Dronningen af helvede

Der var engang, hvor kvinder i hård rock ikke var ensbetydende med operatte-kvidder og store, brusende brudekjoler. Der var engang, hvor metal-kvinder var skjoldmøer. Læderklædte, bitchede rivkatte.

En af dem var mindst ligeså meget witch som bitch. Ann Boleyn kaldte hun sig. Og hun sang i L.A.-bandet Hellion, som i 1984 så ud til at blive et af de helt store navne i international hårdrock.

Ann Boleyn i 2014. Ikke kun hendes stemme er intakt.

Egentlig hed hun Ann Hull. Men det navn var for tamt. Så Hellion-sangerinden nappede sit kunstnernavn fra en af Henrik den 8.’s koner. Dronning Anne var smuk og et begavet og musikalsk gemyt, som blev beskyldt for diverse festlige ting … bl.a. for at være heks. Den slags beskyldninger var ikke noget, man blev gammel af i 1500-tallets England. Anne Boleyn blev da også halshugget i 1536.

Knap så galt er det gået Ann Boleyn, den moderne metaldronning – eller The Queen of Hell, som hun kaldes. I 1980’erne fik hun et vist ry. Ikke i mainstream-kredse, men blandt metallens insidere. De få, de TRVE. Respekten fik Ann Boleyn ikke pga. sin bryst-volumen, men pga. sin stemme-volumen. Ann var måske nok lille og spinkel af statur, men hun var en STOR sangerinde. Karismatisk, mystisk – og hamrende dygtig. Ikke for ingenting tog selveste Ronnie James Dio hende under sit protektorat.

Historien om Ann Boleyn demonstrerer, at heavy rocken ikke var fuldstændig hjernedød, før den kreative klasse og hipster-segmentet overtog ejerskabet af metallen. Ann havde hjerne, akkurat ligesom sin navnesøster fra 1500-tallet. Det har hun stadig. For Ann Boleyn er still going strong. Og det er Hellion også – i det forgangne år udsendte gruppen en ep med den sigende titel ”Karma’s A Bitch”.

Med sig på den nye ep har Ann Boleyn trommeslageren Simon Wright (ex-AC/DC m.fl.), bassisten Bjorn Englen (ex-Malmsteen m.fl.), guitaristen Maxxxwell Carlisle (ex-Deathriders m.fl.) og tangentspilleren Scott Warren (ex-Dio m.fl.). 

”Karma’s A Bitch” holder Hellions 1980’er-standard. I Metalized nr. 94 (oktober/november 2014) gav Stephen ”Rocky” Skriver i sin anmeldelse ”Karma’s A Bitch” 8 ud af 10. Rocky kaldte ep’en et ”overbevisende heavy metal comeback,” og han konstaterede, at Anns stemme er intakt ”og stærkere end nogensinde.”

Historien om Ann Boleyn er et dementi af den fortærskede, marxistiske fordom om, at heavy rocken er kvindeundertrykkende. Ann Boleyn var en af de kvinder, der ikke ville nøjes med at sidde på bagsædet. Hun var fuld af initiativ. Igangsætter. Iværksætter. Ann var ledertypen: bandboss i Hellion, grundlægger af og chef på New Renaissance Records – et pladeselskab, der udgav vilde bands som Bathory og Sepultura på det amerikanske marked.

Det påstås også, at det var Ann Boleyn, som opfandt begrebet speed metal. Ann havde nemlig et radioshow, kaldet Speed Metal Hell, på stationen KROQ-FM. Og ”Speed Metal Hell” var også titlen på den serie af kompilationer, som Ann Boleyn udgav på New Renaissance Records – plader, hvor bl.a. Artillery og Whiplash debuterede på vinyl.

Hellion anno 1983.

HELLION VAR FOR HEAVY

I det nye nummer af Sweden Rock Magazine kan man læse Ann Boleyns historie. Ann Boleyns liv er dramatik for fuld skrue. Og den handler IKKE om, hvor meget sex, hun har haft. Den handler om kunst. Den kunst, som vi kalder heavy rock eller metal.

Ann Boleyn mødte Ronnie James Dio allerede i 1974. Siden hen forsøgte Kim Fowley (en af rockens mest skrupelløse og manipulerende managere, sangskrivere og stilskabere) at slå kloen i hende – men Ann spreder ikke ben for skiderikker, så hun sagde ”tak, men nej tak” til at blive medlem af Venus and the Razorblades (i andre versioner af historien var det i The Runaways, Ann fik tilbudt en rolle).

Ann Boleyn var en ferm keyboardspiller og var tæt på at blive rekrutteret af selveste Rainbow. Dernæst fulgte den vilde saga om Anns band Hellion. Et band, som fik deres demoer produceret af en af datidens allerstørste stjerner, nemlig Ronnie James Dio. Ja, Dios kone, Wendy, fungerede en overgang som manager for Hellion. Der var kort sagt linet op til megasucces for Ann Boleyn og Hellion.

Hellion fik da også hurtigt succes i England, de havnede på sjettepladsen på den britiske rock-hitliste. Men Murphys lov trådte i kraft for Ann & Co. i USA. Kiks og koks, uheld og ulykker, dårlig timing og jalousi. Og så videre. Alt sammen forhindrede det Hellion i at blive et af de metalbands fra Los Angeles, som slog igennem i 1980’erne.

I sin interviewartikel i Metalized nr. 91 (april/maj 2014) fortæller Stephen ”Rocky” Skriver om forholdene for kvinder i metalbranchen i 1980’erne. I USA var branchen træg og konservativ. Og Hellion løb ind i problemer. Og dumme fordomme mod kvinder i hård rock. Ann Boleyn skærer det ud i pap:

”Vi havde o.k. succes, men pladeselskaberne sagde ’Vi kan godt li’ jeres band, men I må godt gøre det lidt mere kommercielt. Det er for hårdt metal med en kvinde som forsanger. Kan I ikke gøre det lidt mere poprocket?’ Det var en stor udfordring, for det ville vi ikke. Vi fik nok også opmærksomhed, fordi jeg var forsanger i et heavy metal-band på den tid. Og tænk, mange spurgte, hvad mon der skete, når en kvinde gik ud backstage med en flok mænd efter en heavy-koncert. Haha.”

Hellion blev aldrig så store, som de fortjente. Men albums som ”Screams In The Night” (1987) og ”The Black Book” (1990) står tilbage som noget af det bedste, arketypiske heavy metal fra dengang, Los Angeles var den hårde rocks metropol. Selv var jeg ikke i tvivl om, at Hellion ville blive store, da de i 1983 udsendte deres debut-ep.

Sweden Rock Magazines historie om Hellion fik mig til at blade i de gamle Hot Rockin’-numre. I nr. 3 fra april 1984 kan man læse min anmeldelse af Hellions legendariske debut-ep. Den lyder sådan her:

Ingen bøhmænd. Ingen kranier.
Ingen dæmoner. Men musikken
på Hellions debut-ep
var ligeså ildfuld, som
coverets flammeskrift lod ane.

HELLION

”HELLION”

(Roadrunner/Music For Nations)

Hellion er et Los Angeles-band, som helt sikkert er på vej frem – og ret atypisk er de ledet af en kvinde: Ann Boleyn.

Musikalsk er Hellion karakteristisk L.A.-metal: heavy, melodisk og stilfuldt, dog ingen af delene i ekstrem grad. Teknisk er medlemmerne i top, og alligevel formår de at bibeholde undergrunds-touch’et, selvom det nok er noget, de vil smide fra sig med tiden.

Side 1 er stærkest med numrene ”Break The Spell”, ”Don’t Take No” (med en overrumplende drum-intro og en lang, fiks guitarsolo) og ”Backstabber”. Teksterne er aggressive og fulde af selvstændighedskrav (hellion = problembarn) – og et plaskvådt tungekys til Ann for en dejlig rå og kraftig vokal; hun er utvivlsomt en af de bedste kvindelige heavy metal-vokalister.

Side 2’s ”Looking For A Good Time” og ”Driving Hard” er mere jævne melodisk-metalrockere, hvorimod den tungtrockende ”Up From The Depths” er et ace-track á la Dio.

Med mindre man er rendyrket black metal-fanatiker skal denne vidunderlige plade ejes. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama