Sølvørnen landede på Amager

De gamle New Wave Of British Heavy Metal-klassikere blev blandet op med nye metal-schlagere, da Saxon i juni gæstede Danmark.

Biff havde greb om publikum. 

Saxon er ukuelige. I mere end tre årtier har de turneret med deres slidstærke nul-nonsens-heavy metal.

Trods konkurrence fra Sweden Rock, Copenhell og Kiss i Forum var 600 mødt op i Amager Bio lørdag aften den 8. juni for at få ørerne blæst ud af Saxons “Heavy Metal Thunder”. Nye sange blev sømmet op på et af rockhistoriens sejeste bagkataloger.

Utroligt, at de gamle spillemænd kan holde gejsten. Men Biff & Co. så virkelig ud til at nyde at spille for et publikum, som var betydeligt mindre end den tusindtallige skare, som de havde stået foran aftenen før på Sweden Rock. Spilleglæden mellem de fem Saxon-medlemmer var ligeså udbredt som det kæmpemæssige vingefang på den sølvørn, som bandet slæbte med på turné i deres storhedstid i 1980'erne.

Man fristes til at kalde koncerten i Amager Bio for en bedrift. Og da bandet forlod scenen efter stående ovationer, stank salen af øl, sved og “Denim & Leather”-fællesskab.

SÆTLISTE

Sacrifice

Wheels Of Terror

Power And The Glory

Heavy Metal Thunder

Made In Belfast

Crusader

And The Bands Played On

I’ve Got To Rock (To Stay Alive)

Night Of The Wolf

Conquistador (inkl. trommesolo)

Iron Wheels (akustisk)

Solid Ball Of Rock

Stand Up And Fight

Dallas 1 PM

747 (Strangers In The Night)

Strong Arm Of The Law

Wheels Of Steel

Ekstranumre:

Denim And Leather

Princess Of The Night

Horns up!

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama

Livsbølge af håb og trods

“Vi var politiets skydeskive. Vi var tydeligvis politiske agitatorer og nonkonformister, da vi ikke havde kort hår. Vi blev standset og kropsvisiteret. Og de plantede ting på os for at kunne arrestere os. Skiderikker!”

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 37, marts 2009)

Saxons sanger Biff: "Rejs jer, hold sammen, vær stærke, hold ud."

”Det handler om troskab,” tænker jeg, da jeg og hundredvis af andre (fortrinsvis mænd) mosler frem mod scenen i Pumpehuset torsdag den 12. februar [2009]. På scenen trykker fem turnéhærgede fyre den af.

Selvom enkelte sange på sætlisten er hentet fra Saxons nyeste udspil, ”Into The Labyrinth”, er der tale om go’ gammeldaws heavy metal. Og det er en genre, som Saxon på riddermanér har været tro over for. Det britiske band er blevet hånet i pressen, de har været udsat for uforstandige pladeselskaber og griske, inkompetente managere. Og det mondæne metalmiljø har dømt dem til at være håbløst umoderne i to årtier.

Alligevel har Saxon med stolthed holdt heavy metal-fanen højt, mens andre bands er gået i opløsning eller desperat har forsøgt at følge med trends og modediller. Saxon hoppede ikke på glam-vognen, da højt hår og dulle-look var sagen i sen-80’erne, og senere hen bøjede gruppen sig ikke for grunge, industrial, goth og nu-metal. Nej, Saxon gik på med krum hals og udsendte albums, der bar pinligt umoderne titler som ”Metalhead” (1999) og ”Heavy Metal Thunder” (2002) – og det i en tid, hvor metalbands helst skulle pille navle eller give interviews om deres spiseforstyrrelser.

ENGLAND ØDELAGT

Saxon spiller heavy metal, som bæres frem af en mægtig livsbølge af håb og trods. Og sådan har det været lige siden 1979, hvor sangeren Biff Byford og hans saksere stod i spidsen for den rockbevægelse, som pressen har kaldt The New Wave Of British Heavy Metal.

I sin selvbiografi, ”Never Surrender (Or Nearly Good Looking)” fra 2007, fortæller Biff om de trøstesløse tilstande i England i de sene 1970’ere og tidlige 1980’ere, hvor landet blev regeret af den konservative premiereminister Margaret Thatcher.

”Jeg mener, at Margaret Thatcher og hendes kabinet af nikkedukker fuldstændig ødelagde landet. Hun udryddede hele samfund,” skriver Biff om følgerne af Thatchers politik, der nedbrød de samfund, som var afhængige af minedriften i Sydwales og det nordøstlige England.

Mens den britiske punk havde sin bastion i hovedstaden London, kom den nye bølge af heavy metal-bands og -fans fortrinsvis fra provinsen, hvor arbejdsløsheden og den sociale nød bed ekstra hårdt. Talrige headbangere kom fra små flækker uden fremtidsudsigter.

Da jeg møder Biff på hans hotelværelse før koncerten i Pumpehuset, minder jeg ham om den politiske situation dengang i 1980’erne, og han svarer prompte:

”Det er det samme i dag.”

- Vil det sige, at der igen er stor arbejdsløshed i England?

”Ja.”

                     

LYDSPOR TIL MODKULTUR

Finanskrisen kradser, og måske er det en af grundene til, at Saxon har fået ekstra rygvind her på det sidste. Det nyeste album, ”Into The Labyrinth”, udkommer i hvert fald på et tidspunkt, hvor Saxons traditionelle heavy metal atter er ved at komme til ære og værdighed uden for den snævre fandom. Og det er ikke kun gamle fans, der dukker op til gruppens koncert i Pumpehuset; der ses også yngre ansigter i et publikumshav, der ellers er præget af headbangende skaldepander og blottede isser.

Det lader også ud til, at man atter kan sælge Saxon-plader; således genudgav EMI i februar [2009] Saxons tre første albums, ”Saxon” (1979), ”Wheels Of Steel” (1980) og ”Strong Arm Of The Law” (1980). Det er plader, som gjorde en forskel, da de blev udsendt. De var nærmest lydsporet til en heavy metal-modkultur i Thatchers England.

”I 1980’erne, da vi, Iron Maiden, Def Leppard og flere andre bands dukkede op, var der en stor ungdomsbevægelse, som var optaget af heavy rock,” fortæller Biff på hotelværelset, der er sparsomt møbleret og absolut ikke bærer præg af luksus og superstjene-status.

”En masse unge arbejdsløse og universitetsstuderende og skolebørn begyndte at dyrke den hårde rock. Rocken kom som en befrielse for dem,” udtaler Biff, der ligner en blond indianer, som han sidder der med sit vejrbidte ansigt omkranset af en manke af gråt hår.

- Gav bands som Saxon de unge mennesker noget at leve for?

”Jeg tror, at bands fra den æra gav de unge noget, som de kunne identificere sig med, hvad enten det var rollemodeller eller musikken i sig selv. Jeg vil ikke påstå, at jeg var den perfekte rollemodel, men det var bands om os, der var store dengang, hvor der var social uro og optræk til optøjer.”

- Flere af jeres sange fra den periode, som f.eks. ”Backs To The Wall”, ”Stand Up And Be Counted” og ”Never Surrender”, var kampsange.

”Det var vore overlevelsessange,” lyder Biffs korte svar. I selvbiografien fortæller han om disse sange: ”De er alle sammen sange om håb – rejs jer, hold sammen, vær stærke, hold ud – de er alle baseret på den mentalitet.”

Biff skriver også, at Saxons antiautoritære attitude gav problemer. Det er bl.a. det, som titelnummeret på bandets tredje album, ”Strong Arm Of The Law”, handler om.

“Jeg mener, at vi ind imellem var på randen af anarki i England. Og vi elskede det. Selvfølgelig blev vi politiets skydeskive, fordi vi gik rundt med langt hår. Vi var tydeligvis politiske agitatorer og nonkonformister, da vi ikke havde kort hår og et job. Vi blev hele tiden standset og kropsvisiteret. Og de plantede ting på os for at kunne arrestere os. Skiderikker! Er det så underligt, at vi skrev ”Strong Arm Of The Law”?” \m/

SÅ STORE VAR SAXON

 ● Lp’en ”Wheels Of Steel” (’80) indbragte Saxon en sølvplade og opnåede en femteplads på UK-hitlisten.

 ● Saxon fik en guldplade for salget af ”Strong Arm Of The Law” (’80), der blev nr. 11 på hitlisten.

 ● Singlerne ”Wheels Of Steel” (‘80) , ”747 (Strangers In The Night)” (‘80), “And The Bands Played On” (‘81) og “Never Surrender” (‘81) blev top 20-hits.

 ● Saxon høstede sølvplader for albummet “Denim And Leather” (’81) og live-lp’en “The Eagle Has Landed” (’82).

 ● Saxons hitlistesucces varede til ’84, hvor bandet udsendte ”Crusader”, deres 7. album på seks år!

Læs endnu en Rifferama-historie om Saxons glorværdige historie og sangskat her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

Fascineret af fart

Saxon var bannerførere inden for New Wave Of British Heavy Metal. Og gruppens albums genlyder stadig af fordums storhed.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 31, foråret 2007)

Saxon: "Vort nye album er ligeså godt som Iron Maiden og Judas Priest."

[Baggrund: Saxon havde netop udsendt “The Inner Sanctum”, da dette interview blev lavet.]

“Vi er godt kørende for tiden,” konstaterer Peter “Biff” Byford tilfreds. ”Fanbasen bliver større og større for hvert album. Folk er virkelig begyndt at dyrke Saxon igen.”

                     

Ja, Saxon er langt om længe ved at vinde deres tabte terræn tilbage. Gruppen blev dannet helt tilbage i 1976 under navnet Son Of A Bitch, og de lp-debuterede i 1979. Dermed blev Saxon ikke alene et af de genre-definerende bands i den såkaldte New Wave Of British Heavy Metal i begyndelsen af 1980’erne, Biff & Co. blev også et af Storbritanniens største tungrocknavne. Saxon var større end Iron Maiden og Def Leppard, og de var et band med en ligeså skarpskåret metalprofil som Judas Priest. Saxon spillede med masser af rock’n’roll-ramasjang, og de sørgede gerne for, at deres sange ikke kun bestod af hårdhuggende riffs, men også rummede omkvæd, der var velegnet til alsang.

                     

Saxon var et rigtigt arbejderklasseband, med charme og uden stjernenøkker. De hyldede deres fans i sange som ”Denim And Leather” og lovpriste headbanger-kulturen i numre som ”Heavy Metal Thunder”. Bl.a. derfor blev Saxon hurtigt folkeeje i hjemlandet, og gruppen drønede da også ind på den engelske hitliste med singler som ”747 (Strangers In The Night)” og ”And The Bands Played On”. Fra 1980 til 1984 udsendte Saxon ikke færre end fem studiealbums plus en live-lp, der alle betragtes som klassikere. Med på deres turnéer fragtede bandet deres varemærke: en stålørn tæt besat med projektører; ørnen havde et vingefang på 12 meter og kunne ses på en af afstand af 76 miles.

                     

Desværre kunne Saxon ikke holde gang i opturen. Og i sidste halvdel af 1980’erne lod bandet sig forføre af drømmen om et stort amerikansk gennembrud. Forsøget på at gøre Saxon til et hair metal-band gjorde måske nok bandmedlemmerne (hvoraf et par stykker var tyndhårede og bar moustacher) sjovere at kigge på, men det gjorde bestemt ikke gruppens plader sjovere at lytte til. Derfor druknede Saxon i sen-80’ernes flodbølge af thrash, glam, sleaze, AOR etc. Og selvom Saxon droppede deres amerikaner-griller, fik de ikke et ben til jorden i 1990’erne, der var domineret af modediller som grunge og nu-metal og en generel anti-indstilling til traditionelt heavy metal.

                     

I det nye årtusind er metalmiljøet imidlertid ved at komme til fornuft. God, gammeldags heavy metal er atter i høj kurs. Og intet band fortjener mere end Saxon at komme til ære og værdighed igen.

                     

- Er du enig med mig i, at store Saxon-albums som “Wheels Of Steel” (1980) og “Denim And Leather” (1981) er helt på højde med de bedste albums af Iron Maiden og Judas Priest?

                     

”Ja, bestemt. I 80’erne var de albums større end Iron Maiden og Judas Priest,” siger den ellers beskedne Saxon-sanger.

”Jeg synes også, at vort nye album er ligeså godt som Iron Maiden og Judas Priest. Nye fans opdager Saxon for tiden, og det er fedt. Når de køber vore albums, køber de sig ind i en historie, en arv, som består af musik fra et kvart århundrede.”

DUCATI OG BMW

Bag på omslaget til albummet ”Denim And Leather” sidder Saxons medlemmer overskrævs på nogle kubik-potente japanske motorcykler. Og gruppen er kendt for at skrive sange om at ride på en kværn og om at køre ræs i hurtige biler. Sangtitler som “Stallions Of The Highway”, “Wheels Of Steel”, “Motorcycle Man”, “Freeway Mad”, “Redline”, “Man And Machine” taler for sig selv.

                     

“Jeg har altid skrevet sange om at køre hurtigt. Jeg elsker at køre hurtigt, og jeg har ejet en masse hurtige motorcykler. Jeg har været lidt af en biker. På den nye plade finder man ”Need For Speed”, som en hurtig bil/hurtig motorcykel-sang. Jeg kan godt li’ den slags sange, som kører i et højt tempo.”

                     

- Ejer du en motorcykel nu om dage?

                     

”Nej, jeg er på turné, så det er der ingen grund til. Jeg kommer ikke hjem foreløbig.”

                     

- Hvilken motorcykel plejer du at have? En BSA eller en Triumph?

                     

”En Ducati. Jeg kan godt li’ Ducati-motorcykler, de laver den fed larm. Men jeg skilte mig af med den og købte mig en BMW Z4 [en blæret roadster, red.]. Så jeg kan også godt li’ hurtige biler.”

                     

- Motorcykler og det med at køre hurtigt, er det emner, som passer godt til heavy metal?

                     

”Ja, bestemt. Vi har altid sunget om det. Vi følger en tradition.”

                     

- Hvorfor er det et godt emne for heavy metal-bands?

                     

”Jeg tror, at alle kan li’ en bil eller en motorcykel, som ser godt ud. Fart har altid fascineret mennesker. Jeg er selv meget fascineret af fart.”

IKKE POLITISKE SANGE

- En af sangene på det nye album hedder “Red Star Falling”.

                     

”Den handler om kommunismens kollaps i Europa. Vi var der, da det skete. Vi spillede i Polen, Ungarn, det gamle Jugoslavien og i Rumænien, før muren faldt. Vi så, da Berlinmuren faldt. Det var en meget bevægende oplevelse.”

- Hvad synes du om kommunisme?

”Ikke noget. Jeg mener: den fungerede ikke i Europa. Den faldt, og jeg mener, at folk rejste sig imod den til slut. Jeg er ikke den store tilhænger af kommunismen.”

                     

- Er sangen et politisk statement?

                     

”Nej, den er ikke politisk. Det er bare en sang. Det er bare en poetisk sang om kommunismens kollaps i Europa, en sang om, at mennesker ønsker at være i stand til at vælge, hvad de skal købe, hvad det skal lytte til, og hvad de skal kigge på.”

                     

- I hvert fald nogle af Saxons sange fra 80’erne var lidt politiske.

                     

”Haha, vore sange kan være politiske,” indrømmer Biff og nævner gruppens seneste singleudspil, ”If I Was You”, som eksempel.

                     

- Anser du dig selv for at være en politisk sangskriver?

                     

”Nej, slet ikke. Jeg anser mig selv for at være en heavy metal-sangskriver.”

                     

Sangen ”Dallas 1 PM” fra albummet ”Strong Arm Of The Law” (1980) handler om mordet på den amerikanske præsident John F. Kennedy i 1963. Kennedy var efter amerikanske forhold en meget liberal (=lettere venstreorienteret) politiker, og han er med årene blevet noget af et frihedsikon – også i rockmiljøet. Man kunne således forledes til at tro, at ”Dallas 1 PM” var en hyldest til JFK. Men det afviser Biff kategorisk:

                     

”Det er ligesom ”Red Star Falling” en historisk sang. Det var noget, jeg så på tv, og så skrev jeg senere en sang om det. Den handler egentlig ikke om Kennedys politik – jeg kendte ikke Kennedy, og jeg hverken beundrede eller afskyede ham. Han var bare en berømt fyr, som blev skudt, da jeg var dreng. Det er ikke en politisk sang.”

NÅDENS STAND

“Jeg har længe gået og tygget på titlen “State Of Grace”,” fortæller Biff om titlen på sangen, der åbner det nye album. Og det er da også noget af en mundfuld. Titlen kommer af det latinske ”gratia habitualis” (= tilstand af nåde), som er et teologisk udtryk for den overnaturlige tilstand, som man inden for kristendommen kommer i, når man døbes. ”Nådens stand” sætter den døbte i stand til at deltage i Jesu liv, og det er en overnaturlig tilstand, som man kun kan miste ved at begå en dødssynd.

                     

Nu skal NRGs læsere imidlertid ikke tro, at Biff pludselig har fået ambitioner om at blive teolog. Om ”State Of Grace” forklarer Saxon-sangeren:

”Sangen handler om opførelsen af de store katedraler fra det 11. og 12. århundrede. Det var en særlig teknologi, der opstod i Europa, og det var fantastisk. Det er lidt af en religiøs sang.”

                     

- På hvilken måde er sangen religiøs?

                     

”Den er religiøs, fordi den handler om katedraler.”

                     

- Er du kristen?

                     

”Ja, det er jeg vel. Men jeg foretrækker nok at blive kaldt spiritualist.”

                     

- Går du i kirke om søndagen?

                     

”Da jeg var ung, gik jeg meget i kirke. Min familie er temmelig religiøs. Jeg har respekt for nogle religioner – jeg mener, at noget af det er godt, mens andet er skidt.”

                     

- Hvad er det for et kor, man kan høre på “State Of Grace”?

                     

”Mener du munkene i begyndelsen? Vi kan godt li’ gregoriansk sang – vi synes, det passer til heavy metal. Det, man kan høre på sangen, er religiøs sang på latin.”

KONTROVERSIELLE KORSFARERE

- I marts 2006 skabte jeres sang “Crusader” (titelnummeret fra Saxons 1984-album) problemer i Arabien. I skulle have spillet på Dubai Desert Rock Festival i De Forenede Arabiske Emirater, men det blev ikke til noget. Hvad skete der?

                     

”De bad os om ikke at spille. Teksten til “Crusader” blev oversat ret dårligt, og de påstod, at den var anti-arabisk og anti-muslimsk, hvilket ikke er tilfældet. De bad os om ikke at spille, så vi lod være. Det ville have været bedre, hvis de bare havde bedt os om ikke at spille sangen. Det blev blæst helt ud af proportion. Det er bare en historisk sang.”

                     

Nærlæser man teksten til ”Crusader”, opdager man da også, at der er tale om en typisk heavy metal-sang, der på en heroisk (og lettere klichéfyldt) måde fortæller historien om engelske korsfareres strid med saracenerne (formentlig tænkes der på Richard Løvehjerte kamp mod Saladin) i det 12. århundrede. Den kan næppe siges at være mere politisk eller religiøst kontroversiel end en hvilken som helst sang af Manowar eller Hammerfall. Saxon (og deres arabiske fans!) er tydeligvis blevet ofre for islamistisk spin.

                     

- Hvad mener du selv om korstogene?

                     

”Jeg mener, at det var et tidspunkt i historien, som var meget voldelig. Vi er europæere, og det er en del af vor historie. Jeg kan li’ at synge om disse ting, for jeg lærte om dem i skolen. Hvis man bor i England og Frankrig, kan man besøge de slotte, hvor korsfarerne levede. Man får smækket historien lige i ansigtet.”

                     

- Korstogene er jo kontroversielle. Mener du selv, at korstogene er noget, som Vesten burde skamme sig over?

                     

”Jeg ønsker virkelig ikke at blande politik ind i det her. Jeg tror, at ethvert land på et tidspunkt i dets historie har gjort noget, som det burde skamme sig over. Korstogene foregik for tusind år siden, og de har ingen indflydelse på mit liv. Og de har heller ingen indflydelse på dit liv. De foregik for tusind år siden, og det er om alle omstændigheder ikke noget, vi kan lave om på. Sket er sket.”

                     

- Richard Løvehjerte var en af de største korsfarere. I opkaldte jeres 2004-album efter ham.

                     

”Vi er et engelsk rockband, og han var konge af England og Frankrig. Vi har også skrevet sange om vikingerne. Vi kan godt li’ at synge om historiske emner.”

                     

- Så det er ikke en hyldest til Richard Løvehjerte?

                     

”Egentlig ikke. Det er ikke en hyldest til nogen som helst. Det er bare en forbandet god rocksang, haha.” \m/

Saxons officielle hjemmeside

Saxons diskografi på Wikipedia