Norges sorteste band

Deres sanger begik selvmord, og deres guitarist blev myrdet med 23 knivstik. Trods disse voldsomme begivenheder fortsætter Mayhem deres togt ind i mørkets hjerte.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 3, 1996)

Euronymous i fotomontage, der illustrerede artiklen i NRG nr. 3.

[Baggrund: Jeg lavede nedenstående interview med Mayhem-trommeslageren Hellhammer, da han i 1995 som medlem af Immortal var med på ”Sons Of Northern Darkness”-turnéen [Korrektion: Det var åbenbart Battles Of The Ages-turnéen, red. 2017], der førte norsk black metal til danske spillesteder. Interviewet blev lavet backstage på Rytmeposten i Odense, med research-assistance fra Thomas Bøjden. Ved samme lejlighed interviewede jeg Immortal, mens Hellhammer sad og skumlede i baggrunden – han nettede sig bl.a. ved at rense negle med en stor jagtkniv med blodskær. Så stemningen var perfekt. Hellhammer var gavmild med ekstreme udtalelser om bl.a. narkomaner. I 1995 var Mayhem ved at vågne af sin dvale efter mordet på Euronymous, og interviews med gruppen var derfor relativt sjældne. Siden hen er historien om Mayhem og Black Metal Mafiaen aka Den Sorte Cirkel blevet fortalt til hudløshed. Jeg beklager redundansen. Men jeg vælger alligevel at genoptrykke interviewet her på Rifferama – for det giver et meget godt tidsbillede af 1990’ernes norske black metal.]  

* * *

End ikke et selvmord og et mord kan standse Mayhem. Hellhammer, gruppens 26-årige trommeslager, er oprørt over, at nogen har vovet af påstå, at det berygtede, norske black metal-band døde med Euronymous.

”Vi talte om det et par uger før Euronymous’ død. Vi blev enige om, at vi aldrig skulle stoppe, og hvis en af os skulle blive dræbt, skulle den anden køre bandet videre,” forklarer Hellhammer, der foruden at være trommeslager er nattevagt på et sindssygehospital. Han har et smalt, pertentligt studset overskæg, og hans hår falder i mørke, let krøllede lokker ned over skuldrene. På de kraftige arme bærer han brede manchetter af tykt, sort læder, beslået med blanke, spidse nitter. Der er noget på en gang forfinet og barbarisk over ham.

Greifi Grishnackh før opgøret med
Euronymous.

ET BRUTALT MORD

Næst efter Kurt Cobains selvmord er drabet på Euronymous den 10. august 1993 nok det mest omtalte rockdødsfald her i 1990’erne. Ifølge Hellhammer var det uundgåeligt, at noget tragisk måtte ske. Hadet mellem Black Metal Mafia-rivalerne Euronymous og Burzum-føreren Greifi Grishnackh var til sidst så indædt, at en af dem måtte dø, mener Hellhammer. Der var ingen mægling mulig.

”Euronymous var en meget ekstrem person, og det var åbenlyst, at han måtte falde. Grishnackh var også ekstrem, og han måtte også falde, og på en måde faldt de sammen. Det hele var nået til de yderste ekstremer med drab og kirkebrande, og det måtte få en ende, og på en måde udryddede de hinanden.”

Grishnackhs mord på Euronymous var meget brutalt: 23 knivstik, i hoved, hals og ryg. Mordet var heller ikke synderlig tappert. Greven var ledsaget af Euronymous’ bandkollega Blackthorn, der ringede på telecom-systemet til Euronymous’ Oslo-lejlighed, og således overraskede Grishnackh sin rival ved midnat: forsvarsløs og kun iklædt underbukser.

”Hvis Grishnackh havde ringet på, ville Euronymous aldrig have lukket op. Blackthorn stod halvvejs nede på trappen, da han hørte kamptummel og skrig. Euronymous kom løbende ned ad trappen og Grishnackh efter ham, mens han dolkede ham i ryggen igen og igen. Blackthorn stod bare og gloede lamslået, idet Euronymous styrtede om lige foran ham. Grishnackh dolkede ham i øjet, og han var nødt til at bruge foden for at få kniven fri, så dybt sad den. Ifølge obduktionsrapporten var Euronymous i live en halv time efter det sidste knivstik, og da jeg besøgte Blackthorn [afsoner en dom på otte år for meddelagtighed i drab] i fængslet, fortalte han, hvordan Euronymous havde gurglet blod – utroligt, at han kunne holde sig i live efter al den mishandling.”

TVUNGET TIL SELVMORD?

Euronymous var den anden martyr, som Mayhem leverede til black metal-menigheden. Den første var gruppens svenske sanger Dead, der begik selvmord i 1991, et selvmord, hvis PR-værdi Euronymous forsøgte at udnytte kommercielt, bl.a. ved at sprede private fotografier af den blodtilsølede Dead med sønderskudt kranium. Et af disse fotografier er senere hen havnet på omslaget til pirat-cd'en ”The Dawn Of The Black Hearts”.

Hellhammer hævder, at Euronymous hadede Dead og derfor pressede ham til at begå selvmord.

”Vi boede i et stort hus ude på landet, og de to gik konstant hinanden på nerverne, og ofte sagde Euronymous: ’Hvorfor skyder du ikke bare hjernen ud på dig selv?’ Dead var en meget følsom person. Jeg kunne godt li’ ham, og jeg var mere chokeret, da han begik selvmord, end da Euronymous blev dræbt.”

[Læs Rifferama-portræt af Dead her.]

MAFIA-DUMHEDER

Hellhammer deltog ikke i Black Metal Mafiaens nedbrænding af stavkirker, hvis oprindelse kan føres tilbage til det 10. og 11. århundrede, da vikingekonger som Olav Tryggvasson og Olav den Hellige med sværd kristnede Norge. Disse historiske mindesmærker burde skånes, mener Hellhammer, der desuden ikke ser den kristne kirke som et problem i dagens Norge.

”Hvorfor brændte de ikke en moske i stedet for?” spørger han. ”Kirken er ikke, hvad den var engang. Den er bare en forpulet institution i dag. Kristendommen har bevæget sig så langt væk fra Bibelen, som det er muligt. For fanden, i dag kan bøsser blive gift i kirken, og kvinder kan blive biskopper i Norge! Det har intet at gøre med den oprindelige kristendom, og for mig kan de brænde alverdens kirker ned til grunden, bare de lader stavkirkerne være i fred, for de er meget smukke.”

I det hele taget har Hellhammer svært ved at tage Black Metal Mafiaen alvorligt.

”Jeg vidste, at det ville gå galt før eller siden. Faust [Emperors trommeslager, idømt 14 års fængsel for mordet på den homoseksuelle Magne Andreassen i 1992] gik rundt og pralede vidt og bredt med, at han havde dræbt en homoseksuel. Det var temmelig dumt.”

Generelt synes Hellhammer, at folkene fra det sorte metalmiljø opførte sig dumt. Som han siger: ”Hvis man praler med sine handlinger, bør man aldrig udføre dem.”

De norske ungersvende var ikke modne nok til at gennemføre deres ikonoklasme og antikristne terrorisme i det skjulte; de var alt for snakkesalige over for både presse og myndigheder. Grishnackh, Euronymous og Fenriz bralrede op i pressen, mens andre, bl.a. Mortiis (ex-Emperor) brød sammen under afhøringerne og gav politiet alle de ”hemmelige” detaljer om ”mafiaen”.

”Efter mordet på Euronymous fik de yngste kolde fødder og fortalte politiet alt det, som Faust havde fortalt dem. Mortiis fortalte politiet alt, og det var noget lort, men mange andre havde allerede givet politiet de samme oplysninger, og Mortiis havde vel kun sig selv at tænke på.”

Brutalt cover til brutal album:
"Deathcrush" fra 1987.

LORTEBANDS ØDELÆGGER SCENEN

Trods disse voldsomme begivenheder fortsætter Mayhem sit musikalske togt ind i mørkets hjerte. I dag består Mayhem af Hellhammer (der også spiller i Immortal og Arcturus) og en ny, ukendt guitarist [Blasphemer, red.] samt bassisten Necrobutcher og sangeren Maniac, der begge medvirkede på ”Deathcrush”, Mayhems debutalbum fra 1987 – en plade, hvis omslag prydes af et par afhuggede hænder fra Mauretanien, og hvis riller hærges af en nærmest stenalder-primitiv deathrash.

Hellhammer er vældig begejstret for den nuværende Mayhem-besætning, der er i fuld gang med at skrive sange til bandets tredje album [Det, der skulle vise sig at blive til ”Wolf’s Lair Abyss”, 1997, red.].

”De nye numre har samme stemning som dem på ”De Mysteriis Dom Sathanas”, men de er lidt mere brutale. Jeg bryder mig ikke om, at de fleste bands i Norge går i en blødere retning. Det hader jeg. De prøver på at være atmosfæriske og sidder og trykker på deres forpulede synthesizer-knapper, og så kan de ikke engang spille! Black metal skal ikke være blødt, det skal være hårdt og brutalt, og det er, hvad Mayhem drejer sig om,” siger Hellhammer, der ser med stor skepsis på den nuværende black metal-scene i Norge.

”Hvis man kommer fra Norge, får man  øjeblikkelig en pladekontrakt. Det er helt åndssvagt, for mange af de nye norske bands kan ikke engang spille! De ødelægger vores omdømme. Norge var engang kendt for vores gode black metal-bands, og nu kommer alle disse lortebands og ødelægger det hele,” tordner Hellhammer, der selv har arbejdet meget hårdt for at blive en dygtig trommeslager.

FORTIDENS HEDENSKE MYSTIK

Primivisme er kodeordet for Mayhem. Musikken på det dystre og meget stemningsfulde black metal-mesterværk ”De Mysteriis Dom Sathanas” fra 1994 er primitiv og nærmest arkaisk; gruppens forhold til harmonier er mildest talt besynderligt, men fordyber man sig i pladen, bliver man grebet og ført ind i en verden af ildevarslende musikalsk dunkelhed. Deads simple poesi afspejler en dyster, men romantisk tankegang, hvor længslen efter fortidens hedenske mystik dominerer.

Mystikken slår også igennem på pladeomslaget, hvis forside bærer en primitiv afbildning af Nidarosdomen i Trondheim.

”Det skulle have set meget bedre ud, men denne her skiderik på Voices of Wonder [Oslo-selskab, der har udgivet ”De Mysteriis Dom Sathanas” i Deathlike Silences navn] ville spare penge,” snerrer Hellhammer og forklarer det underlige valg af en kristen domkirke som illustration på en satanisk black metal-plade således:

”Vi valgte Nidarosdomen, fordi den er så monumental, den er kæmpestor, og så ligger den i Norge.”

Det mystiske pladeomslag oplyser heller ikke, hvem der medvirker på pladen ud over Hellhammer og Euronymous.

”Det må folk selv finde ud af,” siger Hellhammer, der både spiller trommer og bas på skiven. Bassporet blev oprindeligt indspillet af Grishnackh, men Euronymous’ forældre krævede deres søns morder slettet fra masterbåndet. [NB! Hellhammer ændrede aldrig ved bassporet, og det er altså Grishnackh, man hører på albummet, red.]. Guitarerne leveres af Euronymous.

På ”De Mysteriis Dom Sathanas” synges Deads tekster af Attila Csihar fra det ungarske kultband Tormentor – en mand med en meget særpræget og næsten operaagtig måde at growle på.

”Euronymous og jeg var enige om, at Attila sang meget bedre end Dead. Attila havde en forståelse for musikken, som  var unik. Vi ønskede ikke en typisk growler, for det ville ikke passe til musikken – vi er jo ikke Cannibal Corpse. Men vi kunne aldrig bruge Attila som frontfigur, for han har ikke det rette udseende,” beklager Hellhammer og nævner Attilas to uacceptable svagheder:

”Han havde hanekam, og han tog stoffer, røg fede, men det tillod vi ham selvfølgelig ikke at gøre, når vi var i nærheden. Nej, han var ikke nogen rigtig frontfigur.”

Mayhem, som de kom til at se ud efter interviewet, da
"Wolf's Lair Abyss" blev udsendt i 1997. Det er Maniac
i forgrunden og Hellhammer til venstre.

TOTALITÆR STYRING

Ifølge Hellhammer er Maniac den perfekte frontfigur, og han har desuden udviklet sig til en meget bedre sanger, end han var i 1980’erne. I dag er Maniac tillige Mayhems tekstforfatter.

”Han er meget optaget af vampirisme. Det har intet at gøre med satanisme. Heller ikke ”De Mysteriis Dom Sathanas” har noget med satanisme at gøre, ordet Satan optræder kun i titlen, der er taget fra en bog med samme titel. Teksterne er meget dybere end Deicides ”burn the church and I hate Jesus” og alt sådan noget lort. Og jeg mener også, at Maniacs tekster er meget dybe. Ellers ville jeg ikke have ham med i bandet.”

På spørgsmålet, om han er satanist, svarer Hellhammer kategorisk: ”NEJ!” Om Euronymous’ livssyn siger han:

”Man kan sige, at han var djævledyrker, men han hadede [popsatanisten Anton Szandor LaVeys] Church of Satan, der grundlæggende siger: ’Gør hvad du vil!’ Euronymous fulgte strenge regler, han lagde bånd på sig selv for ikke at gøre visse ting, han prøvede at fornægte sin menneskelighed. Og det er fedt, synes jeg.”

Euronymous havde meget totalitære holdninger; han var kommunist, nærmere betegnet stalinist, og en overgang var hans brevpapir udstyret med et logo, der forkyndte, at Albaniens efterkrigstid med sovjetisk domineret kommuniststyre var ”45 years of freedom.” Hellhammer, derimod, ”bliver nødt til” at kalde sig fascist, og han giver et par smagsprøver på yderligtgående meninger, som eventuelle sarte læsere af NRG skal forskånes for.

Den totalitære Euronymous havde forskellige idéer om, hvordan han centralt kunne kontrollere scenen – bl.a. ved at fans skulle indsende ansøgninger med fotodokumentation, før de kunne godkendes som ægte black metal-fans og dermed bevilges ret til at købe Mayhem-plader.

”Euronymous var en drømmer, en utopist, og hvis hans idéer kunne føres ud i livet, ville det være det bedste,” indrømmer Hellhammer, som ikke selv har forretningsmæssige og organisatoriske talenter og derfor har afviklet Deathlike Silence Productions, der bl.a. har udsendt ”De Mysteriis Dom Sathanas” og genudgivelsen af ”Deathcrush” samt plader med sorte bands som Merciless, Abruptum, Burzum, Enslaved og Sigh.

”Mayhem vil sandsynligvis skrive kontrakt med Osmose Productions,” afslutter Hellhammer. ”Osmose gør et stort stykke arbejde for Immortal, og jeg mener, det ville være godt, hvis to af mine bands var på samme selskab.” [Sådan kom det som bekendt ikke til at gå: Hellhammer forlod Immortal, og Mayhem skrev kontrakt med Misanthropy Records, red.] \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Denne verden er ikke ond nok

”Jeg er ikke et menneske, det her er kun en drøm, og snart vågner jeg op.” Sådan skrev Mayhem-sangeren Dead i sit afskedsbrev, da han i 1991 begik selvmord. Rifferama spekulerer: hvem var han egentlig, denne unge, blonde svensker?

Dead opfandt corpse paint.

Per Yngve Ohlin er blevet en sagnagtig skikkelse i black metal. En martyr. Ohlin alias Dead var den sejeste black metal-sanger – ever! Det påstår mange i hvert fald, og jeg er ikke utilbøjelig til at give dem ret.

Jeg mødte aldrig Dead. Jeg orker ikke at være en poser, der stiller sig an som insider. Jeg har det som stort set alle andre: første gang, jeg overhovedet hørte om Dead, var han long gone, og Euronymous brugte hans selvmord til at promovere genudgivelsen af Mayhems 1987-ep ”Deathcrush” (hvorpå Dead IKKE synger!) i et brev, jeg modtog som metalskribent på Jam Magazine i 1993.

Men hvem var han egentlig, denne unge, blonde svensker, som aldrig fik udfoldet sit fulde potentiale? Ja, det sidder jeg og funderer over her på årsdagen for hans selvmord i 1991, mens jeg skamhører Mayhems legendariske livealbum ”Live In Leipzig” (optaget i november 1990) – en af de desværre alt for få indspilninger, der eksisterer med Dead.

Sminke er blevet brugt lige siden den hårde rocks start i 1960’erne (tænk: Alice Cooper og Arthur Brown). Og de mest nekro af midt-80’ernes thrash/døds/black-bands, såsom Hellhammer og Sodom, brugte også dødelige doser sort om øjnene. Men det var angiveligt Dead, der ”opfandt” den såkaldte ligsminke. I Dayal Pattersons nye bog, ”Black Metal – Evolution Of The Cult”, gøres der meget ud at forklare, at for Dead handlede det om at male sig, så han kom til at ligne en død, et lig. Deraf betegnelsen corpse paint.

Dead gravede angiveligt også sit scenetøj ned, før Mayhem skulle spille live. Stanken, forrådnelsen satte ham i en speciel sindsstemning, som gjorde ham i stand til at transcendere den normale bevidsthedstilstand. Der går også historier om, at Dead indåndede luften fra en plasticpose med en død krage, før han gik på scenen. Det lyder gak, men det er uden tvivl et særdeles effektivt middel til at fjerne sig fra alt, der er ”normalt.”

Dead var alt andet end normal. Han growlede ikke som en typisk dødsmetal-vokalist. Hvordan hans sangstil for alvor ville have lydt, hvis han havde fået lov at udvikle den og indspille et helt studiealbum som ”De Mysteriis Dom Sathanas” (1994), ved vi ikke. Vi kan kun gisne ud fra ”Live In Leipzig” og andre mere eller mindre obskure demo- og live-optagelser med Mayhem og Morbid. Plus selvfølgelig de to studieindspilninger, ”Carnage” og ”Freezing Moon” fra april 1990.

Dead live - med svinehoved på stage.

Teatralsk var Dead uden tvivl. Han havde visioner om, hvordan et rigtigt black metal-show skulle foregå. Dead skar i sig selv på scenen. Den selvdestruktive stil kunne minde om en langt-ude-sanger som Iggy Pop. Men Dead gjorde det næppe for at leve op til en gammel punkpioners ry. Dead gjorde det formentlig af helt andre, dybt seriøse grunde.

Efter alt at dømme var Dead en plaget mand. Han følte sig ikke hjemme i verden. Nogen påstår, han blev mobbet i skolen. I hvert fald havde han som purung en nærdødsoplevelse. Den slags oplevelser er altid skelsættende. Meget tyder på, at Dead længtes ”hjem.” Han fik angiveligt tilnavnet Dead, fordi han var ekstremt optaget af døden. Det passede perfekt til Mayhems image. Og i Pattersons bog mere end antydes det, at Mayhems leder og guitarist Euronymous var bad medicine for den følsomme sanger.

De breve og interviews, der florerer i bøger og magasiner, fortæller en del om den fremmedgørelse, som Dead følte over for verden, og om de lidelser, som han gennemgik i livet. En fremmedgørelse, som passer på en prik på det, eksistentialistiske filosoffer beskriver som livets grundvilkår – og som også er et centralt aspekt i de religiøse bevægelser, som nu om dage går under fællesbetegnelsen gnosticisme.

Dead var en verdensforsager. ”Denne verden er ikke ond nok,” skulle han engang have udtalt. Det er selvfølgelig en udtalelse fra en mand, for hvem smukt er stygt, og stygt er smukt. En mand, der kigger på verden med andre øjne end ”almindelige” mennesker.

I sit afskedsbrev skrev han: ”Jeg er ikke et menneske, det her er kun en drøm, og snart vågner jeg op.” Det er svært ikke at se Dead som en af dem, der i black metal-miljøet tog de første (formentlig ubevidste) skridt mod den kaosgnosticisme, som nu om dage er så udbredt inden for især svensk metal (tænk: Dissection, Watain etc. – sidstnævnte har netop i dag hyldet Dead med disse ord på Facebook: ”Tonight the Transylvanian fields will burn with the flames of the Adversary in the name of Pelle Dead Ohlin”).

Dead var en meget kreativ mand. Der er noget naivt over hans tekster og tegninger. Men også en dyb, smertefuld alvor, som formentlig kun kan værdsættes af dem, der selv har fremmedgørelsen tæt inde på livet.

Dead var en plaget mand, ja. Han burde have fået hjælp. Men måske havde han kigget så dybt i afgrunden, at der ikke fandtes nogen kur for ham – ud over medicinalindustriens lalleglæde. På ”Live In Leipzig” kan man høre Dead indlede koncerten med Hellhammer-sloganet: ”Only Death Is Real!” Hvem ved, måske førte hans selvmord ham ind i den virkelige eksistens …

Dead (16. januar 1969-8. april 1991) – Requiescat in pace. \m/

KILDER, BL.A.:

Dayal Patterson: ”Black Metal – Evolution Of The Cult” (Feral House, 2013)

Peter Beste: ”True Norwegian Black Metal” (Vice Books, 2008)

Michael Moynihan: ”Lords Of Chaos – The Bloody Rise Of The Satanic Metal Underground” (Feral House, 1998)

Diverse numre af Slayer magazine

Plus en masse von hørensagen

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Vi har ikke brug for flere bands, vi har brug for terrorister …

… udtalte Euronymous umiddelbart før sin død i 1993. I 1996 var det tydeligt, at black metal var blevet endnu en modestrømning inden for ekstremmetallen.

Klumme-tekst: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 4, 1996)

Michael Moynihan gav et præcist signalement
af black metals revolutionære væsen.

[Baggrund: Nedenstående er et uddrag af Valravn – en klumme, der blev lanceret som ”NRGs bannerfører for sort, gotisk og atmosfærisk rock”. Teksten afslører, at black metal allerede i 1996 var ved at udvande og blive til en mode. Og det var vist ikke hensigten med den bevægelse, som Euronymous og folkene i den såkaldte Sorte Cirkel (aka Black Metal Mafiaen) satte i gang omkring 1992-3.

For Euronymous & Co. handlede det om at være ”true”, og man burde ikke gå mere op i sin guitar end i satanismen. Black metal skulle være et opgør – ikke kun mod kristendommen og det humanistiske velfærdssamfund, men også mod kommercialiseret heavy metal.

Bemærk desuden, at klummen omtaler Michael Moynihans bog ”Lords Of Chaos: The Bloody Rise Of The Satanic Metal Underground”, som først blev udgivet i 1998, og som senere hen har været et meget omdiskuteret værk. Moynihans ord om black metals revolutionære væsen er værd at bide mærke i. Moynihans signalement af black metal udtrykker præcis, hvorfor den sorte metal-kunst var så interessant et fænomen – indtil den blev en mode.]

Michael Moynihan er en af de få forstandige rockjournalister, der har fordybet sig i black metal-fænomenet. Pt. skriver han på en bog om norsk black metal, en bog, der skærer igennem al sensationalismen og kulegraver scenens filosofi, ideologi og mytologiske symbolisme. For nylig sagde han i et interview:

”Black metal stiger i popularitet, fordi det er den eneste ægte revolutionære musikform, der endnu ikke er blevet opsuget og udvandet af mainsteam-pladeindustrien. Black metal er kompromisløs og ren i sin hensigt. Det er intet under i en verden fuld af tamme ideologier og åndsforladte, sukkersøde og kommercielle musikalske prostituerede, at en sonisk udrensning som black metal bliver hilst velkommen af mange.”

Det er sandt, at norsk black metal har ført an i revolutionen, i omvurderingen af alle værdier på 1990’ernes europæiske metalscene. Men det betyder ikke jo ikke, at det er stor kunst, hver gang en flok unggutter smører blæk i ansigtet og ræber ind i en mikrofon.

Black metal-scenen stagnerer voldsomt for tiden, og den er i fuld gang med at udvikle sig til en ondsindet selvparodi. Det, der oprindeligt var The Great Northern Trendkill, er i dag Den Store Nordiske Modedille. Og det er ikke kun legionen af medløberbands, der ødelægger scenen. Også medlemmer af den selvudnævnte elite har gjort deres til at profanere den nye nordiske tonekunst med deres myriader af sideprojekter og medvirken på plader, der i enhver anden sammenhæng ville havne i børnerock-afdelingen.

Når man ser det enorme udbud af black metal-plader, der hver måned vælter ud på markedet, dukker Euronymous’ grelle genfærd gang på gang op.

”Der er for mange bands,” sagde han før sin død i 1993. ”Mange skriver til mig og siger, at de ønsker at danne et black metal-band, og de spørger mig til råds. Jeg siger altid: ’Drop det.’ Jeg fortæller dem, at vi ikke har brug for flere bands, vi har brug for terrorister.” \m/

Rifferama zoomer i den nærmeste tid ind på 1990'ernes norske black metal-scene. Følg med via Facebook: gå ind på Peter Béliaths Rifferama og klik på "synes om".  

Slaver af Den Hornede

”Vi er slaver af Den Hornede. Vi er religiøse mennesker, og fuldstændig underkastelse er en fundamental ting for os. Hvis jeg havde den rette årsag til at dræbe, ville jeg med glæde afsone 20 års fængsel. Derfor skal vore fjender tage os alvorligt.” Sådan var sindelaget i norsk black metal i midten af 1990'erne.

Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 1, juni 1995) 

Euronymous var besat af at være
ekstremt ond.

[I 1995 var norsk black metal på alles læber. Kirkebrande, mord, sære kunstnernavne og grimme ansigter kalket til med ligsminke – det var, hvad almindelige mennesker kunne få øje på, når de zoomede ind på Norges sortmetal-scene. Uhyre lidt af det, der blev sagt og skrevet om fænomenet i Danmark (og andre steder for den sags skyld), hævede sig over skinhellig forargelse og sensationshunger.

Okay, metalmagasiner som Kerrang! og Terrorizer bragte dybdegående interviews med de centrale sortmetalliske skikkelser, og Rock Hard kulegravede black metal-fænomenet for at finde eksempler på racisme og nazisme. Men nedenstående artikel er – så vidt jeg husker – det første journalistiske forsøg på at forstå norsk black metal ud fra en spirituel/religiøs synsvinkel.

Bemærk: artiklen er skrevet i 1995, og meget er sket med norsk (og andre nationers) black metal siden da. F.eks. befinder medlemmerne af Darkthrone og Emperor sig ikke længere ude på ekstremismens overdrev. Til gengæld viderefører bands som Gorgoroth og svenske Watain den teistiske satanisme, som Euronymous & Co. var fortalere for i første halvdel af 1990’erne.]

Norge 1992. I den sjette dag i en bestemt uge, der også er den sjette dag i den sjette måned, brænder Fantoft-kirken i Bergen ned til grunden under mystiske omstændigheder.

Tallet seks i den bizarre måde at tælle uger på symboliserer Dyret i Johannes’ Åbenbaring, og den forkullede kirke betegner Guds undergang.

I alt otte kirker udsættes for brandattentater, og det kristne Norge går moralsk amok, da sensationspressen – og ikke politiet – afslører, at det er den såkaldte Black Metal Mafia, som står bag.

Black Metal Mafiaen, der er bygget op af omkring de satanistiske rockgrupper Mayhem, Burzum, Darkthrone og Emperor, citeres både i den nationale og den internationale presse for rockhistoriens hidtil mest ekstreme udtalelser, og en række finske og svenske bands bliver udsat for dødstrusler og attentater, fordi de ikke følger den rette Satan-tro. Mens politiets efterforskning står på, myrdes en 34-årig mand [den homoseksuelle Magne Andreassen, red.] i Lillehammer med 30 knivstik, og den 10. august 1993 myrdes Black Metal Mafiaens 25-årige godfather, Euronymous, med 25 knivstik i sin Oslo-lejlighed.

Den 21-årige Greifi Grishnackh fra enmandsbandet Burzum anklages for ildspåsættelse og mordet på Euronymous, og i maj 1994 idømmes han det norske retssystems hårdeste straf: 21 års fængsel. Den 19-årige Emperor-trommeslager Faust idømmes 14 års fængsel for mordet på manden i Lillehammer, og en lang række andre unge mænd i alderen 17-21 år får domme for brandstiftelse, vandalisme på kirker, medvirken til drab etc.

MAYHEM: MYTE & MARTYRER

Den myrdede Euronymous var ikke alene Black Metal Mafiaens godfather og mastermind bag syndikatets terrorisme. Euronymous kørte også pladebutikken Helvete og kult-pladeselskabet Deathlike Silence Productions (DSP), der svor aldrig at udgive plader med kunstnere, som ”dyrker livet, morskab, kærlighed, frihed og kristendom” – krav som grupperne Burzum, Enslaved, Abruptum, Merciless og Sigh levede op til.

Desuden var Euronymous leder af black metal-bandet Mayhem, der blev dannet i 1984 under kraftig inspiration fra datidens førere inden for sort metal: Venom, Celtic Frost og Bathory. I fanatisk raseri over kommercialiseringen af death metal-genren blev Euronymous drivkraften bag den hadefulde renæssance, som black metal har fået i 1990’erne.

Inden for dette black metal-comeback har Mayhem opnået en nærmest mytisk status – ikke mindst pga. de to martyrer, som gruppen har leveret til dens fans.

Da Mayhems andet album, ”De Mysteriis Dom Sathanas”, efter uendelige forhalinger endelig udkom i 1994, var det i skyggen af mordet på Euronymous i 1993 og det makabre selvmord, som bandets mystiske, svenske sanger Dead begik i 1991.

”Dead var en meget speciel person, med en ekstrem personlighed. End ikke vi [bandet, red.] kendte ham helt. Han flakkede hele tiden om i skovene, og han efterlod et brev, hvor han skrev, at det var der, han hørte til,” fortalte Euronymous til Kerrang! i marts 1993. Euronymous lagde ikke skjul på, at Deads selvmord havde stor PR-værdi, og Mayhem lavede halssmykker af stumper af Deads sønderskudte kranium. Euronymous tog efter sigende fotografier af den døde Dead.

”Jeg fremkaldte billederne,” forklarede Mayhem-trommeslageren Hellhammer til Terrorizer marts 1995, ”og jeg så, at kniven lå oven på geværet, og det kunne den ikke komme til af sig selv. Jeg siger ikke, at Euronymous trykkede på aftrækkeren, men på en eller anden måde havde han noget at gøre med selvmordet. Han kendte til det, før det skete. Først prøvede Dead at skære sig i hals og håndled, men det virkede ikke, så han brugte i stedet geværet, og det var lidt underligt. Jeg tror, at Euronymous pressede Dead til at begå selvmord.”

Greifi Grishnackh elsker hvide, ariske
overmennesker.

EURONYMOUS HIN ONDE

Euronymous (navnet er en forvanskning af Eurynomous – en blåsort og tænderskærende figur i det græske dødsrige Hades) var en karismatisk fører, og kulten omkring ham er vokset forudsigeligt efter hans martyrdød. Men forgudelsen af ham var – og er – overdreven i forhold til hans evner, og der var dem i Black Metal Mafiaen, der mente, at godfatheren talte for meget og handlede for lidt.

Blodfejden med Greifi Grishnackh (navnet adopteret efter en hjulbenet ork i J.R.R. Tolkiens romantrilogi ”Ringenes Herre”) opstod bl.a, fordi Euronymous var uendelig lang tid om at få udsendt Burzum-minialbummet ”Aske” (1993), der udkom på DSP så forsinket, at den tilsigtede PR-værdi af et dagbladsinterview om kirkebrandene, som Grishnackh gav i januar 1993, gik tabt. Dette tog Grishnackh særdeles ilde op, idet interviewet kostede ham en varetægtsfængsling. Hadet imellem de to rivaler blev til sidst dødeligt, og insidere har afsløret, at Euronymous også gik med planer om at myrde Grishnackh.

Mayhem-kollegaen Hellhammer tegnede i Terrorizer marts 1995 et lidet flatterende billede af Euronymous: ”Jeg synes, han var meget selvisk til sidst. Han sendte fotos af sig selv i stedet for af hele bandet, han promoverede kun sig selv, og han ofrede Mayhem til fordel for DSP.”

Hellhammer ser Euronymous’ egoisme som et regulært besættelsesfænomen som følge af satanisme. ”Man bliver besat af noget, der vil en til livs, og som vil have en til at brænde i helvede. Og hvis man beskæftiger sig for meget med det, tager det livet af en. Jeg tror, det var det, der skete for Euronymous. Førhen var han meget venlig og flink til at gøre folk tjenester. Men så blev han besat af at være ekstrem ond, og det ændrede ham. Jeg tror, at han vidste, at han snart skulle dø.”

NAZISME & RACISME

Norsk black metal er ofte blevet sat i forbindelse med nazisme og racisme.

Allerede i 1992 udspyede Darkthrone-trommeslageren Fenriz (opkaldt efter den altfortærende ulv i nordisk mytologi) en af sine ekstremt misantropiske og PR-givtige bandbuller til Metal Forces: ”Vi har fascistiske holdninger; vi er fjender af fred og lykke.”

I efteråret 1994 blev Darkthrone dog truet med boykot af pladeselskabet Peaceville og deres distributører i England og Tyskland pga. et anti-jødisk statement, som gruppen ønskede at få aftrykt på coveret til albummet ”Transilvanian Hunger” (1994). Dette fik Fenriz & Co. til at krybe til korset og udsende en pressemeddelelse, der undskyldte sprogbrugen og slog fast, at ingen af gruppens albums ”nogensinde har indeholdt racistiske/fascistiske synspunkter.”

I april 1994 blev Greifi Grishnackh i det norske Dagbladet citeret for en påstand om, at han samarbejdede med Ku Klux Klan og andre racistiske organisationer. ”Florida-afdelingen af KKK har betalt for trykning af nogle af mine plader og t-shirts, fordi de mener, at mit budskab er værd at sprede.” Han hævdede også, at hans fanklub i USA blev kørt af en kendt racist.

Disse udtalelser har Grishnackh senere hen affærdiget som citatfusk (Terrorizer juli 1994), og Burzums amerikanske distributører har over for magasinet Ultrakill afsløret, at de har været involveret i anti-racistiske aktiviteter. Burzums pladeselskab Misanthropy har ligeledes gennemhullet racismebeskyldningerne mod Grishnackh: den omtalte amerikanske Burzum-fanklub køres af en person af mexicansk afstamning, som altså næppe ligger under for racistiske overbevisninger.

HERREMORAL

Men dette betyder dog ikke, at black metal-folkenes ideologi og hensigt er harmløs. Foragten og den fuldstændige manglende medfølelse over for kristne, humanistisk og demokratisk indstillede mennesker tårner sig hos disse norske grupper op i en herremoral, som mange – inklusive nogle af dem selv – misforstår som nazisme.

Denne elitistiske og Nietzsche-inspirerede attitude forklarede Janto fra Hades i Metallian #11 således: ”Musikalsk mener vi ikke, at nazisme har noget med black metal at gøre. Black metal udtrykker et åndeligt budskab! Vi mener, det er naturligt for black metal-bands at have en slags fascistisk attitude over for alt ”lavlivet”, som omgiver dem.”

Grishnackh: ”Når nogen siger, de elsker hvide, ariske overmennesker, bliver undermenneskene, der meget vel kan være hvide ariere, hysteriske og påstår, at vi er nazister og racister og begynder at boykotte os. Men hvis nogen siger, de elsker jøderne, ’Guds udvalgte folk’, er det bare ’fascination’ og en meget ’positiv’ ting. Det kalder jeg at bruge Det Tredje Rige [Hitlers nazistiske Tyskland, red.] som undskyldning for at undertrykke det germanske folk.

”Med overmenneske mener jeg en stærk, selvstændig, vis og begavet person. Jeg elsker mig selv og min race, så jeg elsker hvide, ariske overmennesker. Nationalsocialismen modvirker individualisme, så jeg kan umuligt være nazist! Og det at elske den germanske race er ikke ensbetydende med at hader jøder” (Terrorizer juli 1994).

SATAN-FUNDAMENTALISME

Da Norge kogte allermest over af forargelse tog magasinet Rock Furore black metal-folkene i forsvar og påstod, at de unge menneskers satanisme var fremprovokeret af pressens skriverier.

Samme synspunkt adopterede Euronymous’ far i retten; her hævdede han, at sønnen ikke havde været religiøs, og han anklagede pressen for fejlagtigt at have skildret Euronymous som satanist.

Men hvis Euronymous, Grishnackh & Co. ikke var – og er – religiøse, hvad fik dem så til med dødsforagt at kaste sig ud i aktioner, der fik så vidtrækkende konsekvenser som død og fængselsstraf? Ingen af de dømte har i øvrigt vist tegn på anger, og både de fængslede og de black metal-folk, som stadig er på fri fod, fortsætter ufortrødent deres satanistiske korstog. Det er umuligt ikke at få muslimernes Jihad (hellig krig) i tankerne, når man læser, hvad Euronymous udtalte til Kerrang! i marts 1993:

”Vi er kun slaver af Den Hornede. Vi er religiøse mennesker, og fuldstændig underkastelse er en fundamental ting for os. Jeg er kun støv i universet, sammenlignet med Ham. Hvad, der sker med os, er ligegyldigt. Hvis jeg havde den rette årsag til at dræbe, ville jeg med glæde afsone 20 års fængsel. Derfor skal vore fjender tage os alvorligt i fremtiden. Vi har intet at tabe. Jeg forudsiger en ny Mørkets Tidsalder.”

Satyr fra Satyricon: "Vi brenner guds hus."

DET HEDENSKE MILLENNIUM

Den nye tidsalder har okkultister spået jævnligt i de seneste hundred år, og forestillinger om store omvæltninger op til årtusindskifter er såre almindelige. Mange moderne satanister og okkultister bekender sig således til åbenbaringerne i ”The Book Of The Law”, som Aleister Crowley angiveligt fik dikteret af skytsenglen Aiwass helt tilbage i 1904.

Det stærkeste norske black metal-udtryk for det nye satanistiske tusindårsrige finder man i titelnummeret på Darkthrones 1991-album ”A Blaze In The Northern Sky”. Fenriz’ tekst lyder bl.a.: ”It took ten times a hundred Years / Before the King on the Northern Throne / was brought Tales of the crucified one / Coven of renewed Delight: / A Thousand Years have passed since then - / Years of Lost Pride and Lust / Souls of Blasphemy, / hear a Haunting Chant - / We are a Blaze In The Northern Sky / The next thousand Years are OURS.”

Ingen tvivl: den norske black metal-bevægelse er drevet af trosforestillinger om fremtidig magt. Den ellers fåmælte Emperor-guitarist Samoth (der også medvirker på plader med Burzum og Satyricon) kvad i marts 1993 til Kerrang!: ”Vi vil regere hele Norge.”

At hovedfjenden er kristendommen, afslører kirkebrandene, som bl.a. kostede Samoth en længere fængselsstraf. Men Samoth angler ikke ligefrem efter strafnedsættelse ved at medvirke på Satyricons album ”The Shadowthrone” (1994); her hedder det sejrssikkert på nummeret ”Hvite Krists Død”: ”Vårt korstog har begynt og hvert skritt er en stake gjennom hvite krists hjerte / Vi brenner guds barn på bålet / Vi brenner guds hus.”

Og på ”The Sun No Longer Rises” fra Immortals album ”Pure Holocaust” (1993) lyder det ukristelige credo: ”I believe in desecration.”

De religiøse hensigter er ikke til at tage fejl af. Som Faust skrev i fanzinet Darkness: ”De gamle bands sang bare om det – nutidens bands gør det!”

ODIN, SATAN & ABSU

Man skal imidlertid ikke tro, at de norske bands lever under en gennemorganiseret religion. I virkeligheden er de fleste bands kun fælles om krigen mod kristendommen.

Mayhem, Darkthrone og Emperor dyrker vel en form for satanisme med alt, hvad det indebærer af omvendte kors, pentagrammer – og forbudte ritualer. Hellhammer løftede i Terrorizer marts 1995 lidt af sløret:

”Vi eksperimenterede, vi prøvede nogle af tingene i ”Necronomicon”. Men senere opfandt vi vore egne ritualer. Hvad, vi gjorde, var meget ulovligt her i Norge, men det var bedre for os, tror jeg. Jeg burde ikke tale for meget om det, men jeg kan afsløre, at liv blev taget.” Og formålet: ”Vi ville bare have viljestyrke, have tingene til at gå efter vor næse.”

Greifi Grishnackh er derimod erklæret odinist og har flere gange slået fast, at han ikke er djævledyrker, men at alle nordmænd af natur er sønner af Satan. En af hans forklaringer på dette kan læses i det danske fanzine Nagual #3: ”Odin er min fader, og han er modstander af den kristne ’Gud’. På hebraisk betyder ’Satan’ modstander. På den måde er Odin Satan. Nordens enøjede Satan. Og det gør mig til satanist, idet jeg følger min fader.”

Til Dagbladet har Grishnackh sat kirkebrandene i historisk perspektiv: ”Jeg anser det for blasfemisk at bygge kirker på Odins grund. Norge er Odins grund. Det er dem, der bygger kirkerne, der er kriminelle, ikke dem, der brænder dem ned.”

Medlemmer fra Enslaved og Hades bekender sig ligeledes til asatroen, til Odin, Thor og de øvrige gamle, nordiske guder. Og på Ancients album ”Svartalvheim” (1994) lever nordisk og babylonisk mytestof side om side med hinanden.

KUNSTNERNAVNE & LIGSMINKE

Ved hjælp af ligsminke og kunstnernavne er
black metal-musikerne i stand til at skifte
personlighed. Her er det Darkthrone, der raser i natten.

I det hele taget er den norske black metal-scene stærkt synkretistisk (en blanding af forskellige religioner), og selvom mange af grupperne synger på norsk og hævder at være nationalister, er det kan ganske få af musikerne, der bærer nordiske navne. Fenriz, Grimm og Frost er undtagelserne; de fleste bærer ikke-germanske kunstnernavne som Demonaz, Ihsahn, Satyr, Aphazel og Zephyrous.

Ud over kunstnernavnene er black metal-gruppernes ansigtsmaling, den såkaldte ”corpse paint”, det, der oftest vækker latter blandt uindviede. Men navnene og sminken har uden tvivl stor betydning for mange af scenens musikere, der på den måde er i stand til at skifte personlighed. Ligsminken har rituel betydning, og Dead var et ekstremt tilfælde, fortalte Hellhammer til Terrorizer i marts 1995:

”Dead var en meget stille fyr, meget rar og genert, og når han tog sminke på, var den person død, og det så man. Han gravede sit scenetøj ned i et par uger, før han tog det på.”

Greifi Grishnackh, der kun brugte sminke en kort overgang, forklarede til Terrorizer i juli 1994: ”Krigsmaling er for mig en rituel ting. Jeg bruger det til at påkalde raseriet i et odinistisk ritual kaldet ’berserkergang’ på norsk. Visse germanske stammer brugte krigsmaling, når de var på natlige togter.”

HELLIG RÆDSEL

Indholdet i den såkaldte satanisme blandt nordmændene kan diskuteres. Ondskaben lovprises, men defineres sjældent. Lidenskabeligt er det had, som nordmændene nærer til den amerikanske popsatanist Anton Szandor LaVey og dennes irreligiøse Church Of Satan, der kun ser Satan som et symbol, tilmed et symbol på det gode, og som prædiker liberalistisk egoisme og fri sex.

Nordmændene bekender sig derimod til en middelalderlig Satan, hvis egenskaber skildres i ”Inna A Satana” på Emperors album ”In The Nighside Eclipse” (1994): ”O mighty Lord of the Night. Master of beasts. Bringer of awe and derision. Thou whose spirit lieth upon every act of oppression, hatred and strife. Thou whose presence dwelleth in every shadow. Thou who strenghten the power of every quietus. Thou who sway every plague and storm.”

Der er sjældent tale om mystifistisk okkultisme, som de sydeuropæiske black metal-bands gør sig interessante med. De norske bands koketterer ikke med indsigter, de ikke besidder. De er anderledes konkrete og ærlige, og den væsentligste inspiration hentes i det nordiske mørke, i det kolde klima og Norges mægtige, vildsomme fjelde.

Enhver, der har besøgt Norge, kender den guddommelige ærefrygt, som disse norrøne egne kan indgyde et menneske. Og det er selvsamme hellige rædsel, som nordboernes myter om jætterne er udsprunget af – og disse bjergriser og rimthurser er jo netop nordiske slægtninge til de dæmoner, som de kristne importerede til Norden i middelalderen.

Denne indsigt er kort og godt troldenøglen til forståelsen af norsk black metal. \m/

Rifferama zoomer i den nærmeste tid ind på 1990'ernes norske black metal-scene. Følg med via Facebook: gå ind på Peter Béliaths Rifferama og klik på "synes om".