Greven er her!

Count Grishnackh aka Varg Vikernes aka Louis Cachet.

Min personlige beretning om dengang, norsk black metal lavede ravage i den hårde rock.

Greven är här! Ordene stod skrevet med tusch på et stykke pap, som var stukket ned i rækken af cd’er under B. B for Burzum. Pladebutikken var Skivhugget på Masthuggstorget i Göteborg. 

Denne forårsdag i 1993 var Burzum dét, alle talte om. Nogle dramatiske begivenheder havde bragt den norske black metal-scene i mediernes søgelys. Mange ønskede at høre, hvordan den sorte Greve af det hvide Norge lød på plade. 

Dér i Skivhugget stod den så, den nye Burzum-cd: ”Aske”. En ep med tre numre – og med skelettet af en udbrændt kirke på omslaget. ”Aske” var i mere end én forstand Grevens værk, forstod man.

Ved dens side stod Burzums debutalbum fra året før. Den havde Jannicke Wiese-Hansens forblæste ødemark på forsiden. Jeg samlede cd’en op og vendte den. På bagsiden var der et sort/hvidt skud af Count Grishnackh himself i kappe og corpsepaint og med noget, der lignede et sårmærke på den ene af de korslagte arme. 

På det tidspunkt var min glam-identitet nogenlunde intakt: cowboystøvler, bandana og eyeliner. Og nu holdt jeg dette monstrum i mine hænder, frastødt – og fascineret. Der stod en adresse på cd’en under pladeselskabets navn, som var trykt med rustikke, gotiske bogstaver: DEATHLIKE SILENCE PROD. Jeg griflede adressen ned for at tigge mig til et anmeldereksemplar af Burzums cd.

Jeg var nemlig ansvarshavende redaktør af Jam Magazine – et gratis musikblad, som udkom i 20.000 eksemplarer. I Jam Magazine havde jeg tilmed en hårdrock-klumme, der hed Rifferama.

Deathlike Silence var ejet af selveste Euronymous, og nogle uger senere sendte han mig en foret kuvert med cd’er. Selvfølgelig var Burzum blandt dem. Burzum var verdens ondeste band!

At dømme ud fra anmeldelsen i Jam Magazine #44 (juni 1993) var Euronymous’ promopakke hård kost for en mand, som grunge-moden havde tvunget på glam- og sleaze-afvænning. Min tilvænning til den musikalske brutalisme fra Norge skulle vise sig at tage nogle måneder …

Jam Magazine #46 (oktober 1993). Citatet er stjålet fra Kerrang!

JEG VAR 30 ÅR og boede i Odense den dag, jeg samlede Burzum-cd’en op i Skivhugget. Jeg har altid godt kunnet li’, når rocken er farlig. Desuden var jeg meget optaget af myter og alt nordisk, og det var interessant at studere alle de mytologiske lag i black metal-genren. Jeg måtte vide mere, jeg måtte dybere ned i genren.

I sensommeren 1993 sad jeg på Jam Magazines redaktion og ringede til en distributør, som havde omdannet sit parcelhus til lager for dødsmetal-cd’er. Han himlede op om, at Darkthrone havde ødelagt deres karriere med deres nye skive, ”Under A Funeral Moon”. Om jeg da ikke havde hørt det lort? Nej, det havde jeg ikke. Og så gav han en nøje beskrivelse af produktionen, som – forstod jeg – fik musikken til at lyde som noget, der blev afspillet på en transistorradio placeret under et tykt gulvtæppe. 

Den plade måtte jeg bare høre. Men ”Under A Funeral Moon” var umulig at støve op i Odense. I stedet fandt jeg i brugtpladebutikken Moby Disc et eksemplar af ”A Blaze In The Northern Sky”. Og det blev dét album, som åbnede mine sanser for norsk black metals kvaliteter.

Jam Magazine #50 (juni 1994).

1990’ERNE VAR ET disruption-årti. Den 10. september 1991 begyndte de store omvæltninger. Hverken før eller siden har den hårde rock oplevet så store forandringer på så kort tid. Næsten alt blev rykket op med rode og vendt på hovedet. Det, der var smart og sejt den ene dag, var røvballe-rock den næste dag. Nirvana var den musikalske ækvivalent til meteoren, der slog dinosaurerne ihjel.

Alt stod i forandringens tegn. 

Nu var læder yt, de traditionelle battle veste blev stuvet dybt ind i skunken, og på gader og stræder bevægede metalfans sig rundt i noget, som kaldtes street wear, men som i mine øjne lignede kitler. No way, tænkte jeg, I får mig ikke til at gå rundt og ligne en bonderøv. Læderet blev siddende på min ryg.

De eneste fødder, hvor jeg kunne øjne cowboystøvler eller biker boots, var dem, der sad for enden af Darkthrones eller Emperors ben. Og hvor åndssvagt det end må lyde, så var black metal-folkets look med til at forsone mig med genren. 

Jeg droppede hverken eyeliner eller bandana. Men det blev kombineret med Burzum-trøje, lædervest og -bukser. Og min begejstring for nordisk kultur satte prikken over i’et: Jeg lod mig behænge med vikinge-kopismykker i et omfang, der ville have været et juletræ værdigt.

Det resulterede i, at folk – selv nære venner – havde svært ved at skelne mediet fra budskabet. 

Jeg husker en togtur op gennem Jylland i midten af 1990’erne. Jeg sad i en af de der store, åbne kupéer og læste Nietzsches ”Afgudernes ragnarok” med Burzums logo på brystet og en Midgårdsorm-ring snoet rundt om armen. På sædet skråt overfor mig sad mor og datter. De talte norsk, og efter at have taget mig i øjesyn, trak moren skyndsomst datteren med ind i næste kupé. 

Det var også i den periode, at jeg i Århus interviewede Seigmen. Seigmen er et band fra Tønsberg. De ramte mig i solar plexus med en atmosfærisk musik, som havde elementer af goth og nyrock, og såmænd også et anstrøg af metal over sig. Vi sad rundt om bordet backstage, og alt var fryd og gammen – indtil jeg fortalte, at jeg satte ligeså stor pris på Seigmen, som jeg gjorde på black metal. Og at jeg havde både Seigmen og Emperor på min playlist i Jam Magazine. Seigmen-medlemmerne kiggede på mig, som Van Helsing ville have kigget på en vis transsylvansk greve. 

Det var bare én af et utal af lejligheder, hvor jeg måtte forklare, at det var black metals æstetik, jeg var fascineret af. Djævledyrkelsen og de ekstreme politiske rablerier sympatiserede jeg ikke med. 

De ægte racister kunne dog godt genkende mit indre bløddyr. Og da jeg i min Valravn-klumme i NRG nr. 5 (1997) lod kritikken hagle ned over Varg Vikernes’ bog ”Vargsmaal”, fordi den indeholdt det, jeg kaldte ”hjernedøde raceteorier”, fik jeg post. Bl.a. et hadebrev, anonymt selvfølgelig og behørigt udstyret med de af højreekstremister så tiljublede 14 words. Brevskriveren miskrediterede min anmeldelse, fordi jeg var venstreorienteret – hvad jeg jo sådan set også var. Jeg stemte SF.

Jam Magazine #54 (februar 1995).

EKSTREMISMEN BLEV jeg hurtigt træt af. Og det skete, at jeg censurerede mine musikalske helte, fordi deres udtalelser stod i vejen for den modkulturelle historie, jeg ønskede at fortælle. Jeg skrev fx en artikel om Burzum til Jam Magazine i 1996. Den hed ”Grevens fejde” og var sammenstykket af interviews fra forskellige medier. Også nogle af de mere – ahem – esoteriske, såsom Kadmons Aorta-traktak nr. 20 om Oskorei. Et af Aorta-citaterne klippede jeg midt over, så det ikke fremgik, at Grishnackh kaldte sig selv fascist.

Samme politiske remse fik jeg af en navnkundig trommeslager. Jeg interviewede ham backstage efter en koncert. Mens jeg quizzede ham, sad han og rensede negle med en stor jagtdolk med blodskær. Uden tvivl til ære for mig, pressen. Nogle af de ting, han sagde, var fornuftige nok. Men så kom vi til politik. ”Jeg er fascist!” Saks. Om narkomaner sagde han: ”De sku’ fanme skydes!” Saks. 

I Ålborg fik jeg engang lejlighed til at interviewe et svensk band, som havde nære relationer til den norske black metal-scene. Det blev en helt lille rundbordssamtale. Inde på midten af bordet lå to-tre klassiske grimoirer, altså lærebøger i magi. Det så ellers seriøst ud. ”Det er bare som underholdning,” forsikrede sangeren. Jeg spurgte så ind til gruppens tro på Satan og helvede. Om ikke de mente, at helvede var et pinefuldt sted at være? ”Jo,” svarede bassisten, ”men der skal jo også være nogen til at pine de andre.” Det kunne jeg simpelthen ikke tage alvorligt, så jeg klippede det ud af den færdige artikel. 

Men … jeg fik noget positivt ud af denne annammelse af ondskaben. Jeg kom til at se menneskeheden gennem black metal-kunstnernes maske. Og jeg så den forlorne, den forløjede, farisæiske godhedskult, som florerer alle steder i vores moderne civilisation – ikke mindst i den politiske korrekthed. Vi er altid de gode, og de andre er altid de onde. Men i black metal oplevede jeg nogle unge mennesker, som var ærlige. De sagde: Vi er onde. 

Hånden på hjertet: Hvem kan sige sig fri for at bære det onde rundt i verden?

Jam Magazine #59 (marts 1996). Fra artiklen "Grevens fejde".

BLACK METAL VAR designet til at skræmme uvedkommende væk. Men genren havde tiltrækningskraft på en broget skare af især purunge fyre. Også i Danmark. Der var curlingbørn fra middelklassen, som fik lektiehjælp af moar. Og der var kid fra socialgruppe 5 med overtræk på kontoen for kulturel kapital. 

Især de yngste grupperinger virkede rabiate. De gik rundt i et harnisk af alvor. Det klikkede aldrig med mig og de typer. 

En dag stødte jeg ind i en gruppe sorte alvorsfolk. Det foregik i en lokal pladebutik, og der udbrød straks en heftig ordduel. Deres logik var, at det var TRVE og KVLT, når fx Satyricon integrerede folkemusik i deres metal. Men når Sepultura gjorde noget lignende med etnisk musik fra den brasilianske regnskov, så var det falsk metal. Black metal-kiddene var ligeså dogmatiske som en flok madammer samlet omkring et dialogkaffebord. 

Den slags diskussioner blev selvfølgelig ikke kønnere af, at jeg på det tidspunkt ikke var bange for at sige min mening om andres intelligens. Rigelige doser Nietzsche, Neutzsky-Wulff og Odin-myter gjorde mig ikke ligefrem til verdens mest tolerante menneske. I dag forstår jeg godt, hvis nogle af unggutterne fra miljøet fandt mig arrogant.

Heldigvis var der knap så fundamentalistiske folk i miljøet, som hørte black metal. De fleste af dem var et stykke oppe i tyverne – og nogen af dem havde tilmed humor. En af mine black-venner gav den i rollen som Ironimous og omformulerede en af Mayhem-sangeren Deads sangintroer sådan her: ”When it’s cold and when it’s dark, the old man’s moon will obsess you.” Den gamle mands måne sad på min isse. 

Dette miljø var med til at åbne min musikalske horisont for industrial, dark ambient og folk noir, ligesom det var her, jeg ”genopdagede” The Sisters Of Mercy og Fields Of The Nephilim. 

I det hele taget husker jeg 1990’erne som meget eklektiske. Det ene øjeblik lyttede man til Dead Can Dance, det næste satte man Von på anlægget. 

Denne eventyrlyst var også tilstede i black metals randområder. Thorns, In The Woods …, Ved Buens Ende, Arcturus, Fleurety og The 3rd And The Mortal var bare nogen af de norske bands, som brød med genrekonventionerne i 1990’erne. 

Odins vi i 1990'erne.

ALT SAMMEN VAR det med til at flytte grænser i min bevidsthed, til at åbne porte ind til nye dimensioner i mit liv. Af og til førte det til togter ind i menneskesindet, hvor man bliver konfronteret med arketyper, der ikke passer ind i den moderne civilisation.

Black metal blev aldrig en religion for mig. Men den blev en æstetik, en slags sort romantik. Black metal var lydsporet til nogle af de stærkeste oplevelser i mit liv. Ikke kun foran stereoanlægget og i koncertsalene, men også udendørs, under åben himmel.

Jeg husker nattevandringer i snestorm, den isnende kulde og suset af skønhed. En særlig frostvinter, hvor isen lagde sig som skulpturer i Odense Havn, de tilisede kæder og pullerter og den der følelse, som kun findes i det høje Nord.

Jeg husker hellige øjeblikke i skove, hvor træer hvælvede sig over mig som gotiske spidsbuer. Jeg husker ekskursioner til gravhøje og skibssætninger, de mentale erobringer af det danske landskab og samhørighedsfølelsen med forfædrene, oplevelsen af at være et led i lang, lang slægtskæde, der fører dybt ind i oldtiden …

NRG nr. 1 (juni 1995).

MODVILJEN MOD BLACK METAL blev mindre hen mod midten af 1990’erne. Markedet for den sorte metal blev så stort, at Progress-shoppen i Odense gik helt i sort og skrev i vinduet: ”The time is black!” Så de lokale og regionale disciple kunne valfarte til butikken og købe ”Til Evighet …” af Trelldom – et band, som var særlig attraktivt, for rygtet fortalte, at gruppens bagmand, Gaahl, nærmest var politisk spedalsk. 

Trelldom-musikanten endte dog med at blive taget til nåde af det etablerede, og i 2010 kårede Bergen ham til årets bøsse.

Kristian Vikernes aka Count Grishnackh aka Louis Cachet bliver næppe kåret til årets bøsse eller noget tilsvarende etableret. Han er og bliver en skovgangsmand. Men vargens musik har dannet skole. Den anti-trendy tonekunstner er blevet trendy. Burzum har haft en afgørende indflydelse på black metals senere udvikling. Både i den radikale TRVE-del af sortmetallen, men sandelig også i genrens hipster-segment.

Det er pudsigt, at lige præcis det kunstneriske udtryk, som blev lagt allermest for had i de tidlige 1990’ere, nemlig Burzums primitivistiske lo-fi-excesser, i dag er blevet ophøjet til genreideal og -konvention. Dét havde jeg ikke regnet med, da jeg sad og fjumrede med mit meningsmageri om Burzums musik til Jam Magazine i forsommeren 1993. 

Mine første black metal-anmeldelser i Jam Magazine bar præg af, at jeg drømte om et nyt Guns N’ Roses. De anmeldelser indhentede mig senere. 

Det forholdt sig nemlig sådan, at der i en mental katakombe i det mørke Jylland huserede nogle vældig TRVE ungersvende, der var medlemmer af et black metal-band (som jeg aldrig havde hørt!). Til en koncert på Rytmeposten i Odense trængte en af disse ikke helt nyvaskede typer mig op mod baren og krævede, at jeg betalte aflad for mine bespottelige ord mod den uhellige sortmetal.

Nej, jeg blev aldrig nogen autoritativ stemme i det TRVE black metal-miljø. Jeg var mainstream, basta! Og som sådan blev jeg castet som ”dyrker af alt sort og gotisk” i et nyt farvesprælsk og layout-bombastisk metalmagasin, der så dagens lys i juni 1995. 

Magasinet hed NRG, og i det fik jeg mulighed for at omvurdere min indstilling til Burzums første to plader. For på det tidspunkt var Burzum blevet et hovednavn af årsager, som ikke kun hang sammen med vargens kunstneriske evner. Burzum solgte cd’er i pallevis på internationalt plan, og som den naturligste ting i verden blev enmandsbandets plader genudgivet. Og genanmeldt.

. . .

Læs nedenfor – 

Anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 1, juni 1995)

BURZUM: ”BURZUM” / ”ASKE”

(Misanthropy)

******

Greifi Grishnackh er mest kendt for sin anti-kristelige terrorisme og mordet på Euronymous, men 1000 kr.-spørgsmålet er: Holder hans musik?

De fleste pæne mennesker vil afgjort svare NEJ!, hvis de blev udsat for Grishnackhs debutplade med Burzum, som netop er blevet genudsendt. Grishnackhs growl er frygtindgydende skrig, og den stygge greve spiller alle instrumenter selv, og det gør han så grumt og primitivt, at det ligger lige på grænsen til det komiske.

Burzums debutalbum byder ikke på stor sangskrivning. En ’sang’ som den hurtige ”War” er direkte uhjælpelig, mens andre af numrene, bl.a. ”Ea, Lord Of The Depths”, er melodiske på en underlig kluntet måde. Det er afgjort de langsomme og mere stemningsmalende numre, hvor Grishnackh fremmaner en dyster atmosfære af råkold og skæbnesvanger skandinavisk skønhed, som står sig bedst her tre år efter pladens indspilning.

1993-ep’en ”Aske”, der følger med som bonus på genudgivelsen af ”Burzum”, er derimod noget af det bedste, Grishnackh har udgydt. Måske det bedste. Ep’en rummer de lange ”Stemmen Fra Taarnet” og ”A Lost Forgotten Sad Spirit” samt den sorte instrumentalperle ”Dominus Sathanas”. Det er bedre spillet, bedre produceret, bedre komponeret, og stemningen fra den temmelig originale musik, der ikke minder det fjerneste om traditionel, death metal-baseret black metal, lægger sig som et rugende mørke over lytteren. En klassiker inden for genren. <13>

NRG nr. 5 (1997)

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Slaver af Den Hornede

”Vi er slaver af Den Hornede. Vi er religiøse mennesker, og fuldstændig underkastelse er en fundamental ting for os. Hvis jeg havde den rette årsag til at dræbe, ville jeg med glæde afsone 20 års fængsel. Derfor skal vore fjender tage os alvorligt.” Sådan var sindelaget i norsk black metal i midten af 1990'erne.

Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 1, juni 1995) 

Euronymous var besat af at være
ekstremt ond.

[I 1995 var norsk black metal på alles læber. Kirkebrande, mord, sære kunstnernavne og grimme ansigter kalket til med ligsminke – det var, hvad almindelige mennesker kunne få øje på, når de zoomede ind på Norges sortmetal-scene. Uhyre lidt af det, der blev sagt og skrevet om fænomenet i Danmark (og andre steder for den sags skyld), hævede sig over skinhellig forargelse og sensationshunger.

Okay, metalmagasiner som Kerrang! og Terrorizer bragte dybdegående interviews med de centrale sortmetalliske skikkelser, og Rock Hard kulegravede black metal-fænomenet for at finde eksempler på racisme og nazisme. Men nedenstående artikel er – så vidt jeg husker – det første journalistiske forsøg på at forstå norsk black metal ud fra en spirituel/religiøs synsvinkel.

Bemærk: artiklen er skrevet i 1995, og meget er sket med norsk (og andre nationers) black metal siden da. F.eks. befinder medlemmerne af Darkthrone og Emperor sig ikke længere ude på ekstremismens overdrev. Til gengæld viderefører bands som Gorgoroth og svenske Watain den teistiske satanisme, som Euronymous & Co. var fortalere for i første halvdel af 1990’erne.]

Norge 1992. I den sjette dag i en bestemt uge, der også er den sjette dag i den sjette måned, brænder Fantoft-kirken i Bergen ned til grunden under mystiske omstændigheder.

Tallet seks i den bizarre måde at tælle uger på symboliserer Dyret i Johannes’ Åbenbaring, og den forkullede kirke betegner Guds undergang.

I alt otte kirker udsættes for brandattentater, og det kristne Norge går moralsk amok, da sensationspressen – og ikke politiet – afslører, at det er den såkaldte Black Metal Mafia, som står bag.

Black Metal Mafiaen, der er bygget op af omkring de satanistiske rockgrupper Mayhem, Burzum, Darkthrone og Emperor, citeres både i den nationale og den internationale presse for rockhistoriens hidtil mest ekstreme udtalelser, og en række finske og svenske bands bliver udsat for dødstrusler og attentater, fordi de ikke følger den rette Satan-tro. Mens politiets efterforskning står på, myrdes en 34-årig mand [den homoseksuelle Magne Andreassen, red.] i Lillehammer med 30 knivstik, og den 10. august 1993 myrdes Black Metal Mafiaens 25-årige godfather, Euronymous, med 25 knivstik i sin Oslo-lejlighed.

Den 21-årige Greifi Grishnackh fra enmandsbandet Burzum anklages for ildspåsættelse og mordet på Euronymous, og i maj 1994 idømmes han det norske retssystems hårdeste straf: 21 års fængsel. Den 19-årige Emperor-trommeslager Faust idømmes 14 års fængsel for mordet på manden i Lillehammer, og en lang række andre unge mænd i alderen 17-21 år får domme for brandstiftelse, vandalisme på kirker, medvirken til drab etc.

MAYHEM: MYTE & MARTYRER

Den myrdede Euronymous var ikke alene Black Metal Mafiaens godfather og mastermind bag syndikatets terrorisme. Euronymous kørte også pladebutikken Helvete og kult-pladeselskabet Deathlike Silence Productions (DSP), der svor aldrig at udgive plader med kunstnere, som ”dyrker livet, morskab, kærlighed, frihed og kristendom” – krav som grupperne Burzum, Enslaved, Abruptum, Merciless og Sigh levede op til.

Desuden var Euronymous leder af black metal-bandet Mayhem, der blev dannet i 1984 under kraftig inspiration fra datidens førere inden for sort metal: Venom, Celtic Frost og Bathory. I fanatisk raseri over kommercialiseringen af death metal-genren blev Euronymous drivkraften bag den hadefulde renæssance, som black metal har fået i 1990’erne.

Inden for dette black metal-comeback har Mayhem opnået en nærmest mytisk status – ikke mindst pga. de to martyrer, som gruppen har leveret til dens fans.

Da Mayhems andet album, ”De Mysteriis Dom Sathanas”, efter uendelige forhalinger endelig udkom i 1994, var det i skyggen af mordet på Euronymous i 1993 og det makabre selvmord, som bandets mystiske, svenske sanger Dead begik i 1991.

”Dead var en meget speciel person, med en ekstrem personlighed. End ikke vi [bandet, red.] kendte ham helt. Han flakkede hele tiden om i skovene, og han efterlod et brev, hvor han skrev, at det var der, han hørte til,” fortalte Euronymous til Kerrang! i marts 1993. Euronymous lagde ikke skjul på, at Deads selvmord havde stor PR-værdi, og Mayhem lavede halssmykker af stumper af Deads sønderskudte kranium. Euronymous tog efter sigende fotografier af den døde Dead.

”Jeg fremkaldte billederne,” forklarede Mayhem-trommeslageren Hellhammer til Terrorizer marts 1995, ”og jeg så, at kniven lå oven på geværet, og det kunne den ikke komme til af sig selv. Jeg siger ikke, at Euronymous trykkede på aftrækkeren, men på en eller anden måde havde han noget at gøre med selvmordet. Han kendte til det, før det skete. Først prøvede Dead at skære sig i hals og håndled, men det virkede ikke, så han brugte i stedet geværet, og det var lidt underligt. Jeg tror, at Euronymous pressede Dead til at begå selvmord.”

Greifi Grishnackh elsker hvide, ariske
overmennesker.

EURONYMOUS HIN ONDE

Euronymous (navnet er en forvanskning af Eurynomous – en blåsort og tænderskærende figur i det græske dødsrige Hades) var en karismatisk fører, og kulten omkring ham er vokset forudsigeligt efter hans martyrdød. Men forgudelsen af ham var – og er – overdreven i forhold til hans evner, og der var dem i Black Metal Mafiaen, der mente, at godfatheren talte for meget og handlede for lidt.

Blodfejden med Greifi Grishnackh (navnet adopteret efter en hjulbenet ork i J.R.R. Tolkiens romantrilogi ”Ringenes Herre”) opstod bl.a, fordi Euronymous var uendelig lang tid om at få udsendt Burzum-minialbummet ”Aske” (1993), der udkom på DSP så forsinket, at den tilsigtede PR-værdi af et dagbladsinterview om kirkebrandene, som Grishnackh gav i januar 1993, gik tabt. Dette tog Grishnackh særdeles ilde op, idet interviewet kostede ham en varetægtsfængsling. Hadet imellem de to rivaler blev til sidst dødeligt, og insidere har afsløret, at Euronymous også gik med planer om at myrde Grishnackh.

Mayhem-kollegaen Hellhammer tegnede i Terrorizer marts 1995 et lidet flatterende billede af Euronymous: ”Jeg synes, han var meget selvisk til sidst. Han sendte fotos af sig selv i stedet for af hele bandet, han promoverede kun sig selv, og han ofrede Mayhem til fordel for DSP.”

Hellhammer ser Euronymous’ egoisme som et regulært besættelsesfænomen som følge af satanisme. ”Man bliver besat af noget, der vil en til livs, og som vil have en til at brænde i helvede. Og hvis man beskæftiger sig for meget med det, tager det livet af en. Jeg tror, det var det, der skete for Euronymous. Førhen var han meget venlig og flink til at gøre folk tjenester. Men så blev han besat af at være ekstrem ond, og det ændrede ham. Jeg tror, at han vidste, at han snart skulle dø.”

NAZISME & RACISME

Norsk black metal er ofte blevet sat i forbindelse med nazisme og racisme.

Allerede i 1992 udspyede Darkthrone-trommeslageren Fenriz (opkaldt efter den altfortærende ulv i nordisk mytologi) en af sine ekstremt misantropiske og PR-givtige bandbuller til Metal Forces: ”Vi har fascistiske holdninger; vi er fjender af fred og lykke.”

I efteråret 1994 blev Darkthrone dog truet med boykot af pladeselskabet Peaceville og deres distributører i England og Tyskland pga. et anti-jødisk statement, som gruppen ønskede at få aftrykt på coveret til albummet ”Transilvanian Hunger” (1994). Dette fik Fenriz & Co. til at krybe til korset og udsende en pressemeddelelse, der undskyldte sprogbrugen og slog fast, at ingen af gruppens albums ”nogensinde har indeholdt racistiske/fascistiske synspunkter.”

I april 1994 blev Greifi Grishnackh i det norske Dagbladet citeret for en påstand om, at han samarbejdede med Ku Klux Klan og andre racistiske organisationer. ”Florida-afdelingen af KKK har betalt for trykning af nogle af mine plader og t-shirts, fordi de mener, at mit budskab er værd at sprede.” Han hævdede også, at hans fanklub i USA blev kørt af en kendt racist.

Disse udtalelser har Grishnackh senere hen affærdiget som citatfusk (Terrorizer juli 1994), og Burzums amerikanske distributører har over for magasinet Ultrakill afsløret, at de har været involveret i anti-racistiske aktiviteter. Burzums pladeselskab Misanthropy har ligeledes gennemhullet racismebeskyldningerne mod Grishnackh: den omtalte amerikanske Burzum-fanklub køres af en person af mexicansk afstamning, som altså næppe ligger under for racistiske overbevisninger.

HERREMORAL

Men dette betyder dog ikke, at black metal-folkenes ideologi og hensigt er harmløs. Foragten og den fuldstændige manglende medfølelse over for kristne, humanistisk og demokratisk indstillede mennesker tårner sig hos disse norske grupper op i en herremoral, som mange – inklusive nogle af dem selv – misforstår som nazisme.

Denne elitistiske og Nietzsche-inspirerede attitude forklarede Janto fra Hades i Metallian #11 således: ”Musikalsk mener vi ikke, at nazisme har noget med black metal at gøre. Black metal udtrykker et åndeligt budskab! Vi mener, det er naturligt for black metal-bands at have en slags fascistisk attitude over for alt ”lavlivet”, som omgiver dem.”

Grishnackh: ”Når nogen siger, de elsker hvide, ariske overmennesker, bliver undermenneskene, der meget vel kan være hvide ariere, hysteriske og påstår, at vi er nazister og racister og begynder at boykotte os. Men hvis nogen siger, de elsker jøderne, ’Guds udvalgte folk’, er det bare ’fascination’ og en meget ’positiv’ ting. Det kalder jeg at bruge Det Tredje Rige [Hitlers nazistiske Tyskland, red.] som undskyldning for at undertrykke det germanske folk.

”Med overmenneske mener jeg en stærk, selvstændig, vis og begavet person. Jeg elsker mig selv og min race, så jeg elsker hvide, ariske overmennesker. Nationalsocialismen modvirker individualisme, så jeg kan umuligt være nazist! Og det at elske den germanske race er ikke ensbetydende med at hader jøder” (Terrorizer juli 1994).

SATAN-FUNDAMENTALISME

Da Norge kogte allermest over af forargelse tog magasinet Rock Furore black metal-folkene i forsvar og påstod, at de unge menneskers satanisme var fremprovokeret af pressens skriverier.

Samme synspunkt adopterede Euronymous’ far i retten; her hævdede han, at sønnen ikke havde været religiøs, og han anklagede pressen for fejlagtigt at have skildret Euronymous som satanist.

Men hvis Euronymous, Grishnackh & Co. ikke var – og er – religiøse, hvad fik dem så til med dødsforagt at kaste sig ud i aktioner, der fik så vidtrækkende konsekvenser som død og fængselsstraf? Ingen af de dømte har i øvrigt vist tegn på anger, og både de fængslede og de black metal-folk, som stadig er på fri fod, fortsætter ufortrødent deres satanistiske korstog. Det er umuligt ikke at få muslimernes Jihad (hellig krig) i tankerne, når man læser, hvad Euronymous udtalte til Kerrang! i marts 1993:

”Vi er kun slaver af Den Hornede. Vi er religiøse mennesker, og fuldstændig underkastelse er en fundamental ting for os. Jeg er kun støv i universet, sammenlignet med Ham. Hvad, der sker med os, er ligegyldigt. Hvis jeg havde den rette årsag til at dræbe, ville jeg med glæde afsone 20 års fængsel. Derfor skal vore fjender tage os alvorligt i fremtiden. Vi har intet at tabe. Jeg forudsiger en ny Mørkets Tidsalder.”

Satyr fra Satyricon: "Vi brenner guds hus."

DET HEDENSKE MILLENNIUM

Den nye tidsalder har okkultister spået jævnligt i de seneste hundred år, og forestillinger om store omvæltninger op til årtusindskifter er såre almindelige. Mange moderne satanister og okkultister bekender sig således til åbenbaringerne i ”The Book Of The Law”, som Aleister Crowley angiveligt fik dikteret af skytsenglen Aiwass helt tilbage i 1904.

Det stærkeste norske black metal-udtryk for det nye satanistiske tusindårsrige finder man i titelnummeret på Darkthrones 1991-album ”A Blaze In The Northern Sky”. Fenriz’ tekst lyder bl.a.: ”It took ten times a hundred Years / Before the King on the Northern Throne / was brought Tales of the crucified one / Coven of renewed Delight: / A Thousand Years have passed since then - / Years of Lost Pride and Lust / Souls of Blasphemy, / hear a Haunting Chant - / We are a Blaze In The Northern Sky / The next thousand Years are OURS.”

Ingen tvivl: den norske black metal-bevægelse er drevet af trosforestillinger om fremtidig magt. Den ellers fåmælte Emperor-guitarist Samoth (der også medvirker på plader med Burzum og Satyricon) kvad i marts 1993 til Kerrang!: ”Vi vil regere hele Norge.”

At hovedfjenden er kristendommen, afslører kirkebrandene, som bl.a. kostede Samoth en længere fængselsstraf. Men Samoth angler ikke ligefrem efter strafnedsættelse ved at medvirke på Satyricons album ”The Shadowthrone” (1994); her hedder det sejrssikkert på nummeret ”Hvite Krists Død”: ”Vårt korstog har begynt og hvert skritt er en stake gjennom hvite krists hjerte / Vi brenner guds barn på bålet / Vi brenner guds hus.”

Og på ”The Sun No Longer Rises” fra Immortals album ”Pure Holocaust” (1993) lyder det ukristelige credo: ”I believe in desecration.”

De religiøse hensigter er ikke til at tage fejl af. Som Faust skrev i fanzinet Darkness: ”De gamle bands sang bare om det – nutidens bands gør det!”

ODIN, SATAN & ABSU

Man skal imidlertid ikke tro, at de norske bands lever under en gennemorganiseret religion. I virkeligheden er de fleste bands kun fælles om krigen mod kristendommen.

Mayhem, Darkthrone og Emperor dyrker vel en form for satanisme med alt, hvad det indebærer af omvendte kors, pentagrammer – og forbudte ritualer. Hellhammer løftede i Terrorizer marts 1995 lidt af sløret:

”Vi eksperimenterede, vi prøvede nogle af tingene i ”Necronomicon”. Men senere opfandt vi vore egne ritualer. Hvad, vi gjorde, var meget ulovligt her i Norge, men det var bedre for os, tror jeg. Jeg burde ikke tale for meget om det, men jeg kan afsløre, at liv blev taget.” Og formålet: ”Vi ville bare have viljestyrke, have tingene til at gå efter vor næse.”

Greifi Grishnackh er derimod erklæret odinist og har flere gange slået fast, at han ikke er djævledyrker, men at alle nordmænd af natur er sønner af Satan. En af hans forklaringer på dette kan læses i det danske fanzine Nagual #3: ”Odin er min fader, og han er modstander af den kristne ’Gud’. På hebraisk betyder ’Satan’ modstander. På den måde er Odin Satan. Nordens enøjede Satan. Og det gør mig til satanist, idet jeg følger min fader.”

Til Dagbladet har Grishnackh sat kirkebrandene i historisk perspektiv: ”Jeg anser det for blasfemisk at bygge kirker på Odins grund. Norge er Odins grund. Det er dem, der bygger kirkerne, der er kriminelle, ikke dem, der brænder dem ned.”

Medlemmer fra Enslaved og Hades bekender sig ligeledes til asatroen, til Odin, Thor og de øvrige gamle, nordiske guder. Og på Ancients album ”Svartalvheim” (1994) lever nordisk og babylonisk mytestof side om side med hinanden.

KUNSTNERNAVNE & LIGSMINKE

Ved hjælp af ligsminke og kunstnernavne er
black metal-musikerne i stand til at skifte
personlighed. Her er det Darkthrone, der raser i natten.

I det hele taget er den norske black metal-scene stærkt synkretistisk (en blanding af forskellige religioner), og selvom mange af grupperne synger på norsk og hævder at være nationalister, er det kan ganske få af musikerne, der bærer nordiske navne. Fenriz, Grimm og Frost er undtagelserne; de fleste bærer ikke-germanske kunstnernavne som Demonaz, Ihsahn, Satyr, Aphazel og Zephyrous.

Ud over kunstnernavnene er black metal-gruppernes ansigtsmaling, den såkaldte ”corpse paint”, det, der oftest vækker latter blandt uindviede. Men navnene og sminken har uden tvivl stor betydning for mange af scenens musikere, der på den måde er i stand til at skifte personlighed. Ligsminken har rituel betydning, og Dead var et ekstremt tilfælde, fortalte Hellhammer til Terrorizer i marts 1995:

”Dead var en meget stille fyr, meget rar og genert, og når han tog sminke på, var den person død, og det så man. Han gravede sit scenetøj ned i et par uger, før han tog det på.”

Greifi Grishnackh, der kun brugte sminke en kort overgang, forklarede til Terrorizer i juli 1994: ”Krigsmaling er for mig en rituel ting. Jeg bruger det til at påkalde raseriet i et odinistisk ritual kaldet ’berserkergang’ på norsk. Visse germanske stammer brugte krigsmaling, når de var på natlige togter.”

HELLIG RÆDSEL

Indholdet i den såkaldte satanisme blandt nordmændene kan diskuteres. Ondskaben lovprises, men defineres sjældent. Lidenskabeligt er det had, som nordmændene nærer til den amerikanske popsatanist Anton Szandor LaVey og dennes irreligiøse Church Of Satan, der kun ser Satan som et symbol, tilmed et symbol på det gode, og som prædiker liberalistisk egoisme og fri sex.

Nordmændene bekender sig derimod til en middelalderlig Satan, hvis egenskaber skildres i ”Inna A Satana” på Emperors album ”In The Nighside Eclipse” (1994): ”O mighty Lord of the Night. Master of beasts. Bringer of awe and derision. Thou whose spirit lieth upon every act of oppression, hatred and strife. Thou whose presence dwelleth in every shadow. Thou who strenghten the power of every quietus. Thou who sway every plague and storm.”

Der er sjældent tale om mystifistisk okkultisme, som de sydeuropæiske black metal-bands gør sig interessante med. De norske bands koketterer ikke med indsigter, de ikke besidder. De er anderledes konkrete og ærlige, og den væsentligste inspiration hentes i det nordiske mørke, i det kolde klima og Norges mægtige, vildsomme fjelde.

Enhver, der har besøgt Norge, kender den guddommelige ærefrygt, som disse norrøne egne kan indgyde et menneske. Og det er selvsamme hellige rædsel, som nordboernes myter om jætterne er udsprunget af – og disse bjergriser og rimthurser er jo netop nordiske slægtninge til de dæmoner, som de kristne importerede til Norden i middelalderen.

Denne indsigt er kort og godt troldenøglen til forståelsen af norsk black metal. \m/

Rifferama zoomer i den nærmeste tid ind på 1990'ernes norske black metal-scene. Følg med via Facebook: gå ind på Peter Béliaths Rifferama og klik på "synes om".  

Da Ragnarok kom til Norge

Kontroversiel bog giver et både skræmmende og fascinerende indblik i den satanistiske black metal-genre.

Boganmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Zoo Magazine nr. 17, december/januar 1998-99)

Coveret til "Lords Of Chaos" afslører, at det
er terroren og ikke musikken, som Michael
Moynihan fokuserer på.

Religionskrig er vel den mest passende betegnelse for de brandattentater, som i 1992 begyndte at hjemsøge norske kirker. Brandstifterne kom fra den såkaldte Sorte Cirkel, som hovedsageligt bestod af medlemmer fra black metal-grupperne Mayhem, Burzum, Darkthrone og Emperor.

Den Sorte Cirkel bekendte sig til en rabiat form for satanisme. De unge satanister i alderen 17-25 år påkaldte kaos og pønsede på at tyvstarte Ragnarok. Med bål og brand og en ondsindet form for heavy metal skulle kristendommen drives ud af Norge. Det socialdemokratiske land med dets velfærd og udvandede æresbegreber skulle omstyrtes, og i stedet skulle der indvarsles en ny mørkets tidsalder.

Black metal-kulten var såre middelalderlig. Medlemmerne lod sig afbilde med ansigterne sminket i grelle dæmongrimasser, og de optrådte under ildevarslende pseudonymer som Count Grishnackh, Euronymous, Faust og Fenriz. De var alvorsmænd, smilte og lo aldrig og talte kun, når det var nødvendigt. De var klædt helt i sort, bar kutter og lange kapper. Om deres håndled og arme var der spændt bepiggede manchetter, og de var gerne bevæbnede med sværd, pigkæppe, morgenstjerner og andre middelalderlige aflivningsredskaber. At de også havde en forkærlighed for knive, og at de heller ikke gik af vejen for at bruge dem, skulle et par opsigtsvækkende drab snart vise.

For typisk nok opstod der fjendskab mellem den Sorte Cirkels to førerskikkelser, Count Grishnackh fra Burzum og Mayhems leder, Euronymous. Grishnackh – i folkemunde kaldet Greven – afsluttede striden ved den 10. august 1993 at tildele sin rival 25 knivstik. Året før havde Emperors trommeslager, Faust, dræbt en tilfældig 24-årig mand med 30 knivstik – et mord, som politiet indtil da ikke havde været i stand til at opklare. Efter drabet på Euronymous satte politiet en massiv indsats ind, og den Sorte Cirkel blev optrævlet. I de omfattende retssager, der i pressen udartede sig til en ren sæbeopera, vankede der lange fængselsstraffe til morderne og brandstifterne.

Euronymous.

BLODFEJDE

Ser man bort fra den mere sekteriske del af heavy-pressen, er der ikke skrevet meget positivt om det norske black metal-fænomen. Offentligheden har overdøvet satanisternes musik med fordømmelse og latterliggørelse. Ikke mindst den kristne højrefløj har i medierne harceleret mod black metal og rockens generelle ugudelighed.

Men nu er den første saglige bog om black metal og dens historie og ideologi endelig på markedet. Den hedder ”Lords Of Chaos: The Bloody Rise Of The Satanic Metal Underground” og er skrevet af den amerikanske journalist og musiker Michael Moynihan (kendt fra industrial-bandet Blood Axis). ”Lords Of Chaos” er skrevet i samarbejde med den norske journalist Didrik Søderlind, men det er først og fremmest Moynihans værk, præget som det er af hans okkulte synsvinkler og revolutionære tilbøjeligheder.

Moynihan anveder bl.a. psykologi (ikke mindst C.G. Jungs teorier om arketyperne), kriminalhistorie, kulturhistorie, musikhistorie, mytologi og folklore til at indkredse black metal-fænomenet og årsagerne til, at det fik så voldsomt et udtryk i Norge, hvorfra det som en steppebrand bredte sig til resten af verden. Dertil kommer et utal af interviews med centrale personer fra det sortmetalliske miljø. Forfatterne har også interviewet politifolk, teologer, sociologer og andre kloge hoveder. Ja, selv Satankirkens grundlægger, Anton LaVey, giver sit besyv med.

Alt sammen er det brikker i en stor mosaik, der giver det hidtil mest sammensatte billede af black metal som verdensomspændende fænomen. Og så rummer bogen tilmed et par nette afsløringer. Ikke mindst tegnes der meget nærgående portrætter af black metal-blodfejdens to hovedpersoner, Grishnackh og Euronymous. Romantikken omkring den ”almægtige” Euronymous får et par ridser i lakken, og et ømt interview med Grevens mor, Lene Bore, er med til at nuancere billedet af den koldblodige Grishnackh, der efter sin fængsling er konverteret til nynazismen.

Count Grishnackh.

NAZISME

Man kan anklage Michael Moynihan for meget, men politisk korrekt er han ikke. Især den sidste halvdel af bogen skæmmes af hans optagethed af netop nazistiske idéer. Greven og et virrehoved fra det totalt obskure tyske band Absurd får urimeligt meget plads til at udgyde deres tranghjernede, nazificerede ordgylp. Og det er i irriterende grad med til at skævvride billedet af genren, for – og det kan ikke understreges kraftigt nok! – rygterne om nazismen i black metal er stærkt overdrevne.

Således kan genrens største og mest toneangivende bands (som f.eks. Cradle Of Filth, Dimmu Borgir, Emperor og Immortal) ikke sættes i forbindelse med nazisme.

Det er i øvrigt påfaldende, at de storsælgende Dimmu Borgir overhovedet ikke er nævnt i bogen. Det samme gælder andre væsentlige grupper som Satyricon og Marduk. Fokus er – næsten – udelukkende sat på de bands, hvis medlemmer har myrdet eller brændt kirker, eller som i interviews har givet udtryk for overdrevent ekstremistiske synspunkter. Og der gøres også for lidt ud af black metal-musikernes tonekunst, taget i betragtning, at især norsk og svensk sortmetal har leveret den væsentligste nyskabelse på 1990’ernes europæiske metalscene.

Men trods disse skavanker er ”Lords Of Chaos” det vægtigste, der endnu er skrevet om emnet black metal. Det er en data-spækket, rigt illustreret og særdeles velskrevet affære, der tager læseren med ind i et univers, hvor liv og død er vævet ind i hinanden på en måde, som moderne mennesker frygter. Det er kort sagt spændende læsning, der giver et både skræmmende og fascinerende indblik i den sataniske metal-undergrund. \m/

Michael Moynihan & Didrik Søderlind

”Lords Of Chaos: The Bloody Rise Of The Satanic Metal Underground”

(Feral House)

358 sider

******

Rifferama zoomer i den nærmeste tid ind på 1990'ernes norske black metal-scene. Følg med via Facebook: gå ind på Peter Béliaths Rifferama og klik på "synes om".