Den sorte laban

Noget af en Kundalini-slange der ...

Metallica. Deres sorte album. Hvad skal man egentlig mene om det?

Rifferama spoler tiden tilbage til oktober 1991, da revolutionen viste sig at være i fuld gang ...

Oktober 1991. Den hårde rock stod i stampe. To scener nikkede hinanden skaller: thrash og glam/sleaze. MTV regerede på Machiavellisk maner: nul video på musikkanalen = nul gennembrud. Og for at komme på MTV skulle både look og sound strømlines. Resultatet mindede mest af alt om en pølsemaskine.

Man skulle være lidt af en Nostradamus for at vide, hvad de kommende måneder ville bringe. Måneden før havde Nirvana udsendt hitsinglen ”Smells Like Teen Spirit” og albummet ”Nevermind”. I august havde Pearl Jam udgivet albummet ”Ten”. Og nu udgav Metallica et album, som slet ikke matchede de stereotype forventninger, som thrash-KVLT’en havde til mosh-pionererne fra Bay Area, SF.

Men jeg anede ikke uråd. Jeg drak min kartonrødvin (tilbud: kr. 20 i DSB-kiosken efter lukketid) og skrev, som om jeg levede klos op ad Sunset Strip, Los Angeles.

Jeg havde en fast hårdrock-klumme i Musiktidsskriftet Jam (der senere blev kuppet og muterede til Jam Magazine). Den hed Live Wire (kvikt gættet: reference til både AC/DC og Mötley Crüe). Jeg sad omviklet med bandana og vippede mine spidse støvler i takt til den musik, jeg omtalte i min klumme i Jam. I oktober 1991 var jeg mest optaget af Guns N’ Roses, L.A. Guns, Skid Row, Cheap And Nasty og danske =Y=.

Live Wire havde et logo, der viste en stiliseret guitarsvinger med højt hår. Vi nåede knap nok til juleaften 1991, før de fleste hårfagre metal-musikanter og -fans havde vekslet manken til fladt hår. Og fodtøjet var i fuld gang med at blive mere ortopædisk. Så hvis man ville følge moden, var det game over med at spille the last bandit med eyeliner og paisley-mønstret skjorte.

Det gik sindssygt hurtigt. Revolutionen foregik med lynets hast. Alle Bon Jovi-kopierne forsvandt fra MTVs sendeflade, og en hel hær af grunge-kloner vadede ind foran kameraerne. Ternede skjorter, luvslidt fløjl – og absolut ingen spandex! Sådan lød dekretet, næsten over night.

Klart! Den ultrakommercielle metalkultur trængte til mere end et par dummeflade. Den fortjente en lammer, der var ligeså hård som den, dinosaurerne angiveligt fik engang i tidernes morgen. Men at det skulle gå så hurtigt, og at den hårde rock skulle forvandle sig så voldsomt, havde jeg godt nok ikke gættet.

Op fra undergrunden bragede især dødsmetallen fra Florida og black metallen fra Norge. Alle glamstjernerne fik flået medaljerne af, og selv stilikonet W. Axl Rose begyndte at optræde i underligt tøj. Shorts på scenen! Til lyden af ”Welcome To The Jungle”!!!

Jeg vendte skråen. Fik forsålet mine cowboystøvler og prøvede at styre udenom unoderne. Men det var svært. Jeg syntes også, at de fleste MTV-pudler var latterlige. Men jeg hadede synet (for ikke at tale om lyden) af Faith No More og Pearl Jam.

Året efter søgte jeg asyl i norsk black metal. I dag indrømmer jeg gerne, at det var en formildende omstændighed, at jeg kunne dulme mine kicking boots-abstinenser ved at kigge på fotos af de corpse paintede nordmærd. Både Darkthrone og Emperor gik i cowboystøvler! Og her var ingen flannelsskjorte i syne. Godt så.

Men i oktober 1991 var jeg i syv sind mht. den nye Metallica. Ved første gennemlytning hadede jeg den. Men den groede på mig. Og jeg hamrede en begejstret anmeldelse ned på mit hakkebræt af en transportabel skrivemaskine. (Se nedenstående bravade fra Jam nr. 34, oktober/november 1991.)

Hvis jeg havde vidst, hvad den sorte laban af et album skulle afstedkomme, havde jeg nok ikke råbt helt så højt op om dens fortrinligheder …

METALLICA

”Metallica”

(Vertigo 510 022-2)

I starten af 80’erne skabte Metallica thrash metal-stilen ved at kombinere Diamond Head og andre NWOBHM-inspirationer med Motörhead-speed. Og lige siden ”Kill ’Em All” – deres brøl af en neandertaler-debut-lp – har de brugt deres kræfter på at raffinere genren og sprænge dens rammer.

Den foregående lp, ”… and Justice For All”, viste Metallica som et krypto-nihilistisk band med store ambitioner udi teknisk snilde. Resultatet blev mildest talt dødkedeligt, og i dag går Lars Ulrich & Co. til sagen fra en helt anderledes minimalistisk vinkel.

Det progressive metal er skrottet, og i stedet koncentrerer Metallica sig om at spille en ligefrem og ekstremt slagkraftig heavy metal, der ikke levner plads til klichéer.

Fyrrige numre som ”Holier Than Thou” og ”Of Wolf And Man” (med en fremragende tekst om James Hetfields store lidenskab: jagt) er det mest medrivende, gruppen har sluppet løs siden ”Leper Messiah” fra ”Master Of Puppets”. Og ”Enter Sandman” og ”Wherever I May Roam” er måske de to bedste Metallica-numre – nogensinde.

”Metallica” giver måske ikke ligefrem ny betydning til begrebet heavy metal, men den sætter en helt ny standard for, hvor enkelt og originalt tung rock kan spilles. En klassiker!  <13>

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

Da Metallica revolutionerede metallen

Unge mennesker kan garanteret ikke fatte det. Men i 1983-84 var Metallica det vildeste pis.

Rifferama skruer tiden tilbage til dengang, metalscenen var ny, og hvor man gik til koncert med livet som indsats.

Starten af 1980’erne var en periode, hvor der skete vanvittigt meget på metalscenen. Den hårde rock var en kaosstjerne, som skød i alle retninger. Metallen udviklede sig i heftige ryk, år for år, måned for måned, ja, uge for uge.

Genren var stadig så ny, at der var rige muligheder for at spille rock, som både var traditionsbevidst og nyskabende. Alt var ikke gjort før, til døde. Heavy metal var stadig en ny genre. Der var masser af albuerum til at skrue tempoet op og ned og til at sætte akkorderne sammen på en måde, der ikke allerede var hørt til bevidstløshed.

Accepts ”Fast As A Shark” (1982) og Jaguars ”Axe Crazy” (1982) var bare to eksempler på hastighedsrekorder. For inspirationen fra punken fik konstant metalgrupperne til at sparke sømmet i bund.

Meget af den verserende speed metal var charmerende. Men i sommeren 1983 udkom et album, som var mere end bare charmerede højhastighedsmetal. Albummet hed ”Kill ’Em All”, og man skal være meget tykhudet og hårdhalset for at benægte, at det var verdens første rendyrkede thrash metal-album.

Bevares, vi havde allerede fået grupper som Exciter, der leverede barsk metal, spillet i højt tempo. Men ”Kill ’Em All” var bare anderledes. Kombinationen af det høje tempo, den tænderskærende aggression og den medrivende riffing var ny. Helt ny.

Det er vist kun en lille klike af KVLT’ede TRVE-fundamentalister, som vil påstå, at ”Kill ’Em All” er Metallicas bedste album. Men det er deres vigtigste album – for metalscenen.   

JEG VIL PÅSTÅ, at der var et før og et efter ”Kill ’Em All”. Iron Maiden og Judas Priest lød knap så skarpe, efter at man havde haft pick-uppen i ”Phantom Lord”, ”Seek And Destroy” og ”Metal Militia”.

”Kill ’Em All” blev en game changer. En kickstarter af en helt ny bevægelse, som med årene fik betegnelsen thrash metal.

Kloge-Åger skændes om, hvorvidt det var Metallica eller Exodus eller Skallesmækker United, som var det første thrash-band. Jeg boede pænt langt væk fra Californien, så jeg kan ikke afgøre skænderiet. Men sandheden er, at Exodus først fik deres (stærkt forsinkede) debutalbum på gaden, da Metallica var i gang med at smede sange sammen til deres tredje album.

Sandheden er også, at ”Hit The Lights”, Metallicas bidrag til Metal Blade Records’ legendariske kompilation ”Metal Massacre” (1982), inspirerede Slayer til at skrue bissen på. Samt at Metallica var årsagen til, at Jon Zazula stiftede Megaforce Records – selskabet, som Anthrax debuterede på. Så to af thrashens Big 4 blev altså ført frem i Metallicas slipstrøm.

Hvor primitiv og senpubertær ”Kill ’Em All” end er, så er det et af de mest stilskabende albums i heavy metals historie. Albummet sendte chokbølger af vildskabs-inspiration helt ud i udkants-områder som Latinamerikas slum og tyske industridistrikter.

Fordi ”Kill ’Em All” ramte purunge mennesker med et højt energiniveau, gik det vildt hurtigt. Og allerede i 1984 kunne man se konturen af en mere eller mindre global thrash metal-strømning. En strømning, som allerede i midten af 1980’erne fik højhastigheds-bands som Tank til at virke sådan lidt, ahem, forældede.

Tank var et sejt band, ledet af læderhalsen og punk-pioneren Algy Ward. De var en slags Motörhead II i The New Wave Of British Heavy Metal. Deres debutalbum, ”Filth Hounds Of Hades” (1982), blev regnet for et nyklassiker allerede på udgivelsesdagen. Mine venner og jeg var ellevilde med Tank. I Black Vejle kørte Algy & Co. på repeat.

Men hverken Tanks debutalbum eller deres senere output var i vores tanker tirsdag den 11. december 1984, hvor Metallica spillede deres første koncert på dansk grund. I Saga, CPH.

Jo, Tank var opvarmning, men jeg husker ikke rigtig noget af deres gig. Derimod husker jeg, at Metallica i den ene side af scenen havde opstillet en slags fotostat med den der headbanger-djævel, som prydede omslaget til maxisinglen ”Jump In The Fire” (1984).

Jeg husker også, at Metallica den aften spillede en af de vildeste koncerter, jeg nogensinde har overværet. Et hæsblæsende sæt bestående af tracks fra deres to første (og to bedste!) albums. Se sætlisten her.

Publikum var ungt, meget ungt. Fans af grupper som Metallica kom fortrinsvis fra de lavere samfundslag, hvor man ikke havde pæne manerer eller ligefrem talte girafsprog. Så koncerter var ofte en action-spækket affære, hvor fans gav den gas i en rus af lige dele sprut, frustration og hormonelt overdrive.

Jeg var med inde i pitten. Jeg husker følelsen af panik, da en bølge rullende hen over mig. Jeg mistede fodfæstet og blev løftet op og lå nærmest vandret i klumpen af headbangende maniacs, før jeg landede på gulvbrædderne med bissende kondisko trampende tæt ved mit hoved. Rummet med svedende og ekstatiske fyre lukkede sig omkring mig, mine arme og ben var lammet af folkemængdens tæthed.

”Jeg bliver trampet ihjel,” nåede jeg lige at tænke, før en stærk hånd hev mig op, og jeg så ind i et storgrinende fjæs med filipenser. Metallisk broderskab havde reddet mig. Pyh.

Metallica i Saga var fantastisk. Vi snakkede om den koncert i flere kalpaer bagefter. Vi dyrkede James, Lars & Co.

Metallica var verdens største band i min verden, da de udsendte maxien ”Creeping Death” umiddelbart før Saga-koncerten. Skiven indeholdt to rasende cover versioner: Diamond Heads ”Am I Evil?” og Blitzkriegs ”Blitzkrieg”. Det var noget nær de fedeste skæringer fra NWOBHM. Men Metallica gav dem lige et ekstra los i røven. Prikken over i’et var Lars’ flabede trommespil, komplet med crash-bækken.

Jeg var så betaget af den skive, at jeg efter at have studeret bandfotoet på maxiens bagside købte mig et par hvide Converse. Så var jeg ægte thrasher!   

METALLICA VAR STJERNER allerede fra starten. I hvert fald for dem, som fulgte med. Jeg var leder af HM/HR Clique DK – en sammenslutning af danske metalfans. Klikens nyhedsbrev udviklede sig i 1983 til DKs første metalmagasin, Hot Rockin’.

Kliken havde medlemmer fra hele landet. På indmeldelsesblanketten skulle folk notere deres favorit-guitarist, -sanger, -album etc. Jeg kunne groft sagt dele medlemmerne op i to bunker: gammelrockerne, som hægede om Deep Purple og den klassiske heavy rock fra 1970’eren, og så avantgarden, som var opdateret om alt det nye i metallens vækstlag.

I bunken med avantgardister stod der ALTID Metallica som favoritband. ”Kill ’Em All” var uomgængelig, og jeg husker ikke en eneste i mit sjak af metalbrødre, som ikke købte og voldspillede albummet fra dag 1 (jeg tror, vi fik den som import, sikkert via Ken Anthony i Bristol Music Center). Min Hot Rockin'-anmeldelse af ”Kill ’Em All” kan læses her.

En af mine venner var sågar tapetrader, og han havde et livebånd, hvor James Hetfield på et tidspunkt råber noget i retning af: ”Let’s slow down to mark 10 for the love song!” Jo, Metallica spillede på fuld lydstyrke. Der var knald på fra start til slut. Nul ballader!

Det var så råt og kompromisløst, at det var umuligt at forestille sig, at Metallica knap ti år senere skulle blive rockmillionærer. Metallica var patronbælter og cowboyjakker med afklippede ærmer. Metallica var hirdmænd for alt, hvad der var hårdt og sejt (fra Venom til Misfits).

Holland var berygtet for at have verdens mest fanatiske metalfans i de år. Og Metallica optrådte tidligt på en festival i Zwolle (Aardschokdag, 11. februar 1984). Kerrang! var på pletten og rapporterede, at Metallica var ”too much for humanity to absorb.” SÅ vilde var James Hetfield, Lars Ulrich, Kirk Hammett og Cliff Burton. Menneskeheden kunne ikke kapere deres musik. Den var umenneskelig hård.

Der var noget overmenneskeligt over Metallica. Og så alligevel. Metallica appellerede ikke til starfuck. Metallica var nede på jorden. De var tilgængelige. Det skete, at de dukkede op i metalmiljøet i København, bl.a. til koncerter med andre bands. Så kunne man få sig en sludder (og en joint) med Cliff.

Pigerne ville gerne pille, men Cliff gad ikke. ”Don’t touch my hair. I just washed it. I even combed it,” kvad han.

Det er en velkendt historie, at Metallica boede i Ken Anthonys lejlighed, mens de indspillede ”Ride The Lightning”. En dag ringede jeg til Ken, som holdt mig opdateret med det nyeste nye inden for heavy metal, og som var flink nok til at indspille sjældenheder til mig (W.A.S.P.’s demo, Mötley Crües debutsingle etc).

Det var dog ikke Ken, der tog telefonen. ”Hello, this is Kirk,” blev der sagt. Så skulle man lige tage den dybe vejrtrækning og sige noget klogt og rosende, før man lagde på. Og næste gang man så vennerne, kunne man henslængt sige: ”Åh, jeg snakkede forresten med Kirk Hammett den anden dag.”

Faktisk lavede jeg et telefoninterview med Lars Ulrich, mens de indspillede ”Ride The Lightning”. Det blev et pisselangt interview, som jeg – det må jeg indrømme – lavede i min arbejdstid. Sorry Elsagerskolen, Hjørring. Det blev til to sessioner. Den anden session blev til på den måde, at Lars ringede mig op. Han fortalte mig detaljeret om numrene på det kommende album. Og om sin kærlighed til bl.a. Deep Purple.

Det interview var guld værd, det vidste jeg. Senere hørte jeg, at Lars havde spurgt efter mig. Hvor blev den interviewartikel i Hot Rockin’ af?     

Ups! Jeg fik aldrig skrevet den artikel. Men båndet ligger i mit arkiv som en klump af sort samvittighed. Det største drop i min ”karriere” som rockjournalist.  <13>

 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Forvoksede headbanger-muskler

Hvis der findes noget, der kan give midaldrende mænd bumser, så er det lyden af Metallica, der bliver grebet af den gamle metal-militsånd.

Metallica klar til at cliff'e dem alle.

Rigtig gættet. Jeg hører til den generation, der udviklede forvoksede headbanger-muskler af bar Metallica-fanatisme. ”Kill ’Em All” var en åbenbaring, og de første koncerter i Danmark (Saga, Holstebro, Roskilde Festival) gav ud-af-kroppen-fornemmelser af bersærkergangs-begejstring.

I lang tid sagde vi ”metal up your ass” og ”Cliff ’em all” i hver anden sætning, og kaffen, vi trak, blev brygget på en Metal Melitta. Senere blev Lars Ulrich & Co. så store, at vi blev nødt til at dele dem med folk, der stammede fra en anden planet end os. Det tog Metallica desværre skade af. Og siden har det ikke været det samme.

Og dog. For hvis der findes noget, der kan give midaldrende mænd bumser, så er det lyden af Metallica, der bliver grebet af den gamle metal-militsånd. Og det sker stadig. Især når bandet trykker de gamle metalklassikere af – de klassikere, der i sin tid gav James Hetfield & Co. lyst til at spille heavy metal.

Selv i 1990’erne, hvor Metallica totalt tabte tråden, kunne de gamle thrash-pionerer blive grebet af heavy metal-manien. Det kom til udtryk på dobbelt-cd’en ”Garage Inc.”, der blev sendt i handlen op til jul i 1998.

Min anmeldelse kunne læses i Månedsmagasinet À Jour, december 1998. Og den lød sådan her:

Metallica har gjort det til en sport at indspille cover versioner af deres favoritnumre med andre bands. Og i bedste ”vi er Metallica, og vi gør det, som alle andre bands end ikke tør drømme om”-stil smider tungrockens største navn nu en dobbelt-cd med lutter cover versioner på markedet.

Disc 2 er et skrabsammen af alle Metallicas tidligere præstationer udi kopirocken. Her finder man f.eks. den tordnende fede version af Diamond Heads ”Am I Evil?”. Andre highlights på disc 2 er Blitzkriegs speed metal-krigsschlager ”Blitzkrieg” og Queens hårdtrockende ”Stone Cold Crazy”. Og så rummer disc 2 selvfølgelig også hele den legendariske ”Garage Days Re-revisited EP”, der har været uopdrivelig i årevis.

Disc 1 består derimod af nyindspilninger. Og her demonstrerer Metallica, at der ikke er groet mos på dem siden, de udgav de ualmindeligt lamme ”Load”- or ”Reload”-plader. Her rockes der med manér.

Godt nok lugter det af våd hund, når Lars Ulrich & Co. giver sig i lag med sydstatsrock à la Lynyrd Skynyrds ”Tuesday’s Gone”, og deres fortolkning af Nick Caves ”Loverman” er helt ærligt lidt gumpetung.

Men ellers er der masser af plads til begejstring. Diamond Heads blærede ”It’s Electric” får den gode, gamle Metallica-behandling. Det samme gør Black Sabbaths ”Sabbra Cadabra”, og deres elleve minutter lange Mercyful Fate-medley kan få selv KFUM-spejdere til at lave ”satantegnet.”

Versionerne af ”Astronomy” kan sagtens matche Blue Öyster Cults original, og ”Whiskey In The Jar” kan næsten hamle op med Thin Lizzys udgave af den gamle, irske folk-traver.

Jo, ”Garage Inc.” er et overflødighedshorn af heavy-freaks. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Infernalsk støj af første klasse

I 1983 var Metallicas ”Kill ’Em All” en supersonisk revolution. Det var musik, der var ligeså meget lydtryk som tonekunst.

Lp-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Hot Rockin’ nr. 1, november 1983)

Sådan præsenterede Metallica sig på bagsiden af coveret til "Kill 'Em All":
med læder, cowboyjakker med afklippede ærmer plus filipenser og bistre miner.

[Baggrund: Indrømmet, Metallica er et slidt band. I to årtier har Lars Ulrich & Co. trættet deres fans med alt, alt for mange musikalske svinkeærinder og lamme og tamme afvigelser fra den thrash metal-dagsorden, som de var med til at sætte i begyndelsen af 1980’erne. Men uden Metallica ville den hårde rock ikke være det, den er i dag.

For unge, moderne metalfans er det måske svært at forstå det, men i 1983 var Metallica en supersonisk revolution. Man kan ligefrem tale om et før og et efter udsendelsen af Metallicas debutalbum ”Kill ’Em All” (juli 1983).

Okay, Motörhead havde slået luften ud af, hvad der måtte være tilbage af takt og tone i den hårde rock, da de i 1979 udsendte proto-thrash-sangen ”Overkill”. Og Venom var dukket op på plademarkedet allerede i 1981 med deres ur-brutale black metal, mens fartdjævle som Anvil, Raven, Jaguar og Exciter skiftedes til at slå hastighedsrekorderne på metalscenen.

Men ”Kill ’Em All” var noget helt nyt. Det var musik, der var ligeså meget lydtryk som tonekunst. Min anmeldelse af Metallica-pladen i Hot Rockin’ er skrevet på det traume (hint, hint), som ”Kill ’Em All” gav mig. Bemærk: begrebet ”thrash metal” fandtes ikke i 1983, i stedet anvendte jeg termen ”hardcore metal”, der dækkede over den på det tidspunkt mest aggressive og opspeede metalrock.]

Det kan man da kalde et pladecover med en slagkraftig
signalværdi.

METALLICA

”KILL ’EM ALL”

(Musik For Nations)

Metallica er verdens heavieste act, stærkt fulgt af de canadiske Exciter!

Kendetegnende for gruppens hardcore metal er det høje tempo, men uvist hvordan lykkes det dem alligevel at lave det ene blændende temposkift efter det andet. Jeg mindes ikke at have hørt noget så supersonisk.

Normalt er hardcore metal-bands ikke dygtige musikere (tænk blot på Venom og Motörhead), men Metallica er faktisk i besiddelse af nogle af den amerikanske heavy metals bedste musikere. Specielt guitaristen Kirk Hammett imponerer – han spiller virkelig hurtigt og kompetent, men desværre uden de store følelser (ligesom Yngwie Malmsteen).

Men også rytmesektionen er stærk: Cliff Burton (bas), James Hetfield (rytmeguitar + vokal) og danskeren Lars Ulrich (trommer).

For Metallica er det ”full speed or nothing” (citat fra ”Motorbreath”), hvilket de meget overbevisende fylder 50 minutters vinyl med.

På side 1 er ”Hit The Lights”, ”The Four Horsemen” og ”Whiplash” bedst. Noget overraskende er side 2 endnu bedre: ”Phantom Lord”, ”No Remorse” og ”Seek And Destroy” er definitioner på killers. Hvis man kan holde ud at lytte til dem, er der simpelthen ingen grænser. Dette er infernalsk støj af første klasse.

Den meget effektfulde wall of sound, som guitaristerne producerer på ”No Remorse” og ”Seek And Destroy” er garanteret ikke lavet før.

”When we start to rock

we never want to stop again.” \m/

ACHTUNG! Rifferama zoomer i de næste uger ind på thrash metal-genrens pionertid i 1983-84. Følg med ved at klikke på "Synes om" Peter Béliaths Rifferama på Facebook. Første artikel (om Slayer) kan du læse her.