mandag den 7. marts 2016

Født til at være stjerne

Michael Monroe havde tre valg her i livet: At dø. At havne i spjældet. Eller at spille rock ’n’ roll. Han valgte det sidste.

På fredag den 11. marts optræder han på High Voltage, CPH.

"Mens I gloede på mig, blev de hjemløse liggende på gaden ..."
Han kom til verden i Finland. Som Matti Fagerholm. Men han blev født til at være stjerne. Derfor tog han et kunstnernavn, der sender trutmund i retning af filmhistoriens største screen queen: Marilyn Monroe.

De færreste mænd, for ikke at tale om FINSKE mænd, kan bære at være opkaldt efter en blond sexbombe. Men Michael kan bære det.

Michael Monroe blev i sine unge år kaldt Verdens Smukkeste Mand. Med rette. I dag har Michael Monroe rundet de 50, og ingen mand i den alder kan gøre krav på at være verdens smukkeste. I rock ’n’ roll (herunder metal) er man officielt en oldsag den dag, man fylder 30. Men Michael holder sig godt, om end han i dag har fået en vis (ydre) lighed med Klaus Kinski.

Men Finland lige frem? Tag ikke fejl. Finland har en tradition for grim og grum rock ’n’ roll, som vi aldrig nogensinde kommer i nærheden af her i bonderøvenes fædreland. Hurriganes, Pelle Miljoona og Smack er bare nogle af de hæderkronede grumhedsnavne i finsk rock. (Dogs D’Amour skulle for resten også til Finland for at få deres første pladekontrakt, æd den, establishment!).

Hanoi Rocks fra venstre: Sam Yaffa, Andy McCoy, Michael Monroe, Nasty Suicide, Razzle.
Og så var der selvfølgelig de STØRSTE af alle finske rocknavne: Hanoi Rocks. Deres sanger hed – rigtig gættet: Michael Monroe.

Hanoi Rocks blev dannet i 1980 i Hel(l)sinki. De var ALT det, som rigtig rock ’n’ roll skal være, nemlig en perfekt blanding af glam og punk. Hanoi havde rødder, der strakte sig helt tilbage til Chuck Berrys, Jerry Lee Lewis’ og Little Richards vildskabsdage i 1950’erne. De havde en medfødt sensibilitet for ørehængere i stil med 1960’er-grupper som The Shangri-Las og The Ronettes. Plus en fandenivoldskhed og dertil hørende dødsforagt, som man ellers kun finder hos udknaldede kunstnere som Iggy & The Stooges, det tidlige Alice Cooper og New York Dolls.

Hanoi Rocks flyttede hurtigt fra Helsinki til Stockholm. Hanoi Rocks var måske nok narkomaner, men de var ikke tryghedsnarkomaner. Så alle medlemmer (minus lederen, lead guitaristen, sangskriveren Andy McCoy) levede nærmest som hjemløse i Stockholm, mens de forsøgte at få stablet en karriere på benene. De levede som bumser. Men bumser MED STIL. For hvis der nogensinde har eksisteret et rockband med stil, så var det Hanoi Rocks.

Hanoi-tricket med at have en forsanger med højt, blond hår dannede hurtigt skole. For Michael Monroe er mindst ligeså meget et stilikon, som han er sanger. Faktisk har Monroe ingen stor stemme. Men han har sin egen signatur-tone og diktion. Og så er han for resten ikke meget for at stå stille på en scene. Akrobat ville være nærmeste alternativ for Michael Monroe.

Hanoi Rocks’ karriere tog først rigtig fart, da de flyttede til London. Og da de britiske musikblade begyndte at hype gruppen. For Hanoi Rocks var en drøm af et band. De dannede bro mellem 1970’ernes glitterrock og 1980’erne glam metal. De havde sange, som var ligeså stærke som Mott The Hooples. Og så var de farlige.

Hanoi Rocks var godt stof for rockskribenter, der boksede løs på skrivemaskinerne rundt omkring på redaktionslokalerne. Med de britiske magasiner kom billederne af de på engang beskidte og glamourøse rockstjerner fra Hanoi Rocks. Det siges, at så snart de første Hanoi-billeder nåede Los Angeles, ændrede grupperne på Sunset Strip look. Overnight!

Og når vi nu taler om, at Michael Monroe er et stilikon, så lad os lige blive enige om, at især L.A.s glam-scene masseproducerede forsangere med højt, blond hår i 1980’erne. Jeg behøver vist ikke at nævne navne, vel? Og forbilledet var: Michael Monroe.

Men det var ikke bare hype og image det hele. Hanoi Rocks havde SANGENE. Lige fra starten. Selvom de første albums godt kunne have tålt en bedre (=grummere) produktion.

Bagsiden af coveret til albummet "Oriental Beat". Bandet ønskede, at det skulle være forsiden.
Hanoi Rocks’ sange var fyldt med gadepoesi (et af bandets senere albums hed faktisk ”Street Poetry” (2007)). Sange om at køre i blærede biler og om damer. Og diverse ”tilsætningsstoffer”. ”Self Destruction Blues”, ”Dead By X-Mas” etc. Sådan hed nogle af deres sange og albums. Alting har sin pris, ikke mindst livet i overhalingsbanen, hvor Hanoi Rocks befandt allerede dengang, guitaristen Nasty Suicide sjoskede rundt i Stockholms gader uden snørebånd i sine i øvrigt stilfulde sko.

Der var en dybde og en vis alvor i Hanois sange, som man fx ikke finder hos Poison. Det var ikke party uartig det hele. Hanoi Rocks havde det tragiske med. En af deres kendteste sange hed ”Boulevard Of Broken Dreams”. En anden hed slet og ret ”Tragedy”.

Og tragedien ramte Hanoi Rocks den 8. december 1984. Det er en træls historie (Rifferama-læsere, der har brug for at ødelægge deres gode humør, kan læse om den ved at klikke her).

Anyway, Razzles død var et hårdt slag, og reelt døde Hanoi Rocks med ham. I 1985 gik bandet i opløsning. Gendannelse i 2001-2009 blev aldrig til ret meget andet end det, den slags altid er: et nostalgi-trip med tilhørende sympatiske albums, som altid vil stå i skyggen af hovedværkerne ”Back To Mystery City” (1983) og ”Two Steps From The Move” (1984).

Min egen Hanoi Rocks-favorit er dog den dobbelte livehærger, ”All Those Wasted Years” (1984). Her får lytterens trommehinder af grovfilen, idet de iørefaldende sange leveres tilpas rodet og skramlet til, at der scores højt på sleaze-barometeret. Se live-videoen til albummet her.

Før denne artikel bliver for panegyrisk, må jeg lige understrege, at jeg ikke er ene om at være fanboy. Jeg er i celebert selskab. Fenriz (ja, ham fra Darkthrone) er vild med Hanoi Rocks. Guns N’ Roses var i grove træk modelleret efter Hanoi Rocks. Og for at betale tribut til deres idoler (gen)udgav Axl, Slash & Co. Hanois skiver på deres eget pladeselskab med det sømmelige navn UZI Suicide.

Michael Monroe, som han ser ud i dag.
Efter Hanoi Rocks gik de overlevende dog ikke på pension. Michael Monroe, Andy McCoy, Nasty Suicide og Sam(i) Yaffa førte Hanoi-arven videre i en eksplosion af splintret rock ’n’ roll. Suicide Twins, Cherry Bombz, Fallen Angels, Cheap And Nasty, Jetboy, Shooting Gallery, Demolition 23, Jerusalem Slim og sikkert flere, som lige i dette øjeblik har ålet sig ud af min hukommelse. Hanoi-gutternes bagkatalog er værd at udforske.

Den bedste post-Hanoi-skive er IMO Michael Monroes soloalbum fra 1989: ”Not Fakin’ It”. Her var alle KUNSTNERISKE sejl sat til. Selveste Little Steven (fra Bruce Springsteens band) leverede sangmateriale til albummet, der også var overdrysset med stjernestøv fra folk som Ian Hunter (Mott The Hoople), Nasty Suicide (Hanoi Rocks), Brian James (The Damned) etc. Og i videoen til singleudtrækket ”Dead, Jail Or Rock ’N’ Roll” deltager en benspjættende W. Axl Rose. Et syn for guder!

Albummet, som for resten er opkaldt efter Nazareths betonrock-schlager fra 1973, er proppet med rock ’n’ roll-statements. Skarpest er ”While You Were Looking At Me”, hvor Monroe via Little Stevens tekst skræller hykleriet af borgerskabets tendens til at lave en syndebuk ud af rock ’n’ roll. Men hør selv sangen – og lyt nøje efter ordene! Sangen er stadig aktuel.

Moderne læsere gider ikke læse lange artikler, så jeg må hellere stoppe her. Før jeg går amok i rablerier om Michael Monroes præstationer på glam punk-bandet Demolition 23s skammeligt miskendte 1994-album – et album, der bare var for beskidt og virkeligt for grunge-generationens fløjlsbløde mode-hippier. Se video om Demolition 23 her.

Demolition 23 var lidt af en supergruppe, bestående af kultpersoner (gør selv arbejdet, tjek line-uppen). Det samme gælder for resten de(n) besætning(er), som Michael Monroe har turneret med siden det i mine øren superstærke comeback-album, ”Sensory Overdrive” (2011). Gruppens nyeste album hedder ”Blackout States” (2015).

Jeg havde fornøjelsen at opleve Michael Monroe på The Rock, CPH, da ”Sensory Overdrive” lige var udkommet. Jeg smed 5 ud af 6 stjerne efter bandet i en anmeldelse, som kan læses på Gaffas hjemmeside her. Jeg er overbevist om, at Michael Monroe og hans lejesvende gentager succesen, når de springer op på High Voltages scene, fredag den 11. marts. \m/

Update 12/3-2016:
NB! Læs min anmeldelse af koncerten på High Voltage her.


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama


Ingen kommentarer:

Send en kommentar