Viser opslag med etiketten Pretty Maids. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pretty Maids. Vis alle opslag

søndag den 7. april 2013

Bøllebank og knojerns-power


Pretty Maids’ 13. studiealbum, ”Motherland”, tager verden med storm. Med rette!

Pretty Maids: Intet andet dansk heavy metal-band har været så vedholdende.
I tre årtier har Horsens-gruppen holdt en super standard, hvad angår sangskrivning.
Wauw! Juhu! Hurra! Pretty Maids har lavet et fedt album!

Nogenlunde sådan har reaktionerne været på ”Motherland” (Frontiers Records), Pretty Maids’ 13. studiealbum. Også jeg klapper i mine små hænder. Men jeg er ikke overrasket. Min reaktion er snarere: havde I regnet med andet?

Bevares, efter min mening tågede Ken Hammer & Co. rundt i en tidstypisk identitetskrise i starten af 1990’erne. Men lige siden ”Anything Worth Doing Is Worth Overdoing” kom på markedet i 1999, har jeg levet i tryg forvisning om, at Pretty Maids fortsat kan levere heavy metal af den klassiske slags, der går på tværs af modestrømningerne. Skulle tvivlen indfinde sig, kunne jeg jo bare tjekke de to foregående udgivelser: studiealbummet ”Pandemonium” fra 2010 og livealbummet ”It Comes Alive (Maid In Switzerland)” fra i fjor.

Pretty Maids var i deres purunge år (i starten af 1980’erne) et af Skandinaviens banebrydende navne. Længe før der var Hatesphere og Volbeat, var der Pretty Maids. Og ingen af de nyere danske metaleksporter kommer nogensinde til at matche Pretty Maids’ sangskat. End of discussion.

Dengang, i start-80’erne, var Danmark Nordens førende leverandør af hård rock. Klædt i læder fra top til tå spillede den Horsens-baserede gruppe en knaldhård musik, der måske ikke var specielt original, men som lige fra starten var kendetegnet af en høj standard inden for sangskrivning. Hvor mange heavybands har råd til at lade en perle som ”Waiting For The Time” gå i glemme?  

Pretty Maids, som de så ud på debutpladen fra 1983.
I Danmark har vi ikke altid været flinke ved Pretty Maids. Især den kummerlige del af sladderpressen har haft en fest ud af håne Horsens-gruppen. Jydernes glamourøse frisurer og tøjstil i puddelrockens tidsalder, de udenlandsk klingende kunstnernavne og meget mere var en torn i øjet på jantelovens jurister. Men Pretty Maids har overlevet det hele, inklusive de danske radiokanalers konsekvente boykot af deres iørefaldende metalrock.

Og det er måske denne vedholdenhed, denne ukuelige vilje, som imponerer så mange i disse sørgelige tider. Og som har fået flere og flere mennesker til at få ørerne op for god, gedigen sangskrivning i en tid, hvor store dele af metalscenen domineres af musikanter, som godt nok kan lave et fandens spektakel, men som ikke kan genkende en holdbar hookline eller et rykkende riff, om det så voksede op mellem tæerne på dem og bed dem i næsen.

Pretty Maids er gammeldags. Men de er gammeldags på den fede måde. Man kan ikke bare proppe et album som ”Motherland” ned i en kasse og stemple den som et 1980’er-levn. Når Pretty Maids er bedst, er deres musik en videreudvikling af den tonekunst, som Thin Lizzy, UFO, (post-Dio) Rainbow m.fl. lancerede i 1970’erne og de tidlige 1980’ere. Bemærk: jeg skrev en videreudvikling, ikke en videreførelse!

Pretty Maids er ikke lette at sætte i bås. Der er stor variation på deres albums. Bandet kører en zigzag-kurs mellem det hårdtslående og det meget irørefaldende. Sådan var det allerede i starten af Pretty Maids’ karriere, hvor variationen gik fra den bøllebankende ”City Lights” til den smukke power ballade ”Fantasy”. Og sådan er det også på ”Motherland”.

Her er hårde tacklinger som ”Hooligan”, ”Why So Serious?” og ”Who What Where When Why”, men også mere fredsommelige skæringer som ”Wasted”. Men, okay, ahem, nogen gange kammer det over, det med det melodiske. Og ”Infinity” cruiser for tæt på AOR efter min mening.

Albummets glansnummer er åbneren ”Mother Of All Lies”. Det er et kunstnerisk pletskud. Alene det nummer burde gøre Pretty Maids til rockmillionærer. Sangen borer sig ind i øregangen allerede ved første gennemlytning. Og den bliver siddende efter, at ham har hørt albummet hundred gange.

Og så er der jo det med teksterne. Ronnie Atkins har aldrig været skarpere i sin samfundskritik. Flere af sangene er farvet af finanskrisen, terrortrusler fra islamister og Breivik-agtige nationalister. ”Mother Of All Lies” er et slående portræt af politikere, der er eksperter i folkeforførelse og løftebrud.

Djævlen spiller ingen glorværdig
rolle på "Motherland".
”Why So Serious?” er en uafhængighedserklæring, der tager pulsen på de fordomme, der stadig er gældende over for mennesker, der ikke følger samfundets snævre normer. Og der godt med knojerns-power i Pretty Maids’ angreb på autoriteterne i ”Who What Where When Why”.

”The Iceman”, der parres med introen ”Confession”, handler om lejemorderen Richard Kuklinski (1935-2006). Kuklinski havde et astronomisk antal menneskeliv på samvittigheden. Eller rettere: samvittighed havde lejemorderen ingen af. Han var stjernepsykopat. Men i modsætning til Jeffrey Dahmer, John Wayne Gacy, Ed Gein og de andre farverige seriemordere, som det er blevet så populært for heavy metal-bands at skrive sange om, var Ismanden ikke drevet af seksuelle perversioner eller det, der ligner. Kuklinski myrdede for pengenes skyld. Men han syntes vist ikke, at det var et surt slid.

Er Kuklinski en sang værd? Absolut nej! Og dog. Hvem er ikke fascineret og mystificeret af tilfælde som Kuklinski, Dahmer & Co.? Deres historier giver frydefulde gys, og gåderne står i kø: hvordan dælen kunne de slippe af sted med at myrde så mange mennesker, uden at myndighederne fattede mistanke til dem? Og hvorfor og hvordan udviklede de sig til dræbermaskiner? Man finder næppe bedre egnede studieobjekter, hvis man vil forske i den menneskelige psykologis veje og vildveje.

”The Iceman” er ikke den mest vedkommende sang på ”Motherland”. Det er og bliver ”Mother Of All Lies”. Ikke kun på grund af den døgnaktuelle tekst, men mindst ligeså meget på grund af musikken. Det er en sang, som sandsynligvis vil blive fast inventar på Pretty Maids’ sætliste frem over – side om side med ”Red, Hot & Heavy”, ”Future World” og ”Savage Heart”. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

mandag den 5. december 2011

Af skade bliver man klogere

Der blev postet millioner af kroner i Pretty Maids i 1980'erne. Og dertil kom designertøjet. Pretty Maids’ sanger, Ronnie Atkins, fortæller om nogle af de fejltagelser, som bandet har begået i deres turbulente karriere.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 10, sommeren 1999)

Pretty Maids udgav i 1980'erne to milepæle i skandinavisk heavy metal, heriblandt
"Future World" fra hvis inderpose dette foto er hentet.
Tilbage i 1980’erne var Danmark det førende heavy metal-land i Skandinavien. Mercyful Fate og senere King Diamond satte deres afgørende præg på genren. Der stod også stor respekt om Witch Cross, Maltese Falcon, Evil, Hero, Geisha og Artillery. Men de største af dem alle sammen var dog Pretty Maids.

Pretty Maids var nogle håbefulde poder fra Horsens og Vejle. De havde kun to ting i hovedet. Den ene ting opkaldte de bandet efter, den anden ting var en brændende ambition om at blive stjerner. Og det blev de. De fik kontrakt med det multinationale selskab CBS, der hældte millioner af kroner i gruppen. Pretty Maids blev hypet helt vildt, og selv var de ikke i tvivl om, at de ville blive lige så store som Def Leppard. Det blev de ikke, og det var der nogen, der frydede sig over.

Den dag i dag giver Prety Maids dog janteloven fingeren. For gruppen eksisterer stadig, mens mange af de andre 1980’er-bands er begravet i glemsel. Pretty Maids sælger stadigvæk plader, især i Tyskland og Japan, hvor bandet er i høj kurs. Og i 1998 hyldede svenske Hammerfall jyderne med en coverversion af Maids-klassikeren ”Back To Back”.

MILLIONPRODUKTIONER 
Som nævnt blev der postet ustyrlige summer i Pretty Maids i 1980’erne. Det var et liv i sus og dus, når bandet gik i studiet i de glade heavy metal-dage.

”Både ”Future World” og ”Jump The Gun” blev alt for dyre, men det var fordi, vi selv var nogle unge tumlinger. Vi var pisseligeglade med, hvad det kostede, vi tænkte jo ikke på det. De skrev jo bare en check derovre. På den anden side burde der nok have været nogen derovre, der sagde: ’Nu stopper vi, nu lukker vi kassen i.’ For ”Future World” kom op i 2,5 millioner. Men den solgte også pissegodt, så de penge kom jo hjem igen. Men vi kunne jo have tjent meget mere, hvis vi havde lavet pladen herhjemme for en halv million. Så havde det været rigtig sjovt,” fortæller sangeren Ronnie Atkins (alias Poul Christensen), der sammen med guitaristen Ken Hammer (alias Kenneth Hansen) har været Pretty Maids’ ankermand siden de tidlige 1980’ere.

””Jump The Gun” var jo endnu dyrere. Der tog vi tre uger til Manhattan i et studie, der koster 50.000 om dagen, plus der skulle lejes gear, og vi boede på dyre hoteller. Det eneste, vi fik med derovre fra, var et gospelkor på et nummer. Da vi tog hjem efter tre uger, havde vi brugt en million. Da kunne vi starte med at mixe hele lortet om i Werner-studiet. Den plade kom op i noget med 3,1 millioner. Det var helt vanvittigt, for satan! Og så startede pladeselskabet med at lancere projektet med en helsidesannonce i Ekstra Bladet: ’Danmarks dyreste lp’, sådan lancerede de den. ’Kom og rør ved drengene.’ Så skal man altså have kniven af den samlede presse. Det er virkelig at invitere janteloven indenfor i stuen.”

”Vi skyldte i flere år over en halv million bare på ”Jump The Gun”. Det var helt langt ude. Det tog mange år at betale den gæld af. Så vi lærte noget dengang. Alt, hvad vi har lavet lige siden, har været fornuftige produktioner til almindelige priser. Vi fik et drag over nakken, men jeg tror, vi var pisseligeglade. Jeg tror ikke engang, at vi selv var klar over, hvor tæt vi var på at ramme noget stort, for der var jo kanon-kæmpe fokus på hele genren dengang. Men sjovt var det jo.”

Designerne havde stor magt
i 1980'ernes hårmetal:
Ronnie Atkins, som han så
ud på bagsiden af coveret
til "Future World".
TEGNESERIEFIGURER
Der er mange ting fra de overgearede 1980’ere, der tager sig løjerlige ud i dag. Ikke mindst heavy-gruppernes look var ømt dengang. Og Pretty Maids var ingen undtagelse. CBS var flinke til at proppe de jyske heavy-drenge i det sidste nye designer-dress, og det klædte dem ikke altid lige godt.

”Vi har aldrig haft noget image i virkeligheden, og det har altid været et problem,” indrømmer Ronnie Atkins.

”Vi har så nogen gange forsøgt at påtage os et image, eller vi har fået et image trukket ned over hovedet. Jeg kan huske, da vi lavede ”Future World”, hold kæft, da designeren kom med det tøj – jeg tror, vi grinte i en halv time. Vi skulle jo bruge noget af det, for nu havde det kostet 50.000 for CBS at få det lavet. Jeg ved ikke, hvad fanden vi lignede. Vi lignede jo nogle tegneseriefigurer. Det har vi kraftædme ikke altid været heldige med. Heller ikke med ”Jump The Gun”, da skulle det lige pludselig være læder og nitter. Jamen for helvede, mand! Vi skulle bare have taget et par cowboybukser og en sort t-shirt på. Men sådan er det. Af skade bliver man klog. Eller klogere.” \m/

Pretty Maids’ officielle hjemmeside

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama