /
The next thousand Years are OURS.”
Ingen tvivl: den norske black
metal-bevægelse er drevet af trosforestillinger om fremtidig magt. Den ellers
fåmælte Emperor-guitarist Samoth (der også medvirker på plader med Burzum og
Satyricon) kvad i marts 1993 til Kerrang!: ”Vi vil regere hele Norge.”
At hovedfjenden er kristendommen,
afslører kirkebrandene, som bl.a. kostede Samoth en længere fængselsstraf. Men
Samoth angler ikke ligefrem efter strafnedsættelse ved at medvirke på Satyricons
album ”The Shadowthrone” (1994); her hedder det sejrssikkert på nummeret ”Hvite
Krists Død”: ”Vårt korstog har begynt og hvert skritt er en stake gjennom hvite
krists hjerte / Vi brenner guds barn på bålet / Vi brenner guds hus.”
Og på ”The Sun No Longer Rises” fra
Immortals album ”Pure Holocaust” (1993) lyder det ukristelige credo: ”I believe
in desecration.”
De religiøse hensigter er ikke til at
tage fejl af. Som Faust skrev i fanzinet Darkness: ”De gamle bands sang bare om
det – nutidens bands gør det!”
ODIN,
SATAN & ABSU
Man skal imidlertid ikke tro, at de
norske bands lever under en gennemorganiseret religion. I virkeligheden er de
fleste bands kun fælles om krigen mod kristendommen.
Mayhem, Darkthrone og Emperor dyrker
vel en form for satanisme med alt, hvad det indebærer af omvendte kors,
pentagrammer – og forbudte ritualer. Hellhammer løftede i Terrorizer marts 1995
lidt af sløret:
”Vi eksperimenterede, vi prøvede
nogle af tingene i ”Necronomicon”. Men senere opfandt vi vore egne ritualer.
Hvad, vi gjorde, var meget ulovligt her i Norge, men det var bedre for os, tror
jeg. Jeg burde ikke tale for meget om det, men jeg kan afsløre, at liv blev
taget.” Og formålet: ”Vi ville bare have viljestyrke, have tingene til at gå
efter vor næse.”
Greifi Grishnackh er derimod erklæret
odinist og har flere gange slået fast, at han ikke er djævledyrker, men at alle
nordmænd af natur er sønner af Satan. En af hans forklaringer på dette kan
læses i det danske fanzine Nagual #3: ”Odin er min fader, og han er modstander
af den kristne ’Gud’. På hebraisk betyder ’Satan’ modstander. På den måde er
Odin Satan. Nordens enøjede Satan. Og det gør mig til satanist, idet jeg følger
min fader.”
Til Dagbladet har Grishnackh sat
kirkebrandene i historisk perspektiv: ”Jeg anser det for blasfemisk at bygge
kirker på Odins grund. Norge er Odins grund. Det er dem, der bygger kirkerne,
der er kriminelle, ikke dem, der brænder dem ned.”
Medlemmer fra Enslaved og Hades
bekender sig ligeledes til asatroen, til Odin, Thor og de øvrige gamle,
nordiske guder. Og på Ancients album ”Svartalvheim” (1994) lever nordisk og
babylonisk mytestof side om side med hinanden.
KUNSTNERNAVNE
& LIGSMINKE
Ved hjælp af ligsminke og kunstnernavne er black metal-musikerne i stand til at skifte personlighed. Her er det Darkthrone, der raser i natten. |
I det hele taget er den norske black
metal-scene stærkt synkretistisk (en blanding af forskellige religioner), og
selvom mange af grupperne synger på norsk og hævder at være nationalister, er
det kan ganske få af musikerne, der bærer nordiske navne. Fenriz, Grimm og
Frost er undtagelserne; de fleste bærer ikke-germanske kunstnernavne som Demonaz,
Ihsahn, Satyr, Aphazel og Zephyrous.
Ud over kunstnernavnene er black
metal-gruppernes ansigtsmaling, den såkaldte ”corpse paint”, det, der oftest
vækker latter blandt uindviede. Men navnene og sminken har uden tvivl stor
betydning for mange af scenens musikere, der på den måde er i stand til at
skifte personlighed. Ligsminken har rituel betydning, og Dead var et ekstremt
tilfælde, fortalte Hellhammer til Terrorizer i marts 1995:
”Dead var en meget stille fyr, meget
rar og genert, og når han tog sminke på, var den person død, og det så man. Han
gravede sit scenetøj ned i et par uger, før han tog det på.”
Greifi Grishnackh, der kun brugte
sminke en kort overgang, forklarede til Terrorizer i juli 1994: ”Krigsmaling er
for mig en rituel ting. Jeg bruger det til at påkalde raseriet i et odinistisk
ritual kaldet ’berserkergang’ på norsk. Visse germanske stammer brugte
krigsmaling, når de var på natlige togter.”
HELLIG
RÆDSEL
Indholdet i den såkaldte satanisme
blandt nordmændene kan diskuteres. Ondskaben lovprises, men defineres sjældent.
Lidenskabeligt er det had, som nordmændene nærer til den amerikanske
popsatanist Anton Szandor LaVey og dennes irreligiøse Church Of Satan, der kun
ser Satan som et symbol, tilmed et symbol på det gode, og som prædiker
liberalistisk egoisme og fri sex.
Nordmændene bekender sig derimod til
en middelalderlig Satan, hvis egenskaber skildres i ”Inna A Satana” på Emperors
album ”In The Nighside Eclipse” (1994): ”O mighty Lord of the Night. Master of
beasts. Bringer of awe and derision. Thou whose spirit lieth upon every act of
oppression, hatred and strife. Thou whose presence dwelleth in every shadow.
Thou who strenghten the power of every quietus. Thou who sway every plague and
storm.”
Der er sjældent tale om mystifistisk
okkultisme, som de sydeuropæiske black metal-bands gør sig interessante med. De
norske bands koketterer ikke med indsigter, de ikke besidder. De er anderledes
konkrete og ærlige, og den væsentligste inspiration hentes i det nordiske
mørke, i det kolde klima og Norges mægtige, vildsomme fjelde.
Enhver, der har besøgt Norge, kender
den guddommelige ærefrygt, som disse norrøne egne kan indgyde et menneske. Og
det er selvsamme hellige rædsel, som nordboernes myter om jætterne er
udsprunget af – og disse bjergriser og rimthurser er jo netop nordiske
slægtninge til de dæmoner, som de kristne importerede til Norden i
middelalderen.
Denne indsigt er
kort og godt troldenøglen til forståelsen af norsk black metal. \m/
Rifferama zoomer i den nærmeste tid ind på 1990'ernes
norske black metal-scene. Følg med via Facebook: gå ind på Peter Béliaths
Rifferama og klik på "synes om".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar