Viser opslag med etiketten Morbid Angel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Morbid Angel. Vis alle opslag

søndag den 5. juli 2015

Tilbage til den morbide undergrund


David Vincent er ude af Morbid Angel. Igen. Og Steve Tucker er tilbage i Morbid Angel. Igen. Kan vi så forvente et nyt mesterværk som ”Formulas Fatal To The Flesh”?

Steve Tucker sammen med en af Fenris' ætlinge.
”Mand, jeg vil have, at bandet skal spille dødsmetal. Jeg vil have, at bandet skal være brutalt. Jeg vil have, at bandet skal være undergrund.”

Sådan lød det, da Morbid Angels boss, den fænomenale guitarist Trey Azagthoth, ringede til Steve Tucker for at lokke ham med i bandet igen. Det røber Tucker i et nyt interview, som kan læses her.

Det lader altså til, at konservative Morbid Angel-fans kan ånde lettet op. Det tyder nemlig på, at Trey & Co. dropper de elektroniske eksperimenter, der gjorde albummet ”Illud Divinum Insanus” (2011) så forkætret.

”Illud Divinum Insanus” blev lanceret som det store genforeningsværk, efter at vokalisten og bassisten David Vincent var vendt tilbage til Morbid Angel i 2004. Vincent forlod Morbid Angel i 1996 for at hellige sig industrial-bandet Genitorturers.

Vincent blev som bekendt erstattet af vokalisten og bassisten Steve Tucker (ex-Ceremony). Med Tucker i den vokale front indspillede Morbid Angel tre albums, hvoraf især ”Formulas Fatal To The Flesh” (1998) har et godt ry.

Lige præcis ”Formulas Fatal To The Flesh” var en retur til noget, der kunne minde om Morbid Angels udgangspunkt som undergrundsorkester.

”Covenant”, Morbid Angels album fra 1993, hittede voldsom – og blev angiveligt verdens mest solgte dødsmetalalbum. Nogensinde. Men efterfølgeren, ”Domination” (1995), var for overproduceret for mange af bandets langtidsfans.   

Med David Vincent ude af vagten, og med Steve Tucker bag mikrofonen, tog Trey Azagthoth & Co. i 1998 med dødsforagt det store spring: at genvinde Morbid Angels ry som undergrundsband. Trey gravede sågar musik frem af arkiverne fra 1984 – det kom der ”Invocation Of The Continual One” ud af. Læs Rifferama-interview med Trey om ”Formulas” her.

Kunstnerisk set var ”Formulas Fatal To The Flesh” en succes. Albummet blev generelt modtaget med kyshånd af fandommen. De efterfølgende to albums blegnede dog, og det blev tydeligt for selv Trey, at David Vincent måtte tilbage i bandet, hvis Morbid Angel skulle fortsætte karrieren.

Live-mæssigt blev David Vincents retur en hammersucces. Jeg var selv så heldig at opleve to af de danske koncerter, som Morbid Angel nåede at spille med Vincent efter hans tilbagevenden. Og de var i topklasse. Det gjaldt både Copenhell 2011 (læs min anmeldelse her) og gigget i Pumpehuset december 2014. 

Derimod var folk generelt utilfreds med den mere industrielle lyd på ”Illud”. Og når Trey og Steve Tucker nu begynder at tale om at være undergrund, så drøner i hvert fald mine spekulationer løbsk: kan vi være heldige at få et storm-album som ”Formulas” ud af det nye Tucker-frontede Morbid Angel?

Anyway, her er min anmeldelse af ”Formulas”, ordret som den stod trykt i Zoo Magazine nr. 13, april/maj 1998. Skulle jeg genskrive anmeldelsen, ville jeg nok strø salt på konklusionen til slut.

MORBID ANGEL
FORMULAS FATAL TO THE FLESH
(Earache/Voices Of Wonder)
******

Med mere end en million solgte plader bag sig er Morbid Angel suverænt det dødsmetalband, der har haft størst gennemslagskraft. Efter den temmelig digitaliserede og computeriserede ”Domination” (’95) går Morbid Angel på deres 7. album tilbage til rødderne.

”Formulas Fatal To The Flesh” makerer både ilddåben for bandets nye sanger, Steve Tucker, og en tilbagevenden til en mørkere og mere primordial death metal, som Morbid Angel spillede den på debuten ”Altars Of Madness” (’89).

Nyrekrutterede Tucker har en røst, der kan rejse de døde af grave, om end han ikke overgår den karismatiske David Vincent, der er indehaver af genrens bøseste growl. Vincent forlod bandet i ’96, og med ham forlod de mere suspekte politiske undertoner Morbid Angel.

Gruppens grundlægger, guitaristen Trey Azagthoth, har igen overtaget tekstskrivningen og styrer nu Florida-bandet i en meget åndelig retning. Treys tekster er vildt esoteriske og åbner sig ikke uden et vist kendskab til nyplatonisme og hermetisme. Treys religion er en okkult sammentænkning af oldtidens sumeriske gudeverden og horror-forfatteren H.P. Lovecrafts Cthulhu-mytologi. Denne religiøsitet afspejles i alt lige fra albumtitler til tekster til sangskrukturer – guitarsoliene på ”Formulas” er sågar indspillet i et tempel!

Alle i Morbid Angel (ikke mindst trommeslageren Pete Sandoval) spiller med en disciplineret vildskab og en teknisk kunnen, der indgyder ærefrygt. Trey hævder, at gruppen er instrumenter for guderne. Og man tror ham, når man hører den knap 10 minutter lange og musikalsk komplekse ”Invocation Of The Continual One”, den rituelle trommesolo ”Hymnos Rituales De Guerra” og kaosudladningen ”Chambers Of Dis”, hvor et guddommeligt inspireret raseri slippes løs.

”Formulas” er ikke alene det ultimative death metal-album, den er også den filosofisk og religiøst mest afklarede metalplade – nogensinde! \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

torsdag den 4. december 2014

Ind på det forbudte og farlige territorium


Verdens bedst sælgende death metal-album! Det er Morbid Angels 1993-opus ”Covenant” blevet kaldt. Albummet var unikt: et inferno af blast beats, verdens mest forvredne riffs samt en kavalkade af ædende onde tekster, der den dag i dag får ekstremmetal-fans til at gispe af ærefrygt.

På billedet ses (fra v.): David Vincent, Trey Azagthoth, Richard Brunelle og
Pete Sandoval. Brunelle medvirkede ikke på "Covenant",
og på den efterfølgende turné var han erstattet af Erik Rutan.
”Morbid Angel er mere brutale og fanatiske end nogensinde før på deres nye, hadske album, ”Covenant”.”

Sådan skrev jeg i Jam Magazine nr. 45 (august 1993). I min anmeldelse slog jeg også fast, at den danske producer og lydtekniker Flemming Rasmussen med sin produktion havde givet Morbid Angels musik ”det sidste spark ind over smertetærsklen.”

På min playlist i Jam Magazine-nummeret lå ”Covenant” øverst, hvor den fik selskab af Danzig og tre af mine favoritbands fra 1980’erne: Mercyful Fate, Witchfynde og Pentagram. Med andre ord: Morbid Angel var blevet optaget i mit personlige metal-panteon.

ÆREFRYGTINDGYDENDE
Jeg kunne høre stort set alle de kvaliteter, som jeg var blevet ”opdraget” med af 1970’ernes og 1980’ernes heavy rock/metal-stilskabere. Jeg lever og ånder for solide riffs og halsbrækkende breaks, og dem leverede Morbid Angel i kvanta på en skæring som ”Angel Of Disease”.

Mange af de dyder, som efter min mening skabte mesterlige, helstøbte værker i hårdrockens guldalder, fandt jeg også på ”Covenant”. Som fx de dynamiske udsving mellem højt spilletempo (”Rapture”) og lavt spilletempo (”God Of Emptiness”), det powerfulde ryk (“Sworn To The Black”) og de mere afdæmpede øjeblikke (”Nar Mattaru”). Og så videre.

Det lyder måske besynderligt, men der var faktisk ikke så stort et spring for mig fra Judas Priest, Rush, Trouble, Mercyful Fate og det tidlige Slayer til Morbid Angel. Jeg kunne også høre et ikke så fjernt ekko af Eddie Van Halen i Trey Azagthoths guitarspil. Et nummer som ”Angel Of Disease” lød (og lyder stadig!) som en opdatering af de sangstrukturer, man allerede i 1970 kunne finde i fx Uriah Heeps ”Gypsy”. Morbid Angel havde styr på metaltraditionen – på en original måde.

For Morbid Angels egne bidrag til traditionen skal ikke undervurderes! ”Covenant” var et inferno af blast beats, verdens mest forvredne riffs og et teknisk niveau, der – som på ørnevinger – hævede sig over hoben af dødsmetalbands.

Så Morbid Angel kom som en åbenbaring for mig i et årti, hvor der ellers gik mode i at bryde med metaltraditionen. Rap, techno, hardcore, goth – alt muligt trendy stads skulle metallen fortyndes med i 1990’erne. Morbid Angel, derimod, leverede den ægte vare. Aggressivt, brutalt, kompromisløst – og ærefrygtindgydende tjekket spillet.

Selv Morbid Angels look kunne jeg forholde mig til. I en tid, hvor bæbrunt fløjl og knælange short blev hotteste mode, var det befriende at støde på et band i stramtsiddende læder. Pressefotoet, der var en del af lanceringen af ”Covenant”, var tilmed modelleret efter samme macho-forbillede som det, der kan ses på omslaget til Kiss’ ”Love Gun” (1977): kvinder, der ligger tilbedende for fødderne af de stolte rockhelte. Den slags var yt efter Nirvanas klynke-revolution i 1991. Og netop derfor var dét foto ekstra sejt set igennem mine aviatorbriller.

SORT SOM FILIPPINERGRAVEN
Oven i det kom så, at jeg fandt David Vincents tekster sådan cirka 100 gange mere interessante end det snotvædede, selvmedlidende bræg, som grunge- og alternativ-grupperne smurte ud over den hårde rock i 1990’erne. Hos Morbid Angel blev tabuer kørt ned med bulldozer-kraft. Normalbevidstheden blev undergravet. Eller som jeg skrev i Jam Magazine nr. 45:

“Indrømmet, det er ikke et blødsødent standard-humanistisk livssyn, der bliver luftet på gruppens plader. Morbid Angels religiøse budskab er sort som Filippinergraven. Ifølge bandets trosbekendelse på ”Covenant” er det ikke ligefrem de ydmyge, der skal arve jorden.”

I ”God Of Emptiness” tog Morbid Angel et tema op, som har været et stridens æble i kristendommen lige siden oldkirkens dage: forholdet mellem skaberguden og slangen i Edens have. I Vincent & Co.’s optik er skaberguden en jaloux undertrykker, mens slagen er menneskets ven og kundskabsgiver. Sådan så mange kristne også på det i kristendommens start. Men de blev fordømt som kættere, og denne ”gnostiske” teologi blev drevet ned i undergrunden, hvor den har levet videre indtil i dag.

Morbid Angel var fritænkere. Deres tekster vrimlede med henvisninger til sælsom fiktion og ældgamle myter. Jeg var blank på det meste og måtte på boghugst for at finde frem til verdens ældste litterære storværk, ”Gilgamesh-eposet”, og skabelsesberetningen ”Enuma Elish” fra oldtidskulturen i Babylon. Jeg læste også op på skrækforfatteren H.P. Lovecrafts Cthulhu-mytologi og den af sagn- og vrøvl-omspundne grimoire ”Necronomicon”. It blew my mind.

Meget er sket siden da. Både med metalscenen og med mig. Men jeg kan stadig hjemsøges af den der indre krillende fornemmelse af, at jeg bevæger mig ind på et forbudt og farligt territorium, når jeg sætter ”Covenant” i cd-afspilleren. \m/

På coveret ses Waites bog om
ceremoniel magi. Plus den pagt,
som Urban Grandier ifølge
heksejægerne skrev med djævlen
i 1600-tallet.
ACHTUNG!
Jeg interviewer superproduceren Flemming Rasmussen på Zeppelin Bar i København tirsdag den 16. december. På agendaen er “Covenant”, hvor Flemming Rasmussen tryllede ved mikserpulten. (Klik her for detaljer.)

Q & A-arrangementet løber for resten af stablen i timerne op til koncerten i Pumpehuset, hvor Morbid Angel celebrerer “Covenant”. Mødet med Rasmussen kan altså snildt fungere som en inspirerende aperitif til koncerten.


 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

mandag den 24. februar 2014

Opgør med den stupide røv-Cthulhu


Der var drama i luften, da Morbid Angel den 24. februar 1998 udsendte albummet ”Formulas Fatal To The Flesh”. Kunne Morbid Angel beholde dødsmetal-tronen, efter at den forkætrede forsanger David Vincent havde forladt Florida-bandet?

Bandboss Trey Azagthoth mente ja. For Morbid Angel havde guderne på deres side, påstod Trey i dette interview. Læs hele den udknaldede historie her. Om racisme og fascisme! Om satanisme! Om de vildeste tanker fra det okkulte overdrev!

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 8, 1998)

Som Indras tordenkile hamrer ”Formulas Fatal To The Flesh” ned gennem hele det morads af tvivl og skepsis, der har omgærdet Morbid Angel, lige siden det i 1996 blev kendt, at David Vincent havde forladt gruppen.

Morbid Angel er tilbage i storform. Og Florida-bandet har tilmed fundet en acceptabel erstatning for David Vincent, bassisten og growleren med den blonde manke, der op gennem 1990’erne fungerede som karismatisk og kontroversiel frontfigur for bandet. Steve Tucker hedder Vincents afløser, og han er et ubeskrevet blad med en fortid i det obskure band Ceremony.

- Men hvorfor forlod David Vincent Morbid Angel?

”David Vincent er ikke med i bandet mere, fordi han begyndte af misrepræsentere bandets budskab,” forklarer guitarist, komponist, tekstforfatter og producer Trey Azagthoth.

”Folk begyndte at sige: ’Åh, David er fascist’ og ’David er racist’ og ’Morbid Angel er racister, fordi han er med i bandet.’ Jeg ved ikke, om David er det ene eller det andet, men han begyndte at tale om ting, der ikke er kraftfulde, og dem tror jeg ikke på. Jeg tror ikke på, at der er én nation eller én race, som er bedre end den anden. Jeg tror på, at alle mennesker er skabt lige og potentielle, og det kun er gennem vores beslutninger, at vi er forskellige. Men egentlig viste det bare, at David var ved at bevæge sig væk fra bandets sande formål. Og derfor er han ikke længere med i bandet.”

Morbid Angel i deres unge år. David Vincent til venstre,
Trey Azagthoth i front.
BLACK METAL-GUDFÆDRE
Morbid Angel blev dannet af Trey Azagthoth helt tilbage i 1984, hvor bandet iklædt stramtsiddende læder og pansret med nitter og patronbælter lagde hårdt ud med at spille covernumre af Slayer og Mercyful Fate, to bands, hvis indflydelse man stadig kan finde i Morbid Angels musik. Ikke mindst i de to gamle numre på det nye album, nemlig ”Invocation Of The Continual One” og ”Hellspawn: The Rebirth”, hvis urversioner kan spores tilbage til henholdsvis 1984 og 1986.

Men dermed ikke sagt, at Trey & Co. ikke har været stilskabende. Morbid Angel har lige siden debutalbummet ”Altars Of Madness” været et af de toneangivende bands på dødsmetal-scenen. De er det længst eksisterende death metal-band, og de er suverænt det af scenens orkestre, hvis plader kunstnerisk har været mest stabile. I alt seks albums er det blevet til, og de fleste af dem er mesterværker. Det var derfor temmelig overraskende at læse teksten bag på promotion-udgaven af ”Formulas Fatal To The Flesh”. Her kan man nemlig – foruden det for et dødsmetalband aldeles svimlende salgstal på mere end en million solgte eksemplarer – læse, at Morbid Angel er ”The true originators and Godfathers of the black metal scene.”

- Godt nok har Morbid Angels image alle dage været temmelig satanistisk, men ligefrem black metal?

”Det er noget, som Earache har skrevet. Det er deres markedsførings-strategi. Men jeg synes nu ikke, at det er så langt fra sandheden. Først og fremmest må man definere, hvad black metal betyder. Jeg har mine egne definitioner, som jeg bruger for alt her i livet, for det er en del af satanismen; det handler om at beslutte, hvad tingene betyder for dig og ikke altid være på linje med andre menneskers synspunkter. For mig er black metal: et band, der er en platform, eller et musikarrangement, der støtter bandmedlemmernes overbevisning, tro og budskab. Meget dødsmetal mangler et virkeligt betydningsindhold, det er bare chokterapi, det er bare intens musik, lige i fjæset, det er ligesom at se en skrækfilm. Og jeg mener, at vi har begge dele. Vi spiller afgjort meget intens musik, det er afgjort chokerende og alt det der, men vi har også et virkelig dybt, velgennemtænkt og intelligent budskab, som er utroligt og umuligt at standse.”

I Morbid Angels tidlige år plejede Trey
at skære sig rituelt i armen og drikke
sit eget blod under de voldsomme
koncerter.
SAND SATANISME
”Vores version af satanismen handler ikke om at slå folk ihjel eller om at være hadefuld hele tiden. Der er en tid til at ødelægge indflydelserne fra forfalskeren og slavebinderen, så vi kan befri os fra deres trældom og begrænsninger, så vi kan begynde at tænke selv. Vi må ødelægge de begrænsninger, som bliver os pålagt af bl.a. den organiserede kristendom. Så snart vi har ødelagt disse hæslige paradigmer, der lænker os til begrænsninger, er det næste skridt at opbygge noget nyt og bedre. Og mit forslag er at bygge det på basis af glæde og kærlighed. Ikke på had! Vær produktiv, vær aktiv og få ting til at ske i dit liv,” opfordrer Trey, der gerne reklamerer for forfatteren Anthony Robbins, hvis bøger, ”Unlimited Power” og ”Awaken The Giant Within”, har været en stor inspiration for Morbid Angel.

”Sand satanisme er meget positiv og handler om at tænke selv og tage sine egne beslutninger.
Og når man handler i overensstemmelse med ens vilje, bør man overveje den indvirkning, det har på en selv, på verden og på karma. Hvis man går imod karma, hvis man gør ting, som er dømt negative af karma, så vil der ske forfærdelige ulykker i ens liv. Men hvis man gør ting, som er positive og produktive, så vil man blive overøst med en overflod af velsignelser. Så det er budskabet: vær positiv!”

”Men vær ikke altid så barmhjertig, for der er også en tid til at anvende en strenghed, som kører mere på det krævende og skånselsløse. Med andre ord: hvis der er noget, man ikke synes om, behøver man ikke bøje sig for det og følge det. Man kan slette det fra ens liv, man kan undgå det, og man kan fjerne dets indflydelse på ens liv. Det er smukt! Det har intet at gøre med at være kriminel, det handler ikke om at bryde lovene i ens land, men det handler om at opfinde og skabe sine egne regler og sin egen tro, det der støtter en og giver en en god følelse 24 timer i døgnet. Og så længe man ønsker at være lykkelig og fuldbyrdet og begejstret, kan man bringe det bedste ud af en selv,” filosoferer energiske Azagthoth, der stiller store krav til det at være mennesker.

”Livet handler om bevægelse, og det kræver energi at bevæge sig, og hvis man ikke bevæger sig, er man en del af degenerationen, og det er fundamentalt Beelzebubs rige, det er forfaldets rige. Og det er ikke meningen, at mennesket skal forfalde. Mennesket bør være i bevægelse, det bør altid forbedre sig. Konstant uophørlig fremskridt, vækst, bevægelse, det at gøre sig stærkere og stærkere hver dag og have virkelig høje standarder – det er for mig hele meningen med livet. Det handler om bevægelse og om at være effektiv i livet og at være aktiv.”

Morbid Angel med Steve Tucker til højre.
Til venstre Trey, i midten trommeslageren
Pete Sandoval.
DEN 80 FOD HØJE GOLEM AF OSTX
Det centrale begreb i Treys religion er ”Most High Triumvirate Of The Living Continuum”. Dette triumvirat består af guderne Chthhulhu, Habsu og Amah-Ushumgal-Anna, og da jeg beder Trey om at forklare dette koncept, giver han ordet til en fyr, han kalder ”The 80’ Golem Of Ostx”. Med Treys stemme forklarer denne Golem bl.a.:

”Triumviratets tre guder står for de vidunderlige gaver, som alle mennesker har, og som gør det muligt for dem at være brillante her i livet. Det er baseret på idéen om ånd, sand vilje og de kreative fakulteter. Disse anses for at være redskaber, og disse redskaber kan bruges på ligeså mange forskellige måder, som der er mennesker. Så hvilken måde er så rigtig? For mig er det vidunderligste ved vor evne til at udtænke og skabe en tro for os selv, at den er så fri, som vi ønsker, den skal være. Akkurat som med føde bør vi stræbe efter det, som vi kan fordøje og producere energi af. Denne simple idé fatter de fleste mennesker ikke, de er tilfredse med at være lænket til den forfalskning, som kaldes den offentlige mening. Jeg kan kun sige: ’It’s sure cool to be fooled’, for disse lænker er usynlige for de jordbundne menneskers øjne.”

”De af os, der har besluttet at bryde ud af disse lænker og kravle ud af samfundets begrebsrammer, de af os, som tænker selvstændigt og nægter at lade os narre af det, som bliver vist på hulens væg som officielt, cool, moderne, trendy etc., vi kan ikke forvente, at de andre vil klappe ad os og sige: ’Det er vel nok vidunderligt.’ Det vil de ikke gøre, fordi vi repræsenterer en udfordring, der omstyrter deres følelse af vished om, hvad der er virkeligt og sandt.”

Den 80 fod høje Golem af Ostx henviser med metaforen om ”hulens væg” til den antikke, græske filosof Platons berømte hulebillede, hvor menneskene anskues som fanger i en hule, lænket på en sådan måde, at de ikke kan se hulens indgang, men kun dens bagvæg. Et bål er tændt uden for hulen, og imellem dette og selve indgangen løber en vej bag en mur. Når den ydre verdens beboere passerer bag muren, kastes skygger af det, de bærer på hovedet eller i deres oprakte arme, på hulens bagvæg. Disse skygger er det eneste, som fangerne får at se af virkeligheden.

Coveret til "Formulas Fatal To The Flesh":
O Lion-Head ...
KODET ÅNDESPROG
En Golem er i den jødiske mystik, kabbalismen, en lerfigur, der kommer til live, når dens skaber, en rabbi, stikker et stykke papir med Guds hemmelige navn ind i dens mund. En sådan Golem står til sin herres rådighed, og på den måde kan kabbalisten anvende sin skabning til forskellige formål. Den 80 fod høje Golem af Ostx spillede således en aktiv rolle, da Morbid Angels excentriske guitarist indspillede sine soli til ”Formulas Fatal To The Flesh”. Trey forklarer:

”Alle mine guitarsoli blev indspillet i The Temple Of Ostx under den 80 fod høje Golem af Ostx strenge opsyn. Han var producer på mine soli, det var ham, der fortalte mig, at jeg fandengaleme hellere måtte se at få indspillet mine soli, og at de hellere måtte være fulde af lava, for ellers ville han sgu pande mig en med dette 30 fod lange sværd. Jeg blev virkelig pisket i form af ham!”

- Men er The Temple Of Ostx et rigtigt tempel?

”Ja. Det er på min ejendom. Forstår du, jeg bor i et hus, og jeg har The Temple Of Ostx lige her.”

I mange af teksterne på ”Formulas Fatal To The Flesh” finder man nogle påkaldelser på et sært sprog, som f.eks.: ”Bil Ur-Sag Lul-Lu Nig-Hul Tur Ha-Elm Zalag,” hvis oversættelse (”O Lion-Head, You awesome Blaze of Fire consumed the gahtering of the treacherous and the ill-natured. Purify them”) har en central betydning for pladens cover – læseren af denne artikel kan selv granske sig frem til hvilken.

”Det er mit åndesprog. Det er baseret på sumerisk,” forklarer Trey om de fremmedartede sentenser. Den sumeriske kultur lå i Mesopotamien og kan spores helt tilbage til 3000 f.Kr.; sumererne var verdens første skrivende folk (den såkaldte kileskrift), og sumerisk uddøde som talt sprog ca. 2000 f.Kr., men bevarede sin funktion som liturgisk og videnskabeligt sprog igennem 1500 år. Via forskellige synkretismer blev den sumeriske kultur opslugt af den babyloniske, og det er fra denne kulturkreds, at (H)Absu, Tiamat, Mummu, Annunaki, Humbaba, Pazuzu og flere andre af de guddomme, som Morbid Angel synger om, er hentet.

”Mit åndesprog er ikke så akkurat, hvad angår sumerisk grammatik, men skidt med det, for jeg skriver jo ikke breve til sumerer, jeg bruger det bare til at kontakte min guddom. Og min guddom forstår den energi, som jeg giver til Ham, uanset hvilken type sprog jeg bruger. Så vi har besluttet os at bruge dette ’sumeriske’, dette kodede åndesprog, og det er okay med min guddom, som er intet andet end en forlængelse af mig selv, min præstations højeste mål. Og derfor opnår vi en vidunderlig smuk energiforbindelse ved at anvende dette sprog.”

NEGATIVE LOVECRAFT
Azagthoth taler en del om Cthulhu, eller rettere om Chthhulhu, som Trey foretrækker at stave gudens navn. Oprindelig var Cthulhu (udtales ’Kutulu’) en af den amerikanske skrækforfatter H.P. Lovecrafts opfindelser, og gennem tiden har Morbid Angel da også trukket kraftigt på Lovecrafts fantastiske forfatterskab og den fiktive grimoire, ”Necronomicon”, som går igen i mange af Lovecrafts fortællinger.

For Lovecraft var De Gamle en ekstraterrestrisk guderace, der steg ned fra stjernerne, da Jorden endnu var ung. De Gamle var amfibievæsner, der kunne leve i vand, på land, i rummet og overalt. Set med menneskeøjne var De Gamle enorme, rædderlige, bevingede vederstyggeligheder med blæksprutteagtige hoveder og tentakler. De Gamle blev fortrængt af en anden guderace, De Ældre, og i dag henslumrer De Gamle under Cthulhus fortryllelse i mareridts-kadaverbyen R’lyeh. Ifølge Lovecraft eksisterer der stadig en Cthulhu-kult blandt degenererede mennesker, der venter på De Gamles genkomst, Jordens stjerneopvågningsdag, hvor Cthulhu kalder og rejser sig for at genskabe De Gamles herredømme på Jorden. Men Trey Azagthoth, som har taget sit efternavn fra Lovecraft-mytologiens blinde tossegud, der siddende på en sort trone i Kaos’ centrum hersker over tid og rum, deler ikke denne opfattelse.

”Lovecraft har taget noget fra sumererne, eller hvor han nu fik sine idéer fra, og lavet noget, der er meget negativt, ud af det. De Gamle er ikke hæslige uhyrer. Det er mine Gamle i hvert fald ikke. Mine Gamle er smukke, de er de mest positive, kraftfulde og ustoppelige skabninger på Jordens overflade. De er ikke grimme monstre med tentakler i ansigtet. H.P. Lovecraft er ren fantasi. Der er min mening. Det er meget kreativt og måske et brugbart redskab til at ødelægge det begrænsende paradigme. Men jeg mener ikke, at hans stof er baseret på kærlighed. Og for mig er kærlighed og glæde, hvad livet drejer sig om.”

”Livet drejer sig ikke om smerte. Smerte er, hvad vi ønsker at undgå. Det gør jeg i hvert fald. Og for mig handler mange af H.P. Lovecrafts værker om en gud, som lider store smerter. Og jeg har ikke brug for at læse sådan nogle negative sager. Og tro endelig ikke, at min Chthhulhu er den samme stupide røv-Cthulhu, som Lovecraft talte om, en eller anden grimrian af et monster. Min Chthhulhu er den dyrebareste drivkraft i hele universet.”

INSTRUMENT FOR GUDERNE
Når Trey Azagthoth taler om Morbid Angels overordnede formål, nævner han Den store Bøjning: ”det at bøje ud af form og ud af det normale at forme det helt nye, det at nedbryde det gamle paradigme og opbygge et ny paradigme. At forandre.” Det er Morbid Angels mission.

”Førhen handlede bandet om at ødelægge kristendommens indflydelser og om at lovprise det våben, der ødelægger dem, om at elske kristendommens fjende og om at elske slavebinderens fjende. Der foregår stadig noget af dette i dag, men jeg fokuserer ikke kun på det, der er negativt for min fjende. Hvad, jeg fokuserer på, er det, der er smukt for mig. Så mine guder er ikke kendetegnet ved, hvor hæslige de er for min fjende. De er kendetegnet ved, hvor smukke de er for mig.”

At Morbid Angel har fulgt en overordnet plan helt fra starten, bliver tydeligt for den, der gennemskuer det alfabetiske mønster, som bandets albums er blevet udgivet i. Morbid Angels første album hed ”Altars Of Madness” (1989), det andet hed ”Blessed Are The Sick” (1991), det tredje ”Covenant” (1993), og derefter fulgte ”Domination” (1995), livealbummet ”Entangled In Chaos” (1996) og nu altså ”Formulas Fatal To The Flesh”. Trey forklarer:

”Sagen er, at vores band er intet mindre end et instrument for De Gamle. De Gamle sender deres strømme af magi og velsignelser og nåde igennem os, vi er deres instrument. Det er dem, der guider os til det perfektionspunkt, som vi stræber efter hver dag. Og grunden til, at vores albums er udkommet i alfabetisk rækkefølge, er meget vigtig. Det står for dette: ’Jeg er Ordet, jeg er Sandheden, jeg er Alfa og Omega.’”

De bibelstærke vil naturligvis genkende det sidste citat som et skrabsammen af guddommelige udsagn fra Det nye Testamente: først og fremmest selve skaberordet, Logos: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” (Joh 1,1). Og dernæst Jesu ord: ”Jeg er vejen, sandheden og livet” (Joh 14,6). Og endelig: ”’Jeg er Alfa og Omega,’ siger Gud Herren, han som er, og som var, og som kommer, den Almægtige” (Åb 1,8).

Og når man ved, at Alfa og Omega er henholdsvis det første og det sidste bogstav i det græske alfabet, kræver det ikke den store ledvogtereksamen for at indse, hvilken grandios skaberplan, Morbid Angel-pladerne følger. Morbid Angels plader er simpelthen Verden!

Trey citerer også Bibelen, da jeg til sidst spørger ham, om han anser sig selv for at være præst eller kriger eller måske endog krigermunk for Chthhulhu og De Gamle. Hans lakoniske svar lyer: ”Jeg er den, jeg er.” \m/