Musik for mordere og psykopater

30 minutter i selskab med Watains sanger.

Ny dokumentar tager seeren med på besøg hos Watains satanistiske sanger, Erik Danielsson. Der er kranier i øvelokalet, men der kommer ikke lig på bordet.

”Fedt!” tænker du sikkert. Nu kan vi rigtig komme med hjem og snage hos Erik Danielsson. Snuse rundt i Watain-sangerens privat og kigge i hans snavsetøjskurv. Komme helt tæt på ham, i sådan en ”hudløs ærlig” dokumentar à la den der ”Hjemme Hos Lemmy”-film.

Men nej.

”Music, Blood And Spirit: The Life And Work Of Erik Danielsson” (Artax Film) leverer ikke den vare. Det er tydeligt, at der er en fortrolighed mellem Erik Danielsson (ofte bare kaldet E.) og filmmanden Claudio Marino. De kender hinanden. E. ved, hvad Marino står for. Og omvendt.

Claudio Marino er ingen hr. Hvemsomhelst. Han er grafiker, filmskaber m.m. Han har lavet både grafik og videoer for fx Ghost, han har designet Watains hjemmeside og den svenske hårdrockjournalist Niklas Göranssons site Bardo Methodology. Og meget, meget mere – tjek selv her.

Marino har måske nok fået lov til at tage sit kamera og sine mikrofoner med ind i E.s hjem. Men det hele foregår efter E.s armslængdeprincip. Keep distance.

Vi får nada at vide om E.s kærlighedsliv eller om hans relation til den berygtede organisation Misanthropic Luciferian Order (nu: Temple Of The Black Light).

Filmen foregår på E.s præmisser. Det er ham, der har ordet. Marino holder kæft og filmer.

LIVE, PÅ SCENEN, er E. larger than life. Jeg har selv stået få meter fra ham til en Watain-koncert, og han er helt væk. Han gebærder sig som en besat shaman, med rullende øjne, overhældt med blod. Der er tydeligvis tale om to personaer, eller to former for bevidsthedstilstande: E. på scenen og E. hjemme i træhusidyllen i Uppsala.

Som titlen på Marinos dokumentar antyder, spiller blodet en afgørende rolle. Det gør en forskel at blive overhældt med blod, det ændrer bevidstheden hos den, der gennemgår ritualet. Det er en af de ting, som E. fortæller om i den kun 30 minutter lange ”Music, Blood And Spirit”.

Det er dokumentarens svaghed, at den ikke viser klip fra Watains koncerter. Vi får kun lov at se still-billeder, mens E. taler om deres symboler og ritualer. På det felt var Watain-dvd’en ”Opus Diaboli” (2012) stærkere med dens krydsklip mellem liveoptagelser og behind the scenes-interviews. Se selv her.

Den her slags får vi desværre kun still-billeder af.

Men tag ikke fejl: Marinos film er ganske vellykket. Og interessant. Den kunne heller ikke blive andet. E. er en af heavy metals få intellektuelle personer. Han er en dyb tænker, og han kan formulere sig i ordguirlander, der er lige til at klippe ordret ud og bruge som citater.

Da Watain startede, tog de pejling efter kontroversielle bands som Funeral Mist, Ofermod og Malign. E. fortæller, hvordan det nydannede Watain var tiltrukket af disse gruppers ”totalt skånselsløse og intolerante attitude. Det var musik for mordere og psykopater. Det kom til at definere Watain, gav os et elitistisk forhold til genren. Man så ned på alle, der ikke var parat til at gå hele vejen for at opretholde et døende ideal. En alvor og en passion, som er forsvundet fra black metal. Black metal skal være eksplosivt, brændende, giftigt og farligt.”

WATAIN-SANGEREN HAR styr på metaltraditionen. Vi ser E. blade igennem sin pladesamling, hive først Sadistik Exekution frem for så at beslutte sig for at lægge en lp med Samael på pladespilleren.

Vi ser E. gå rundt i sin garage, hvor både hans motorcykel og en gammel fotokopimaskine står. Motorcyklen er ifølge et interview i Rock Hard vol. 346 (marts 2016) en Honda Chopper 750 kubik – formentlig den kværn, man ser E. rulle afsted på i videoen til ”Outlaw” (2013).

Watain er et gør-det-selv-band. Det hele skal helst laves i hånden. Ikke noget med photoshop eller fancy computer-layout. I dokumentaren ser vi E. fotokopiere og klippe og klistre og gnide på overførselsark af den slags, vi brugte tilbage i 1980’erne, når vi lavede vores fanzines.

”Det handler om tradition,” siger E. om den grafik, han laver til Watain. ”Jeg har altid syntes, at de gamle black metal-bands, at måden, som deres demos, pladeomslag og tøjdesign så ud på, er det ultimative. Jeg synes ikke, man kan tage det så meget længere. Det skal være sager, som ikke ser ud som noget, der har med den moderne verden at gøre. Æstetikken er ekstremt vigtig.”

Watains øvelokale og tilhørende bar er da heller ikke bare et lokale med æggebakker og funktionalistisk inventar. Kameraet er med i Watains ulveskanse, hvor udsmykningen er grel, og hvor man må gætte sig til, hvilke legemsvæsker og organer, der befinder sig i glaskar og beholdere, og hvor treforken og gruppens grufulde ulvehoved-logo ikke giver indtryk af, at dette er et opholdssted for humanister.

Men generelt oser filmen af ro og fordybelse. For ikke at sige idyl. Vi ser E. spadsere i demiurgens svenske alnatur, selvfølgelig iført cowboystøvler, nittebælte og lædervest med rygmærke.

Det er tydeligt, at E. ikke lever som en rockmillionær. Træhuset, han bor i, ser romantisk ud, men det er ikke vild luksus, Watain-sangeren vælter sig i.

”Vi har valgt at leve på et eksistensminimum for at slippe for at tage del i et almindeligt arbejdsliv. Watains musik kan ikke skabes, hvis man lever et normalt liv i samfundet. De to livsformer er ikke kompatible. Det går ikke at være en del af det, som man er modstander af.” \m/

”Music, Blood And Spirit: The Life And Work Of Erik Danielsson” kan streames her.

Nej, Les Paul'en er ikke plugget i forstærker. Dybt koncentreret, nærmest i meditativ ro, spiller Erik på guitar.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama