Hentet fra den gamle storhedstids gravplads

Masser af blod, røgbomber, ildpustning, kranier, sværd, skjolde, økser, daggerter, kæder, forhamre og ambolte. Jo, Nasty Savage var et syn for afguder i 1984. Og så delte de disco-plader ud til deres fans. Pladerne skulle dog ikke spilles. De skulle smadres!

Børn af Arthur og Alice m.fl.

Før Death blev dannet. Og før der gik Morrisound-industri i Floridas metalscenes, var Nasty Savage det vildeste vilde, der kom fra den amerikanske sydstat.

Nasty Savage var cirka så ekstreme, som metal kunne være i 1984. I bagklogskabens lys er de svære at sætte i bås. For de passede (vurderet ud fra min hørelse) ikke rigtig ind i de der åndssvage subgenrer, som vi metalhoveder partout vil begrænse vores musikforståelse med.

Nasty Savage var vel en slags præ-thrash. På den anden side var de også en forløber for det, vi nu om dage kalder power metal. Og så var der noget underligt forvredent og disharmonisk over visse dele af deres sangskrivning, som normalt hører hjemme i afdelingen for åh så progressivt metal.

Anyway, Nasty Savage var ekstreme. Og fulde af skandaleoprør. Ledet af sangeren ”Nasty” Ronnie Galetti var Nasty Savage børn af chokrockere som Screaming Lord Sutch, Arthur Brown, Alice Cooper, Kiss, The Tubes, Venom … og vel også Mercyful Fate.

I foråret 1984 var jeg heldig at modtage ”Wage Of Mayhem”, som Nasty Ronnie & Co.’s debutdemo hed. Glosen ”mayhem” var et kodeord i heavy metal i den epoke. Det betød noget i retning af legemsbeskadigelse eller lemlæstelse. Og det var – billedlig talt – hvad heavy metal gik ud på i 1984: sonisk vold.

Krigsmetaforerne var på mode: man talte om, at et nummer kunne være en ”killer” eller ”OTT”. Sidstnævnte var en forkortelse af ”over the top”, et begreb, som Motörhead havde populariseret, og som beskrev den modige manøvre, som soldater måtte udføre, når de sprang op af skyttegravene for at angribe fjenden – uden at vide, hvad der ventede dem på den anden side af jordvolden.

Nasty Savage bakkede den voldelige indstilling op visuelt. Så rigeligt. Der fulgte en håndfuld fotos med demoet. På et af dem stod bandet ved en slags alter dekoreret med kranier, kæder og andre rekvisitter med den rette signalværdi.

Nasty Ronnie sminkede sig med Hellhammer-agtige mængder eyeliner, ja, han optrådte sågar med noget, der på et foto lignede en metalmaske som dem, gladiatorer skræmte hinanden med i de romerske arenaer i oldtiden.

Alene det image burde have været nok til at bane vejen på min playlist i Hot Rockin’ Vol. III (april 1984), hvor jeg skrev nedenstående om Nasty Savage. Vær opmærksom på, at man på 1984’s metalscene brugte genrebetegnelser som power metal, black metal og hardcore i andre betydninger, end man gør i dag. Desuden var ”wimp” metalgenrens værste skældsord – fik man hæftet det på sig, var man socialt død …

CHOK, RÆDSEL, DØD, DOMMEDAG OG ØDELÆGGELSE

Nasty Savage er det heavieste band fra Florida og et af de bands på vor dødsdømte planet, som er mest OTT.

Et gig med Nasty Savage er ”a night of pure Shock, Horror, Death, Doom and Destruction!!!” Og et enkelt blik på denne artikels fotos giver det indtryk, at der er noget om snakken. Nasty Savage er absolut ikke for det veletablerede borgerskab og, hvad det vesteuropæiske samfund ellers måtte være udstyret med af wimps … Nasty Savage er hentet direkte fra den gamle storhedstids gravpladser.

Nasty Savages nuværende besætning (Fred ”Slammer” Dregischan, bas; Curtis ”Shark” Beeson, trommer; ”Glitter” Dave Austin, guitar; Ben Meyer, guitar; ”Nasty” Ronnie Galetti, vokal) har holdt sammen siden januar 1983.

Bandet ”skriver” deres numre kollektivt, og hvad de får ud af det, kan høres på deres debutdemo, ”Wage Of Mayhem”, som er black metal, så det forslår.

”Unchained Angel” er et midtempo-nummer med en længere guitarduel, som afslører, at guitaristernes tekniske formåen ikke er revolutionerende – men det lyder nu ganske godt trods det. Nasty Ronnie stemme egner sig fortrinligt til stilen; ordene ligger godt i hans mund, og hans ”sang” er lidt speciel, idet der er passager, hvor han snakker mere, end han synger. Det største plus ved Nasty Savage synes at være rytmesektionen, som bygger en massiv lydmur op.

Der er lidt mere klem på ”Savage Desire” – et nummer, som viser, at bandet er villig til at eksperimentere med temposkift o.lign. Nok demobåndets stærkeste track.

”Witches Sabbath” har en meget stemningsfuld start med akustisk guitar. I det hele taget et meget okkult nummer, inspireret af genrens konger: Mercyful Fate. Koret med linjen: ”Black masses of the witches sabbath” er King Diamond op ad dage. Det luner, at det amerikansk band ”kopierer” et dansk.

”XXX” er i power metal-stil og leveres med et meget imponerende stortrommespil. Der er så meget knald på dette nummer, at selv Slayer må føle sig truet. Nummeret indeholder i øvrigt en meget besynderlig guitar(dis)harmoni.

For folk, som kan li’ H-E-A-V-Y metal, og som er på den okkulte side, er Nasty Savage bare sagen, mens knap så hardcore’ede bangers’ begejstring nok vil være lidt mere afdæmpet – wimps vil naturligvis H-A-D-E dem!

Nasty Savage har været support for bl.a. Argus og ”the mighty” Savatage. Brandon-bandet har også spillet ved The Florida State Fair for et publikum på 700 Nasty Freaks, som ”thrashed the fair grounds” – gruppen regner ikke med at kunne gentage succesen, da deres show var lidt for meget for messens øvrige (læs: pænere) publikum.

I Nasty Savages show indgår fx masser af blod, røgbomber, ildpustning, kranier, sværd, skjolde, økser, daggerter, kæder, forhamre og ambolte, og oven i det hele kommer så The Ultimate Heavy Metal Gimmick: uddeling af disco-plader til almindelig destruktion.

Bandets fans er i øvrigt nogle ukristelige sjæle, som har for vane at vende op og ned på spillestederne, så der er efterhånden ikke mange, som frivilligt lukker Nasty Savage inden døre i Brandon.

Derfor er bandet i gang med at udvide sit territorium til det øvrige Florida, og de håber på både turné og pladeudgivelse i Europa. Men det, tror jeg, har lange udsigter …

Post Scriptum: Jeg tog fejl. Allerede året efter, i 1985, udkom Nasty Savages debutalbum på selveste Metal Blade Records. Siden da blev det til tre studiealbums, et livealbum og en ep. Det meste af dette mateteriale er kult for folk, som ikke er slaver af trends. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama