søndag den 2. oktober 2016

Da metal-scenen blev speedalsk – del 1

Iggy Pop i 1973. Det indre rovdyr blev sluppet løs.
Før der var thrash metal, var der heavy metal, som blev spillet hurtigt. Meget hurtigt. Det er her, man skal finde rødderne til det, vi i dag kalder thrash, death og black metal.

Rifferama trækker den alt andet end lige linje fra MC5 til Metallica og det, der er værre.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, sommermagasin / katalog 2/2011)

Det er umuligt at sætte fingeren på et bestemt sted på verdenskortet eller at slå ned på en bestemt dato og sige: her opstod thrash metal. Man kan heller ikke udpege en bestemt gruppe til at være det første thrash metal-band.

Det er med thrash metal som med dødsmetal, black metal og al anden ekstremmetal: det var en musikalsk strømning, som voksede organisk frem på en hard rock/heavy metal-scene, som år for år blev mere og mere ekstrem.
                     
MC5 i 1969 med Fred "Sonic" Smith iført patronbælte. Samme år optrådte britiske The Gun
med patronbælter.
METALLISK SMADDER
Vi er vant til at høre historien om, at den hårde metalstil startede med Black Sabbath. Og Black Sabbaths betydning for den hårde rocks udvikling er da også monumental. Men Black Sabbath er ikke alfa og omega, begyndelse og slutning, i heavy metal. For før Black Sabbath debuterede på plademarkedet i 1970, fandtes der amerikanske bands som Blue Cheer og MC5. Og de lavede et herligt spektakel. Blue Cheer fik nærmest hippiernes blomster til at visne, da de udsendte deres metalstøjende syrerock-opus ”Vincebus Eruptum” i 1968.

MC5s debutalbum ”Kick Out The Jams” (1969) bliver i dag ofte kaldt proto-punk. Men på udgivelsestidspunktet hørte MC5 med til den strømning, som fik betegnelserne ”heavy” og ”hard rock”. Og hvis man vil have højt tempo og metallisk smadder, så behøver man ikke gå længere end til ”Kick Out The Jams”. MC5 smed om sig med radikale politiske budskaber, de forskansede sig bag sort læder og mørke solbriller – på indercoveret til ”Kick Out The Jams” er der sågar et foto af bandet, hvor et af medlemmerne har slynget et patronbælte over sin bare overkrop.
        
MC5 kom fra bilindustribyen Detroit. Det samme gjorde Iggy And The Stooges. Iggy & Co. udsendte i 1973 albummet ”Raw Power”. Lp’en var præget af en rå, kaotisk lyd, en slags ekko af industriel storby. Guitarerne bearbejdede lytterens trommehinder, som var det en skærebrænder. Sangtitler som ”Search And Destroy” og ”Death Trip” siger en hel del om Stooges-sangeren Iggy Pops sindstilstand. Sanger er måske så meget sagt, for Iggy skreg og skrålede sig igennem numre som ”Your Pretty Face Is Going To Hell”.
        
Der blev ingen hitlisteplaceringer til Iggy And The Stooges, hvis allersidste koncert (den 9. februar 1974) blev optaget og udsendt på lp i 1976. ”Metallic K.O.” hed skiven, og den er berygtet – primært fordi den dokumenterer de ekstreme Stooges-koncerter, hvor motorcykelbander bombarderede gruppen med rådne æg og andet kasteskyts.

Motörhead: flere patronbælter.
ORK-VOKAL OG STUKA-LYD
En af skæringerne på ”Metallic K.O.” var en coverversion af Richard Berrys rock’n’roll-schlager ”Louie Louie” fra 1955. Den version må have tirret en vis Lemmy Kilmister, for Motörhead udsendte ”Louie Louie” som single i 1978. London-gruppens version var heller ikke for sarte sjæle. Motörhead spillede nemlig provokerende primitivt, og efter datidens målestok var deres musik det rene barbari. En sang som ”White Line Fever” (1977) var så brutal, at den kunne give selv læderhalse tics. Lemmy gjorde kun ondt værre ved at give hals som en kommanderende ork.
        
Motörhead havde ikke tid til popfjollerier og tralala. De droppede balladerne og skruede i stedet op for musikkens tempo. Hans kongelige højhastighed Lemmy havde sågar held til at få sin bas til at lyde som et angribende Stuka-fly (et styrtbombefly, der blev brugt af nazisterne i 2. verdenskrig).
        
Der er folk, som drister sig til at påstå, at Motörhead-nummeret ”Overkill” (1979) var det første eksempel på thrash metal. Det bryder Lemmy sig ikke om at høre. Han hævder nemlig, at Motörhead er ”punkere med langt hår.”
        
Og noget er der om snakken. Motörhead var formentlig det første band, der forenede punkdynamikken med metalrockens tyngde og stålhårde hærdning.
        
Helt sikkert er det i hvert fald, at thrash, death og black metal aldrig ville være opstået uden fusionen af punk og heavy metal. Og midt i alt kævlet om genrebetegnelser melder spørgsmålet sig: er punk (inklusive hardcore) ikke bare endnu en subgenre i den brede og uoverskueligt alsidige musikstrømning, som den hårde rock har udviklet sig til siden 1970’erne?
        
I starten af 1980’erne mente en britisk journalist i hvert fald, at Sex Pistols’ punkmanifest “Never Mind The Bollocks, Here’s The Sex Pistols” (1977) var ”heavy metal med råbte tekster”.
        
I Generation X’s punk-hyldest til ungdommen, “Youth, Youth, Youth” (1978), gik guitaristen Bob “Derwood” Andrews amok, og sangen slutter med en flere minutter lang solo, som består af hylende, hvinende og vrælende guitarstøj i stil med det, som heavy rockens supergrupper var kendte for i 1970’erne.
                     
Sex Pistols, som de så ud, da de hittede med "Pretty Vacant".
STORSKYDENDE HEAVY METAL
Både punk- og metalideologer har lavet propaganda og ført hetz mod hinanden lige siden Grauballemandens tid. Men historien demonstrerer, at det aldrig har været muligt at holde punk og metal adskilt. Her er nogle eksempler:
        
Led Zeppelin var fans af punk og gik til koncerter med The Damned – bandet, der udsendte den første britiske punksingle nogensinde (”New Rose”, udgivet den 22. oktober 1976).
        
Phil Lynott fra Thin Lizzy hang ud med punkrockere og spillede sammen med medlemmer af Sex Pistols og andre punkmusikere. Lynott medvirker således på Johnny Thunders And The Heartbreakers’ kultklassiker ”L.A.M.F” (1977).
        
Blue Öyster Cults producer og tekstforfatter Sandy Pearlman producerede The Clash’s 1978-album ”Give ’Em Enough Rope” – og det gjorde han så grundigt, at anmelderen Dave McCullough fra den britiske musikavis Sounds kaldte skiven for ”storskrydende heavy metal”.
        
I 1979 spillede Lemmy sammen med The Damned (både på scenen og på plade). På det tidspunkt hed The Damneds bassist Algy Ward; Algy kom oprindelig fra det australske punkband The Saints. Senere hen dannede Algy det ultravoldelige heavyband Tank, som bl.a. turnerede med Metallica, før Lars Ulrich & Co. kunne hænge platinplader på væggen.  
        
Motörhead hyldede Ramones med en sang på albummet ”1916” (fra 1991) og lavede en buldrende bastant coverversion af Sex Pistols’ majestætsfornærmende punkhit ”God Save The Queen” (2000). Men inden da var det nærmest blevet en thrash metal-tradition at spille coverversioner af Sex Pistols-numre. Megadeth har gjort det, og det samme gælder Bathory, Anthrax og flere andre.  

Men tendensen gik også i den modsatte retning. F.eks. indspillede de canadiske punkere i D.O.A. en coverversion af Led Zeppelins ”Communication Breakdown” (1981).

Discharge: eksempel på et hardcore-band, der bevægede sig mod heavy metal.
KUN FOR DEN HÅRDE KERNE
Punk-moden døde ud i slutningen af 1970’erne. Pressen mistede interessen for punkernes skandalemageri, og fotos af unge mennesker med grønt strithår og sikkerhedsnåle i kinden mistede nyhedsværdien.
        
Sex Pistols og Dead Boys gik i opløsning. Ramones løb tør for idéer. The Clash, Boomtown Rats, The Jam og flere andre punkgrupper gav sig til a spille en mere gængs form for rock. I Danmark skiftede Brats ham og blev til et hårdtslående metalband. Brats sagde farvel og tak til punken med nidvisen ”Punk Fashion” (1980).
        
Men punken var ikke død, hævdede The Exploited. ”Punks Not Dead” hed det britiske bands debutalbum fra 1981. The Exploited var et af de første bands i en ny punkbevægelse, som florerede i undergrunden. Flere af de første punkgrupper (Sex Pistols, The Stranglers m.fl.) havde scoret høje hitlisteplaceringer, men den nye generation af punkbands spillede larmende og umelodisk rock, der udelukkende var henvendt til den hårde kerne af punkere i undergrunden. Derfor kom strømningen til at hedde hardcore punk. Genrebetegnelsen blev cementeret med D.O.A.s 1981-album, ”Hardcore 81”.
        
Til at begynde med var der nærmest krig mellem hardcore-scenen og heavy metal-miljøet. Men med tiden blev de to strømninger forbrødret. Dette kom bl.a. til udtryk i den såkaldte crossover-stil, som Stormtroopers Of Death m.fl. populariserede i midten af 1980’erne.
        
Hardcore punken fik generelt stor betydning for den ekstreme metal. En stor hob af grupper som Charged GBH, Discharge, The Exploited, Black Flag, Bad Brains, Bad Religion, Hüsker Dü, Suicidal Tendencies, Misfits og ikke mindst Dead Kennedys endte med at blive inspirationskilder for thrash-musikerne i f.eks. Metallica, Slayer, Sepultura og de norske black metal-pionerer Mayhem.
        
Punkgrupperne spillede ikke specielt godt på deres instrumenter, aggression var vigtigere end virtuositet. Det var selve nerven, der talte. Den rastløse energi, vildskaben, protesten. Og på den måde blev musikken mere rå. Og beskidt. Og frem for alt: musikken blev fyret af i et rasende tempo. Vokalen blev rabiat og råbende, og vokalisterne brølede løs uden smålig hensyntagen til melodilinjer og ørehængere.
        
Hardcore punken var et oprør mod den etablerede musikscene, der som oftest var på det beståendes, magthavernes side. Og den attitude tog thrash-generationen til sig. Attituden blev forstærket (og fortærsket!) i videreudviklingen af diverse ekstremmetal-genrer såsom death metal, grindcore og black metal.

Venom kaldte sig selv for langhårede punkere.
VENOM DRÆBER MUSIKKEN 
Heavy metal hænger sammen med betonforstæder og industri. Det industrielle miljø i Birmingham, England inspirerede ikke kun medlemmer af Black Sabbath og Led Zeppelin. Judas Priest hævder selv, at deres lyd er et produkt af stålindustrien i Birmingham. Glenn Tipton & Co. skar ned på tungrockens blues-elementer og sleb i stedet sangene til, så de fik kant og savtakkede riffs.
        
Judas Priest fik massiv betydning for den ekstreme metals udvikling i 1980’erne. Det samme gjorde en stribe bands, som myldrede op fra den britiske rockundergrund fra 1979 og et stykke ind i 1980’erne. Man plejer at samle disse bands under betegnelsen New Wave Of British Heavy Metal. De kendteste grupper i denne bølge er Iron Maiden, Saxon og Def Leppard. Men i den ekstreme metals sammenhæng var Venom måske det vigtigste band.
        
Venom må tage skylden for at være det band, der kickstartede radikaliseringen af metalscenen med deres voldsomt primitive debutalbum ”Welcome To Hell” (1981), hvor sange som ”Live Like An Angel (Die Like A Devil)” blev leveret i så højt et tempo, som Cronos og hans bandkumpaner magtede at spille.
        
Venom blev rakket ned, fordi de spillede gudsjammerligt dårligt på deres instrumenter. Og fordi deres musik var ulidelig at lytte til for det utrænede øre. Men Venom vendte kritikken til egen fordel. På det tidspunkt kørte pladeselskaber en kampagne for at få folk til at stoppe med at lave ulovlige kassettebåndskopier af lp-plader. ”Home taping is killing music. And it’s illegal,” lød pladebranchens slogan. Venom stjal sloganet – men fordrejede det: ”Home taping is killing music. So are Venom.”
        
Venom havde et image, der var baseret på et overforbrug af satanistiske symboler, og deres tekster flød over med djævlerier, der teologisk set var nogenlunde ligeså usammenhængende som bandets musik. Men Venom havde stor tiltrækningskraft på den utilpassede del af heavy metal-miljøet. Venoms rolle kan ikke undervurderes. Deres betydning rækker langt ud over black metal-genren, som har fået navn efter Venoms 1982-album.

Mercyful Fate havde stor indflydelse på ekstremmetallens udvikling.
METALLISK EKSPLOSION 
Grupperne, der udgjorde det, som pressen kaldte for New Wave Of British Heavy Metal, byggede bro mellem 1970’ernes heavy rock og 1980’ernes mere kontante metalrock.
        
NWOBHM-grupperne skelede til dem, der et par år forinden havde været heavy-scenens værste fjender, nemlig punkerne. Det nye metalfolk stjal punkens gør-det-selv-mentalitet. Flere bands indspillede og udgav deres første skiver for egen regning. De dannede deres egne netværk, udgav egne fanzines og nyhedsbreve, og der opstod sågar specialbutikker, der næsten udelukkende solgte hård rock. Postordresalg blomstrede op, og demobånd blev sendt rundt i miljøet.
        
Man demonstrerede, at man kunne selv og ikke var afhængig af regnedrengene på de store pladeselskaber og koncertbureauer. Ja, der opstod sågar nye pladeselskaber, der udspyede en lind strøm af plader med purunge bands. Det startede med singler og kompilations-lp’er, men med tiden blev det hverdag at få udgivet brandny metalmusik på albums af selskaber som Neat Records, Heavy Metal Records og Ebony Records.
        
Og hvordan lød musikken så? Jo, man kunne stadig høre, at grupperne var børn af Black Sabbath, Deep Purple, Led Zeppelin og de andre uomgængelige bands fra 1970’erne. Men der var mere bid i de nye grupper, og det var tydeligt, at punken havde sat sig spor i 1980’ernes heavy metal-stil. Det rumlede af undergrund og oprør.
        
Alligevel må man påpege, at NWOBHM-orkestrene indbyrdes var meget forskellige. De havde deres egen lyd og identitet. På den ene side var der de melodiske grupper (Def Leppard, Girl, Dedringer m.fl.), på den anden side var der de mere dystre og doomy grupper, som flirtede med det okkulte (Angel Witch, Witchfynde, Witchfinder General, Hell m.fl.). De fleste grupper befandt sig et sted midt imellem. Bedst af dem alle var måske Diamond Head, hvis voldsomt rykkende rifferama kom til at påvirke Metallica og en trillion andre thrash-musikere.
        
Men det er forkert at tro, at NWOBHM havde monopol på nyskabelser inden for heavy metal i de tidlige 1980’ere. På det tidspunkt var heavy metal nemlig ved at blive et nærmest globalt fænomen. I Skandinaven, på det europæiske kontinent, i både Nord- og Sydamerika skete der er en eksplosiv vækst i efterspørgslen efter hård rock.
        
Holland havde de vildeste fans, og Dynamo-klubben i Eindhoven blev til et mekka for den allerhårdeste metalrock. Det var også i Holland, at det første egentlige heavy metal-magasin blev udgivet. Det hed Aardschok (=jordskælv), og her var det heavy-guruer som Metal Mike og Stefan Rooyackers, der sørgede for metalordets forkyndelse.
        
Over alt i Vesten myldrede det frem med nye, opmærksomhedshungrede heavy-grupper, der som oftest var en tand mere hårde i filten end deres forgængere. Fra Danmark var det Mercyful Fate, der gjorde en forskel. Det danske bands vanvids-riffs og gravalvorlige tonekunst fik megastor betydning for den ekstreme metals udvikling i 1980’erne. <13>

Dette er 1. del af en længere temaartikel om ekstremmetallens opståen. Artiklens 2. del kan læses her.


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar