Koncertanmeldelse:
Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 32, juni 1991)
Introduktion: Peter
Béliath (maj 2012)
 |
| Randy Bachman (til venstre) og C.F. Turner udskilte rigelige mængder testosteron. (Foto fra coveret til "Four Wheel Drive") |
Historien om ”You Ain’t Seen Nothing Yet” er finurlig.
Sangen var skrevet af guitaristen og sangeren Randy Bachman, som allerede i
1970 havde skabt sig et navn som hitsmed i gruppen The Guess Who, for hvem han
skrev den rockende ørehænger ”American Woman”.
Bachman-Turner Overdrive var ikke et såkaldt one hit wonder.
Bandet grovhittede i midten af 1970’erne med en stribe singler (”Let It Ride”, ”Takin’
Care Of Business”, ”Roll On Down The Highway”, ”Hey You”), der ligesom ”You Ain’t
Seen Nothing Yet” var medrivende kombinationer af rullende betonrock og
iørefaldende melodier.
Der var bare ét problem: Randy brød sig ikke om ”You Ain’t
Seen Nothing Yet”. Han betragtede sangen som en vits, hvor han stammede sig
igennem omkvædet. Videre original var sangen heller ikke; den var baseret på
elementer, der mindede lovlig meget om tyvekoster fra The Who.
Den sang var for banal, ja, nærmest pinlig, mente Randy, så
han lagde den tilbage i skuffen. Men også i 1974 skulle der hits til for at
sælge heavy rock i de kvanta, som store pladeselskaber kræver for at overholde
deres del af kontrakten. BTOs forrige album, ”Bachman-Turner Overdrive II”
(1973), havde solgt til platin, og den succes ville Mercury Records gerne gentage.
Så BTO blev bedt om at diske op med noget, der kunne spilles
i radioen – og som kunne sætte skub i salget af bandets kommende album, ”Not
Fragile” (1974). Og på den måde endte ”You Ain’t Seen Nothing Yet” på
plademarkedet. Og det med succes!
Som single opnåede ”You Ain’t Seen Nothing Yet” en
førsteplads i flere territorier, ikke mindst i USA. Men også i Tyskland – og i Danmark!
– toppede BTO-sangen salgslisten. I modsætning de fleste andre af datidens
smash hits er ”You Ain’t Seen Nothing Yet” ikke gået i glemme. Den er blevet en
klassiker i den hårde rock, og BTOs bagkatalog er for nylig blevet genudgivet
på cd. Så der er stadig salg i de canadiske betonrockeres gamle travere.
 |
| Coveret til "Not Fragile" sendte et robust signal. |
Det er værd at sætte spot på ”Not Fragile”. Det er BTOs heavieste og mest
helstøbte album, og ikke mindst det tonstunge titelnummer rejser sig som en
obelisk på heavy rockens elysiske marker. (Hør nummeret her, ledsaget af fine tidsbilleder.)
”Not Fragile” er et af de allertidligste eksempler på, at en
hårdrockgruppe brugte termen ”heavy” om deres egen musik. Det manglede også
bare, for nummeret er bygget op omkring et monster-riff, der har mindst ligeså
meget power som de mest hårdtslående Black Sabbath-riffs. Sangen har et
knusende tungt anslag og pløjer sig frem med et brontosaurus-agtigt drive. Meget
sigende har Six Feet Under, 3 Inches Of Blood og Spiritual Beggars alle
indspillet coverversioner af ”Not Fragile”.
BTO lod musikkens tyngde få gennemslagskraft i teksternes
formsprog. I ”Sledgehammer” synger Randy Bachman f.eks., at kærligheden rammer ham
som en forhammer. Ikke noget hippie-ævl om blomster og klappe-klappe-kage her. Kærligheden
er ikke sødsuppe, kærligheden slår hårdt.
”Not Fragile”-albummet var så tungt, at der ligefrem var optræk
til stoner doom på skæringer som ”Sledgehammer” og ”Second Hand”. Læg dertil,
at BTOs sange som oftest blev sunget med en grødet røst, der vidnede om, at
især bassisten og vokalisten C.F. Turner udskilte rigelige mængder testosteron.
Albumtitlen var ikke valgt tilfældigt. Den sagde, hvad der
var passende at sige om BTO anno 1974: de var ikke skrøbelige. Deres musik var
hård og robust og umulig at slå i stykker, om man så tævede løs på den med en
mukkert. BTO var den diametrale modsætning til nogle af datidens hippie-darlings,
gruppen Yes. Yes havde i 1971 udsendt et album, der rummede alfe-let og
spindelvævssart prog rock med kastratsang. Den slags hadede man i heavy
rock-kredse. Og titlen ”Not Fragile” var da også et decideret piss-take på Yes’
”Fragile”.
BTO BLEV EN SAGA BLOT
BTO scorede platin for ”Not Fragile”. Men på opfølgeren,
”Four Wheel Drive” (1975), begyndte nedturen, den kommercielle såvel som den
kunstneriske. Randy Bachman blev træt af heavy rock og tvang bandet i en mere
ordinær mainstream-rock-retning på albummet ”Head On” (1975). Med ”Freeways” (1977) var det endegyldigt slut med at hænge guld- og
platin-plader på væggen hjemme hos BTO.
1978-albummet ”Street Action” var et delvist vellykket
forsøg på at vende tilbage til den hårde rockstil, men da havde Randy Bachman
forladt gruppen – og desuden var tiden løbet fra BTO. Punk og new wave
dominerede rockmiljøet, og en ny, mere aggressiv metal-torden trak op i det
fjerne (New Wave Of British Heavy Metal ramte rockscenen med stor kraft i
1979-80).
Efter at have udsendt ”Rock n’ Roll Nights”
i 1979 gik BTO i opløsning. Medlemmerne har ved flere lejligheder forsøgt at få
comeback med de obligatoriske gendannelser og skiftende besætninger. Det er der
kommet flere vellykkede turnéer ud af, for BTOs bagkatalog har vist sig at være
langtidsholdbart. Men som pladekunstnere har BTO været et saga blot siden 1970’erne.
Også selvom gruppen mere eller mindre helhjertet har forsøgt at fange publikums
interesse med diverse udgivelser.
Nu om dage får Randy Bachman og BTO-kompagnonen C.F. Turner
tiden til at gå med revival-bandet Bachman & Turner. Bachman & Turner
udsendte i 2010 et album med splinternyt materiale, ligesom de også har
genindspillet flere af BTOs hits fra 1970’erne. D’herrer Randy og C.F. leverer
en hæderlig indsats – der er bare knap så meget overdrive over det, som det var
over BTO på ”Not Fragile”.
Nedenstående koncertanmeldelse er skrevet på baggrund af en
forrygende BTO-optræden i Odense i 1991.
 |
| BTO i deres velmagtsdage i 1970'erne. (Foto fra coveret til cd-opsamlingen "Classic Bachman-Turner Overdrive - The Universal Masters Collection") |
*
* *
TRUCKER-ROCK
Bachman-Turner
Overdrive cruisede ud ad nostalgiens highway, da de den 11. april gav koncert
på Grand Palace.
”Geared Up And Ready To Roll” stod der på ryggen af de
t-shirts, der solgte som skidt denne aften. Og Bachman-Turner Overdrive var
virkelig gearet op, og det samme var publikum. Grand Palace kogte allerede,
inden BTO var nået til omkvædet i det første nummer: ”Let It Ride”.
Og det var næsten heller ikke til at tro det. Dér stod de,
disse betonrockens grand old men, der ikke havde gæstet Danmark siden 1975. I
1975, mand, var BTO bare det hotteste, ti uger i rap blev det til på Jørgen
Mylius’ Tipparade.
Men der stod de altså, noget så bandsatte og opsatte på
comeback: C.F. Turner med måne og obligatorisk trucker-vom! Og selveste Randy
Bachman, nu adskillige kilo tungere end dengang (og det siger ikke så lidt!) –
han lignede en mellemting mellem en pelsjæger og en dansende bjørn, som han
stod der på Grand Palaces scene og svingede Stratocasteren i sine vældige,
barkede næver. Og det var selvfølgelig aftenens absolutte højdepunkt, da han
stammede sig igennem betonrock-hittet over alle betonrock-hits: ”You Ain’t Seen
Nothing Yet”.
Vi elskede det! Vi hoppede og dansede og klappede som imbeciler
og jamrede med på alle omkvædene. Det var, som skulle Grand Palaces mure styrte
sammen. Det var næsten ikke til at få vejret i denne fortættede hørm af
mandesved og nostalgisk begejstring.
Og det var nostalgiens highway, som de canadiske
trucker-rockere cruisede ud ad. Vi fik
alle de gamle turboladede hits: ”Four Wheel Drive”, ”Roll On Down The
Highway”, ”Hey You” og – selvfølgelig – ”Not Fragile”, nummeret, der er bygget
op omkring den ledeste mær af et heavy rock-riff!
Hvad mere kunne vi ønske os? Måske et par nye numre, der
kunne give et praj om, at BTO ikke bare er endnu en 1970’er-dinosaur, som en
sidste gang bliver trukket rundt i det store rock’n’roll-cirkus’ manege …
Ingen kommentarer:
Send en kommentar