Viser opslag med etiketten Kiss. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kiss. Vis alle opslag

søndag den 7. maj 2017

Fra rædselsrock til disco


Kiss for dummies: Hvad er lort, og hvad er lagkage i det enorme bjerg af albums, som Kiss har udgivet siden 1974?

Diskografi: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 30, november 2006)

[Achtung bangers! Diskografien omtaler kun albums af Kiss i originalbesætningen: Gene Simmons, Paul Stanley, Ace Frehley, Peter Criss. Derfor er ellers udmærkede plader som ”Creatures Of The Night”, ”Revenge”, ”Sonic Boom” og ”Monster” ikke medtaget.]



”KISS”
(Casablanca, 1974)
******
Kiss struttede af selvtillid allerede fra starten. Debuten indeholdt hele syv af gruppens mest legendariske sange: ”Strutter”, ”Deuce”, ”Black Diamond”, ”Cold Gin”, ”100.000 Years”, ”Firehouse” og ”Nothin’ To Lose”, og lp’en hører til klassikerne i amerikansk hard rock.




”HOTTER THAN HELL”
(Casablanca, 1974)
******
Hvis produktionen på debut-lp’en var garage-agtig, var lyden på ”Hotter Than Hell” direkte infernalsk. Det er her, man finder Kiss’ heavieste sange, såsom ”Parasite”, ”Strange Ways” og den bizarre ”Goin’ Blind”. Sidstnævnte var en gammel sang fra dengang, Kiss hed Wicked Lester, og ”Watchin’ You” var oprindelig at finde på Kiss’ første demo.




”DRESSED TO KILL”
(Casablanca, 1975)
******
”Dressed To Kill” bestod af standard-rock’n’roll i en skrabet produktion og havde kriminel kort spilletid (30 min.). Kiss’ lager af sange var næsten brugt op. ”Lover Her All I Can” og ”She” stammede fra Wicked Lester-tiden, de øvrige numre blev skrevet i studiet, bl.a. ”Rock Bottom” og ”C’mon And Love Me”. Pladeboss Neil Bogart krævede en hitsingle og fik ”Rock And Roll All Nite”.





”ALIVE!”
(Casablanca, 1975)
******
Kiss’ store gennembrud. Dobbelt-lp’en, der hovedsageligt var optaget i Kiss-højborgen Detroit foran et amok-publikum, bød på adrenalin-drevne hammerversioner af bl.a. ”Deuce”, ”Parasite”, ”C’mon And Love Me” og hitliste-stormeren ”Rock And Roll All Nite”. En af rockhistoriens bedste livealbums.




”DESTROYER”
(Casablanca, 1976)
******
Som nybagte millionærer hyrede Kiss selveste Bob Ezrin (Alice Cooper, Pink Floyd etc.) til at producere ”Destroyer” – en stramt komponeret og flot orkestreret plade med strygere og hele pivtøjet. ”Detroit Rock City”, ”God Of Thunder”, ”Flaming Youth”, ”Shout It Out Love”, ”Do You Love Me?” og hitballaden ”Beth” stammer alle fra dette mesterværk. Coveret med de fire rocksupermænd midt i et ragnarok er ligeså klassisk som musikken.




”ROCK AND ROLL OVER”
(Casablanca, 1976)
******
Tilbage til den gamle Kiss-formel: rock’n’roll uden dikkedarer. “I Want You”, “Calling Dr. Love”, “Makin’ Love” og seks andre skæringer med hårdtslående rock’n’roll gik op i en højere enhed med balladen “Hard Luck Woman”, hvor Criss sang med sandpapirsrøst à la Rod Stewart. Kiss’ mest miskendte album.




”LOVE GUN”
(Casablanca, 1977)
******
Pladen, der kanonerede ”Love Gun”, ”Christine Sixteen” og S&M-rockeren ”Shock Me” ind i Kiss’ imponerende række af klassikere. Skiven bar i øvrigt præg af, at Casablanca pressede citronen vel hårdt ved at kræve en Kiss-lp hvert halve år.




”ALIVE II”
(Casablanca, 1978)
******
Et fremragende livealbum med koncert-optagelser af cremen fra de tre seneste lp’er. Pladens side 4 bestod dog af fem nye studie-indspilninger, hvoraf Ace kun medvirkede på den fantastiske ”Rocket Ride”. Druk, narko og intern splid var begyndt at tære på kræfterne.




”DOUBLE PLATINUM”
(Casablanca, 1978)
******
Dobbelt ”best of”-album, der dækker perioden ’74-’78. ”She”, ”Calling Dr. Love” etc. var blevet remixet (ikke til Kiss’ udelte begejstring), og ”Strutter” var genindspillet i en danserytmisk ’78-version. Alligevel er dette den klassiske (og bedste!) Kiss-opsamling. Ikke for ingenting spillede bandet hele 14 af ”Double Platinum”-numrene på deres reunion-tour i ’96-’97.




”GENE SIMMONS”
(Casablanca, 1978)
******
Bakket op af celebre gæster som Bob Seger, Aerosmiths Joe Perry, Donna Summer og hans daværende parringspartner, Cher, chokerede Gene med et besynderligt sammensurium af The Beatles-agtige ballader og gakkede poprock-numre blæst op med soul’ede korarrangementer. Læg dertil en øm fortolkning af Jesper Fårekyllings ”When You Wish Upon A Star”.





”ACE FREHLEY”
(Casablanca, 1978)
******
Ace gik i studiet med en håndfuld bundsolide rock’n’roll-sange som ”Rip It Out” og den outspacede ”Ozone”. Den instrumentale ”Fractured Mirror” var pladens glansnummer, og så tog Ace røven på alt og alle med en coverversion af Hellos ”New York Groove”, der blev det eneste singlehit fra de fire solo-lp’er.




”PETER CRISS”
(Casablanca, 1978)
******
Kiss-trætte Criss skuffede de fleste af sine fans med en gang softrock. Pladen havde dog sine momenter som den vidunderligt smukke ”Easy Thing” og ”I Can’t Stop The Rain”, men for få af sangene hævede sig over ballade-banaliteter og r&b-trivialiteter.




”PAUL STANLEY”
(Casablanca, 1978)
******
Stanley leverede en række veloplagte hard rock-sange i typisk Kiss-stil, om end bl.a. ”Tonight I Belong To You” og ”Take Me Away” med deres stemningsfulde akustiske passager var lidt mere sofistikerede end de gængse Stanley-numre. Den mest helstøbte af solopladerne.





”DYNASTY”
(Casablanca, 1979)
******
Kiss gik disco på megahittet ”I Was Made For Lovin’ You”. Der var sat fokus på det dansable og radiovenlige. Især ”Sure Know Something” og Aces flabede fortolkning af Rolling Stones’ ”2.000 Man” reddede pladens ære. Criss var udbombet og spillede angiveligt kun på et ud af de ni numre.




”UNMASKED”
(Casablanca, 1980)
******
Peter Criss var ude, men optrådte af kontraktmæssige grunde på coveret. Musikalsk havde Kiss forvildet sig ind i diskotekspoppen. ”Shandi” og de øvrige ti skæringer var lamme. Hvad der evt. måtte være af rockpotens i specielt Aces kompositioner blev neutraliseret af Vini Poncias sterile produktion.






”MTV UNPLUGGED”
(Mercury, 1996)
******
Kiss unplugged på MTV den 9. august 1995. Hyggeligt, men også lidt kedeligt. Albummet indeholder “Goin’ Blind” m.fl. i lejrbålsversioner. Trækplastret var, at Ace og Peter optrådte med Gene og Paul for første gang siden 1980. Succesen var i hus, og vupti: Kiss blev gendannet i originalbesætning den 28 februar 1996!




”YOU WANTED THE BEST, YOU GOT THE BEST!!”
(Mercury, 1996)
******
Knap var Kiss gendannet i originalbesætningen, før Simmons & Co. var ude for at score kassen. Otte skæringer fra ”Alive!” og ”Alive II” blev parret med fire hidtil uudgivne livenumre, bl.a. ”Room Service” og ”Take Me”, optaget tilbage i ’75 og ’77.





”GREATEST KISS”
(Mercury, 1996)
******
Opsamlingsalbum, udsendt for at skumme den kommercielle fløde af postyret i forbindelse med gendannelsen. Pladen er næsten identisk med ”Double Platinum”. Findes i to forskellige versioner og med let divergerende tracklister.




”PSYCHO CIRCUS”
(Mercury, 1998)
******
Det med spænding ventede reunion-album, som, bandet påstod, var indspillet i ånden fra ”Destroyer”. Titelnummeret var helt på højde med materialet fra Kiss’ storhedstid, og der var også stof til klassikerstatus på sange som ”I Pledge Allegiance To The State Of Rock & Roll”, ”Within” og ”Into The Void”. 
Edit: Reunion er måske et stort ord. Angiveligt spiller Peter Criss kun på et af pladens numre, mens Ace Frehley på flere skæringer dækkes ind af Tommy Thayer.




”KISS”
(Mercury, 2001)
******
Luksuriøst bokssæt, som på fem cd’er rummer seks timers Kiss-musik. De 94 skæringer er digitalt remasterede og bliver detaljeret kommenteret af bandmedlemmerne i den mere end 120-siders bog, som følger med. Her er labre fotos fra arkiverne, her er alle Kiss’ hits plus demoer og diverse sjældenheder helt tilbage fra Wicked Lester-tiden og frem til genforeningen. Desværre mangler ”In Your Face”.




”ALIVE! THE MILLENNIUM CONCERT”
(Mercury, 2006)
******
Knaldebang-optagelse af Kiss’ koncert nytårsaften 1999. Albummet blev udskudt af pladeselskabet og endte med at blive smidt i 4-cd-boksen “Kiss Alive! 1975-2000”. Pladen indeholder en stjerneparade af Kiss-klassikere plus et par sætliste-sjældenheder som “Into The Void” og “2,000 Man”. Bedre end udgivelses-forhalingerne lader ane.

Bemærk: der er i de senere år udkommet en lind strøm af ”best of”-cd’er med Kiss, men de har alle i større eller mindre grad tracklisten tilfælles med ”Double Platinum” og ”Greatest Kiss”. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

mandag den 13. marts 2017

Død men drømmende ...


Rifferama holder orlov for nyskriv. Ro på. Jeg vender frygteligt tilbage. Når stjernerne står rigtigt på himlen ...

Indtil da: 


Fik du styret dine lyster på bloggen? Tjek band-tags i venstre spalte og se, om der er noget, der frister. Her er læsestof med masser af bøh og brøl i! 


Der vil stadig være sporadisk aktivitet på Facebook-siden, så ... 

Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

PS: Årsag til orlov: 37 timer job om ugen + 25 timer studier om ugen = 0 timer til Riff, raff filionggonggong (frit efter Torben Bille, tjek selv her.)



søndag den 28. juni 2015

5 albums, der skuffede for sygt


Hårdrock-fans er hårdhudede. Men også følsomme. De tåler ikke, at deres helte sælger ud.

Her er fem albums, som gav Rifferamas skriverkarl traumer.

Nogle af medlemmerne af Kiss spillede rent faktisk på "Dynasty" ...
DISCLAIMER: Artiklen er dybt subjektiv. Og selvironi kan forekomme.

KISS 
”DYNASTY” 
(Casablanca, 1979)
Nogle mennesker er bare skabt til at være Kiss-fans. Og jeg er et af dem. Allerede første gang, jeg så et foto af Gene Simmons & Co. i Vi Unge, vidste jeg, at Kiss var af det hårde. At de var selve virkeliggørelsen af mine musikalske drømme.

Drømmene blev opfyldt til fulde med albums som ”Dressed To Kill” og ”Destroyer” (mine to første Kiss-køb). Men drømme varer ikke evigt. Og ”Dynasty” var en brat opvågning.

Hold nu kæft!

”I Was Made For Lovin’ You” hed den første skæring på albummet. Og det var … disco!!! Den store arvefjende for os rockfans med Yamaha-mærker syet på læderjakkerne. Resten af pladen var heller ikke for sjov. Noget popsjask. End ikke Ace Frehleys cover version af The Rolling Stones’ ”2.000 Man” kunne redde albummets ære.

Jeg ved, at mange gamle Kiss-fans har taget albummet til nåde. Og at nye generationer af Kiss-fans har en højere tolerance-tærskel end os, der opdagede gruppen i 1970’erne. Men jeg har aldrig kunnet døje ”Dynasty”. Alene titlen. Den er jo ren sæbeopera. Kun én skæring (Aces føromtalte Stones-cover) kan leve op til ordspillet om at ”die nasty”.

Og så gned Kiss salt i såret ved at udgive to om muligt endnu værre albums lige i røven på ”Dynasty”. Det var traumatisk. Det var tortur.

PS: Jeg (gen)så Kiss live på deres reunion tour i 1996. I Scandinavium i Göteborg. Da bandet gik i gang med ”I Was Made For Lovin’ You”, benyttede jeg lejligheden til at gå på pissoiret. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. For to af medlemmerne fra Dissection brugte også disco-nummeret til at tømme blæren …

TYGERS OF PAN TANG 
”THE CAGE”
(MCA, 1982)
Tygers Of Pan Tang var bare de hårdeste i 1980. Intet kunne være mere bad ass end Tygers’ cowboy-betonrocker ”Killers” fra debutalbummet ”Wild Cat”. Den aggressive musik parret med Jess Cox’ rustne stemme var kraniekandis for os læderhalse, som bare ikke kunne få musikken hård nok.

De to efterfølgende albums, ”Spellbound” og ”Crazy Nights”, kunne slet ikke leve op til debuten. Cox blev erstattet med John Deverill, som faktisk kunne synge. Og vidunderbarnet John Sykes kom med som lead guitarist. Det blev musikken bare ikke heavier af. Men okay, Tygers var seje nok til, at jeg og mit sjak pligtskyldigt købte ethvert nyt album med gruppen.

Men så … AK! … gik det galt. Helt galt. ”The Cage” havde et cover med masser af bid, men musikken var tandløs. ”The Cage” var poprock, vasket klinisk rent af AOR-sulfo. Slattent. Fesent. Synth-indklæbet. Og noget så ækelt kommercielt. Bandet, der tidligere havde skrevet sange om at køre kværn, diskede (pun intended) nu op med en omgang kærlighedspladder. Arh men, kunne jeg lige forholde mig til en sang, der handlede om at få et kærestebrev fra Los Angeles der?

Jeg hørte pladen igennem én gang. Og ringede så straks til min bedste ven og ødelagde hans eftermiddag med brok.  

Men: Tygers Of Pan Tang var ikke det eneste New Wave Of British Heavy Metal-band, som skuffede for sygt ... 

DIAMOND HEAD
”CANTERBURY”
(MCA, 1983)
Diamond Head var formentlig de største musikalske genier i det britiske boom. Men de blev hurtigt (alt for hurtigt!) voksne og følsomme. Et selvfinansieret album (bl.a. kaldet ”Lightning To The Nations”) plus et album udgivet på et major label (”Living On … Borrowed Time”) var, hvad det blev til, før ...

Tatler og Harris meldte ud, at nu så de ned på heavy metal. Godt så.

Eller rettere: lort. For så fik vi vel nok det mest kiksede rodsammen af et album, som tænkes kan. Hvis man ellers mener, at livet er langt nok til, at man gider spilde tiden med den slags, så kan man faktisk lytte sig frem til, at ”Canterbury” rummer et par sange af en vis kaliber.

Men den identitetskrise, som gruppen befandt sig i, blev blæst ud af proportioner af kommercielle krav fra pladeselskabet … meget sigende det samme selskab (MCA), som skubbede Tygers ud i AOR-nonsens.

Jeg gider ikke forsøge mig på at indkredse genren på ”Canterbury”. For det er en omgang pseudo-progressive pinligheder, som den 1980’er-nyrockede klingklang-produktion ikke kan skjule er nogenlunde ligeså Led Zeppelin-inspireret, som alt andet, Diamond Head har lavet.

Al den pikrockede potens, der tidligere havde givet os ”Am I Evil”, ”It’s Electric” og alle de andre riff-missiler, som Metallica og den første generation af thrash metal-bands plankede overdrevent, er pist væk. ”Canterbury” er viagra-moden, midtvejskrise-”rock” spillet af nogle fyre, som var alt for unge til at rode sig ud i sådan noget eksperimentalt snavs.

At Rush slap fra lignende eksperimenter med æren i behold, var et mirakel. Men Rush var også ti-femten år ældre og de havde en rutine og en musikalsk indsigt, som d’herrer Tatler og Harris ikke besad i 1983. Og derfor blev ”Canterbury” da også et karrieremæssigt selvmord.

Jeg vil påstå, at hvis ikke Metallica havde indspillet de der cover versioner, ville Diamond Head i dag kun være kendt af os gamle røvhuller, som fulgte med i New Wave Of British Heavy Metal, mens den udviklede sig. Og altså også afviklede sig og dermed gav plads til mere grumme bands – som fx Celtic Frost ...

CELTIC FROST 
”COLD LAKE”
(Noise. 1988)
Tom G. Warrior & Co.’s historie er den mirakuløse historie om et nekro-band fra Schweiz, som skiftede navn fra Hellhammer til Celtic Frost. Og som fra at spille den absolut mest motorisk ustabile proto-dødsmetal endte med at gå amok i de vildeste avantgarde-eksperimenter.

Celtic Frost var meget mere end et thrash-band. De var umulige at sætte i bås. Men efter et par mini-lp’er og to albums havnede Celtic Frost også i en identitetskrise.

Rigtig gættet. Eller husket. Celtic Frost gik over til thrashernes ærkefjende: glam. Shit! det slap de dårligt fra. At høre Tom G. Warrior synge ”Seduce Me Tonight” … eller se ham og gutterne tone frem på MTV med håret bobbet op i videoen til ”Cherry Orchards” gav begrebet surrealisme en ny betydning.

Se det lige for dig: at tænde flimmeren og se et band, som plejede at udgøre avantgardens spydspids, pludselig dreje om på hælene og give sig i kast med at efterabe alle puddelgenrens værste klichéer!!!

Thrasherne hadede ”Cold Lake”. Og glam/sleaze-publikummet købte den heller ikke. Tom G. Warrior er nok den, der har det værst med ”Cold Lake”. Og den er da også det eneste Celtic Frost-album, som aldrig er blevet genudgivet. Men det er den ikke gået i glemme af.

PARADISE LOST 
”HOST”
(EMI, 1999)
”Cold Lake” gik over i historien som et skrækeksempel. Den var lektion #1 i, hvordan et metalband IKKE skal gøre. Da jeg interviewede Paradise Lost til NRG i 1995, var ”Draconian Times” dårlig nok kommet på markedet. Det var en musikalsk kraftpræstation. Nick Holmes og Gregor Macintosh var stolte. Forståeligt nok.

Jeg mødtes med de to Paradise Lost-musikanter på Krasnapolsky i København. Det kom der et kanoninterview ud af. Vi klikkede socialt, og efter interviewet satte de sig over til mit bord, og jeg fik sladderhistorier fra deres turné med Morbid Angel.

Men vi talte også om Paradise Losts inspirationskilder, og Celtic Frost dukkede op i samtalen. Der var da også flere fælles træk ved Celtic Frost og Paradise Lost. Begge bands udviklede sig hurtigt, brød med de snævre genre-klichéer og var sultne efter at indtage nyt kreativt land. Ekstremt spændende!

Men Holmes beroligede mig. De ville ALDRIG begå samme fejl som Celtic Frost. Altså skifte så drastisk stil, at de ville fremmedgøre deres fanskare. Jeg forlod lettet interviewet.

Men hvordan gik det?

Allerede efterfølgeren til ”Draconian Times” (=”One Second”) lå milevidt fra Paradise Losts doomy udgangspunkt. Mange af de gamle fans boykottede den, men nye kom til. Og Holmes & Co. skrev kontrakt med et major label: EMI. Og så gik det stærkt.

Håret blev klippet. Læderdresset blev stuvet af vejen i garderoben, og Paradise Lost leverede rædslen ”Host”. ”Host” indeholdt synthpop, der var så indstuderet i mindste copy cat-detalje, at selv Depeche Mode-fans havde svært ved at skelne kopien fra Martin Gore & Co.’s ægte vare.

Hvordan EMI havde forestillet sig, at dette kopi-præparat overhovedet kunne gøre sig gældende på plademarkedet, må stå hen som en af ”rock”-historiens største gåder. Men altså: ”Host” floppede, og Paradise Lost blev reduceret til support band for Nightwish …

BOBLERE:
Megadeth: ”Risk”, Judas Priest: ”Turbo”, Van Halen: ”1984”, Two: ”Voyeurs”, Europe: ”The Final Countdown”, Alice Cooper: ”Trash”, Scorpions: ”Love At First Sting”, Rainbow: ”Straight Between The Eyes” og en helvedes masse andre … 

ACHTUNG! Rifferama-læsere, hvordan ser jeres top 5-hadeliste ud? \m/


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama


tirsdag den 11. juni 2013

Drømmefabrikken Kiss


”Detroit Rock City” og de andre megalit-klassikere er blændende heavy rock, som overstråler Kiss’ overdimensionerede show.

Dvd-anmeldelse: Peter Béliath (Upubliceret; en kortere anmeldelse kunne læses i NRG nr. 29, 2006)

KISS
”ROCK THE NATION LIVE!”
(Kiss/Sony)
******

Kiss er teater. Guitaristen fra det ydre rum, Ace Frehley, spilles af en skuespiller, Tommy Thayer, der har en uhyggelig lighed med Ace; ikke alene bevæger han sig som Ace, han spiller også som Ace – tone for tone reproducerer Thayer de Ace-typiske guitarsoli, så man må knibe sig i armen og spørge: drømmer jeg, eller er jeg vågen? Svaret er, at man drømmer.

For Kiss er illusionister. Dæmonen Gene Simmons spilles af Chaim Klein Witz, og stjernebarnet Paul Stanley spilles af Stanley Eisen. Sådan har det været, siden bandet lp-debuterede i 1974. Og teatret fortsætter, når gruppen går af scenen.

Kiss er en drømmerfabrik, som kører 24 timer i døgnet. De største ofre for illusionen er Klein og Eisen selv. De tror nemlig, at de er Simmons og Stanley. Ligesom Paul Frehley og Peter Criscoula tror, at de er hhv. Ace Frehley og Peter Criss, selvom de ikke længere er medlemmer af bandet. Gad vide, om Eric Singer tror, at han er kattemanden Peter Criss?

Foto fra dvd'ens booklet.
”Rock The Nation Live!” er en laber dobbelt-dvd. Her er teatralske optagelser af bandet, både på og bag scenen. På scenen fletter Kiss bombastiske sange fra 1980’erne (”War Machine”, ”I Love It Loud” etc.) sammen med gruppens sidste rigtige hits (”Unholy” og ”God Gave Rock & Roll To You II”).

Men koncertens tyngdepunkt er megalit-klassikerne fra 1974-78 (”Love Gun”, ”Deuce”, Makin’ Love”, ”Parasite”, ”Detroit Rock City” etc.). Dét er blændende heavy rock, som overstråler Kiss’ overdimensionerede show. For Kiss er mere end teater. 

Læs blæret interview med Gene Simmons her.

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama