Det kastede jeg hornene til i 2012

Desaster: Black/thrash-hærgere fra den tyske undergrund.

Rifferama oplister de ti bedste årsager til tinnitus fra det forgangne år.

Kaotisk. Uoverskuelig. Sådan er metalscenen i det 21. århundrede. Fans af den hårdtslående tonekunst bombarderes hvert år med tusindvis af udgivelser, og det er et Sisyfos-arbejde at holde styr på myriaderne af subgenrer og modestrømninger.

Jeg har baldret mine trommehinder med forskellige former for tung og hård rock i snart fire årtier. Og mine kriterier er sikkert uhyggeligt gammeldags i ungdommens øjne. Men skrotum-sparkende riffs og hooklines, der sætter sig i sindet som kødkroge, er og bliver det, jeg retter mine tinnitus-plagede øren efter. Voldsomme energiudladninger, der ikke kanaliseres ud gennem solide sangstrukturer, efterlader mig cirka ligeså kold som den Ethyl, Alice Cooper sang om i 1975.

Her er de ti udgivelser, som jeg mest ihærdigt har kastet hornene til i år 2012 …

10. DESASTER: “THE ARTS OF DESTRUCTION” (Metal Blade)

Black/thrash metal styrer! Tyske Desaster har formået at forny den primitive ur-germanske thrash (Hellhammer, Sodom, Destruction etc.) og gøre den aktuel og vedkommende i 2012. ”Splendour Of The Idols” er det bedste nummer, som Slayer ikke har fået lavet, siden de gik i stå i 1990.

9. DEUS OTIOSUS: “GODLESS” (Deepsend)

Dansk dødsmetal-band, som ikke forskanser sig bag epileptiske blastbeats og pseudo-brutale attituder. På bandets andet album finder man ikke alene doom- og thrash-elementer, men også – uak! – rigtig gode sange! Deus Otiosus ejer ikke alene en særegen traditionsbevidsthed, de har også den vilje til magt, som kræves for at skubbe dødsgenren ind i en ny æra.

8. RAM: “DEATH” (Metal Blade)

Ram er et af de allerbedste navne inden for den såkaldte New Wave Of Traditional Heavy Metal. På deres tredje album sætter svenskerne Judas Priests tonekunst i højsædet, men giver lige udtrykket en drejning mod thrash og black metal. Videoen til ”Flame Of The Tyrants” trækker både i latter- og nakkemusklerne.

7. ANGEL WITCH: “AS ABOVE, SO BELOW” (Rise Above)

Nej, det er slet ikke på højde med Angel Witch’s sagnomspundne debutalbum fra 1980. Men skæringer som ”Dead Sea Scrolls” byder på et stærkt comeback. Her er doom-undertoner, black metal-stemninger og thrash-nerve. Alt sammen båret oppe af Kevin Heybournes underligt kantede melodilinjer og kejtede riffs. Melodisk metal med modhager.

Kan det blive tungere end Down?

6. DOWN: “DOWN IV PART I: THE PURPLE EP” (Roadrunner)

Tungt er kun et fattigt ord, når talen falder på Down. Down spiller sludge/doom metal, der smadrer alt. Phil Anselmo & Co. er virkelig i hopla på dette minialbum. Hvis man kun skal høre ét eneste metalnummer i 2012, så lad det blive ”Witchtripper”.

5. GRAND MAGUS: ”THE HUNT” (Nuclear Blast)

Hillemænd! Der er stadig bands, som kan skrive heavy metal-sange på den gamle måde – så de lyder nye og relevante for det 21. århundrede. Teksterne er de rene skjaldekvad, komplet med referencer til nordisk mytologi, vikingesagaer og fantasy. Vel at mærke uden at man får flashbacks til genrens værste klichéer.

4. HUNTRESS: “SPELL EATER” (Napalm)

Chokerende tjekket debutalbum, som den californiske kvintet får svært ved at overtrumfe. Huntress’ es er sangerinden Jill Janus, det kvindelige svar på King Diamond. Musikalsk bygger Huntress på det bedste fra Thin Lizzy, Judas Priest, Iron Maiden, Slayer, Emperor og Marduk. Skæringen ”Eight Of Swords” har malet betegnelsen ”klassiker” hen over sig.

3. RUSH: “CLOCKWORK ANGELS” (Anthem)

Glem alt om nu-metal. Lige siden midten af 1970’erne har Rush været banebrydende inden for hård rock. Den canadiske trio har i fire årtier været på forkant med den teknologiske udvikling, og de har konstant tilhørt fortroppen, hvad angår evnen til at fusionere metal med andre genrer. ”Clockwork Angels” er årets bedste bud på nyt metal: blændende højglanspoleret og skarpt som nyslebent stål.

2. KISS: “MONSTER” (Universal)

Gene Simmons & Co. tog røven på alt og alle, da de udsendte dette uhyre af et album. Det er skamløs retro-heavy rock, indspillet analogt. Men det er også snublende tæt på at være på højde med det, som Kiss leverede i deres glansperiode i 1970’erne. Man skal være kulturradikal levebrøds-anmelder på Politiken for ikke at blive revet med af denne samling betonrock-schlagere.

Jimmy Page & Co. er helt selvlysende af
spilleglæde på "Celebration Day".

1. LED ZEPPELIN: “CELEBRATION DAY” (Atlantic)

Der er ingen over eller ved siden af Led Zeppelin. Og endelig udkom så dette dobbelte live-album, optaget under den legendariske hyldestkoncert for Ahmed Ertegun i London 2007. Jimmy Page & Co. spillede en kavalkade af bandets allertungeste numre: ”Whole Lotta Love”, ”Kashmir”, ”No Quarter”, ”Trampled Under Foot” etc. Power balladen over dem alle, ”Stairway To Heaven”, er her selvfølgelig også. Traditionel heavy rock, speed metal, doom metal, puddel-metal, nyhedensk vikinge-romantik, flirt med J.R.R. Tolkiens fantasy-univers og metalgenrens Aleister Crowley-orienterede okkultisme – rødderne til det hele findes hos Led Zeppelin. Kongeligt! \m/