Peter Béliaths Rifferama: Artilleriet køres atter i stilling

Artillery lever ikke på deres 1980’er-bedrifter. De danske thrash-pionerer hører stadig blandt de skarpeste metalbands i Europa.

Artillery, som de så ud omkring udgivelsen af "My Blood".

Sig navnet: Artillery.

Tilbage i 1980’erne var det københavnske thrash metal-band omgærdet af høj international agtelse. Faktisk var de det sidste danske metalband, der – i kølvandet på Mercyful Fate, Pretty Maids og King Diamond – lod til at kunne bryde igennem i udlandet.

Metalpressens anmeldere begravede nærmest Artillery i roser, og kigger man i annalerne, ser man danskerne figurere på playlister side om side med navne som Black Sabbath, Slayer, Sepultura, Possessed, Celtic Frost og Metallica. Ja, Metallicas James Hetfield havde dem ligefrem på sin egen favoritliste sammen med Misfits, Thin Lizzy og Alice Cooper! Hvor meget mere kult kan man være?!

Desværre blev Artillery aldrig andet end kult, og bandet løb tør for skyts efter en skuffende alliance med Roadrunner.

METALEUFORISKE SPASMER

Ovenstående er sakset fra en interviewartikel i NRG nr. 11 (ultimo 1999). Her forklarede den daværende Artillery-sanger, Flemming Rønsdorf, hvorfor Artillery gik i opløsning, efter at Roadrunner udsendte det, der velsagtens er københavnernes hovedværk: ”By Inheritance” (1990). Men inden vi vender tilbage til det interview, skruer Rifferama tiden tilbage til det Herrens metalår 1984.

På det tidspunkt var en hel falanks af hurtigtspillende, aggressive metalbands i fremmarch. Metallica, Slayer, Anthrax, Exciter, Overkill, Hellhammer, Nasty Savage m.fl. stormede frem. Stilen fik betegnelsen thrash metal, og Artillery var med i frontlinjen, der tonsede fremad med en hidtil uhørt musikalsk brutalitet.

Jeg anmeldte Artillerys demo ”Shellshock” i Hot Rockin’ nr. 4 (august 1984). Jeg var begejstret. Med rette. Jeg skrev bl.a.: ”Artillery er Danmarks heavieste og mest beskidte band. Deres musik ligger et sted mellem og under Metallica og Mercyful Fate.” Og så gik jeg ellers amok med sammenligninger og superlativer. ”Shellshock” var lavet af det stof, som banede sig vej til min playlist i de år.

Jeg husker flere gode koncertoplevelser med Artillery i 1980’erne. Jeg var bl.a. med til at arrangere en koncert med de københavnske thrashere på Sysseltinget i Hjørring. Det blev en minderig aften med halsbrækkende headbanging og ølbælleri ad libitum. Gennem tågerne husker jeg især ét tableau: sangeren Carsten Lohmann kom ind på scenen udklædt som Manden med Leen. Og før nummeret var ovre, lå Lohmann på scenegulvet og bed i kablerne, mens han vred sig i noget, der må have været metaleuforiske spasmer.

EN KOSAKDANS AF FYRIG THRASH METAL

1980’ene var demoernes tidsalder. Det var årtier før, at metalfans kunne få fat i den nyeste musik ved at klikke et par gange på computer eller iPhone. Dengang måtte man engagere sig i tape-trading, hvis man ville holde sig ajour med metalrockens vækstlag. Og der skete en ivrig udveksling af demoer blandt thrash metal-fans.

Tape-traderne dannede netværker på kryds og tværs af landegrænser, og man sendte lange lister til hinanden med det vildeste spektakel, man havde på lager. Og lageret befandt sig på lange rader af kassettebånd. Demoer blev kopieret efter kopier af kopier af kopier, igen og igen, og disse kopiernes kopier blev sendt videre (pr. snail mail, email fandtes jo ikke!) til pennevenner fra nær og fjern. Det blev lyden ikke just bedre af, og det skete ikke sjældent, at musikken, som man modtog med posten, bestod af 50% båndsus. Men man fik da et indtryk af, hvad der foregik – som oftest et stykke tid, før musikken kunne købes på lp i pladebutikkerne.

Nu er kassettebånd en saga blot, men hvis man vil have et indtryk af, hvad der skete på 1980’ernes demoscene, kan man med fordel sætte Artillerys ”Deadly Relics”-cd i afspilleren. ”Deadly Relics” blev udsendt i 1998, og her finder man Artillerys prototype-thrash-demoer fra årene 1984-1989. Det er ren kult. Og bedst af alt: Det lyder af rigtigt metal og er behageligt fri for nymodens pro-tools-sterilitet. I min anmeldelse af ”Deadly Relics” (Zoo Magazine nr. 16, oktober/november 1998) skrev jeg bl.a.:

”Artillery spillede en meget original form for thrash, der var møgbeskidt, men ikke uden raffinementer. Sange som ”Khomaniac”, ”Deeds Of Darkness” og ”Time Has Come” rummer nogle nederdrægtigt giftige riffs, og ”Don’t Believe” er en ren kosakdans af fyrig thrash metal.”

Artillerys "Terror Squad" rangerer højere end Sepulturas
"Arise" og Destructions "Infernal Overkill" på Terrorizers
liste over de 50 ultimative thrash metal-albums. Klik for at
se teksten i forstørrelse.

DEN STORE AMBITION

Pladekontrakter var relativt svære at få fingre i dengang. Mange bands forblev på demo-stadiet. Men Artillerys demoer gav resultat. Det engelske metalpladeselskab Neat Records skrev kontrakt med københavnerne. Bekendtskabet med Neat blev dog en skuffelse for Artillery. I interviewet fra den NRG-artikel, som dette blogindlæg starter med, udtalte Flemming Rønsdorf:

”Min store ambition, min drivkraft trods det, at vi blev fucket af Neat, var, at vi skulle et halvt år til USA og ture hele lortet tyndt og virkelig vise, at vi var der. Det blev aldrig til noget.”

Nej, Neat magtede ikke at promovere Artillery på en sådan måde, at det københavnske band kom op på det niveau, som de fortjente. Men Neat udgav dog to af 1980’er-thrash-æraens mest slidstærke albums: ”Fear Of Tomorrow” (1985) og ”Terror Squad” (1987).

De to Artillery-skiver optræder på listen over de 250 albums, som enhver seriøs thrash-fan skal have hørt. Listen finder man i den 32-siders thrash-special, som blev bragt i det tyske magasin Rock Hards juni 2009-nummer.

I Terrorizers seneste særnummer, kaldet Thrash Metal, fra juni 2011 finder man Artillery i thrash-eliten. ”Terror Squad” er nemlig nummer 32 på listen over ”The Ultimate Thrash 50”-albums. Det skal lige påpeges, at Artillery-albummet på denne liste rangerer højere end udgivelser som Sepulturas ”Arise” (1991) og Destructions ”Infernal Overkill” (1985).

Så helt forgæves var Artillerys kontrakt med Neat altså ikke.

NÆSTEN LIGESOM AT VÆRE STJERNE

I 1989 så det endelig ud til, at Artillery stod foran deres gennembrud. Københavnerne skrev kontrakt med selveste Roadrunner, og ingen ringere end Flemming Rasmussen blev sat til at producere ”By Inheritance”. Rasmussen havde tidligere lavet metallisk lyd på skiver med Rainbow og Metallica, så forventningerne var i top. Men skuffelsernes tid var ikke forbi for Artillery. Flemming Rønsdorf fortalte i NRG nr. 11:

”Alle snakkede og gav os fem stjerner. ’Jeres plade bliver et hit,’ og alle syntes jo, at vi var eddergode. Der skete bare aldrig en skid. Vi hørte ikke noget, vi fik ikke nogen tal, vi fik slet ikke nogen penge – det har vi jo aldrig fået, men det er jo en anden snak. Vi fik ikke nogen briefing, der var ikke nogen, der holdt os informeret, og når vi ringede op til pladeselskabet, så kunne vi ligeså godt have ringet til en telefonsvarer, fordi vi fik bare det samme svar hver gang. Vi skulle have været på en stort anlagt tur i USA, det blev ikke til noget som helst. Det endte med, at de kom med et forslag om, at hvis vi kunne rejse 30.000 hver, så kunne vi da godt komme af sted.”

Det var unægtelig et antiklimaks i forhold til det begejstrings-scenarium, der omgav Artillery, da de indspillede ”By Inheritance”. Rønsdorf:

”Når vi var i studiet, var det næsten ligesom at være stjerne. Vi indspillede ”By Inheritance” i Sweet Silence” [et studie, hvor bl.a. Morbid Angel siden hen har indspillet, red.], og de kom rendende fra nær og fjern. Alle journalisterne fra hele verden var ude i studiet. Og vi tænkte: ’Tak skal du eddermame ha’, nu sker der virkelig noget! Nu er vi kommet på et major label.’ Og så kom pladen ud, og den fik kanonanmeldelser, og folk snakkede, ih, hvor var den god. Der skete bare ikke noget. Ingenting. Vi stod og var klar. ’Vi er klar, hvornår skal vi på tur, ud og bevise, hvem vi er?’ Og der skete ingenting. Da der var gået et halvt år, var det ikke sjovt mere. Og da var pladen ligesom heller ikke ny mere. Så slukkede interessen ganske enkelt. Men det var ikke hjertet til metallen, der slukkede, det var bare en form for resignation.”

TJEKKET, TOPTUNET BAND

Her kunne historien om Artillery let være sluttet. Men det gør den ikke. For i 1998 fik det danske metalselskab Diehard Music en genial idé: at friste Artillery-lederne Morten og Michael Stützer (begge guitar) til at gendanne Artillery.

Det kom der albummet ”B.A.C.K.” (1999) ud af. Musikken på ”B.A.C.K.” holdt, men det gjorde bandet ikke, og allerede i 2000 var Artillery igen opløst. I 2007 kom Artillery dog til fornuft, og bandet blev gendannet i en lidt ændret konstellation. Det betød ikke mindst, at gruppen rekrutterede deres suverænt bedste sanger nogensinde, Søren Adamsen. Med Adamsen ved mikrofonen har Artillery udsendt en live-cd/dvd plus to forrygende studiealbums, senest ”My Blood” (2011).

Kasper Kudsk skrev i NRG/EMP-katalog 2/2011, at ”My Blood” er ”et studie i stilsikkerhed”, og at albummets åbningsnummer, ”Mi Sangere (The Blood Song)”, burde ”indgå i thrashens abc om, hvordan et ægte metalnummer skal skrives.”

Det ville være dårlig stil at affærdige Artillery som et band, der lever på deres 1980’er-bedrifter. Der er meget mere end nostalgi i det Artillery. Det oplevede jeg selv på Copenhell-festivalen i 2011, hvor Artillery med ultrakort varsel trådte til og erstattede Kyuss Lives!. Artillery viste sig ikke at være en flok gamle mænd, men et tjekket, toptunet band, der forlod Copenhells store scene til taktfaste, velfortjente klapsalver. \m/

Artillery på MySpace

Artillery på Encyclopaedia Metallum