De kombinerer det bastante med det elegante

Verdens – måske! – heavieste band gæster Loppen i København torsdag den 6. november. De hedder Trouble, og de er nogle af tungrockens mest stilskabende kunstnere.

Trouble, som de ser ud i dag.

Trouble var en af spydspidserne i den amerikanske undergrund, da metalgenren for alvor begyndte at blive grum og ekstrem over there. Men mens de fleste nye ekstremmetal-bands i midten af 1980’erne var helt speedalske med højt spilletempo, så trak de alt andet end trendy Trouble i den helt anden retning. Trouble lagde ekstra tryk på musikkens tyngde. Det gjorde det ved at skrue tempoet ned og i stedet fokusere på effektive og dystre riffs. Det kom der en musik ud af, som var kolossalt heavy. Mens de hurtigtspillende gruppers musik med tiden fik betegnelsen thrash metal, fik Troubles musik mærkatet doom metal.

Karrieremulighederne inden for doom metal er ikke store. Og Trouble fik aldrig den store kommercielle gennemslagskraft – heller ikke da de i 1990’erne udkom på Rick Rubins trendy (Def) American-selskab (hvor bl.a. Slayer, Danzig, The Black Crowes også var i stald). Men til gengæld har Trouble haft stor indflydelse på skabelsen af både doom metal og stenerrock. Ja, faktisk står store dele af nutidens hippe stenerrock i dyb gæld til den musik, som Trouble spillede på albums som ”Trouble” (1990) og ”Manic Frustration” (1992).

Det er dog Trouble to første albums, der rejser sig som tungrockens svar på Twin Towers. ”Psalm 9” (eller slet og ret ”Trouble”, som den oprindelig hed, fra 1984) og ”The Skull” (1985) satte nye rekorder udi metallisk tyngde – en rekord, som ingen vist har været i nærheden af at tangere. Trouble destillerede det bedste fra Black Sabbath og 1960’ernes proto-metalbands som Cream og Blue Cheer, og de berigede det med ny 1980’er-dynamik à la Angel Witch.

Det kunne let være blevet ulideligt tungt og traumatisk at lytte til, hvis det ikke var for Troubles fænomenale evne til at kombinere det bastante med det elegante. Troubles første plader var nok megatunge, men de var også iørefaldende på en måde, man ellers aldrig hører inden for doom-genren. Ingen tvivl om, at der står en del plader med The Beatles i Trouble-medlemmernes samlinger.

Det bliver svært at finde mere tidløs musik end den, man finder på ”Psalm 9” og ”The Skull”. Pladerne, der er blevet genudgivet adskillige gange, lyder ligeså friske i dag, som da de udkom. Det er næsten uhyggelig tungt metal, Trouble disker op med på disse to af heavy rockens absolutte højdepunkter. Men meget sjældent bliver Troubles ofte ikke helt korte sange kedelige eller monotone at lytte til. Sangene swinger og er proppede med gode melodier, og gruppen excellerer i breaks og temposkift, så det er lige før, at selv Mercyful Fate får baghjul.

Troubles karrier har haft sine op- og nedture. Vist mest nedture. Det har bl.a. knebet med at finde en erstatning for den narko-plagede sanger Eric Wagner. Men på Troubles seneste opus, ”The Distortion Field” (2013), havde læderhalsen Kyle Thomas (ex-Exhorder m.fl.) overtaget mikrofonen. Det er barske løjer. Men Thomas vokal passer faktisk udmærket til de traditionsbevidste guitarister Bruce Franklin og Rick Wartells mesterlige riffs.

Så der bliver noget at glæde sig til, når Trouble går på Loppens scene. Bag trommerne sidder Mark Lira, og bassen håndteres af Rob Hultz. Det bliver garanteret heavy. Så heavy, at høreværn ikke slår til. Nyrebælte bør også medbringes til koncertstedet. \m/

 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Tung, tungere, Trouble

De kosmiske kræfter er med Trouble.

Verdens måske tungeste metalband er tilbage. Med torden og lynild. Og med en ny sanger.

Allerede før Trouble er nået til omkvædet i åbningsnummeret ”When The Sky Comes Down”, har guitar-tandemet Bruce Franklin og Rick Wartell mejslet flere seje riffs ud i granit end de fleste moderne metalbands kan diske op med i løbet af en hel karriere.

Ja, Trouble er tilbage. Med torden og lynild. Og med en ny sanger.

Det med at skifte sanger er en svær kunst. Men hvis Deep Purple kunne erstattet Ian Gillan, og hvis AC/DC kunne erstatte Bon Scott, ja, så må Trouble også kunne finde en erstatning for Eric Wagner.

Wagner har en raspende stemme. Rå, men følsom. Wagners sang er dybtfølt, hudløs – på den respektindgydende måde. Der er noget martyr over Wagner, han har en trodsig, sårbar attitude, som dannede en fed kontrast til Franklin og Wartells megaton-tunge riffs.

Kyle Thomas har slet ikke denne sårbarhed i sin vokal. Kyle Thomas er en sanger af Phil Anselmo-typen. Eller rettere: Anselmo (Pantera, Down m.fl.) er en sanger af Thomas-typen. For det er nemlig Kyle Thomas, der er originalen i det her game.

Som sanger i bl.a. Exhorder og Floodgate har Thomas slået sit navn fast som en af metalgenrens allerhårdeste halse. ”Eat my shit!” sang han i Exhorders sang ”Desecrator” (1990). Og det lød som en trussel.

I modsætning til Franklin og Wartell kommer Kyle Thomas fra sydstaterne, og hans stemmebånd har akkumuleret rigelige mængder af den mandfolke-barskhed, der er typisk for de kanter. Thomas er ingen stereotyp growler eller skrålhals, og i albummets stille passager kan man høre et ekko af sydstatsrock à la Danny Joe Brown (Molly Hatchet).

Kyle Thomas’ påvirkning på Troubles lydbilled har været massiv. Gamle fans har da også brokket sig over, at ”The Distortion Field” lyder som et Down-album. Det er måske så meget sagt, men ”The Distortion Field” er en tung, mørk kolos med en sonisk overflade, som til forveksling minder om moderne metal. En amerikansk anmelder har brugt modeordet ”sludge” om albummet. Men ”The Distortion Field” er intet modealbum – det er tidløs doom metal.

”The Distortion Field” er Troubles tungeste album siden de to monolitter fra midtfirserne: ”Psalm 9” (1984) og ”The Skull” (1985). Og sådan skal det være med et album, hvor et af numrene hedder ”Hunters Of Doom”. Franklin og Wartell demonstrerer virkelig, at de riffmeistre par excellence.

Trouble i deres velmagtsdage (1990). Det er Franklin
og Wartell til højre i billedet. Wagner står forrest.

”The Distortion Field” er ikke nær så groovy som den voldsomt medrivende stener-doom, Trouble leverede på ”Trouble” (1990) og ”Manic Frustration” (1992). Til gengæld rummer albummet hist og pist psykedeliske elementer à la dem, man kunne nyde på ”Manic Frustration” og ”Plastic Green Head” (1995).

Da sidstnævnte album blev udsendt, forsøgte pladeselskabet at lancere Trouble som grunge-rockens gudfædre. Det var noget braller, men på ”The Distortion Field” er der elementer, som er umiskendelig grunge. F.eks. er omkvædet i ”Butterflies” trægt og drævende á la Eddie Vedder (Pearl Jam) og Layne Staley (Alice In Chains).

Kyle Thomas gør det godt. Men han skygger for de hippie-nuancer, der hele tiden har været i Troubles musik, og som har gjort Chicago-gruppen til en fremmed fugl på den brutale og ekstreme metalscene.

Melodier er måske ikke Kyle Thomas’ stærke side, men ”Sink Or Swim” er ikke desto mindre en ørehænger af format. En af Troubles bedste sange – nogensinde!

Der er noget at gå på jagt efter i Thomas’ tekster, der ofte blotter en social indignation som disse linjer: ”dark crimes  in a starched / white collar world / Subside and divide, / and kick the masses to the curb.” Så der er al mulig grund til at byde den gamle Exhorder-sanger velkommen i Troubles rækker.

Desværre er ”The Distortion Field” alt for lang. Sidste halvdel af albummet trækker standarden ned. Det er hårdt arbejde at fordøje disse enorme doser af doom. Det ville have gjort underværker at skære de tretten numre ned til ti.

Næste gang bør Trouble hyre en producer, der tør skære fedtet fra. Og som kan minde d’herrer Franklin og Wartell om, at det har en ”mere vil have mere”-effekt hos publikum, når et album er kort og koncist. Tænk bare på Slayers ”Reign In Blood” og Kiss’ ”Dressed To Kill” – to af den hårde rocks korteste albums, som efterlader fans i delirium efter mere. \m/

”The Distortion Field” er udgivet af FRW Music

Kyle Thomas: vokal
Bruce Franklin: guitar, bas
Rick Wartell: guitar, bas
Marko Lira: trommer

Produceret af Bruce Franklin & Rick Wartell; lydtekniker: Larry Burns; mikset af Bill Metoyer

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama