Metallica spiller med Rock-dyret

Åh nej, nu var Metallica endelig tilbage på rette thrash-spor. Og så begynder de at samarbejde med Lou f… Reed.

Lou Reed i 1974: læder, nitter og corpsepaint-agtig øjensminke.

Jeg er sikkert ikke den eneste, der er ved at miste tålmodigheden med Metallica. Det, der i perioder har været verdens bedste heavy metal-band, har alt for ofte spildt deres fans’ tid og penge på projekter, der har ført gruppen på vildspor. Langtrukne forsøg på fusionsjazz. Pseudo-glam rock. Bagkataloget begravet af symfoniorkester i pingvinkluns. Og så videre og så videre. Og nu vil Metallica til at spille sammen med Lou Reed! Denne punkbessefar. Ak!

Men måske er det slet ikke så tosset, at Lars Ulrich & Co. stikker hovederne sammen med Lou Reed.                     

Lou Reed er ikke bare en gammel mand (han er årgang 1942). Han er heller ikke bare en tonedøv sangskriver, der er blevet kult blandt højpandede, litterære typer, som har behov for at forsøde deres finkulturelle kedsomhed med lidt rockvildskab. Lou Reed er den ægte rockvare. Lou Reed er måske nok poet, men han er en poet med et rock’n’roll-hjerte (jfr. hans album fra 1976). Og en mand, der kan skrive lede sange som ”Vicious” og ”I’m Waiting For The Man” fortjener lidt respekt, skulle jeg mene.

Lou Reed begyndte sin karriere som guitarist og sanger i gruppen The Velvet Underground. Og det er værd at bide mærke i. For Lou Reed og The Velvet Underground har faktisk spillet en rolle i metalrockens historie. Her er historien i korte træk:

DEN SORTE ENGELS DØDSSANG

Vi kan skændes fra nu af og til Armageddon om, hvordan man definerer heavy metal og hård rock. Men det er i hvert fald en kendsgerning, at The Velvet Underground banede vejen for både punk rock og det, vi i dag kalder heavy metal.

Hvordan gik det nu for sig? Jeg mener, debuterede The Velvet Underground ikke i 1967? Det år, som alle taler om, fordi det var i 1967, at der gik flower power og Summer of Love i den? Jo, præcis. Men The Velvet Underground var selve antitesen til flower power og the Summer of Love.

De toneangivende amerikanske beat-grupper i 1967 og 1968 lød fredsommelige, og deres musik udsendte fede vibrationer af harmoni og kærlighed. Men The Velvet Underground var ikke en del af denne ungdoms-utopi. The Velvet Underground genlød af virkelighed. Af barsk storbyvirkelighed. The Velvet Undergrounds musik var smurt ind i snavset fra ghettoerne og de beskidte undergrundsmiljøer, og deres tonekunst var et ekko af den skramlende lyd af skraldespande i New Yorks baggårde.

The Velvet Underground trak Vestens dekadence frem i søgelyset. Lou Reed & Co. sang ikke om fred og universel kærlighed, men om S&M, afhængighed af hårde stoffer etc. ”Kys støvlen af skinnende læder, skinnende læder i mørket […] smag pisken og blød for mig,” sang Lou Reed på gruppens debutalbum, ”The Velvet Underground & Nico” (1967). En af skæringerne på albummet hed for resten ”The Black Angel’s Death Song”. Den sang var ikke velegnet som lydtapet i datidens love-ins.

The Velvet Undergrounds numre blev ofte drevet frem af forvrængede guitarer. Disse guitarer blev spillet på en punk-primitiv måde. Den danske rockskribent og Lou Reed-fan Peder Bundgaard har udtalt, at ”Lou Reed spiller guitar som en bjørn med bælgvanter.” Og noget er der om snakken. Der var i hvert fald masser af metallisk støj i Lou Reeds guitar på titelnummeret fra The Velvet Undergrounds 1968-album ”White Light/White Heat”.

For resten var det originale pladecover til ”White Light/White Heat” prydet af en obskur illustration: en arm med en tatovering af et dødningehoved. Dertil kom, at Lou Reed optrådte live i læderjakke og med mørke solbriller. Meget mørke solbriller.

DA LOU REED TRAK I LÆDER OG NITTER

The Velvet Undergrounds fjerde album hed ”Loaded”. Den titel har James Hetfield & Co. nok tygget på, da de skulle navngive Metallicas sjette studiealbum. Desværre var The Velvet Undergrounds ”Loaded” (1970) en sløv affære. Og dog: albummet indeholdt et par rockknaldperler: ”Rock And Roll” og ”Sweet Jane”. Disse sange kom for alvor til deres ret, da Lou Reed gik solo, trak i læder og nitter og malede øjnene sorte i bedste corpsepaint-stil. Lyt til Lous livealbum ”Rock N’ Roll Animal” (1974), hvor det tidligere Velvet Underground-rockdyr fik hjælp af to Alice Cooper-guitarister. Det var hård og betonkold glam rock.

Lou Reed har aldrig skrevet ørehængere. Han nærmest snakker sig igennem sine sange. Peder Bundgaard påstår, at Lou Reed kan læse op af telefonbogen og få det til at lyde poetisk. Men det er ofte poesi med en kant som klingen på en båndsav. I ”Heroin” beskrev han, hvordan det er at tage heroin. Det er ikke for sarte sjæle, når Lou synger, at heroinen får ham til at føle sig ”ligesom Jesu søn”. Og nej, Lou Reed er hverken medlem af The Church Of Satan eller af Ateistisk Selskab. ”Heroin” er ikke en blasfemisk sang, men en iskold skildring af den nihilisme, der følger med narkomisbrug.

Hårdrock-kunstnere som Mitch Ryders The Detroit Wheels, Monster Magnet, The Runaways, Red Hot Chili Peppers, Jane’s Addiction, Christian Death, The Smashing Pumpkins, Billy Idol og det svenske sleaze-band Trash har spillet coverversioner af Lou Reed og Velvet Underground-sange. Og, nå ja, Lou Reed gav en hånd med, da Kiss skrev sangene til albummet ”Music From The Elder” (1981).

Lad mig slutte denne lille Lou Reed-hårdrock-kavalkade af med at nævne ”Metal Machine Music” (1975), et dobbeltalbum med lutter støj (feedback/højttaler-hyl og så’n). Lou Reed var arrogant nok til at hævde, at han egenhændigt havde opfundet heavy metal-musikken, og at ”Metal Machine Music” var det logiske resultat heraf.

Men nu lader det altså til, at Lou Reed har indset, at Metallica er det logiske resultat af hans metalmaskine. Det blive interessant at høre resultatet.

PS: Albummet får efter sigende titlen "Lulu" og skulle være på gaden den 31. oktober.
 
Følg Lou Reed og Metallicas projekt på denne hjemmeside.