onsdag den 22. juni 2016

Kunsten skal udfordre normen

Alice Cooper i spændetrøje, mens han synger balleden om Dwight Fry.
Engang blev Alice Cooper beskyldt for at være satanisk. I dag er han kristen. Det forhindrer ham dog ikke i at spille sammen med antikristne bands.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 85, dec./jan. 2014/15)

- Jeg tror, de fik lidt af et chok, griner Alice Cooper.

Den gamle chokrocker taler om det publikum, som oplevede Alice Cooper på Wacken i 2013. Den koncert er netop blevet udsendt på cd og dvd. Raise The Dead – Live From Wacken hedder udgivelsen, hvor Alice Cooper spiller en lang række af sine fuldtræffere fra en karriere, der har varet i et halvt århundrede.

Ja, du læste rigtigt. Vincent Damon Furnier alias Alice Cooper startede som sanger i 1964 i et band, som bl.a. kaldte sig The Spiders, før de for alvor vakte opsigt som den teatralske gruppe Alice Cooper.

Alice Cooper som band blev opløst i midten af 1970’erne, og fra 1975 fortsatte Alice Cooper som soloartist. Mange af de gimmicks og chokeffekter, som Alice havde med på scenen i Wacken 2013, er ting, som blev udviklet helt tilbage i de udkoksede 1970’ere. Bl.a. lod Alice sig halshugge i en guillotine på Wacken.

- Jeg tror, at mange af de unge havde hørt legenden om Alice Cooper. De havde hørt deres forældre snakke om Alice Cooper, og de har læst om mig i magasiner, og her var den ægte vare. Når man endelig ser karakteren Alice Cooper i virkeligheden, bliver man overrasket over, hvor højt et energiniveau, der er i showet. Man forventer ikke, at showet er så teatralsk, og at der er så meget knald på musikerne på scenen. Så jeg tror, at vi gav dem noget af en overraskelse.

Alice Cooper var en af de første kunstnere, som sang om død, mord og lig. ”Killer”, ”Go To Hell” og ”I Love The Dead” hed nogle af Alices sange. Meget af den æstetik, som præger moderne metal, blev opfundet af Alice Cooper og hans band allerede i 1960’erne og 1970’erne.

I en årrække var Alice Cooper forhadt af borgerskabet, fordi han og hans musik udfordrede status quo og på en satirisk måde lavede ridser og slidser i det glansbillede, som politikere og medier holdt op foran befolkningen. Alice Cooper var virkelig chokterapi for det pæne Amerika. Og chokbølgen nåede helt til Europa.

Det var dog ikke kun de borgerlige, som hadede Alice Cooper. Venstrefløjen og den mere eller mindre marxistiske anmelderstand i pressen følte sig også provokeret af Alice Cooper. Herhjemme beskrev Torben Bille i en koncertanmeldelse Alice Cooper som ”et i disse krisetider usmageligt stort, men logisk sceneshow” (MM 5/75) – der lå alverdens venstreorienterede insinuationer i denne sætning. Men oversat til udogmatisk nudansk: Torben Bille mente, at Alice Cooper var politisk ukorrekt.

SPILLER MED SATAN-BANDS
Både Alice og hans band havde en udsvævende livsstil, der passede til deres image som rock’n’roll-ballademagere. Det gik vildt for sig, og på et tidspunkt måtte Alice på afvænning.
Men Alice er en sammensat person. Han er søn af en baptist-prædikant. Og i dag er Alice erklæret kristen.

Mange af de bands, som spiller på festivaler som Wacken, spiller dødsmetal eller black metal. De påstår, at de er djævledyrkere og modstandere af kristendommen. Generer det dig som kristen at spille på de samme festivaler og scener som disse satanistiske bands?

- Nej, jeg mener, at det ville være forkert IKKE at spille på de samme scener som dem. Jeg mener, at det værste, en kristen kan gøre, er at gemme sig fra ikke-kristne, ler Alice

- Man skal dukke op og gøre sit bedste. Folk kommer hen til mig og siger: ”Wow! Det var virkelig fedt. Hvordan kan du være kristen og spille på denne festival?” Jeg svarer: ”Det er musik. Der står ingen steder, at jeg ikke kan spille på denne festival. I har flere regler, end jeg har, når det kommer til religion.” Jeg tror, at mange forestiller sig, at kristne sidder derhjemme hele dagen og læser i Bibelen. Vi bor på den samme planet som alle andre, og vi går i biografen og til rockkoncerter. Det er meningen, at jeg skal være med ude i verden, jeg skal ikke gemme mig, bare fordi jeg er kristen.

Tager du metal-gruppernes såkaldte satanisme seriøst?

- Jeg tror, at mange siger: ”Jeg er satanist” uden at ane, hvad de taler om. De tager bare alt udstyret på, de klæder sig i sort og alt det der og følger bare modebølgen. Men der findes nogle bands, som er rigtige antikristne. Det er bare så sjovt, når jeg møder de fyre, og de så siger: ”Hey Alice, må jeg få din autograf?” De virker ikke særlig sataniske, griner Alice.

- Jeg mener, det er en modedille. Men der findes nogle, der er ægte. Det er ligesom med kristendom; der er mange, som erklærer, at de er kristne, uden at de rigtig er det.

Halshug!
AFVÆNNING VAR ET MIRAKEL
Filminstruktøren og antropologen Sam Dunn har netop udsendt en dokumentar om Alice Cooper. Super Duper Alice Cooper hedder den, og den er Alice meget begejstret for.

- Den fortæller den virkelige historie, siger han og fortæller, at han fik lejlighed til at komme med en masse input til filmen.

- Jeg snakkede formentlig med dem i 30 timer. Jeg fortalte dem alle de der forskellige historier. Hvis man kun skal se én dokumentar om Alice Cooper, skal det være denne her. Det er den eneste, som jeg selv har haft noget med at gøre. Der er dele i den her dokumentar, som var meget ubehagelige for mig. Som når jeg skulle fortælle om kokain og om dengang, bandet gik i opløsning. Når man laver en rigtig dokumentar, bliver man nødt til at være ærlig. Man kan ikke bare lyve og opdigte ting. Man bliver nødt til at fortælle den virkelige historie.

I Super Duper Alice Cooper kommer vi med ind i Alice Coopers personlige mareridt. Sprut og stoffer var ved at ødelægge hans liv. Og hans musik. Så Alice måtte en tur i pipcellen for at blive fri af diverse rusmidler. Og mens flere af de kunstnere (Jimi Hendrix, Jim Morrison, Keith Moon m.fl.), som Alice hylder med cover versioner på Wacken-cd’en/dvd’en Raise The Dead, døde af misbruget, er Alice still going strong.

Hvor vigtig var Gud og religion i din kamp mod sprut og stoffer?

- Det var det, der reddede mig. Når man som alkoholiker forlader et hospital, så er det bare hospitalsdelen. Man skal også kunne leve et almindeligt liv som alkoholiker. Dvs., at man hver eneste dag skal kæmpe med trangen til at drikke alkohol. Generelt bliver man nødt til at være medlem af AA eller have en sponsor eller gå til møder hver dag. Jeg forlod hospitalet uden at have trang til at drikke igen. Jeg havde ikke brug for AA eller for at rende til møder. Lægerne, der behandlede mig, sagde: ”Det er jo et mirakel, at du ikke er faldet i igen og er begyndt at drikke i smug.” Men jeg har ikke rørt så meget som en dråbe, og de spurgte: ”Hvorfor?” Og jeg svarede: ”Det er blevet taget fra mig.” De sagde: ”Det er jo ligeså stort et mirakel som dem, man kan læse om i Bibelen,” griner Alice.

- Jeg var den ultimative dranker. De kaldte mig den fuldendte alkoholiker. Jeg burde have været på afvænning konstant. Men her 33 år senere har jeg stadig ikke drukket. Det er et rent mirakel. Jeg kan ikke forklare det, og lægerne kan ikke forklare det.

Var du praktiserende kristen, da du var på afvænning?

- Nej, jeg var ikke. Det er det fantastiske ved det. Jeg var ikke kristen, men alligevel blev der sørget for mig. Sagen var, at jeg forlod hospitalet med et mirakel under bæltet, og mit sind blev klarere. Jeg kunne se med større klarhed, hvad der var vigtigt i livet. Jeg indså, at det at være kristen og det at være rockstjerne ikke behøvede at kollidere. Gud gav mig den udfordring, at jeg skulle fortsætte min karriere. Jeg tror ikke, at han forventer, at jeg stopper. Derimod tror jeg, at han forventer, at jeg ændrer min livsstil. Når man bliver kristen, ændrer ens syn på livet sig. Man indser, at livet er bedre uden alkohol og kokain. Og pludselig blev jeg en bedre Alice Cooper, en bedre ægtefælle, en bedre far, en bedre leder, en bedre rockstjerne. Og jeg kom ikke til at dø som alle de andre rockstjerner. Det er den måde, jeg ser på det. Som en positiv ting. Og jeg kom jo til at lave bedre plader og til at spille bedre koncerter.

SKRÆMMENDE SHOW
Alice Cooper er ikke ligefrem prototypen på white metal eller harmløs hårdrock, som arbejder i kirkens tjeneste. Kigger man på Alice Coopers enorme bagkatalog, støder man på stabler af grumme og provokerende sange. Alice Cooper nedbrød tabuer på stribe, og han kom i klammeri med magthaverne. Titlen på 1975-singlehittet ”Only Women Bleed” blev således censureret, så den kom til at hedde ”Only Women”.

- Jeg mener, at kunstnere skal udfordre normen, forklarer Alice Cooper.

- For normen siger: ”Sådan skal du se ud, sådan skal du opføre dig.” Kunstnere som Salvador Dali eller Andy Warhol sagde: ”Hvad nu, hvis det kan se sådan her ud, hvis det kan gøres sådan her?” Det gør folk oprevet, når man forstyrrer deres norm. Det gør dem ubehageligt til mode.

- Det eneste, Alice gjorde, var at spørge: ”Hvad nu hvis rock ’n’ roll var teatralsk? Hvad nu, hvis rock ’n’ roll var sjovere at kigge på end bare at glo på nogle fyre, som står og jammer. Hvad nu, hvis rock ’n’ roll blev en kunstform, som var rigtig sjovt at kigge på, hvis det blev visuelt, og der kom komik med i det?

- Mange af de mennesker, som så mit show dengang, blev skræmte. Men dem, der så showet mere end 3-4 gange, fik øje på komikken i det. Og nu kan folk se komikken i det, fordi det har varet 45-50 år. Men i starten så de bare gruen og rædslen.

- Men jeg gjorde bare ligesom alle andre kunstnere, jeg udfordrede normen. Jeg udfordrede måden, som flertallet anskuede verden på. Jeg sagde: ”Man kan også se sådan her på det.” Og det skræmte folk. De kaldte mig satanisk. Jeg spurgte: ”Hvad er det, der er satanisk ved det, jeg laver?” Der har aldrig været noget satanisk ved Alice Cooper. Jeg elskede skrækfilm, men der var aldrig noget satanisk over mig. Det var bare en kombination af horror, komik og rock ’n’ roll.

SLUT MED SEX-SANGE
Er der nogle af dine gamle sange, som du ikke længere ønsker at optræde med?

- Ja, men det er mest dem, der handler om sex. Jeg promoverede det synspunkt, at det er okay at gå i seng med hvem som helst, at bolle i flæng. Det tror jeg ikke på længere. Jeg mener, at hver ting har sin plads her i livet. Jeg kan ikke sige: ”Gå bare i seng med alle og enhver. Eller tag bare stoffer og drik al den sprut, I har lyst til.” For jeg har levet det liv. Jeg har indset, at det ikke fungerer. Og jeg vil ikke promovere noget, som jeg ikke tror på.

Kunne du nævne nogle af de sange?

- Tag fx en sang som ”Trash”. Men sange som ”School’s Out”, ”I’m Eighteen” og ”No More Mr. Nice Guy” har jeg ingen problemer med. Selv ikke horror-sange som ”I Love The Dead” har jeg problemer med. De sange var så overdrevne, at det var sjovt. Jeg troede, at folk ville fatte vittigheden. De sange er så overdrevne på en fjollet måde, at folk da MÅ fatte, at de er ment som en form for komik. De skal ikke tages bogstaveligt.

- ”Welcome To My Nightmare” handlede om en lille dreng, som ikke kunne vågne af sin drøm. Det var en historie ligesom Edgar Allan Poes historier. Og når de sagde: ”Du kan ikke være Alice Cooper,” så svarede jeg: ”Okay, hvad nu hvis jeg spillede Macbeth [bloddryppende tragedie fra ca. 1600, red.]?” Så svarede de: ”Åh, men det er helt i orden, for det er jo et skuespil af Shakespeare.” Så var det, at jeg lige måtte forklare: ”Stop en halv. Macbeth handler om mord, det okkulte, og alt det, du er imod. Men det er i orden at spille det skuespil.” Og mange gange måtte de lige tænke over det og indrømme, at det var dobbeltmoralsk. Bare fordi, det er rock ’n’ roll, betyder det ikke, at det er forkert. Og bare fordi, det er et skuespil af Shakespeare, betyder det ikke, at det er i orden.

Hvad med en sang som ”Only Women Bleed”?

- ”Only Women Bleed” er en hyldestsang til kvinden. Den handler om, at kvinder bløder følelsesmæssigt, mænd bløder fysisk. Jeg tror, at 30-40 kvinder har spillet cover versioner af den sang, og de betragtede den som en hyldestsang til kvinden. De brugte den til at sige: ”Ja, vi er følelsesladede, vi bløder følelsesmæssigt. Vi har krav på mere anerkendelse.” Men på mange måder er kvinder stærkere end mænd. Jeg kan ikke føde et barn. Det ville være for smertefuldt for mig, griner Alice.

Ville du stadig optræde med ”Only Women Bleed”?
- Ja, absolut.

Ung Alice.
ALICE KOM FØR BOWIE
 punken komkerhedsnåledstyr på, før man begyndte at tale om heavy metal. som i dag er standard-udstyr i heavy metal i dag. var oNårNåNår man ser dokumentaren Super Duper Alice Cooper, er det svært at overse, at Alice Cooper-bandet allerede i 1968-69 havde styr på looket med stramme læderbukser, patronbælter, nittebælter og alt det gear, som i dag er standard-udstyr i heavy metal.

Var det Alice Cooper, som opfandt alle disse ting?

- Ja, vi havde alt det udstyr på, før man begyndte at tale om heavy metal. Vi gik med sikkerhedsnåle, før punken opstod. Så Alice Cooper-stilen startede en forfærdelig masse ting. Vi gik med høje hatte og hvid sminke med sorte øjne, før der var goths. Så jeg mener, at vi i Alice Cooper var forud for vores tid. Og jeg mener, at metal har lånt en masse fra os. Jeg mener, at punken lånte en masse fra os, ligesom glam rocken lånte en masse fra os. For os handlede det om, at to eller tre af fyrene i Alice Cooper-bandet var universitetsuddannede i kunst. Vi brugte det som et kunstnerisk udtryk. Og det der look blev først almindeligt udbredt senere hen.

Folk påstår, at det var David Bowie og Marc Bolan, som opfandt glam rocken og glam-looket. Hvad mener du om det?

- Tjah, det er da interessant, at David Bowie og Marc Bolan plejede at komme til vores koncerter. David Bowie kom til vores koncerter, før han blev David Bowie, dengang han var Davy Jones, dengang han var mimer. Så jeg mener, at vi kom før David Bowie, griner Alice Cooper.  <13>

Læs mere Rifferama-historie om Alice Cooper her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama


Ingen kommentarer:

Send en kommentar