 |
| Michael Whelan er kunstneren bag coverillustrationen. Whelan har også lavet artwork for bands som Cirith Ungol, Obituary ... og Meat Loaf! |
Der er albums, som hamrer en mejsel i verden med ét hug, så
det giver rystelser langt ind i evigheden. Et sådan album udkom i 1989.
Albummet var ekstremt. Også efter nutidens standard. Det var
også svært at sætte i bås: var det dødsmetal, eller var det thrash?
Omslaget var sort. Med et kranie. Et underligt kranium,
dekoreret med roser. Og med et stort hul øverst på issen. Av, for et kraniebrud!
Signalværdien var i top: død og lemlæstelse.
Albummet blev tilmed udgivet af Roadrunner, der på det
tidspunkt var i fuld gang med at profilere sig som det førende death
metal-selskab. Og albummet blev produceret af Florida-dødsscenens mægtigste
studiemagiker, Scott Burns, der i dag primært er kendt for sit arbejde med døde
bands som Death, Obituary, Morbid Angel, Cannibal Corpse, Deicide og det, der
er værre.
Selv flippede bandet dog, når de blev sat i bås med death
metal-grupperne. ”Journalister, der kalder os dødsmetal, skulle skaffe sig et
andet job,” knurrede Max Cavalera. For bandet, vi her taler om, er Sepultura.
Og albummet er ”Beneath The Remains”, der udkom den 7. april 1989.
På det tidspunkt var Slayer på vej væk fra den sorte
undergrund med retning mod mainstreamen. Og Sepultura var klar til at tage
deres plads. Max Cavalera & Co. var sultne. De kørte på med en
selvmordsagtig drift. De kom ikke kun fra den ekstremmetalliske afgrund, de kom
fra fucking! Brasilien, og de blev drevet frem af lige dele musikalsk
begejstring og social nød.
Sepultura spillede, som om de havde ryggen mod muren. Deres
sange var en serie molotovcocktails kastet i fjæset på den politiske
undertrykkelse, som er dagens orden i Brasilien. Aggression, frustration,
desperation. Alt sammen gav det ekko i ”Beneath The Remains”: halsbrækkende breaks
á la Mercyful Fate parret med mørk 1980’er-thrash fra en af verdens randzoner,
ganget op med punk-nerve og kronet med en uforlignelig evne til at skrive
iørefaldende sange.
Kort sagt: ”Beneath The Remains” er et mesterværk. Og det
har 25-års jubilæum i dag. \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar