søndag den 26. august 2012

Den halv-fascistiske voldsomhed


Deres musik blev kaldt ”Hitler-rock”. Medierne mente, at det, som bandet stod for, var ”Sygt, sygt, sygt!” Nu er gruppens klassiske album fra 1976 blevet genudsendt – i remixet form og med et altødelæggende cover.

Rock og destruktion hørte sammen i Kiss' vilde år.
(Omslagsillustration på "Destroyer Resurrected")
Det er måske svært at forstå i dag, men i 1976 var Kiss et farligt band. Målt efter datidens målestok var Kiss’ musik ret voldsom. Eller heavy, som man kaldte det, før ”ekstrem” blev et fortærsket modeord.

Meget få amerikanske grupper spillede hårdere end Kiss. Og endnu færre havde et image, der var mere militant. Kiss’ roadies var nogle underbetalte skiderikker, som ikke kunne få arbejde andre steder; de var barske og gik i biker-agtigt panser: læderjakker, nittebælter og bistre miner. Og fordi deres crew ikke havde andre steder at gå hen, var de stålsatte i deres troskab over for Kiss. Det samme gjaldt gruppens fans. De var så fanatiske, at Gene Simmons & Co. ikke tøvede med at kalde deres fanklub for Kiss Army.

VILDT RY
Kiss havde et vildt ry – ikke mindst pga. deres show, som allerede i midten af 1970’erne havde antaget nærmest sindssyge proportioner. Blod. Ild. Eksplosioner. Plus kostumer fra superhelte-fantasiernes overdrev.

Showet var konstant ved at skubbe Kiss og deres management ud over fallittens rand. Og så var det baseret på et så pioneragtigt fundament, at roadierne næsten dagligt måtte reparere og lappe grejet, der ikke altid fungerede efter planen. De mest eksplosive effekter bragte angiveligt ikke kun bandmedlemmerne, men også deres publikum i fare.

Det var vel meget passende for et orkester, der kaldte deres albums for ”Hotter Than Hell” (1974) og ”Dressed To Kill” (1975). Og som gik klædt i tårnhøje plateaustøvler og sømbeslået læder, og hvis ansigtssminke blandede udspacede science fiction-drengedrømme med lummer liderlighed og voldsfascination.

De to s’er i Kiss’ logo var tydeligvis modelleret efter de insignier, som Hitlers frygtede elitesoldater, SS’erne, bar på deres uniformer. I det danske ungdomsblad Vi Unge blev Kiss omtalt som ”den halvfascistiske voldsomhed”. Og en amerikansk promotor kaldte Kiss’ musik for ”Hitler-rock”, fordi Gene Simmons (bas og vokal), Paul Stanley (guitar og vokal), Ace Frehley (lead guitar) og Peter Criss (trommer og vokal) havde en nærmest hypnotisk magt over deres publikum.

Kiss anno 1974: Undergrunds-aura.
(Foto hentet fra dette website)
SYGT, SYGT, SYGT!
Kiss var guf for de sensationshungrende medier. Da punken dukkede op med de chokerende optrin og vrængende attituder fra Sex Pistols & Co., blev alt, der ikke var pænt og normalt, kaldt punk. Også i USA. Skulle man tro de borgerlige, amerikanske medier, var punk alt det, der lå ud over den velfriserede, middelklasse-livsstil.

Punken var klam, ulækker, uhyggelig, provokerende, truende, stødende, uterlig, sjofel, voldelig. Og så videre. Her passede Kiss perfekt ind. Kiss gik i outreret tøj, de brækkede blod og spyede ild, og de sang om at gøre upassende ting ved de erogene zoner. En af Kiss’ sange, ”Goin’ Blind”, handlede tilmed om en gammel mand på 93, som har et forhold til en ung pige på 16.

”Sygt, sygt, sygt!” lød overskriften på en amerikansk tabloid-avis’ forside engang i 1976. Forsiden var svinet til med et foto af den modbydelige Gene Simmons. Overskriften dækkede dog over en artikel om punk rock. Burgøjserne forvekslede Kiss med punk.

DEN INKARNEREDE ONDSKAB
Der var en undergrundsagtig aura omkring Kiss. Og i 1976 skete det, der bare måtte ske: Kiss blev beskyldt for at være djævledyrkere. Bag det uskyldige bandnavn gemte der sig en okkult sandhed: Kiss var i virkeligheden en forkortelse for Knights In Satan’s Service. Det påstod en lille skare på den kristne højrefløj i hvert fald.

Allerede tidligt i Kiss’ karriere havde Gene Simmons optrådt i tv-programmet The Mike Douglas Show (se klippet her). Klædt i sort læder fra top til tå og med et dødningehoved på brystet lignede den dæmonisk sminkede rockmusiker mest af alt et fremtidigt medlem af black metal-bandet Immortal (eller også er det bare Immortal, der ligner Kiss?). På spørgsmålet om, hvad han dog skulle forestille, svarede han lakonisk: ”Jeg er den inkarnerede ondskab.” Så Satan-beskyldningerne lå lige til Bibelbaskernes højreben.

Pladeselskabet Casablanca Records var klar over, at Kiss’ faremoment kunne give bagslag. Og da kunstneren Ken Kelly troppede op med det maleri, som selskabet havde bestilt til Kiss-albummet ”Destroyer” (1976), slog de bak. Maleriet viste de fire Kiss-superhelte i noget, der mindede om det store spring fremad. I baggrunden sås en by, der var reduceret til en brændende ruinhob. Det maleri var ”for voldeligt”. Så det blev en om’er for Ken Kelly.

GUITARSOLOEN, SOM TIDEN GLEMTE
Men nu kan man lade sin synssans bombardere af den originale ”Destroyer”-illustration. Den findes nemlig på coveret til den netop udsendte remix-udgave af albummet, som bærer titlen ”Destroyer Resurrected”.

Produceren Bob Ezrin har haft fingre i de gamle optagelser. Remixet har med Ezrins egne ord givet albummet ”en mere moderne lyd. Trommerne er kommet tættere på, der er mere bund i bassen” og så videre. Kort og godt: den genopstandne ”Destroyer” kommer godt ud af højttalerne. Det gjorde den originale udgave som bekendt også. Men remixet gør faktisk en forskel. En positiv forskel.

Mest interessant er, at Ezrin har fundet en alternativ guitarsolo til ”Sweet Pain”, som er langt mere effektiv og flabet end den, der blev valgt til originaludgaven. Den ”nye” solo er faktisk indspillet af Ace Frehley i modsætning til den, der blev brugt på det originale album, som var indspillet af studiemusikeren Dick Wagner (kendt fra bl.a. Lou Reed og Alice Cooper). Det er et mysterium, hvorfor Ezrin i 1976 kasserede Aces solo til fordel for Wagners.

Kiss anno 1976: Pas lidt på med den hånd, Ace.
(Foto hentet fradette website)
ROCK OG VOLDSOM DØD
I sin helhed fremstår ”Destroyer” som et tidløst heavy rock-mesterværk. Hver eneste skæring er en klassiker, ugh! Der er drama fra start til slut. ”Detroit Rock City” er ikke alene en hyldest til rockbyen Detroit, det er også en sang, hvor rockekstase og bratdød går op i en højere, tragisk enhed.

I ”Detroit Rock City” bliver Kiss til et dødskys. I den originale version af nummeret synger Gene Simmons: ”You gotta lose your life in Detroit Rock City”. Det er klippet væk på ”Destroyer Resurrected”. Var den verslinje for kontroversiel?

Der er noget overnaturligt over den historie, som ”Detroit Rock City” fortæller. Nummeret begynder med en lydkollage, hvor en mand hører en nyhedsoplæser berette om en bilist, der er kørt frontalt ind i en lastbil. Bilisten er død på stedet.

Der er flere ting, der pirrer fantasien. Hvem er manden, der hører nyheden om trafikulykken? Er det en rockfan eller en musiker, som er på vej til koncert? Hovedpersonen synger, at han hører ”min sang” i radioen. Sangen er ”Rock And Roll All Nite”, som Kiss hittede med i 1975. Hvem har ordet her? Er det Kiss, der iscenesætter sig selv i nummeret, eller er det bare en fan, som har ”Rock And Roll All Nite” som yndlingssang?

Og er det sin egen død, som hovedpersonen hører omtalt i nyhederne? For idet han (påvirket af alkohol og Peter Belli-tobak) drøner af sted i sin bil for at nå frem til koncertstedet, kører han frontalt ind i en lastbil. Sangen kulminerer med den øresønderrivende støj fra et bilsammenstød, hvor metal smadres imod metal, og hvor glas splintres i tusind stykker. Der gives los for associationer til åbne kraniebrud og sønderlemmede lig.

TORDENGUDEN VIL DOMINERE
Det er ikke ligefrem de eneste lydeffekter på ”Destroyer”. På ”God Of Thunder” kan man gennem den bastante, nærmest doom-dystre metalrock høre barnestemmer fable løs om bl.a. King Kong.

I virkeligheden er det Bob Ezrins to knægte, som i studiet leger med nogle rumhjelme med indbygget walkie-talkier. De mystiske, elektroniske kliklyde, som går igen i løbet af nummeret, er altså optagelser af drengene, der tjekker ind og ud på deres legetøjs-samtaleanlæg. Alt sammen er det med til at skabe en underliggende stemning af uhygge, der passer perfekt til teksten.

Kiss udspiller nemlig deres helt egen rockmytologi på ”God Of Thunder”. Det er en sang om hedensk magtvilje, trolddom og seksuel dominans – for som Gene Simmons synger med bøs røst: Tordenguden blev født på Olympen, og han blev opfostret af dæmoner. Tordenguden gør kur til Afrodites datter på en meget dominerende måde: ned på knæ, skat.

FODER TIL FANTASIEN
Kiss anno 1976: Hvem sagde krigsmaling?
(Foto hentet fra dette website)
Kiss er ikke just konservatoriemusikere, og sangene på ”Destroyer” er umiskendelig rock’n’roll. Men der er højt til loftet i Bob Ezrins lydkulisser, og sange som ”King Of The Night Time World” og ”Flaming Youth” får et teatralsk præg. De er cinematiske. På ”Destroyer” finder man masser af foder til fantasien og lytterens egen indre biograf.

”Destroyer” er et album fyldt med kontraster. Bob Ezrin gav Kiss-medlemmerne tommelskruerne på. De kom på skolebænken og fik lært musikteori. De blev tunget til at terpe sangene igennem igen og igen, indtil de kunne dem på rygraden. Selv kaldte Kiss oplevelsen for at være i boot camp, altså militær træningslejr. Sange måtte skrives om, og der blev hevet sangskrivere ind udefra – sådan bare for at hæve niveauet. Som Paul Stanley har udtrykt det: ”Fuck me, suck me”-sange var yt. Det er altså ikke på ”Destroyer”, at man finder Kiss-tekster à la ”Put your hand i my pocket, down to my rocket.”

Men det betyder ikke, at ”Destroyer” er et akademisk album. ”Destroyer” er ikke art rock. ”Destroyer” er heavy rock, når den er bedst. ”Shout It Out Loud” er en party schlager, som kan hamle op med det bedste fra Slade og AC/DC. ”Flaming Youth” er en af hårdrockens helt store ungdomsrockhymner, en slags ”Metal Militia” før Metallica, komplet med verslinjer som ”my uniform is leather” og et march-agtigt udgangstrav.

Der er himmelstræbende drengekor og hele slagmarker fyldt med strygere på skæringer som den Beethoven-inspirerede ”Great Expectations” og power balladen ”Beth”. Der er bryllupsklokker på den groupie-inkvisitoriske ”Do You Love Me?”, og der er titusind andre ting at gå på opdagelse efter.

For ”Destroyer” er totalrock. Og aldrig før (eller siden) er Kiss blevet serveret i så gennemført en musikalsk iscenesættelse som på ”Destroyer”. Takket være lydarkitekten og konceptmageren Bob Ezrin. \m/

NB! Bob Ezrin fortæller om hans remix af ”Destroyer” i dette nye interview

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar