Ronnie James Dio er den største sanger, som heavy rocken
nogensinde har fostret. I dag (den 16. maj) er det årsdagen for hans død.
 |
| Ronnie James Dio: Et ikon. |
Ronaldo James Giovanni Padavona
var en af den hårde rocks store stilskabere. Han var i sig selv et ikon, som
han stod der på scenen, mens han kastede hornene. Blandt sine fans opnåede Ronaldo
nærmest guddommelig status. Og sådan iscenesatte han også sig selv. Som ung tog
han et kunstnernavn, der slet og ret betyder Gud på italiensk. Jo, Ronnie James
satte ikke sit lys under en skæppe, for nu at bruge bibelske termer om primadonnaen
Padavona.
Ronnie James Dios position på heavy rock-scenen kan ikke
forstås, hvis man ikke kender hans historie.
MAJESTÆTISK
De første mange år af Ronnie James Dios karriere var ikke
opsigtsvækkende. Men i 1974 blev han headhuntet af selveste Ritchie Blackmore.
Blackmore var en af 1970’ernes guitarguruer, og han var det musikalske
midtpunkt i megabandet Deep Purple. Ritchie var utilfreds med Purples
musikalske udvikling. Blackmore var en visionær kunstner, og han ønskede at
føre sin tonekunst ind i en ny epoke. Han ønskede at spille en mere
hårdtslående, direkte og episk metalrock, der hentede inspiration
fra Europas rige tradition for klassisk musik.
Det kom der det majestætiske band Rainbow ud af. Med Dio ved
mikrofonen nåede Rainbow bl.a. at udgive klassikerne ”Rainbow Rising” (1976) og
”Long Live Rock ’n’ Roll” (1978).
I afsnit 10 af Sam Dunns tv-serie ”Metal Evolution” (udgivet
på dvd i 2011) spores oprindelsen til power metal-genren med dens fantasy-flirt
tilbage til bl.a. Rainbows excesser i 1970’erne. Især ”Rainbow Rising” står som
en milepæl i heavy metal.
Når folk som Scott ”Not” Ian (Anthrax) giver Judas Priest
æren for at have hevet blues-elementerne ud af den hårde rock, er det en halv
sandhed. Spøgsmålet er, om Rainbow ikke var mindst ligeså aktive i skabelsen af
den ”rene” heavy metal. Der er i hvert fald ikke meget blues eller rock’n’roll over
atmosfæriske metaleposer som ”Stargazer” og ”Gates Of Babylon” endsige på
power-drevne skæringer som ”Tarot Woman” og ”Run With The Wolf” eller speed
metal-fræseren ”Kill The King”.
VILDSKAB
Rainbow gjorde Ronnie James Dio til superstjerne. Men i
Rainbow var der kun plads til én stjerne: Ritchie Blackmore. Så efter tre
indflydelsesrige studie-albums, sagde Ronnie adjø til Ritchie.
Det var naturligt for Tony Iommi at rekruttere Dio som
sanger, da Ozzy Osbourne i 1979 blev sparket ud af Black Sabbath.
Dios påvirkning på Sabbaths musik var stor. Med ”Heaven And
Hell” (1980) tog Black Sabbath hul på et nyt kapitel i deres egen historie – og
i heavy rockens historie. Den gamle doomy og ind imellem noget tjaldede betonrock
fik et anstrøg af elegance, ikke mindst i kraft af Dios himmelstræbende,
dramatiske røst. Og Iommi & Co. fulgte fornemt op med ”Mob Rules” (1981),
hvor skæringen ”The Sign Of The Southern Cross” slog nye rekorder udi knusende
tyngde.
De sædvanlige stjernenykker i superbandet gjorde, at Ronnie
James Dio i 1982 brød med Black Sabbath. Mestersangeren tøvede ikke, men tog
springet og dannede sit eget band, Dio.
Med sig fra Black Sabbath tog Dio ikke kun en masse erfaring
og selvtillid, men også trommeslageren Vinny Appice. Han allierede sig
ligeledes med den tidligere Rainbow-bassist Jimmy Bain. Den perfekte guitarist
til sit nye band fandt Dio i Vivian Campbell, en ung guitarist fra Belfast, der
havde vakt opsigt med bandet Sweet Savage.
Sweet Savage var et af de heavieste og hurtigst spillende
bands inden for de tidlige 1980’eres New Wave Of British Heavy Metal. Sweet
Savage var som bekendt en af de største inspirationskilder for Metallica.
Campbells guitarspil gjorde underværker for Dios musik. Den
irske guitarist tog noget af vildskaben (og vist også nogle af riffene?) fra
Sweet Savage med over i Ronnie James Dios traditionelle heavy metal. Campbells rastløse
rytmespil og hans ”shred”-soli gav Dios musik en moderne kant. Det hele blev
banket på plads af Appices militante og bastante trommespil.
TIGERSTRIBET
Men stjernen i Dio var selvfølgelig: Dio himself. Ronnie
James Dio var en fantastisk sanger. Hans sangstil var meget mere maskulin end
de fleste af de traditionelle heavy rock-sangere. Dio excellerede ikke i høje,
hysteriske skrig, men gav hals som en alfahan. Uden at råbe, uden at brøle,
uden at skråle. Dio sang, rent og mandhaftigt, så fanskarens trommehinder
blafrede. Totalt unikt. Dios vokale præstationer er nøjagtig ligeså
gåsehudsfremkaldende i dag, som de var tilbage i 1980’erne.
Dio insisterede selv på at producere gruppens debutalbum,
”Holy Diver” (1983). Det skulle han ikke have gjort, for produktionen er det
eneste, der gør, at ”Holy Diver” ikke er helt tidssvarende og blegner en anelse
i forhold til de to andre sublime værker, som Dio har lagt stemme til: ”Rainbow
Rising” og ”Heaven And Hell” (begge for resten produceret af Martin Birch, der
senere stod bag Iron Maidens største succeser).
Der er flere slående ting ved Dios albums fra 1983 til 1990.
Først og fremmest er der sangskrivningen, som på fornem vis fusionerer
slagstyrke med tidløse melodier. ”Caught In The Middle” og ”Don’t Talk To
Strangers” fra debutalbummet er svimlende melodiske. Nærmest uden sidestykke.
Det er måske her, at Dios forkærlighed for klassiske komponister som J.S. Bach
og Ludwig van Beethoven kommer ind i billedet. For måden, som Dio var
iørefaldende på, lå milevidt fra datidens horde af puddelbands. Der var intet
tralala-lal over Dios melodiske metal.
Ronnie James Dio var urokkelig. Han bøjede sig ikke for
tidsånden. Den tidligere Rainbow- og Black Sabbath-sanger forsøgte ikke at være
ung med de unge. Dio fortsatte med at spille heavy rock uden de fløsetendenser,
som var ved at ødelægge den hårde rock i sidste halvdel af 1980’erne. Okay, der
er lidt for kommercielle tendenser på enkelte skæringer som ”Mystery” og
”Hungry For Heaven”, men Dio modstod den fristelse, som så mange andre
1970’er-koryfæer (tænk: Kiss, Scorpions, Rainbow, Blue Öyster Cult, Triumph
m.fl.) faldt for – nemlig at poppe rocken op med blødgøringsmiddel. Ronnie
James Dio bevarede sin kunstneriske integritet i hair metal-ulvetiden.
Dio blev ufortrødent ved med at synge om regnbuer. Dio
undgik 1980’er-faldgruben: han skrev aldrig tekster om sex, sprut og stoffer. Dio
var en trofast ægtemand, der holdt sig fra rusmidler – den slags rockstjerner
var der ikke mange af i 1980’erne. Og de er vist stadig en mangelvare.
Dios tekster er et kapitel for sig. Dio sagde selv, at han
malede med ord. Hans tekster var proppet med billeder – metaforer og symboler.
Dio er og bliver den hårde rocks mest billedskabende digter. Hans tekster var
fantasifulde, en slags ordfabler. Men de var også kryptiske, og ind imellem
kunne de let forveksles med ordskvalder og rablerier. Hvem er den hellige
dykker i ”Holy Diver”, hvor Dio for resten synger: ”Ride the tiger / You can
see his stripes but you know he’s clean / Oh, don’t you see what I mean?” Nej,
Dio, jeg fatter ikke en brik!
ÆREFRYGTINDGYDENDE
Man kan mene, at Dios 1980’er-værker er for homogene, og man
kan kritisere Dio for ikke at være modig nok til at forsøge noget nyt frem for
at holde sig til de sikre sangformler. Og naturligvis er et album som ”Lock Up
The Wolves” ikke ligefrem et banebrydende værk som ”Rainbow Rising”, ”Heaven
And Hell” eller ”Holy Diver”.
Men alligevel holder samtlige Dios 1980’er-albums en
imponerende standard. Og det er svært at høre, at forholdet mellem Campbell og
kapelmesteren var brændt sammen under skabelsen af ”Sacred Heart”. Og da
Campbell gik og smækkede med døren i 1986, blev bandet Dio aldrig det samme.
Guitaristerne Craig Goldy (der medvirkede på ”Dream Evil”
fra 1987) og den purunge Rowan Robertson gjorde det godt, og sangskrivningen er
som sagt okay helt op til ”Lock Up The Wolves” (1990), hvor side 2 dog virker
uinspireret og forceret.
Hvad Dio (bandet) efterlod sig efter ”Lock Up The Wolves” har
ikke gjort det store indtryk på verden. Og det er da også det, som Dio nåede at
lave med Black Sabbath, der for alvor reddede hans ære i de seneste år. Heaven &
Hell-skiven ”The Devil You Know” er et lille mesterværk, som ikke mindst holdes
oppe af Dios vokal. En vokal, som – stort set – bevarede sin ærefrygtindgydende
styrke helt frem til Dios død i 2010. \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar