Boganmeldelse:
Peter Béliath (Publiceret i Zoo Magazine nr. 17, december/januar 1998-99)
 |
| Coveret til "Lords Of Chaos" afslører, at det er terroren og ikke musikken, som Michael Moynihan fokuserer på. |
Religionskrig
er vel den mest passende betegnelse for de brandattentater, som i 1992 begyndte
at hjemsøge norske kirker. Brandstifterne kom fra den såkaldte Sorte Cirkel,
som hovedsageligt bestod af medlemmer fra black metal-grupperne Mayhem, Burzum,
Darkthrone og Emperor.
Den
Sorte Cirkel bekendte sig til en rabiat form for satanisme. De unge satanister
i alderen 17-25 år påkaldte kaos og pønsede på at tyvstarte Ragnarok. Med bål
og brand og en ondsindet form for heavy metal skulle kristendommen drives ud af
Norge. Det socialdemokratiske land med dets velfærd og udvandede æresbegreber
skulle omstyrtes, og i stedet skulle der indvarsles en ny mørkets tidsalder.
Black
metal-kulten var såre middelalderlig. Medlemmerne lod sig afbilde med
ansigterne sminket i grelle dæmongrimasser, og de optrådte under ildevarslende
pseudonymer som Count Grishnackh, Euronymous, Faust og Fenriz. De var alvorsmænd,
smilte og lo aldrig og talte kun, når det var nødvendigt. De var klædt helt i
sort, bar kutter og lange kapper. Om deres håndled og arme var der spændt
bepiggede manchetter, og de var gerne bevæbnede med sværd, pigkæppe,
morgenstjerner og andre middelalderlige aflivningsredskaber. At de også havde
en forkærlighed for knive, og at de heller ikke gik af vejen for at bruge dem,
skulle et par opsigtsvækkende drab snart vise.
For
typisk nok opstod der fjendskab mellem den Sorte Cirkels to førerskikkelser,
Count Grishnackh fra Burzum og Mayhems leder, Euronymous. Grishnackh – i
folkemunde kaldet Greven – afsluttede striden ved den 10. august 1993 at
tildele sin rival 25 knivstik. Året før havde Emperors trommeslager, Faust, dræbt
en tilfældig 24-årig mand med 30 knivstik – et mord, som politiet indtil da
ikke havde været i stand til at opklare. Efter drabet på Euronymous satte
politiet en massiv indsats ind, og den Sorte Cirkel blev optrævlet. I de
omfattende retssager, der i pressen udartede sig til en ren sæbeopera, vankede
der lange fængselsstraffe til morderne og brandstifterne.
 |
| Euronymous. |
BLODFEJDE
Ser
man bort fra den mere sekteriske del af heavy-pressen, er der ikke skrevet
meget positivt om det norske black metal-fænomen. Offentligheden har overdøvet
satanisternes musik med fordømmelse og latterliggørelse. Ikke mindst den
kristne højrefløj har i medierne harceleret mod black metal og rockens
generelle ugudelighed.
Men
nu er den første saglige bog om black metal og dens historie og ideologi
endelig på markedet. Den hedder ”Lords Of Chaos: The Bloody Rise Of The Satanic
Metal Underground” og er skrevet af den amerikanske journalist og musiker
Michael Moynihan (kendt fra industrial-bandet Blood Axis). ”Lords Of Chaos” er
skrevet i samarbejde med den norske journalist Didrik Søderlind, men det er først
og fremmest Moynihans værk, præget som det er af hans okkulte synsvinkler og
revolutionære tilbøjeligheder.
Moynihan
anveder bl.a. psykologi (ikke mindst C.G. Jungs teorier om arketyperne),
kriminalhistorie, kulturhistorie, musikhistorie, mytologi og folklore til at
indkredse black metal-fænomenet og årsagerne til, at det fik så voldsomt et
udtryk i Norge, hvorfra det som en steppebrand bredte sig til resten af verden.
Dertil kommer et utal af interviews med centrale personer fra det
sortmetalliske miljø. Forfatterne har også interviewet politifolk, teologer,
sociologer og andre kloge hoveder. Ja, selv Satankirkens grundlægger, Anton
LaVey, giver sit besyv med.
Alt
sammen er det brikker i en stor mosaik, der giver det hidtil mest sammensatte
billede af black metal som verdensomspændende fænomen. Og så rummer bogen
tilmed et par nette afsløringer. Ikke mindst tegnes der meget nærgående portrætter
af black metal-blodfejdens to hovedpersoner, Grishnackh og Euronymous.
Romantikken omkring den ”almægtige” Euronymous får et par ridser i lakken, og
et ømt interview med Grevens mor, Lene Bore, er med til at nuancere billedet af
den koldblodige Grishnackh, der efter sin fængsling er konverteret til
nynazismen.
 |
| Count Grishnackh. |
NAZISME
Man
kan anklage Michael Moynihan for meget, men politisk korrekt er han ikke. Især
den sidste halvdel af bogen skæmmes af hans optagethed af netop nazistiske idéer.
Greven og et virrehoved fra det totalt obskure tyske band Absurd får urimeligt
meget plads til at udgyde deres tranghjernede, nazificerede ordgylp. Og det er
i irriterende grad med til at skævvride billedet af genren, for – og det kan
ikke understreges kraftigt nok! – rygterne om nazismen i black metal er stærkt
overdrevne.
Således
kan genrens største og mest toneangivende bands (som f.eks. Cradle Of Filth,
Dimmu Borgir, Emperor og Immortal) ikke sættes i forbindelse med nazisme.
Det
er i øvrigt påfaldende, at de storsælgende Dimmu Borgir overhovedet ikke er nævnt
i bogen. Det samme gælder andre væsentlige grupper som Satyricon og Marduk.
Fokus er – næsten – udelukkende sat på de bands, hvis medlemmer har myrdet
eller brændt kirker, eller som i interviews har givet udtryk for overdrevent
ekstremistiske synspunkter. Og der gøres også for lidt ud af black
metal-musikernes tonekunst, taget i betragtning, at især norsk og svensk
sortmetal har leveret den væsentligste nyskabelse på 1990’ernes europæiske
metalscene.
Men
trods disse skavanker er ”Lords Of Chaos” det vægtigste, der endnu er skrevet
om emnet black metal. Det er en data-spækket, rigt illustreret og særdeles
velskrevet affære, der tager læseren med ind i et univers, hvor liv og død er vævet
ind i hinanden på en måde, som moderne mennesker frygter. Det er kort sagt spændende
læsning, der giver et både skræmmende og fascinerende indblik i den sataniske
metal-undergrund. \m/
Michael
Moynihan & Didrik Søderlind
”Lords
Of Chaos: The Bloody Rise Of The Satanic Metal Underground”
(Feral
House)
358
sider
******
Rifferama zoomer i den nærmeste tid ind på
1990'ernes norske black metal-scene. Følg med via Facebook: gå ind på Peter Béliaths
Rifferama og klik på "synes om".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar