De kan ikke knalde os

Danzig er et af trækplastrene på årets Copenhell-festival. Danzig er sorte. Sorte som bare Satan.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 32, juni 1991 & Wild Magazine nr. 7, september 1996)

Glenn Danzig i 1990. Svarer hjernemasse mon til muskelmasse?

”Vi er ikke et typisk heavy metal-band, der ikke har noget på hjerte,” hævder Glenn Danzig, leder af og frontfigur i new yorker-bandet Danzig.

”Vi kan tilbyde mere end rock ’n’ roll og fede sange. Vi forstår os på drama, stærkt billedsprog og ord med saft og kraft.”

Det er alt sammen udtalelser, som Danzig bakker op med kontroversielle tekster, der går i clinch med visse amerikanske trosretninger, samt med nogle erotisk aggressive videoer. Og det er da heller ikke tilfældigt, at Danzigs plader udkommer på Rick Rubins alternative selskab Def American.

Sidste sommer [1990, red.] udkom bandets andet album, ”Lucifuge”, der indeholdt sange som ”Snakes Of Christ” og ”777” – titler, der giver et fingerpeg om Danzigs fascination af metafysiske og religiøse temaer.

Paradoksalt nok er Danzig endnu ikke blevet angrebet af de religiøse grupper, der har så megen vind i sejlene i USA for tiden. Men Danzig har selv en forklaring på, hvorfor han får lov til at være i fred:

”Det er simpelthen fordi alt, hvad jeg siger, er taget fra historiebøger. Hvis de sætter mig i krydsild, braser hele det religiøse og politiske system sammen under dem. Hvis de drager min hæderlighed i tvivl, drager de samtidig deres egen hæderlighed i tvivl,” pointerer den amerikanske kraftkarl med et bredt smil.

[Ovenstående er sakset fra en foromtale til Roskilde Festivalen 1991. I 1996 skrev jeg en længere temaartikel om ”Rockens djævlepagt” til Wild Magazine. I denne artikel blev Danzig også nævnt, side om side med King Diamond, Morbid Angel, diverse norske black metal-grupper og mange andre. Her er, hvad artiklen fortalte om Danzig:]

Her i 1990’erne er der dukket en mere seriøs rocksatanisme op. En af de mere dannede personer inden for genren er amerikaneren Glenn Danzig, der i det mindste har gjort sig den ulejlighed at læse Bibelen. Danzig er inspireret af gyserforfatteren Edgar Allan Poe og den symbolistiske digter Charles Baudelaire, hvis storværk, ”Syndens Blomster” fra 1857, indeholdt ”Litanier til Satan” (anråbelser, klagesange til …).

Danzigs trick er, at han sætter rockens oprørskhed ind i en litterær og bibelsk sammenhæng:

”Jeg var meget fængslet af Baudelaires syn på Satan som rebel frem for denne her fuldstændig onde, mørke fyr,” lyder det i en af Danzigs pressemeddelelser.

”Det primale og hedenske har altid været elementer i rock ’n’ roll. De gamle er bange for de unge, der gør oprør. De skulle tage og slappe af. Ungerne ønsker bare selv at gå på opdagelse i livet. Lidt ballade gør ingen skade. Det er en del af det at vokse op.” \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama