søndag den 21. juni 2015

Copenhell 2015


Bang that head that doesn't bang ...

Copenhell. Festivalen, vi alle elsker. Og elsker at hade. For programmet suttede i år. Det var alle enige om. Desværre var der ingen, der var enige om, hvad det præcis var, der suttede. Alle har været enige om at være uenige.

Et festivalprogram er ikke bare tryllerylle. Der er mange faktorer i spil. Hvilke bands turnerer? Hvad koster det, at få de skiderikker til at optræde? Alt det kræmmeri har vi fans sjældent sans for. Slayer skal bare spille. Hvert år!

Programmet så ud, som det gjorde, af flere grunde. Den væsentligste grund (tror jeg): de bands, som folk har stemt på, kom på plakaten. Meget kan man sige om Copenhell, men de giver publikum, hvad de vil have.

Desværre er metalmenigheden efterhånden så fragmenteret, at det er svært at finde fællesnævnere. Altså trækplastre, som kan hive alternative og nymetallisk indstillede fans såvel som hårdhudede TRVE metal-krigere hen foran scenen. Det kunne Iron Maiden sidste år. Og Twisted Sister. I år har Copenhell måske savnet det der lokomotiv. Skal vi være enige om, at The Darkness faldt lidt til jorden?

Copenhells program i 2014 var suverænt. For mig. Jeg fik stress af bare anstrengelse for at nå det hele. I år kunne jeg tage den mere med ro. Slipknot, Primus, Body Count, Suicidal Tendencies? Tak, men nej tak. Og det der Cannibal Corpse? Arh, jeg tror lige, jeg springer over.

Dog: årets Copenhell bød på mange euforiserende oplevelser. Her er min dybt personlige ronkedor-top 5 …

Mille Petrozza i aktion.
1. KREATOR
HELVITI, FREDAG KL. 21.30
Festival rimer på fest. Og festen leverede Kreator. Med en lidt bamset Mille i front tromlede tysker-thrashens pionerer sig igennem en sætliste, som ikke kun var hæsblæsende. Den var også ærefrygtindgydende.

I en kulisse, som flashede gruopvækkende scener fra Kreators pladecovers, fik vi en musikalsk pansernæve i fjæset. Genre-definerende fræs som ”Endless Pain”, ”Pleasure To Kill” og ”Flag Of Hate” blev suppleret med nyere slagsange: ”Enemy Of God”, ”Hordes Of Chaos” og ”Phantom Antichrist”.

Unge fans og knap så unge fans, alle headbangede, tyllede dyrt øl gennem brede smil, kastede horn og skabte sig åndssvage. De alleryngste moslede rundt foran scenen og måtte gentagne gange gelejdes tilbage til publikumsområdet, når de var blevet crowd surfet over afspærringen foran scenen.

Nok var der fest. Men Mille har noget på hjerte. Han er talerør for de utilpassede. Hvis du er i tvivl om agendaen, så tjek teksten til ”Violent Revolution”. Jo, Kreator repræsenterer stadig den anarkisme, som Megadeth m.fl. har sat på udsalg.

2. SAINT VITUS
PANDÆMONIUM, TORSDAG KL. 23.00

Enig, Scott ”Wino” Weinrich ville have peppet denne koncert op. Den gamle The Obsessed-mand er noget mere dynamisk og karismatisk end Saint Vitus’ nuværende sanger, Scott Reagers. Men Reagers er altså den originale Vitus-sanger. Og han er min foretrukne. Ligesom det første SV-album hører til på min all-time doom metal-favoritliste: en gusten sag udgivet på punkselskabet SST tilbage i 1984, hvor Saint Vitus’ musik allerede virkede patineret.

Reagers bevægede sig morfar-agtigt rundt på scenen og læskede ganen med te (snoren fra tebrevet hang ned langs kanten af kruset!). Med pandebånd og langt, ulvegråt krushår høvlede guitarist og bandboss Dave Chandler de tunge hippie-doomede riffs af. ”Born Too Late”, du ved.

Hele stemningen var stenet og de tidlige Saint Vitus-sange emmede af hispanic-agtig folketro. Hvad skal jeg mon vælge, sang Reagers: sort eller hvid magi? Og husk nu: hvis du tror på Gud, bliver du frelst. Det blev til sange om hvide hingste og om zombie-hunger. Det var som at blive sluppet ind i en tidslomme, hvor værdier og virkelighedsopfattelse ligger milevidt fra det moderne, sekulære DK. Nej, termen old school slår ikke til, når Saint Vitus står på scenen.

Nemtheanga maner.
3. PRIMORDIAL
HADES, FREDAG KL. 20.30

”Every man is evil. Every man is a lier.” Menneskeheden fik dette skudsmål af Primordials sanger.

A. A. Nemtheanga var formentlig den mest karismatiske vokalist på Copenhell 2015. Iført black metal-klamotter og med teatralske fagter fik han sange som ”Babel’s Tower”, ”No Grave Deep Enough” og ”Empire Falls” ud over scenekanten på en måde, hvor det visuelle og det musikalske skabte en totaloplevelse.

Irernes seneste album, ”Where Greater Men Have Fallen”, hørte blandt de mest overbevisende, der blev udgivet i 2014. Men live fungerede det endnu bedre. Primordial sendte rygradsrislende ilinger ind under min læderjakke. Det var virkelig en stærk og stor oplevelse.

Primordial formår at føre det episke og heroiske fra Manowar ind i en ekstremmetallisk kontekst. Elementerne fra folkemusik giver automatisk associationer til Thin Lizzy. Og Bathory. For akkurat ligesom Quorthon & Co. har Primordial deres udgangspunkt i black metal.

Primordial føjer en social kritik til deres mørke metal. Og i mine ører er det hos alt andet end ufarlige bands som Primordial, at metallens fremtid smedes.

Mortuus går vokalt amok.
4. MARDUK
PANDÆMONIUM, LØRDAG KL. 22.30

Marduk er et af de uhyggeligt få bands i black metals såkaldte anden bølge, som ikke er blevet matte i koderne. Svenskerne er i fuld gang med deres tredje årti. Og de er stadig dødbringende live.

I modsætning til fx Watain og Nifelheim har Marduk skåret showet ned til det absolutte minimum. Allerhelst ville Morgan ”Evil” Håkansson & Co. vel have spillet i totalt mørke. Men i den dæmpede belysning kunne man da ane corpse paint og nittearmbånd. Og vokalisten Mortuus’ blottede tænder.

Marduk spillede i vildt raseri. De var selve legemliggørelsen af misantropi og blasfemi. I perioder et blastbeat-inferno, der fremkaldte oplevelser, der må minde om dem, soldater har, når de befinder sig i slagmarkens stålstorm.

”The Blond Beast” og ”Wartheland” fra det aktuelle Marduk-album, ”Frontschwein”, skabte tumultarisk begejstring. Men ellers var det (i mine ører) det helt gamle materiale, som gjorde sig bedst: ”Burn My Coffin” og ”The Black …”

5. GHOST
HELVITI, LØRDAG KL. 00.00

”If you have ghosts you have everything,” lyder en af Ghosts hooklines (scoret fra Roky Erickson). Jeg fristes til at omdigte den til: hvis man har humor, har man alt. For magen til underdrejet humor skal man lede længe efter i heavy metal.

Udklædt som en diabolsk modpave trissede forsangeren Papa Emeritus III rundt på scenen. Næppe nogen heavy-sanger har nogensinde bevæget sig så langsomt. Det så ud, som om Johannes Paul II var inden i Ghosts pave.

Showet var fantastisk. Fantastisk smukt. Og fantastisk sjovt. Mellem numrene talte Papa til publikum med en typisk romersk-katolsk accent. En slags fåmælt stand-up komik, bakket op af en nøje indstuderet mimik og gestik.

Papa blev akkompagneret af fem navnløse ”ghouls”, som bar Satyr-agtige masker, galocher m.m. Men ellers var det meste i Ghosts scenografi bygget op omkring ritualer og æstetik fra den katolske kirke: stola, røgelseskar, velsignelse etc. På en twistet måde, selvfølgelig, så det fik den stik modsatte betydning.

Ghosts musik er overdrevent iørefaldende. I hvert fald sammenlignet med det, der er kutyme i moderne hårdrock. Hele pointen er den forførelse, der ligger i misforholdet mellem form og indhold. Musikken slikker lytteren i øregangen, men det er pænt sataniske ting, der bliver sunget.

Jeg vil gerne røbe, at jeg ikke tror en skid på det. Det er et stunt. Men det er dælme et sjovt stunt.

Jeg har lige fra starten kunnet høre Ghosts fortrinlige sangskrivningsevner. Lidt Beach Boys her, lidt The Doors der. Og en masse Blue Öyster Cult alle vegne. Men for en gammel Hellhammer-fan er det ikke helt heavy nok. Live, derimod, fik sangene lige lidt mere krånsj i taktslaget og lidt ekstra vræl i det elektriske guitarer. Og det fungerede sublimt.

5 bands, jeg DESVÆRRE missede: Hammerfall, Blues Pills, Pretty Maids, SEA og Horned Almighty. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar