Da Metallica revolutionerede metallen

Unge mennesker kan garanteret ikke fatte det. Men i 1983-84 var Metallica det vildeste pis.

Rifferama skruer tiden tilbage til dengang, metalscenen var ny, og hvor man gik til koncert med livet som indsats.

Starten af 1980’erne var en periode, hvor der skete vanvittigt meget på metalscenen. Den hårde rock var en kaosstjerne, som skød i alle retninger. Metallen udviklede sig i heftige ryk, år for år, måned for måned, ja, uge for uge.

Genren var stadig så ny, at der var rige muligheder for at spille rock, som både var traditionsbevidst og nyskabende. Alt var ikke gjort før, til døde. Heavy metal var stadig en ny genre. Der var masser af albuerum til at skrue tempoet op og ned og til at sætte akkorderne sammen på en måde, der ikke allerede var hørt til bevidstløshed.

Accepts ”Fast As A Shark” (1982) og Jaguars ”Axe Crazy” (1982) var bare to eksempler på hastighedsrekorder. For inspirationen fra punken fik konstant metalgrupperne til at sparke sømmet i bund.

Meget af den verserende speed metal var charmerende. Men i sommeren 1983 udkom et album, som var mere end bare charmerede højhastighedsmetal. Albummet hed ”Kill ’Em All”, og man skal være meget tykhudet og hårdhalset for at benægte, at det var verdens første rendyrkede thrash metal-album.

Bevares, vi havde allerede fået grupper som Exciter, der leverede barsk metal, spillet i højt tempo. Men ”Kill ’Em All” var bare anderledes. Kombinationen af det høje tempo, den tænderskærende aggression og den medrivende riffing var ny. Helt ny.

Det er vist kun en lille klike af KVLT’ede TRVE-fundamentalister, som vil påstå, at ”Kill ’Em All” er Metallicas bedste album. Men det er deres vigtigste album – for metalscenen.   

JEG VIL PÅSTÅ, at der var et før og et efter ”Kill ’Em All”. Iron Maiden og Judas Priest lød knap så skarpe, efter at man havde haft pick-uppen i ”Phantom Lord”, ”Seek And Destroy” og ”Metal Militia”.

”Kill ’Em All” blev en game changer. En kickstarter af en helt ny bevægelse, som med årene fik betegnelsen thrash metal.

Kloge-Åger skændes om, hvorvidt det var Metallica eller Exodus eller Skallesmækker United, som var det første thrash-band. Jeg boede pænt langt væk fra Californien, så jeg kan ikke afgøre skænderiet. Men sandheden er, at Exodus først fik deres (stærkt forsinkede) debutalbum på gaden, da Metallica var i gang med at smede sange sammen til deres tredje album.

Sandheden er også, at ”Hit The Lights”, Metallicas bidrag til Metal Blade Records’ legendariske kompilation ”Metal Massacre” (1982), inspirerede Slayer til at skrue bissen på. Samt at Metallica var årsagen til, at Jon Zazula stiftede Megaforce Records – selskabet, som Anthrax debuterede på. Så to af thrashens Big 4 blev altså ført frem i Metallicas slipstrøm.

Hvor primitiv og senpubertær ”Kill ’Em All” end er, så er det et af de mest stilskabende albums i heavy metals historie. Albummet sendte chokbølger af vildskabs-inspiration helt ud i udkants-områder som Latinamerikas slum og tyske industridistrikter.

Fordi ”Kill ’Em All” ramte purunge mennesker med et højt energiniveau, gik det vildt hurtigt. Og allerede i 1984 kunne man se konturen af en mere eller mindre global thrash metal-strømning. En strømning, som allerede i midten af 1980’erne fik højhastigheds-bands som Tank til at virke sådan lidt, ahem, forældede.

Tank var et sejt band, ledet af læderhalsen og punk-pioneren Algy Ward. De var en slags Motörhead II i The New Wave Of British Heavy Metal. Deres debutalbum, ”Filth Hounds Of Hades” (1982), blev regnet for et nyklassiker allerede på udgivelsesdagen. Mine venner og jeg var ellevilde med Tank. I Black Vejle kørte Algy & Co. på repeat.

Men hverken Tanks debutalbum eller deres senere output var i vores tanker tirsdag den 11. december 1984, hvor Metallica spillede deres første koncert på dansk grund. I Saga, CPH.

Jo, Tank var opvarmning, men jeg husker ikke rigtig noget af deres gig. Derimod husker jeg, at Metallica i den ene side af scenen havde opstillet en slags fotostat med den der headbanger-djævel, som prydede omslaget til maxisinglen ”Jump In The Fire” (1984).

Jeg husker også, at Metallica den aften spillede en af de vildeste koncerter, jeg nogensinde har overværet. Et hæsblæsende sæt bestående af tracks fra deres to første (og to bedste!) albums. Se sætlisten her.

Publikum var ungt, meget ungt. Fans af grupper som Metallica kom fortrinsvis fra de lavere samfundslag, hvor man ikke havde pæne manerer eller ligefrem talte girafsprog. Så koncerter var ofte en action-spækket affære, hvor fans gav den gas i en rus af lige dele sprut, frustration og hormonelt overdrive.

Jeg var med inde i pitten. Jeg husker følelsen af panik, da en bølge rullende hen over mig. Jeg mistede fodfæstet og blev løftet op og lå nærmest vandret i klumpen af headbangende maniacs, før jeg landede på gulvbrædderne med bissende kondisko trampende tæt ved mit hoved. Rummet med svedende og ekstatiske fyre lukkede sig omkring mig, mine arme og ben var lammet af folkemængdens tæthed.

”Jeg bliver trampet ihjel,” nåede jeg lige at tænke, før en stærk hånd hev mig op, og jeg så ind i et storgrinende fjæs med filipenser. Metallisk broderskab havde reddet mig. Pyh.

Metallica i Saga var fantastisk. Vi snakkede om den koncert i flere kalpaer bagefter. Vi dyrkede James, Lars & Co.

Metallica var verdens største band i min verden, da de udsendte maxien ”Creeping Death” umiddelbart før Saga-koncerten. Skiven indeholdt to rasende cover versioner: Diamond Heads ”Am I Evil?” og Blitzkriegs ”Blitzkrieg”. Det var noget nær de fedeste skæringer fra NWOBHM. Men Metallica gav dem lige et ekstra los i røven. Prikken over i’et var Lars’ flabede trommespil, komplet med crash-bækken.

Jeg var så betaget af den skive, at jeg efter at have studeret bandfotoet på maxiens bagside købte mig et par hvide Converse. Så var jeg ægte thrasher!   

METALLICA VAR STJERNER allerede fra starten. I hvert fald for dem, som fulgte med. Jeg var leder af HM/HR Clique DK – en sammenslutning af danske metalfans. Klikens nyhedsbrev udviklede sig i 1983 til DKs første metalmagasin, Hot Rockin’.

Kliken havde medlemmer fra hele landet. På indmeldelsesblanketten skulle folk notere deres favorit-guitarist, -sanger, -album etc. Jeg kunne groft sagt dele medlemmerne op i to bunker: gammelrockerne, som hægede om Deep Purple og den klassiske heavy rock fra 1970’eren, og så avantgarden, som var opdateret om alt det nye i metallens vækstlag.

I bunken med avantgardister stod der ALTID Metallica som favoritband. ”Kill ’Em All” var uomgængelig, og jeg husker ikke en eneste i mit sjak af metalbrødre, som ikke købte og voldspillede albummet fra dag 1 (jeg tror, vi fik den som import, sikkert via Ken Anthony i Bristol Music Center). Min Hot Rockin'-anmeldelse af ”Kill ’Em All” kan læses her.

En af mine venner var sågar tapetrader, og han havde et livebånd, hvor James Hetfield på et tidspunkt råber noget i retning af: ”Let’s slow down to mark 10 for the love song!” Jo, Metallica spillede på fuld lydstyrke. Der var knald på fra start til slut. Nul ballader!

Det var så råt og kompromisløst, at det var umuligt at forestille sig, at Metallica knap ti år senere skulle blive rockmillionærer. Metallica var patronbælter og cowboyjakker med afklippede ærmer. Metallica var hirdmænd for alt, hvad der var hårdt og sejt (fra Venom til Misfits).

Holland var berygtet for at have verdens mest fanatiske metalfans i de år. Og Metallica optrådte tidligt på en festival i Zwolle (Aardschokdag, 11. februar 1984). Kerrang! var på pletten og rapporterede, at Metallica var ”too much for humanity to absorb.” SÅ vilde var James Hetfield, Lars Ulrich, Kirk Hammett og Cliff Burton. Menneskeheden kunne ikke kapere deres musik. Den var umenneskelig hård.

Der var noget overmenneskeligt over Metallica. Og så alligevel. Metallica appellerede ikke til starfuck. Metallica var nede på jorden. De var tilgængelige. Det skete, at de dukkede op i metalmiljøet i København, bl.a. til koncerter med andre bands. Så kunne man få sig en sludder (og en joint) med Cliff.

Pigerne ville gerne pille, men Cliff gad ikke. ”Don’t touch my hair. I just washed it. I even combed it,” kvad han.

Det er en velkendt historie, at Metallica boede i Ken Anthonys lejlighed, mens de indspillede ”Ride The Lightning”. En dag ringede jeg til Ken, som holdt mig opdateret med det nyeste nye inden for heavy metal, og som var flink nok til at indspille sjældenheder til mig (W.A.S.P.’s demo, Mötley Crües debutsingle etc).

Det var dog ikke Ken, der tog telefonen. ”Hello, this is Kirk,” blev der sagt. Så skulle man lige tage den dybe vejrtrækning og sige noget klogt og rosende, før man lagde på. Og næste gang man så vennerne, kunne man henslængt sige: ”Åh, jeg snakkede forresten med Kirk Hammett den anden dag.”

Faktisk lavede jeg et telefoninterview med Lars Ulrich, mens de indspillede ”Ride The Lightning”. Det blev et pisselangt interview, som jeg – det må jeg indrømme – lavede i min arbejdstid. Sorry Elsagerskolen, Hjørring. Det blev til to sessioner. Den anden session blev til på den måde, at Lars ringede mig op. Han fortalte mig detaljeret om numrene på det kommende album. Og om sin kærlighed til bl.a. Deep Purple.

Det interview var guld værd, det vidste jeg. Senere hørte jeg, at Lars havde spurgt efter mig. Hvor blev den interviewartikel i Hot Rockin’ af?     

Ups! Jeg fik aldrig skrevet den artikel. Men båndet ligger i mit arkiv som en klump af sort samvittighed. Det største drop i min ”karriere” som rockjournalist.  <13>

 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Danmarks metalguru nr. 1

"Heavy Metal Mania"-singlen var så metal, at Holocaust måtte bruge hele tre omgange
umlauts i deres bandnavn!

Metalguruen Ken Anthony betød meget for min generation af headbangere. Som pladepusher i landets førende pladebutikker (først Bristol Music Center, dernæst Double Fun og HMV) leverede han de plader, som blev lydsporet til store dele af mit liv som heavy rocker. Her er en playlist med ti af de vigtigste bands/plader, som Ken Anthony enten gjorde mig opmærksom på eller gjorde tilgængelig for mig.

1. BLUE CHEER: ”SUMMERTIME BLUES ” (ALBUMTRACK, PHILIPS, 1968)

En røvsyg torsdag aften i 1981 tændte jeg som sædvanlig for Danmarks Radio. Til min forbløffelse var programmet Rock-Nyt blevet omdøbt til Heavy Rock-Nyt. Det hele blev åbnet med Tygers Of Pan Tangs allermest bad-ass nummer, ”Killers”. Det blev til to timer i eventyrland for enhver heavy rocker, for i studiet sad ingen ringere end DK’s metalguru nr. 1, Ken Anthony, og delte ud af sin uudtømmelige fond af viden om hård rock. Ken spillede brandnye ting krydret med tilbageblik på hårdrockens historie. Som et eksempel på noget af det allertidligste heavy rock spillede han ”Summertime Blues” fra ”Vincebus Eruptum” (indspillet i 1967!). Et allerhelvedes støjinferno! En psykedelisk-psykopatisk udknaldet cover version af Eddie Cochrans 1950’er-traver. Heavier end det meste af det, som udkommer nu om dage.

2. BANG: ”IDEALIST REALIST” (ALBUMTRACK, CAPITOL, 1972)

I Heavy Rock-Nyt spillede Ken også det, der på stedet blev et af mine all-time favoritnumre: Bangs ”Idealist Realist”. En fantastisk sang med et riff, som selv Tony Iommi må kunne blive misundelig over. Proto-doom metal fra et amerikansk band, som aldrig slog igennem. Bang burde være obligatorisk lytning for alle fans af mørk og doomy metal. ”Idealist Realist” er hentet fra albummet ”Mother/Bow To The King”, men generelt er debutalbummet fra 1971 heavier.

3. HOLOCAUST: ”HEAVY METAL MANIA” (MAXISINGLE, PHOENIX, 1980)

Med i stakken af tungmetallisk gods, som Ken spillede i Heavy Rock-Nyt, var også denne New Wave Of British Heavy Metal-sag. Den står stadig her flere årtier senere som den ultimative heavy metal-hyldestsang. Med et primitivt riff og et hårdpumpet omkvæd, der får knytnæverne til at jage i vejret af bar begejstring. Sirenen i nummerets start kan stadig give mig gåsehud.

Quartz: Totalt kult!

4. QUARTZ: ”SATAN’S SERENADE” (MAXISINGLE, LOGO, 1980)

Totalt kult-maxisingle fra en af Englands mest oversete grupper. Quartz hørte til de bands, der byggede bro mellem 1970’ernes betonrock og 1980’ernes New Wave Of British Heavy Metal. ”Satan’s Serenade” er et tæskeheavy nummer fyldt med proto-black metal-stemning. Absolut Quartz’ bedste bidrag til heavyhistorien. Singlen købte jeg på en af de ture, som jeg og min makker tog med toget fra Hjørring til Bristol Music Center.

5. RIOT: ”FIRE DOWN UNDER” (ALBUM, ELEKTRA, 1981)

Alle rigtige headbangere rådyrkede ”Fire Down Under”, da den – endelig! – udkom i 1981. Et fantastisk album, helt på højde med de klassiske værker fra Judas Priest og Iron Maiden. Men Elektra troede ikke på Riot (den amerikanske rockscene var lam i starten af 1980’erne). Så gik aktivisterne ellers i gang med at samle underskrifter. I DK var det Ken Anthony, som stod for indsamlingen. Musikken var topklasse, men euforien blev ikke mindre af, at en danskers navn optrådte på takkelisten side om side med kendte rockskribenter. Rifferamas læsere har gættet, hvis navn jeg taler om.

6. VENDETTA: ”VENDETTA” (ALBUM, EPIC, 1982)

Det her var den første lp, jeg købte hos Ken i Bristol Music Center, en kold vinterdag i 1982. Frygteligt miskendt band med kultlegenden Nikki Buzz på guitar/vokal. Vendetta var barske, lede – og iørefaldende. Forestil dig noget i retning af Aerosmith med boller af stål. Vendetta var simpelthen for hårde for datidens amerikanske rockscene.

7. TWISTED SISTER: ”RUFF CUTS” (EP, SECRET, 1982)

Det er sikkert ufatteligt for mange, som kun kender Dee Snider & Co. fra deres poppede MTV-hits, men Twisted Sister var til at begynde med RÅ. Titlen på debut-ep’en taler for sig selv. Kerrang! hypede dem, men … som sædvanlig: pladerne kunne ikke købes i DK. Traditionen tro var Ken redningen. Hans motto må have været: findes det, findes det hos mig i Bristol.

8. WARLORD: ”DELIVER US” (MINIALBUM, METAL BLADE, 1983)

En af de første udgivelser på Metal Blade Records. Den var uopdrivelig i DK, men Ken havde den selvfølgelig som specialimport. Warlords stilfulde blanding af traditionel heavy metal og episke tilbøjeligheder gik lige i hjertekulen på mig, og ”Deliver Us” har været en af mine yndlingsskiver lige siden. På dette minialbum lyder Warlord som en stilfuld udgave af Manowar.

9. BATHORY: ”BATHORY” (ALBUM, TYFON, 1984)

Hvis Bristol Music Center var et eldorado, så var kælderen i Double Fun et mekka for headbangere i midten af 1980’erne. Her mødtes man før koncerterne, man fik solgt sine demobånd (i mit tilfælde: Nigro Mantia) i Double Funs kælder, og turnerende bands lavede in-stores i butikken. Jeg kendte allerede Bathory fra opsamlingsalbummet ”Scandinavian Metal Attack”. Bathorys første album havde Ken naturligvis på import i en helt friskpresset, nyudgivet version. Jeg drog stolt hjem med et af verdens første black metal-albums.

Køtere!

10. DOGS D’AMOUR: ”HOW COME IT NEVER RAINS” (MAXISINGLE, CHINA, 1988)

Der gik sleaze i den i slutningen af 1980’erne. Dogs D’Amour havde det perfekte mix af snavs og glamour. Jeg vidste, at de lød fedt, så snart jeg så et foto af dem i Kerrang!. En af deres første singler var ”How Come It Never Rains”. Om den blev udgivet i DK? Gæt selv. Men ro på, Ken havde den selvfølgelig i HMV, hvor han flyttede hen efter Double Fun.

ACHTUNG! Torsdag aften den 24. april kl. 20 på Zeppelin Bar, København, fortalte Ken Anthony om sit liv som manager, koncertarrangør, skribent pladepusher - og som sanger i Switchblade. Det blev en stor succes med udsolgt hus. 

Så lørdag den 21. juni kl. 20 gentages succesen på Zeppelin Bar. Devilutions Lars Schmidt og jeg griller metalguruen, der åbenhjertigt fortæller om sit liv med den hårde rock ... og den livsstil, der ofte følger med. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Et bæst med lyn i øjnene

Der var bid i heavy metal anno 1981.

1981 var et magisk år, hvor heavy rocken truede med at blive en magtfaktor i musikkulturen. Et af de bedste albums fra 1981 udkom i dag for 33 år siden.

I 1981 var metalgenren var stadig ung, og der var masser af uopdaget land, masser at udforske i heavy rockens tonekunst. Grupperne havde en ustyrlig hunger efter at spille den højspændte stærkstrømsrock, som pressen, forældrene, de sociale myndigheder, lærestanden og andre autoriteter alle var enige om at hade.

En ny generation var dukket op. En generation af rockfans, som bare ikke kunne få nok, og som gerne ville have musikken hårdere og hårdere, hurtigere og hurtigere for hver uge. Dette publikum stod klar til at rive lp’erne ud af pladebutikkerne – og mindst ligeså klar til at headbange foran scenen til det stadig stingende antal koncerter, der blev afholdt.

I 1981 kom animationsfilmen ”Heavy Metal” op i biograferne – en film, der i ni fortællinger førte seerne ind i et fantasy-univers på episk overdrive, mens ørene blev bombarderet med et soundtrack leveret af bl.a. Black Sabbath, Blue Öyster Cult, Sammy Hagar, Trust og Grand Funk Railroad.

Men det var ikke kun i biograferne, i koncertsalene og i pladebutikkerne, at man kunne fornemme, at noget var i gære. Man kunne også se noget ændre sig i gadebilledet. Langhårede fyre klædt i denim og læder, pyntet med rygmærker og nitte- og patronbælter begyndte at stoltsere på fortovet og ødelagde den gode udsigt for pæne borgere på strøgtur.

Heavy rocken var ved at gøre indhug i musikkulturen. Den hårde rock truede så småt med at blive en kulturel magtfaktor, som de bedagede heavy-hadere i kulturinstitutionerne måtte give plads til. Lad os se nærmere på noget af det, der foregik.

Taarna rider ud.

INFLUX AF METAL

I 1981 udkom albums som Black Sabbaths ”Mob Rules”, Motörheads ”No Sleep ’Til Hammersmith”, Iron Maidens ”Killers”, Ozzy Osbournes ”Diary Of A Madman”, Rush’s ”Moving Pictures”, Saxons ”Denim And Leather”, Venoms ”Welcome To Hell”, Triumphs ”Allied Forces” og Mötley Crüe, Raven, Holocaust, The Rods, Anvil og flere andre udsendte markante debutalbums. Så der var rigelig musik at få pulsen op til. 

Det var ikke kun i England, men også på det europæiske fastland, især i Holland, at det skete.

Ja, selv i lille Dannevang oplevede pladebranchen et influx af udgivelser, som købmændene på selskaberne og i butikkerne måtte forholde sig til. For efterspørgslen var stærkt voksende, og i de mest vakse butikker (såsom Bristol Music Center i København, hvor Ken Anthony havde fingeren på pulsen) var der gang i importen af udgivelser, som de etablerede selskaber ikke havde mod til at udgive … eller også var sagen snarere den, at de ikke kendte til udgivelserne.

Lad mig sige det som det er: pladebranchen har aldrig fattet, hvad der foregår. Og heavy-scenen anno 1981 var ingen undtagelse. Det var folk fra metalmiljøet, som banede vejen for branchepingernes indtjening. Pladebranchens karakter af dummernik-anstalt vender jeg tilbage til i denne artikels slutning.

Riots maskot, Johnny.

EN VARSÆL?

Et af de albums, som var allermest populært i det sjak, jeg tilhørte, var ”Fire Down Under” med Riot. Det blev udsendt præcis på denne dag (9. februar) for 33 år siden, så Rifferama bruger lige anledningen til at fejre dette jubilæum.

”Fire Down Under” havde et cover, som, vi allerede dengang syntes, så besynderligt ud: en slags fabeldyr, halvt mand, halvt sæl (!!!), en ”varsæl” måske. Sælmanden var Riots maskot (han optrådte på bandets første albums, fra 1977 til 1983), og jeg har siden hen fundet ud af, at han har et navn: Johnny.

Nuvel, sæler giver vist ikke associationer til uhæmmet vildskab, men blandingen af menneske og dyr er selvfølgelig bestialsk – og det var formentlig det signal, Riot ønskede at sende. Og det skadede heller ikke, at Johnny åbenbart var pyroman. I hvert fald sås der et flammehav bag Riots maskot, som selvfølgelig havde røde heavy metal-lyn i øjnene. Denne sælhund lod sig tydeligvis ikke spise af med en spegesild.

Riot i fornemt selskab.

VOLDSPILLET PÅ METALDISKOTEK

Hvad med musikken i rillerne på ”Fire Down Under”? Den var spitzenklasse! Riot videreførte USAs heavy rock-tradition fra 1970’erne (Grand Funk Railroad, Ted Nugent, Blue Öyster Cult, Montrose, Kiss, Starz, Van Halen etc.) og drev den ind i de mere metalliske 1980’ere.  

Riot var betydeligt heavier end de fleste af datidens amerikanske bands, og deres musik stod i grel kontrast til den AOR, som på tidspunkt dominerede den nordamerikanske hårdrock (tænk: Foreigner, Journey, REO Speedwagon, Styx etc.).

”Fire Down Under” lød i virkeligheden mere europæisk end amerikansk. Måske havde Riot smuglyttet til Judas Priest? Riots musik faldt ikke i det nordamerikanske publikums smag. Derimod blev de adopteret af den navnkundige engelske disc jockey Neal Kay.

Kay var en af guruerne inden for New Wave Of British Heavy Metal, og han voldspillede Riot på sit diskotek, The Heavy Metal Soundhouse, hvor headbanger-gale ungersvende mødte op med guitarer skåret ud i krydsfinér – guitarer, der blev svinget i de rigtige guitargude-positurer, mens der blev fyret op under ”Road Racin’” og andre Riot-schlagere fra bandets første albums, der solgte i kvanta som import i det heavy-ivrige England i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne.

Riots stjerne var så høj i England, at EMI i 1980 smækkede føromtalte speed-fræser, ”Road Racin’”, på den prestigefyldte kompilations-lp ”Metal Mania”, hvor man desuden kunne høre præmieskæringer med Deep Purple, Iron Maiden, Whitesnake, Scorpions, Atomic Rooster m.fl.

Riot var så eftertragtet et navn i England, at den amerikanske kvintet i 1980 blev inviteret til at spille på den store britiske metalfestival, Monsters Of Rock i Castle Donington. Her optrådte Riot sammen med nogle af genrens hotteste navne såsom Rainbow, Judas Priest, Scorpions og Saxon. På det souvenir-album (”Monsters Of Rock”), som Polydor efterfølgende udsendte, fandt man en veloplagt live-version af ”Road Racin’” sammen med syv andre skæringer fra festivalens andre navne.

Riot, som de så ud bag på "Fire Down Under".

FART, FARE – OG HELVEDE

”Fire Down Under” rummede sange, der var ENDNU bedre end ”Road Racin’”, som efterhånden havde fået klassikerstatus i metalmiljøet. Albummet lagde hårdt ud med bandido-rockeren ”Swords And Tequila”, som jeg ikke tøver med at stille på en piedestal sammen med Diamond Heads ”Am I Evil” og Iron Maidens ”Phantom Of The Opera” som nogle af denne epokes sejeste sange.

Riot fulgte stærkt op med speed metal-nummeret ”Fire Down Under”, der kørte på heavy rotation hos flere af de musikere, som nogle år senere sprang ud som thrash metal-genrens første bølge. Nummeret havde for resten en tekst, der alluderede til fart, fare, ødelæggelse – og helvede!

Og sådan kunne man blive ved. ”Fire Down Under” var pakket med klassisk heavy rock, lige fra de mere melodiske, lettere sentimentale ”Feel The Same” og ”No Lies” over barske numre som ”Outlaw” og ”Alter Of The King” til proto-thrashere som ”Run For Your Life” og ”Don’t Bring Me Down”.

Alt sammen leveret i en klar produktion med masser af dybde og bund i lydbilledet. Guitarlyden var barbarbladskarp, og Rick Ventura og bandboss Mark Reale spillede djævleblændt godt med masser af aggressivt lir – og feeling. Selvfølgelig var der styr på rytmesektionen (Kip Leming på bas og Sandy Slavin på trommer). Men den virkelig stjerne var måske sangeren Guy Speranza, som sang lige i fjæset på lytteren. Speranzas stemme var lys, men rå, og hans ånde stank af tequila.

Lige på det tidspunkt, hvor Riot indspillede ”Fire Down Under”, aspirerede de til titlen ”verdens bedste heavy rock-gruppe”. Desværre fattede pladeselskabet det ikke, og det krævede en indædt indsats af datidens heavy-guruer at få albummet på gaden.

En af dem, der deltog i kampagnen, var danske Ken Anthony. Hans navn kan ses på takkelisten sammen med Neal Kay, journalisten Pete Makowski og andre kendisser. Men den historie må Rifferamas læsere få ved en anden lejlighed. \m/