Boganmeldelse:
Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, forårsmagasin/katalog 1/2012)
 |
| "Iron Man" mangler noget af det krånsj, som man finder i Tony Iommis riffs. |
Da Tony Iommi var en ung
industriarbejder i Birmingham, fik han en dag kappet et par af sine
fingerspidser af i en maskine. Tony drømte om leve af at spille guitar, og
ulykken havde nær kostet ham hans karriere. Men Tony er en fighternatur. Og
lidt af en praktisk gris. Så han opfandt nogle særlige ”fingerbøl”, som gjorde
det muligt for ham at genoptage guitarspillet. Og dog, for der måtte også andre
ændringer til. Strengene måtte ændres, og hele Tonys spillestil måtte tilpasses
hans handicap. Og på den måde opstod Black Sabbaths dommedagsdystre metal-lyd.
Tony Iommi er en beskeden
herre, og han ønsker ikke at tage hele æren for at have opfundet heavy metal.
Det er nogenlunde det budskab, som Tony Iommis selvbiografi, ”Iron Man”,
starter med. Hele dramaet i ulykken nedtones af Tony. Og det gælder desværre
alle begivenheder i ”Iron Man”.
”Iron Man” er skrevet i en
simpel talesprogagtig stil med mange gentagelser og klichéer. ”Blimey!”,
”bloody hell” – udtrykkene går igen og igen. Akkurat som de gengangere, som
Iommi så gerne vil fortælle om. Der er meget langt til det fortælle-mæssige
drive, som man finder i f.eks. Marilyn Mansons selvbiografi, ”The Long Hard
Road Out Of Hell” (1998). ”Iron Man” er sådan en slags læse-let-bog, som ikke
kan forarge ret mange læsere.
Tony Iommi fortæller det, vi
allerede ved: at han var (og er! – gruppen er jo netop blevet gendannet i
originalbesætningen) den musikalske drivkraft bag Black Sabbath. Iommi var
bandets organisator og leder allerede fra starten. Men Iommi er gentleman nok
til at give Ozzy Osbourne (vokal), Geezer Butler (bas), Bill Ward (trommer) og
alle de andre musikere, som i årenes løb har optrådt under Black
Sabbath-logoet, æren for deres bidrag.
Black Sabbath-guitaristen er
ingen blærerøv. Desværre er han heller ingen stor historiefortæller – og hans
medforfatter, hollænderen T.J. Lammers, virker heller ikke til at være nogen
ørn udi ordkunst. Ak! For det kunne ellers være interessant at komme ind under
huden på Tony Iommi, guitaristen der indiskutabelt har skabt den hårde rocks
mest fænomenale riffs, herunder monsterriffet til sangen, som selvbiografien er
opkaldt efter.
”VI
ER IKKE SATANISTER”
Tony Iommi forsøger at aflive
myten om, at Black Sabbath er satanister. Det har han og de andre
Sabbath-medlemmer forsøgt siden 1970, og Iommi vil formentlig have ligeså stor
succes med forsøget denne gang som de 117 gange tidligere. Men Iommis
teologiske troværdighed bliver selvfølgelig ikke større af, at han samtidig
strør om sig med de spøgelseshistorier, som Black Sabbath har gjort sig
interessante med, siden bandet skrev sangene til ”Sabbath Bloody Sabbath” i
spøgelsesslottet Clearwell Castle.
Riffmeisteren fylder sin
selvbiografi med et virvar af ligegyldige oplysninger om biler (Black Sabbath
kørte i Rolls-Royce-modeller, da de kom til penge). Gavtyvestreger og practical
jokes fylder også godt op i bogen, men vi får ikke noget at vide om, hvorfor
det var nødvendigt for Iommi & Co. at skrive antikrigssange som ”War Pigs”,
”Electric Funeral” og ”Children Of The Grave”.
”Iron Man” er skåret over en
skabelon, som desværre er blevet typisk for de mest trivielle
hårdrock-biografier. Rockstjerner, der bruger denne skabelon, tror åbenbart, at
deres fans er mere interesseret i skrøner om sex og stoffer end i musik. I
hvert fald er Iommis biografi fattig på refleksioner om Black Sabbaths
tonekunst. Og selvom Iommi i dag tager afstand fra narkotika, så gør hans mange
muntre historier om stofferne intet for at afromantisere gruppens misbrug af
kokain etc.
Black Sabbaths karriere har
tydeligvis været noget af en kamp – både med bandmedlemmer, managers, koner,
myndigheder etc. Narkoen har også været en hård modstander, forstår man. Eller
gør man? For der mangler noget nerve i historien. Der mangler noget kapow,
noget af det krånsj, som man finder i Iommis riffs. Man kan dårlig nok fornemme
sorgen over sangeren Ronnie James Dios død i 2010. Eller over tabet af
trommeslageren Cozy Powell i 1998. Og har skilsmisserne virkelig bare været en
walkover for Tony Iommi? Nej, ”Iron Man” er ikke ligefrem skrevet med
hjerteblod.
GODDAG
TIL KRIGSMAGEREN
”Iron Man” giver ikke et
realistisk indtryk af forholdet mellem Black Sabbath og Ozzy Osbourne i
1980’erne. Ozzy blev smidt ud af Sabbath i 1979, og stik imod alle
forventninger kastede den ellers dysfunktionelle Ozzy sig ud i en solokarriere.
Faktisk fik Ozzy så stor succes, at der nærmest var krig mellem ham og
moderbandet Black Sabbath langt op i 1980’erne. Senere hen sagsøgte Ozzy Tony
Iommi for at få denne til at stoppe med at bruge bandnavnet Black Sabbath. Men
det er alt sammen noget, som Tony Iommi holder under låg i ”Iron Man” – for han
har formentlig vidst, at en lukrativ genforening med Ozzy og de øvrige
medlemmer af det originale Black Sabbath ventede i den nærmeste fremtid. Og så
kan det jo ikke betale sig at grave op i gammelt nid og nag.
Der er tilmed noget morfar
over måden, som ”Iron Man” slutter på. I en moden alder har Iommi og de andre
Sabbath-medlemmer endelig fået den anerkendelse, som de fuldt ud fortjener. De
hyldes af deres hjemby Birmingham, og de bliver optaget i The Rock And Roll
Hall Of Fame. Men denne anerkendelse gør også Black Sabbath harmløse, for
dermed optages de i det borgerlige etablissement – og det ligger meget langt
fra den rebelske ånd, som drev Black Sabbath til at skrive deres protestsange i
1970’erne.
Sørgeligst er det at læse om
Tony Iommis møde med den stokkonservative dronning Elizabeth II og
krigsmager-premierministeren Tony Blair (en politiker, hvis manipulative regime
har kostet mange menneskeliv). Her stiller Iommi sig gladelig op i den lange
række af rygklappere, der er med til at give Blair og Elizabeth legitimitet.
Skammeligt, for det er jo dubiøse personer som Tony Blair, der behandler folk
som bønder i skak, for nu at citere ”War Pigs” – en sang, der i 1970 var så
kontroversiel, at pladeselskabet forbød, at den blev brugt som titelnummer på
Black Sabbaths andet album.
Nå, fred med det. Og der er
en del oplysninger i ”Iron Man”, som vil interesse Black Sabbath-fans. Men det
er ikke ligefrem hårrejsende læsning. Og ligesom det var tilfældet med Ozzy
Osbournes selvbiografi, ”I Am Ozzy” (2009), må man bare konstatere, at de
videbegærlige fans er bedre tjent med at læse en af de uofficielle biografier –
som f.eks. Joel McIvers ”Sabbath Bloody Sabbath” (revideret udgave fra 2011). \m/
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama
Ingen kommentarer:
Send en kommentar