Da heavy metal skulle censureres

Satan, sex og oprør var på dagsordenen, da heavy metal for alvor begyndte at dominere populærmusikken i starten af 1980’erne.

Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG sommermagasin / katalog 2/2012)

"Det er jo en ren tilståelsessag," tænkte den kristne højrefløj, da Ozzy Osbourne i 1982 udsendte
"Speak Of The Devil". Hedenske runer, flagermus med horn og vampyrtænder, jo, her var der
sandelig tale om djævlen!

I starten af 1980’erne var heavy metal en krudttønde, der ventede på at blive antændt. Det var krisetider i den vestlige verden, og reaktionære magthavere (som Ronald Reagan, Margaret Thatcher og Poul Schlüter) gjorde livet surt for ungdommen.

Især unge fyre gik rundt og var indebrændte. De nærmest dirrede af indestængte frustrationer – ikke mindst, hvis de kom fra samfundets nederste lag. For denne ungdom var heavy metal bare sagen. Heavy metal var oprørsk. Heavy metal var en vild musik, der tiltalte den utilpassede og rastløse ungdom. Heavy metal var action og gang i den. Kort sagt: heavy metal var den perfekte musik til en generation, som ikke kunne sidde stille, mens samfundet gik i opløsning rundt omkring dem.

I starten af 1980'erne var det ikke normalt at være
heavy rocker. Men Twisted Sisters' Dee Snider
vendte vrangen ud på normalitetsbegreberne og
satte spørgsmåltegn ved det sunde i den
borgerlige normalitet.

OPFORDRING TIL VOLD

Twisted Sister var eksperter i at udtrykke den oprørstrang, som mange unge gik med i starten af 1980’erne. Twisted Sister var lyden af livet på gaden, og bandets sanger, Dee Snider, skrev tekster, der var harmdirrende uafhængighedserklæringer, hvor propagandistisk digtekunst gik op i en højere enhed med ungdommelig selvpromovering. ”I Am (I’m Me)” (1983) og ”We’re Not Gonna Take It” (1984) hed et par af Twisted Sisters hits. Sidstnævnte roterede livligt på den nye tv-musikkanal, MTV.

           

Forældrene og de politiske kandestøbere kunne ikke li’ Twisted Sister. Twisted Sisters musik var en forunderlig blanding af tyggegummi-omkvæd og tænderskærende punk-nerve. Twisted Sister var grimme at høre på. Og endnu grimmere at se på. New York-bandet havde et outreret image, hvor medlemmerne var sminket på en grotesk, nærmest Barbara Cartland-agtig måde. Og bandet optrådte i forrevne kostumer med farverige frynser og rigeligt med udsyn til musikanternes forvoksede biceps.

           

Tipper Gore fra den selvbestaltede moralvogter-lobby Parents Music Resource Center hadede Twisted Sister, så hun puttede ”We’re Not Gonna Take It” på sin liste over musik, som fordærvede den amerikanske ungdom (den såkaldte ”Filthy Fifteen”-liste). Det var nemlig en sang, der opfordrede til vold. Stakkels Tipper kunne ikke få øje på den tegneseriagtige humor i videoen til ”We’re Not Gonna Take It”, der var musikvideoernes var på Tom & Jerry.

           

Dee Snider tog røven på det politiske etablissement, da han i august 1985 troppede op til PMRCs inkvisitoriske høring og leverede et retorisk mesterstykke, der ikke alene forsvarede Twisted Sister, men også effektivt lukkede kæften på de intellektuelt underlegne censorer, herunder en vis Al Gore, der senere tiltuskede sig en rolle som vicepræsident i Bill Clinton-administrationen.

SEXFANTASIER OM NONNER

Men det var ikke alle heavy metal-tekster i starten af 1980’erne, som var lige dybsindige. Canadiske Anvil havde en rimsmed, Lips, som lidt for ofte blev træt af skrive om alvorlige temaer. Og så gav han sig i kast med at skrive sexistiske sange. ”Butter-Bust Jerky” fra 1983 handlede om fornøjelsen ved at se en pige smøre sin velvoksne barm ind i smør. Eller noget i den stil. Det var plat. Og pinligt. Men det forstod Lips ikke.

           

Lips væltede sig i vulgaritet, når lejligheden bød sig. F.eks. lod han sig fotografere nøgen til Kerrang!. Det britiske hårdrock-magasin skjulte dog Anvil-sangerens ynglekæp bag en billedtekst. Lips mente, at det var utidig censur og ytrede de legendariske ord: ”Why didn’t you show my wang in Kerrang!?” Nogle metalfans rullede med øjnene, men de fleste headbangede bare videre.

           

Kvindefrigørelse var ikke på agendaen i den testosteron-struttende metalrock i begyndelsen af 1980’erne. Hverken hos Anvil eller hos Mercyful Fate. Det danske band blandede sadomasochisme og blasfemi på pladecoveret til deres debut-ep (1982), der indeholdt en sang med titlen ”Nuns Have No Fun”. I den sang svælgede King Diamond i sexfantasier om nonner (et udbredt fænomen inden for pornografien). Live havde Mercyful Fate en overgang en kvinde i nonnekostume med på scenen. Hun blev udsat for lidt af hvert – og tricket var, at ”nonnen” skulle blotte sine ynder. Gruppen eksperimenterede også med at få nonnen til at eksplodere.

           

W.A.S.P. havde en meget letpåklædt kvinde tøjret til et torturinstrument på scenen. Kerrang! blev åbenbart lidt trætte af chokeffekterne, og i nr. 45 (juli 1983) trykte magasinet pligtskyldigt et foto af bemeldte pigebarn med billedteksten: ”OK, OK, but does she explode?” Det gjorde hun vist ikke, men det gjorde metalscenen, da W.A.S.P. endelig debuterede på plade.

           

W.A.S.P.s første plade var en single, der bar den nuttede titel ”Animal (F**k Like A Beast)” (1984). Blackie Lawless og hans lystige svende havde kontrakt med det store selskab Capitol, som pure nægtede at udsende den sjofle single. Så den udkom på det uafhængige selskab Music For Nations. Det er vist første og eneste gang, at et major label ligefrem har bedt en kunstner om at udsende en plade på et andet selskab.

Så er der post til Tipper Gore ...

KNEPPER SOM ET UDYR

”Animal (F**k Like A Beast)” havnede naturligvis på Tipper Gore og PMRCs liste over femten pop- og rocksange, som burde censureres, de såkaldte ”Filthy Fifteen”. W.A.S.P. fik fornemt selskab på ”Filthy Fifteen”, hvor Mercyful Fate, Twisted Sister, Judas Priest, Venom, Mötley Crüe, Black Sabbath og flere andre heavy-bands stod oplistet.

           

W.A.S.P. var ikke et yndigt skue i de år. På fotos optrådte bandet tilsølet i blod (det var mange år før, Dismember fik den idé), og Blackie havde rundsave på armene ... og mere end det: en savklinge prydede hans skridtbeskytter, som han yndede at lave samlejebevægelser med, når han sang den dyriske sang om sin elskovspraksis. Og, nå ja, så smed W.A.S.P. også råt kød i hovedet på publikum under deres koncerter.

           

Det kvindelige modstykke til Blackie Lawless hed Wendy O. Williams. Wendy var sangerinde i Plasmatics. Wendy blev flere gange anklaget – og arresteret! – for at ”simulere sex”, når hun optrådte live. Wendy gik på scenen i næsten ingenting. Kun et par tapestumper dækkede hendes brystvorter, og et par gennemsigtige trusser skjulte nødtørftigt hendes barberede kønsdele. Hendes afblegede hår var reduceret til en tårnhøj hanekam.

Wendy havde ikke en tone i livet, og når hun sang sine revolutionære sange, lød hun som en rotte i løbetid. Men privat var Wendy vegetar og engageret i dyrevelfærd m.m. Hun begik desværre selvmord i 1998 – hun kunne ikke finde sig til rette med at leve et almindeligt liv uden turnéer og musikalske udladninger. Så måske var der ægte sjæl i hendes musik?

Wendy O. Williams forargede ikke kun borger-
musikken. Da Lemmy i 1982 udgav en øm duet
med Wendy, blev "Fast" Eddie Clarke så muggen
under indspilningerne, at han skred fra Mötorhead.

RIDDERE I SATANS TJENESTE

En kort overgang hed Ozzy Osbournes bassist Don Costa. Costa havde en skummel fortid i W.A.S.P. Costas claim to fame var, at han på sin bas havde monteret et råkostjern. Under koncerterne var det hans glansnummer at vende bassen om og flå sine knoer til blods, mens publikummet hujede af henrykkelse. Men Don Costa var for meget – selv for Ozzy, der ellers ikke gik af vejen for at bruge diverse former for choktaktikker.

           

Ozzy er ikke dummere, end at han ved, at en god plade sælger bedre, hvis man i ny og næ bider hovedet af en due eller en flagermus. Som sagt, så gjort. Det skader heller ikke at trække i et varulvekostume og proppe billedet på coveret til en plade, som selvfølgelig skal hedde ”Bark At The Moon” (1983). Den slags uuuh-uhyggeligheder tiltrækker det rigtige publikum i talstærke mængder, og de forkerte hopper på limpinden.

           

Der hersker ufatteligt mange fordomme om Ozzys tekster i borgerlige kredse, der bare ikke kan se bag om et sæt vampyrtænder af plastik som dem, Ozzy tog i munden sammen med en klat marmelade, på coveret til det dobbelte live-album ”Speak Of The Devil” (1982). Mens Ozzy smagte på marmeladen, smagte bibelbaskerne på titlen, og de blev straks enige om, at nu var der i hvert fald bevis for, at Ozzy er satanist. Havde de gidet lytte til teksterne, var de kommet frem til det stik modsatte resultat. Men det er altid lettere at fordømme end at forstå. Og Ozzy lo hele vejen til banken.

           

Det var altså ikke kun Tipper Gore, som var ude at lede efter hekse i 1980’erne. Kristne fundamentalister slog fast, at Kiss, der ellers befandt sig midt i en katastrofal nedtur op igennem hele årtiet, var djævledyrkere. Kiss var en forkortelse af Knights In Satan’s Service, basta! Så bevæbnet med slagord som ”Jesus lever”, malet med store skæve bogstaver på kors af pap og krydsfiner, troppede disse Guds børn op og demonstrerede foran koncertstederne, når Kiss var på plakaten. Og det var lige den reklame, som de efterhånden tamme og godt bovlamme Kiss havde brug for.

           

Satan havde også brug for det. For de kristne heksejægere sørgede for, at store dele af en generation rullede med øjnene og besluttede sig for, at så dum en religion ville de ikke have med at gøre. Jesus græd, og Satan lo sin røv i laser. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama