Da metal-scenen gik død

I midten af 1980’erne blev heavy metal-miljøet hjemsøgt af fundamentalisme. Og nogle af de værste fundamentalister kom selv i klemme.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, sommermagasin / katalog 2/2011)

Slayer i hellig krig mod puddelmetal. "Da vi startede tilbage i 1982, ville vi være det hurtigste,
heavieste band på jorden [...] På det tidspunkt var musikscenen i L.A. noget lort. Vi gjorde alt for at
distancere os fra alle puddel-grupperne og det lort, der var populært dengang," fortæller guitaristen
Kerry King (til venstre) i bookletten til Slayers opsamlingsalbum "Soundtrack To The Apocalypse"
(2003).

Omkring 1985 skete der en spaltning af heavy metal-scenen. Metal-musikken blev tosporet, og dermed blev scenen ensporet.

                     

I undergrunden begyndte man at dele metalpublikummet op i de rigtige og de forkerte. De rigtige var ”the thrashers”, de forkerte var ”the posers”, der tilmed var nogle ”wimps” (tøsedrenge). Thrasherne var dem, der hørte og spillede den ægte vare, det stålhårde og blytunge metal, mens posørerne gik mere op i deres udseende og foretrak kommercielle udgaver af den hårde rock såsom Ratt, Mötley Crüe og Twisted Sister. Der var en decideret koldfront mellem de to lejre – i hvert fald fra thrashernes side.

                     

Der var øretæver i luften, når Chicago-gruppen Thrust spillede ”Posers Will Die!” (1984). Hollandske Sad Iron deltog også i den hellige krig mod posørerne (jfr. sangen ”Posers” fra 1985). Og det var ikke kun en krig på ord. I magasinet Metal Forces nr. 9 (1984) fortalte Exodus-guitaristen Gary Holt om en Ratt-fan, som havde forvildet sig ind på Exodus’ enemærker:

                     

”Jeg har et stykke af en Ratt-t-shirt, som Paul Baloff [Exodus-sanger, red.] var så betænksom at skære af ryggen på en posør, der vanærede sig selv ved festen efter vor koncert forrige nat. Han fortalte mig: ’Jeg kan ikke li’ den fyrs Ratt-bluse. Det er vor pligt at ødelægge den!’ Så gik han hen til fyren med en saks og truede med at klippe fyrens hud af, hvis han ikke tog t-shirten af. Fyren tog trøjen af. Som du kan se, er Paul ikke en stor fan af Ratt.”

Manowar blev ofre for deres egen fundamentalisme.

DØDENS SORTE PILE

Et af de mest fundamentalistiske bands var Manowar. De kaldte deres egen musik for ”den sorte vind”, og den bløde, poppede metal omtalte de konsekvent som ”false metal”. Og det uægte metal skulle dø, skulle det.

                     

På Manowars album ”Hail To England” (1984) skød bassisten Joey DeMaio derfor ikke en hvid pil, men en sværm ”black arrows of death” i hjertet på de forrædere, der spillede ”false metal”. De sorte pile var såmænd en vildt hurtigt spillet bassolo, som, onde tunger hævdede, var blevet speedet en anelse op af teknikeren i studiet. Nogen vil måske mene, at Joey DeMaio var en blærerøv, men tro det eller ej: det var netop blærerøvs-mentaliteten, Joey og hans metalbarbarer ville til livs, når de gik på scenen kun iklædt lændeklæder og vikingeattituder.

                     

Men det gik Manowar, som det så ofte går folk i fundamentalistiske miljøer: de blev selv ofre for fundamentalismens nidkærhed. I Metal Forces kritiserede thrash-skribenten Bernard Doe således Manowar for ikke at leve op til deres egen erklæring om, at de spillede ”højere, hårdere og hurtigere” end andre bands. I et interview i Metal Forces nr. 2 (1983) måtte Joey DeMaio for den metalliske standret. DeMaio erklærede sig ikke-skyldig. For som han forklarede:

                     

”Vi spiller bestemt højt og hårdt. Med hurtigere mener vi på vore individuelle instrumenter – hurtigt guitarspil, hurtigt trommespil – jeg er den hurtigste bassist i verden! Korte, hurtige sange er for headbanger-bands. Men hvad er heavy metal egentlig? Ordet HEAVY betyder noget, der vejer meget og er svært at løfte, og METAL betyder en substans såsom jern og aluminium. Et skib er HEAVY og lavet af METAL, men det cruiser bare af sted i sit eget tempo og knuser alt, der kommer i vejen for det. Og det er det, som Manowar drejer sig om.”

Mantas, som de så ud på deres
debutdemo, "Death By Metal".

METALLISK BANDBULLE

Måske vidste Manowar godt, at de havde et troværdighedsproblem. Så DeMaio & Co. underskrev deres pladekontrakt med blod. Hårdrock-magasinet Kerrang! bragte billederne (nr. 47, sommeren 1983). Senere hen fortalte rygtet, at et af medlemmerne var blevet dårlig, og at han var blevet kørt på hospitalet for at forhindre en blodforgiftning. Men den historie kom ikke i Kerrang! For Manowar gav deres blod for metal. Manowar spillede ”true heavy metal” (en term, der blev brugt om Exciter i et Kerrang!-interview (nr. 42)), altså ægte metal. Og ægte metal kunne ikke tale for sig selv – det skulle helst ledsages af heavy-fatwaer.

                     

Så når bandet Mantas sendte følgebreve med deres demoer rundt til undergrundspressen, var de overstrøet med omvendte kors og bandbuller mod kommercielle orkestre som ”Mötley Spew” og ”Twisted Blister”. ”Og for resten,” forkyndte brevskriveren Chuck Schuldiner, ”har Mantas nu skiftet navn til Death.”

                     

Death var et navn med den helt rigtige signalværdi på en scene, hvor det var Megadeth mig her, og Living Death mig der, og hvor der var Stormtroopers Of Death, Death Angel, Death Dealer, Deathslayer, Death Row, Death SS, S-Death og Blessed Death alle vegne. Der blev budt på død med dobbeltkonfekt hos Necrodeath. Det smukkeste dødsbandnavn havde Dream Death. Og der fandtes sågar et amerikansk band, som kaldte sig Deathrash – værsgo’: varedeklaration og bandnavn i ét hug!

                     

Dét var for godt til at være sandt, så brasilianske Sarcofago skyndte sig at kalde et af deres grumme numre for ”Deathrash” – det udkom desværre først på lp i 1987, året efter, at bandet Deathrash sendte deres første demo ud til de hungrende tape tradere.

Whiplash tog navn efter piskesmælds-
syndromet, som bl.a. opstår, når
hovedet stødes hårdt og hurtigt bagover.
I heavy metal hedder den slags headbanging.

KUN DØDEN ER VIRKELIG

Døden kom på mode i 1980’ernes ekstreme metalmiljø. Det var selvfølgelig langt fra første gang, at heavy metal-bands havde beskæftiget sig med døden. Faktisk var døden vel det allerførste, Black Sabbath sang om på deres debutalbum fra 1970. Døden var heller ikke ligefrem tabu for Judas Priest, Motörhead og grupperne i den såkaldte New Wave Of British Heavy Metal.                      

                     

Men hen mod midten af 1980’erne gik dødstrippet amok. Schweiziske Hellhammer gik så vidt som til at hævde, at kun døden er virkelig. ”Only death is real,” lød Hellhammers budskab i dommedagssalmen ”Messiah” (1984). Amerikanske Medieval omfavnede døden med titlen ”Death Is Beauty” (1986). Canadiske Voivod gik besærk og kaldte deres 1984-demo for ”To The Death”. Florida-gruppen Nasty Savage præsenterede deres koncerter som ”pure shock, horror, death, doom and destruction”.

                     

Intet kunne blive federe end døden. Døden var bare det sejeste, og ethvert metalband med undergrunds-integritet pumpede deres titler med død. Tænk blot på Anthrax’ ”Deathrider” (1984), Whiplash’s ”Power Thrashing Death” (1985), Slayers ”Praise Of Death” (1985), Sepulturas ”Warriors Of Death” (1985) eller Manowars fantastiske ”March For Revenge (By The Soldiers Of Death)” fra 1983.

                     

Living Death: Tidlig
tysk thrash.

Nogle bands varierede deres dødssprogbrug, og på den måde fik vi f.eks. Mercyful Fates ”Doomed By The Living Dead” (1982), Omens ”Die By The Blade” (1984), Sodoms ”Deathlike Silence” (1986), Bathorys ”Reaper” (1984) og 117 andre lignende dødstitler såsom ”Metal Deadness” (split-lp med Second Hell og Skull Crusher, udgivet i 1986).

                     

Artillery og Exodus brugte manden med leen (=døden himself) som logo. Og mange metal-fundamentalister satte fantasien i blød og kom op med bandnavne, der gav associationer til døden: Slayer, Overkill, Grave Digger, Impaler, Torture, Sepultura, Anthrax, Abattoir, Onslaught, Hades, Massacre, Executioner, Annihilator, Post Mortem, Sarcofago og så videre, derudaf i en uendelighed.

                     

Et belgisk pladeselskab bar navnet Mausoleum, og Metal Blade Records’ indehaver, Brian Slagel, kaldte sin serie af kompilations-lp’er for ”Metal Massacre” (gruppen Thrust kaldte ligefrem bossen for Brian ”Death” Slagel). Noise Records udsendte en kompilations-lp, der slet og ret hed ”Death Metal” i 1984. Året efter udgav Possessed en sang med titlen ”Death Metal”. Det samme gjorde Onslaught for resten. Det var dødsmetal før det, som vi i dag kalder death metal, opstod.

HØJERE END HELVEDE

Det var kort sagt en sprællevende scene, som var ”død”. Men hvad ville det egentlig sige, at scenen var ”død”? Jo, det betød først og fremmest, at musikken ikke kunne blive høj nok, hård nok og hurtig nok. Esbjergensiske Anger kaldte deres demo ”Louder Than Loud” (1983). Så kunne det ikke blive højere. Troede vi, indtil Thrust (dem igen!) proklamerede, at de skam var ”Heavier Than Hell” (1984).

                     

Præcis så heavy var Marty Friedman også i midt-80’erne; han spillede guitar i Hawaii, hvor de havde en forræder med i besætningen: Gary St. Pierre (bas, vokal). Gary mente, at bands som Iron Maiden og Judas Priest var heavy, så han fik sparket. ”Han er en total wimp,” lød det fra Hawaii. Gary dannede senere Vicious Rumors, som eftertiden husker bedre end Hawaii. Marty gjorde senere karriere i Megadeth, hvis leder, Dave Mustaine, aldrig lagde skjul på, at han syntes, at hr. Friedman var en tøsedreng. Ak ja. \m/

Omen var blandt de tidlige eksponenter for metal-scenens dødsdyrkelse.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama