Eksempel til efterfølgelse

Artillery er et eksempel på, at det flasker sig at ignorere alle trends og i stedet forblive tro mod sit udgangspunkt.

Det danske pionerbands ottende album er et katalog over tidløs thrash.

Det her er åndssvagt. Her sidder jeg i sofaen og oplever verden gennem min iPhone og taster denne anmeldelse ind på min lille skødecomputer.

I mellemtiden har Artillery turnéret i fjerne verdensdele, de har bragt deres heavy metal med på krydstogtsskibe og med den transsibiriske jernbane. De har vovet, hvor de fleste andre danske metalbands (og journalister!) har tøvet og er blevet inden for kaffebordets forsvarlige rækkevidde.

Det har ligget i kortene fra starten: Artillery er et pionerband. Og det er de i dag mere end nogensinde. For hvor mange danske metalbands er kommet så vidt omkring i verdens ravnekroge som Artillery?

Artillery demonstrerer i disse år, at der findes et (ret stort!) internationalt marked, hvis man har metallisk substans og ikke modestads på sætlisten. Der kunne skrives bøger om Artillerys bedrifter i nyere tid – måske det var noget for Politiken med et Artillery-tillæg?

Pionerer var Artillery allerede i midten af 1980’erne, hvor de var med til at grundlægge den subgenre, som senere fik navnet thrash metal. Der er ingen grund til at dvæle ved detaljer som, at kunstnere som Metallica og Bathory havde et godt øje til Artillery i gruppens tidlige år.

Det er efterhånden også irrelevant, at det store gennembrud lod vente på sig, og at end ikke den Flemming Rasmussen-producerede ”By Inheritance” (1990) kunne skubbe Artillery op i nærheden af thrashens Big Four.

For Artillery klarer sig fint. Faktisk er de et eksempel til efterfølgelse. Et eksempel på, at det flasker sig at ignorere alle trends og i stedet forblive tro mod sit udgangspunkt: den ægte heavy metal.  

Artillery har tur i den nu om dage. Og det i en grad, som gør, at de har kunnet droppe deres dagjobs for i stedet at hengive sig 100% til deres tonekunst. De behøver end ikke tage modeljobs for at få huslejen betalt.

”In Defiance Of Conformity” hedder åbningsnummeret på Stützer & Co.’s ottende studiealbum. Det er en stor titel. Men også en passende titel, for der er absolut intet hipt over Artillery, hverken over deres lyd eller deres look.

Der er garanteret nogen, der savner noget nybrud på ”Penalty By Perception” (Metal Blade). For det er drøntraditionelt, det, Artillery disker op med. De massive riffs er i sig selv et katalog over tidløs thrash.

Alligevel er der åbne vidder i søgeren hos Artillery anno 2016. De spiller ikke bare enklave- eller ghetto-thrash. Guitarharmonierne er spillet med skelen til den klassiske heavy rocks twin lead attacks (Thin Lizzy, Iron Maiden).

Og så er der jo den vokale side af sagen. Flemming Rønsdorfs rabiate stil er for længst passé i Artillery-sammenhæng. Og med indskiftningen af Michael Bastholm Dahl nærmer vi os nu prog- eller i hvert fald power metalliske tendenser.     

Dahls vokal svæver med et ørneværdigt vingefang højt over det ragnarok af thrash metal, som guitaristerne Michael og Morten Stützer, bassisten Peter Thorslund og trommeslageren Josua Madsen skaber.

Vi får også en power ballade: ”When The Magic Is Gone”. Nummeret har gæste-tangentarbejde af Morten Sandager (Pretty Maids, Mercenary). Måske en noget skabelonagtig sang, men lur mig, om den ikke i den rette skumringstime kan få fandommen til at hive Scorpions-lighterne frem?

Det overordnede indtryk af Artillerys opus 8 er homogent. Videonummeret ”Live By The Scythe” stikker ud ved at have exceptionelt meget hook. Men det er titelnummeret, der for alvor demonstrerer d’herrer Stützers majestætiske riffmeisteri: her har vi både det hymniske og det rambukagtige forenet i sammen komposition. Flot!

”Penalty By Perception” er unægtelig en noget mere sanitær plade end Artillerys legendariske debutalbum, ”Fear Of Tomorrow” (1985). Produktionen efterlader et lytteindtryk, som er fejet og prydet. Måske også for pænt.

En gammel maniac som mig kan godt savne aggressionen fra den terror-trup, som Artillery var i 1980’erne. Men når jeg er færdig med at brokke mig, så må jeg også indrømme, at Artillery anno 2016 får det gamle metalhjerte til at slå velfornøjet under battle vesten. Og ved endt gennemlytning presser især ét ord sig på: RESPEKT! \m/

DISCLAIMER: Dette er en Rifferama-anmeldelse. Metalizeds officielle anmeldelse af ”Penalty By Perception” kan læses i magasinets nummer 103.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Artillery er T.I.L.B.A.G.E.

Et af årets bedste thrash metal-albums er udsendt af de danske veteraner fra Taastrup: Artillery.

Artillery har i tre årtier trukket et spor af tidløst metal efter sig.

Artillery var med i den allerførste bølge af ekstremmetal. Med deres særlige blanding af 1970’ernes betonrock og 1980’ernes rastløse punk-nerve var det danske band med til skabe det, som vi i dag kalder thrash metal.

Artillery-demoer som ”Shell Shock” og ”Deeds Of Darkness” (begge fra 1984) skabte en begejstret rumlen i undergrunden helt over til San Francisco, og albums som ”Fear Of Tomorrow” (1985) og ”Terror Squad” (1987) betragtes af metal-connoisseurer som væsentlige sten i thrashens fundament.

Hvorfor blev Artillery så ikke store? Bandet var i perioder samspilsramte. Og så var Taastrup-gruppen ikke ligefrem heldige med deres pladeselskaber. Læg oven i det, at vokalisten Flemming Rønsdorf havde en røst, der til sammenligning fik Tom Angelripper (Sodom) til at lyde som Tina Dickow. Ikke ligefrem easy listening.

Ingen tvivl om, at Søren Nico Adamsen gav Artillery et løft. Adamsen er en glimrende sanger. Det demonstrerede han på to Artillery-studiealbums, ”When Death Comes” (2009) og ”My Blood” (2011). Og så takkede han af. Hånden på hjertet: jeg gav ikke Stützer-brødrene mange chancer for at finde en sanger, der kunne hamle op med Adamsen. Men jeg gjorde mig unødige bekymringer.

Michael Bastholm Dahl er et fund. Ikke alene er han et perfekt blikfang med sit lange garn. Han synger også fantastisk. Dahl har en voluminøs stemme af en art, som man ellers plejer at efterspørge i power metal … eller måske ligefrem i såkaldt progressivt metal.

På Artillerys nye værk, ”Legions” (udsendt af Metal Blade Records), svæver Dahls stemme som en høg over Stützer-brødrenes forrygende riffs. Majestætisk, næsten operatisk. Den slags er efterhånden sjældent i thrash metal. Ved første gennemlytning kom jeg til at tænke på Forbidden, et af de Bay Area-bands fra 1980’erne, som kom til at stå i skyggen af Metallica, Exodus, Testament og Death Angel, og som ikke var grumme nok til at blive kult ligesom death metal-pionererne Possessed.

Men Dahl er ikke ene om at være ny i Artillerys besætning. Carsten Nielsen (trommeslageren, som legendariske Quorthon forsøgte at lokke med i Bathory engang i de skumle 1980’ere) forlod Artillery i fjor. Hans erstatning hedder Josua Madsen, og han leverer rullende torden under nye Artillery-numre som ”Wardrum Heartbeat” og ”Chill My Bones (Burn My Flesh)”.

Tilbage fra hovedværket ”By Inheritance” (1990) er guitaristerne Morten og Michael Stützer og bassisten Peter Thorslund. Apropos: der er folk, der mener, at ”Legions” er det bedste Artillery-album næst efter ”By Inheritance”. Det er smag og behag.

Personligt savner jeg noget snavs. ”Legions” er lidt for pæn, og jeg leder forgæves efter det beskidte attack, som gjorde Artillery farlige i 1980’erne. Sangskrivningen er overbevisende fra start til slut, men ”Legions” rummer ikke noget, der kan hamle op med ”Khomaniac” eller ”Deeds Of Darkness” (to af mine Artillery-favoritter).

Men mindre kan gøre det, og jeg må give jubelkoret ret: ”Legions” er et medrivende album fra et band, der i tre årtier har trukket et spor af tidløst metal efter sig. Også på ”Legions” sørger Artillery for at have tekster, der er forfattet med et skarpt blik for vores samtids skavanker.

Michael og Morten Stützer er gamle i gårde, og de kan deres håndværk. De har deres egen stil. Og deres egen høje musikalske standard. ”God Feather” og de fleste andre af sangene på ”Legions” rager et pænt stykke op over det middelmådige niveau, som myriaderne af nutidens metal-udgivelser holder. Og sammen med de nyeste udgivelser fra Skeletonwitch og Toxic Holocaust hører ”Legions” blandt de bedste thrash-albums fra 2013. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Artilleriet køres atter i stilling

Artillery lever ikke på deres 1980’er-bedrifter. De danske thrash-pionerer hører stadig blandt de skarpeste metalbands i Europa.

Artillery, som de så ud omkring udgivelsen af "My Blood".

Sig navnet: Artillery.

Tilbage i 1980’erne var det københavnske thrash metal-band omgærdet af høj international agtelse. Faktisk var de det sidste danske metalband, der – i kølvandet på Mercyful Fate, Pretty Maids og King Diamond – lod til at kunne bryde igennem i udlandet.

Metalpressens anmeldere begravede nærmest Artillery i roser, og kigger man i annalerne, ser man danskerne figurere på playlister side om side med navne som Black Sabbath, Slayer, Sepultura, Possessed, Celtic Frost og Metallica. Ja, Metallicas James Hetfield havde dem ligefrem på sin egen favoritliste sammen med Misfits, Thin Lizzy og Alice Cooper! Hvor meget mere kult kan man være?!

Desværre blev Artillery aldrig andet end kult, og bandet løb tør for skyts efter en skuffende alliance med Roadrunner.

METALEUFORISKE SPASMER

Ovenstående er sakset fra en interviewartikel i NRG nr. 11 (ultimo 1999). Her forklarede den daværende Artillery-sanger, Flemming Rønsdorf, hvorfor Artillery gik i opløsning, efter at Roadrunner udsendte det, der velsagtens er københavnernes hovedværk: ”By Inheritance” (1990). Men inden vi vender tilbage til det interview, skruer Rifferama tiden tilbage til det Herrens metalår 1984.

På det tidspunkt var en hel falanks af hurtigtspillende, aggressive metalbands i fremmarch. Metallica, Slayer, Anthrax, Exciter, Overkill, Hellhammer, Nasty Savage m.fl. stormede frem. Stilen fik betegnelsen thrash metal, og Artillery var med i frontlinjen, der tonsede fremad med en hidtil uhørt musikalsk brutalitet.

Jeg anmeldte Artillerys demo ”Shellshock” i Hot Rockin’ nr. 4 (august 1984). Jeg var begejstret. Med rette. Jeg skrev bl.a.: ”Artillery er Danmarks heavieste og mest beskidte band. Deres musik ligger et sted mellem og under Metallica og Mercyful Fate.” Og så gik jeg ellers amok med sammenligninger og superlativer. ”Shellshock” var lavet af det stof, som banede sig vej til min playlist i de år.

Jeg husker flere gode koncertoplevelser med Artillery i 1980’erne. Jeg var bl.a. med til at arrangere en koncert med de københavnske thrashere på Sysseltinget i Hjørring. Det blev en minderig aften med halsbrækkende headbanging og ølbælleri ad libitum. Gennem tågerne husker jeg især ét tableau: sangeren Carsten Lohmann kom ind på scenen udklædt som Manden med Leen. Og før nummeret var ovre, lå Lohmann på scenegulvet og bed i kablerne, mens han vred sig i noget, der må have været metaleuforiske spasmer.

EN KOSAKDANS AF FYRIG THRASH METAL

1980’ene var demoernes tidsalder. Det var årtier før, at metalfans kunne få fat i den nyeste musik ved at klikke et par gange på computer eller iPhone. Dengang måtte man engagere sig i tape-trading, hvis man ville holde sig ajour med metalrockens vækstlag. Og der skete en ivrig udveksling af demoer blandt thrash metal-fans.

Tape-traderne dannede netværker på kryds og tværs af landegrænser, og man sendte lange lister til hinanden med det vildeste spektakel, man havde på lager. Og lageret befandt sig på lange rader af kassettebånd. Demoer blev kopieret efter kopier af kopier af kopier, igen og igen, og disse kopiernes kopier blev sendt videre (pr. snail mail, email fandtes jo ikke!) til pennevenner fra nær og fjern. Det blev lyden ikke just bedre af, og det skete ikke sjældent, at musikken, som man modtog med posten, bestod af 50% båndsus. Men man fik da et indtryk af, hvad der foregik – som oftest et stykke tid, før musikken kunne købes på lp i pladebutikkerne.

Nu er kassettebånd en saga blot, men hvis man vil have et indtryk af, hvad der skete på 1980’ernes demoscene, kan man med fordel sætte Artillerys ”Deadly Relics”-cd i afspilleren. ”Deadly Relics” blev udsendt i 1998, og her finder man Artillerys prototype-thrash-demoer fra årene 1984-1989. Det er ren kult. Og bedst af alt: Det lyder af rigtigt metal og er behageligt fri for nymodens pro-tools-sterilitet. I min anmeldelse af ”Deadly Relics” (Zoo Magazine nr. 16, oktober/november 1998) skrev jeg bl.a.:

”Artillery spillede en meget original form for thrash, der var møgbeskidt, men ikke uden raffinementer. Sange som ”Khomaniac”, ”Deeds Of Darkness” og ”Time Has Come” rummer nogle nederdrægtigt giftige riffs, og ”Don’t Believe” er en ren kosakdans af fyrig thrash metal.”

Artillerys "Terror Squad" rangerer højere end Sepulturas
"Arise" og Destructions "Infernal Overkill" på Terrorizers
liste over de 50 ultimative thrash metal-albums. Klik for at
se teksten i forstørrelse.

DEN STORE AMBITION

Pladekontrakter var relativt svære at få fingre i dengang. Mange bands forblev på demo-stadiet. Men Artillerys demoer gav resultat. Det engelske metalpladeselskab Neat Records skrev kontrakt med københavnerne. Bekendtskabet med Neat blev dog en skuffelse for Artillery. I interviewet fra den NRG-artikel, som dette blogindlæg starter med, udtalte Flemming Rønsdorf:

”Min store ambition, min drivkraft trods det, at vi blev fucket af Neat, var, at vi skulle et halvt år til USA og ture hele lortet tyndt og virkelig vise, at vi var der. Det blev aldrig til noget.”

Nej, Neat magtede ikke at promovere Artillery på en sådan måde, at det københavnske band kom op på det niveau, som de fortjente. Men Neat udgav dog to af 1980’er-thrash-æraens mest slidstærke albums: ”Fear Of Tomorrow” (1985) og ”Terror Squad” (1987).

De to Artillery-skiver optræder på listen over de 250 albums, som enhver seriøs thrash-fan skal have hørt. Listen finder man i den 32-siders thrash-special, som blev bragt i det tyske magasin Rock Hards juni 2009-nummer.

I Terrorizers seneste særnummer, kaldet Thrash Metal, fra juni 2011 finder man Artillery i thrash-eliten. ”Terror Squad” er nemlig nummer 32 på listen over ”The Ultimate Thrash 50”-albums. Det skal lige påpeges, at Artillery-albummet på denne liste rangerer højere end udgivelser som Sepulturas ”Arise” (1991) og Destructions ”Infernal Overkill” (1985).

Så helt forgæves var Artillerys kontrakt med Neat altså ikke.

NÆSTEN LIGESOM AT VÆRE STJERNE

I 1989 så det endelig ud til, at Artillery stod foran deres gennembrud. Københavnerne skrev kontrakt med selveste Roadrunner, og ingen ringere end Flemming Rasmussen blev sat til at producere ”By Inheritance”. Rasmussen havde tidligere lavet metallisk lyd på skiver med Rainbow og Metallica, så forventningerne var i top. Men skuffelsernes tid var ikke forbi for Artillery. Flemming Rønsdorf fortalte i NRG nr. 11:

”Alle snakkede og gav os fem stjerner. ’Jeres plade bliver et hit,’ og alle syntes jo, at vi var eddergode. Der skete bare aldrig en skid. Vi hørte ikke noget, vi fik ikke nogen tal, vi fik slet ikke nogen penge – det har vi jo aldrig fået, men det er jo en anden snak. Vi fik ikke nogen briefing, der var ikke nogen, der holdt os informeret, og når vi ringede op til pladeselskabet, så kunne vi ligeså godt have ringet til en telefonsvarer, fordi vi fik bare det samme svar hver gang. Vi skulle have været på en stort anlagt tur i USA, det blev ikke til noget som helst. Det endte med, at de kom med et forslag om, at hvis vi kunne rejse 30.000 hver, så kunne vi da godt komme af sted.”

Det var unægtelig et antiklimaks i forhold til det begejstrings-scenarium, der omgav Artillery, da de indspillede ”By Inheritance”. Rønsdorf:

”Når vi var i studiet, var det næsten ligesom at være stjerne. Vi indspillede ”By Inheritance” i Sweet Silence” [et studie, hvor bl.a. Morbid Angel siden hen har indspillet, red.], og de kom rendende fra nær og fjern. Alle journalisterne fra hele verden var ude i studiet. Og vi tænkte: ’Tak skal du eddermame ha’, nu sker der virkelig noget! Nu er vi kommet på et major label.’ Og så kom pladen ud, og den fik kanonanmeldelser, og folk snakkede, ih, hvor var den god. Der skete bare ikke noget. Ingenting. Vi stod og var klar. ’Vi er klar, hvornår skal vi på tur, ud og bevise, hvem vi er?’ Og der skete ingenting. Da der var gået et halvt år, var det ikke sjovt mere. Og da var pladen ligesom heller ikke ny mere. Så slukkede interessen ganske enkelt.  Men det var ikke hjertet til metallen, der slukkede, det var bare en form for resignation.”

TJEKKET, TOPTUNET BAND

Her kunne historien om Artillery let være sluttet. Men det gør den ikke. For i 1998 fik det danske metalselskab Diehard Music en genial idé: at friste Artillery-lederne Morten og Michael Stützer (begge guitar) til at gendanne Artillery.

Det kom der albummet ”B.A.C.K.” (1999) ud af. Musikken på ”B.A.C.K.” holdt, men det gjorde bandet ikke, og allerede i 2000 var Artillery igen opløst. I 2007 kom Artillery dog til fornuft, og bandet blev gendannet i en lidt ændret konstellation. Det betød ikke mindst, at gruppen rekrutterede deres suverænt bedste sanger nogensinde, Søren Adamsen. Med Adamsen ved mikrofonen har Artillery udsendt en live-cd/dvd plus to forrygende studiealbums, senest ”My Blood” (2011).
   
Kasper Kudsk skrev i NRG/EMP-katalog 2/2011, at ”My Blood” er ”et studie i stilsikkerhed”, og at albummets åbningsnummer, ”Mi Sangere (The Blood Song)”, burde ”indgå i thrashens abc om, hvordan et ægte metalnummer skal skrives.”

Det ville være dårlig stil at affærdige Artillery som et band, der lever på deres 1980’er-bedrifter. Der er meget mere end nostalgi i det Artillery. Det oplevede jeg selv på Copenhell-festivalen i 2011, hvor Artillery med ultrakort varsel trådte til og erstattede Kyuss Lives!. Artillery viste sig ikke at være en flok gamle mænd, men et tjekket, toptunet band, der forlod Copenhells store scene til taktfaste, velfortjente klapsalver. \m/

Artillery på MySpace

Artillery på Encyclopaedia Metallum

Artillery, som de så ud på bagcoveret til "By Inheritance": "Vi er klar, hvornår skal vi på tur?"