Talerør for syge motherfuckere

Før de blev konfekt på MTV, var Twisted Sister ligeså farlige som slangegift.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 92, juni/juli 2014)

Farlige! Man skulle ikke tro det, men der var engang, hvor Twisted Sister var cirka ligeså farlige som slangegift. De fem granvoksne fyre fra New Yorks baggårde spillede hårdt og primitivt. Og med et vist flair for iørefaldende melodier.

Der var muskler bag Twisted Sisters hårde rock. Og der var øretæver i luften, hvis rivaliserende bands svinede Dee Snider & Co. til i pressen. Manowar spillede smarte i et interview og sagde noget om Twisted Sister, de ikke skulle have sagt. Prompte udfordrede Twisted Sister rivalerne til nævekamp. Manowar kom til fornuft. De blev hjemme og sagde pænt undskyld. 

Twisted Sisters tekster var konfrontatoriske og langede ud efter enhver form for borgerlighed. Det var enkel, men effektiv poesi, hvor Dee Snider af og til lånte en frase fra hårdkogt litteratur.

Dee Snider var ekspert i at vende det normale på hovedet: ”Det kan godt ske, at vi ser løjerlige ud i jeres øjne, men hvordan tror I, at I ser ud i mine øjne?” spurgte han ”the straights”, altså de åh så pæne mennesker, der pegede fingre ad Twisted Sisters outrerede look: stramtsiddende læderdragter med kulørte frynser garneret med grel Dame Edna-agtig make-up. 

Twisted Sister kom fra de samme baggårde som New York Dolls og Kiss, og deres image var glamourøst på en hæslig måde. Selv afviste Dee Snider, at Twisted Sister var glam. De var hid – hid som i forkortelsen af hideous (hæslig).

Dee Sniders tekster var skrevet på en måde, så han kunne fungere som talerør for gruppens fans, der gik rundt og følte afmagt og vrede mod det bestående samfund. Dee Snider satte ord på alt det, der trykkede hos flokken af utilpassede rockfans, som Dee kaldte ”sick motherfuckers.” Når Dee sang: ”We walk the streets in tattered armies,” var det let for de tidlige 1980’eres metalfreaks at identificere sig med hæren i laser og pjalter (=de forrevne jeans og cowboyjakkerne, der var dekoreret med stofmærker med metalbands-logoer etc.).

Twisted Sister blev dannet helt tilbage i starten af 1970’erne. Bandet hærdede sig selv ved at spille i de mest beskidte amerikanske klubber, og deres musik trak på en gammel tradition fra dengang, den hårde rock endnu ikke havde splittet sig selv op i punk vs. metal. Jo, der var punk-attitude og -nerve over det tidlige Twisted Sister. Men musikken, der ikke lå milevidt fra Motörhead og Rose Tattoo, appellerede måske mere til bikere end til punks. ”Ride To Live, Live To Ride” hed en af Twisted Sisters motorcykel-schlagere.

Den egentlige pladedebut fik Twisted Sister i 1982 med ep’en Ruff Cuts, der gav en forsmag på Dee Snider & Co.’s meget personlige blanding af møgbeskidt punkmetal og melodiske hooklines. 

Især England kogte af begejstring. Og det var da også bassisten og vildmanden Pete Way fra det engelske betonrock-band UFO, som producerede Twisted Sisters første album, Under The Blade (Secret, 1982). Pete Way var ikke ligefrem nogen stjerne-producer, og det var let at finde fejl og mangler ved lyden på debutalbummet. Men nerven var nogenlunde intakt, og selv efter nutidens standard er der vildskab i Dee Sniders vokal, når han i åbnings-nummeret ”What You Don’t Know Sure Can Hurt You” skriger: ”Don’t look to me for answers, honey / ’Cause I don’t want to lllliiiiiiiiiiiieeeee!”

Det var dog først med to’eren, You Can’t Stop Rock ’N’ Roll (Atlantic, 1983), at Twisted Sister fik deres gennembrud. Pladen fik kun en halvhjertet opbakning fra deres nye major label, Atlantic, men takket være singlehits som ”I Am (I’m Me)” og ”The Kids Are Back” solgte albummet til guld i både USA og Canada. Især maxi-udgaverne af de to singler var eftertragtede blandt fans, for de indeholdt liveoptagelser af numre fra det første album – sådan lød det VIRKELIGE Twisted Sister: livsfarligt!

Achtung! Succesen ødelagde på rekordtid Twisted Sister. De efterfølgende albums, Stay Hungry og Come Out And Play (Atlantic, hhv. 1984 og 1985), indeholdt mestendels harmløs poprock, og i videoerne til store MTV-hits som ”I Wanna Rock” plattede det helt ud for Dee Snider & Co. Budskabet i ”We’re Not Gonna Take It” blev modsagt af musikken – det var ungdomsoprør solgt som konsumvare. Og det blev endnu værre på Love Is For Suckers (Atlantic, 1987). I 1988 gjorde Twisted Sister verden en tjeneste: de gik i opløsning.

Som alle andre bands fra den epoke har Twisted Sister selvfølgelig ladet sig gendanne. Dee Snider, guitaristerne Jay Jay French og Eddie ”Fingers” Ojeda, bassisten Mark ”The Animal” Mendoza og trommeslageren A.J. Pero har dog været for kloge til at indspille nyt materiale (vi forbigår julealbummet fra 2006 i dybeste tavshed). De lever højt på nostalgien fra dengang, Twisted Sister blev voldspillet på MTV. Men forhåbentlig bliver der plads til et par numre fra dengang, Twisted Sister var farlige, når de går på Copenhells Helviti-scene den 12. juni 2014.

Edit: 20. marts 2015 døde trommeslageren A.J. Pero. Han blev erstattet af Mike Portnoy (ex-Dream Theater m.fl.). Twisted Sister spillede deres afskedskoncert den 12. november 2016 i Monterrey, Mexico. <13>

Artiklen, som den så ud i Metalized i forbindelse med
Twisted Sisters optræden på Copenhell 2014.

En gade-gepard med hjertet fuld af napalm

I 1973 udsendte Iggy and the Stooges albummet ”Raw Power”. Pladen var så vild og ustyrlig, at den ødelagde bandet.

Detroit var en møgbeskidt storby, hvor man lavede støjende ting af metal. Som fx biler. Detroit og omegn gav os nogle af rockens grummeste navne: Alice Cooper, MC5, Mitch Ryder, Ted Nugent, Suzi Quatro – og The Stooges.

The Stooges var ledet af sangeren James Newell Osterberg. Det navn lød lidt for meget af pæn dreng, så James forvandlede sig til Iggy Pop. Iggy havde brugt barndommen til at lytte sig ind på de lyde, som metallet gav fra sig på bilfabrikkerne. Iggy mente, at man måtte kunne sætte den der metalliske støj sammen til en slags musik. Det kom der The Stooges ud af.

Foruden Iggy Pop bestod The Stooges af Asheton-brødrene Scott (trommer) og Ron (guitar) samt Dave Alexander (bas). Ingen af de fire fyre i The Stooges var ellevilde med samfundets normer. Iggy Pop var længere ude end langt ude – og det siger ikke så lidt, for The Stooges pladedebuterede i slipstrømmen på The Summer of Love og ungdomsoprøret med alt, hvad dertil hørte af stoffer med høj udknaldetheds-faktor.

The Stooges var dog langt ude på den forkerte måde. De udgjorde en 4-mands modkultur til hippiernes modkultur. The Stooges var ikke til fred, kærlighed og hundekurvs-nusning. Faktisk havde guitaristen Ron Asheton en fest ud af at iklæde sig naziuniform og dekorere sig med jernkors. 

Mens blomsterbørnene lallede rundt og bare var så positive og kosmisk lyksalige over alt det dejlig nye, der skete i samfundet, så var The Stooges helt på tværs. Iggy Pop var nihilist, en spielverderber, som sang negative strofer som: 

Well, it’s 1969 okay 

All across the USA

It’s another year 

For me and you 

Another year 

With nothing to do ...

THE STOOGES KUNNE dårlig nok stemme deres instrumenter, før de fik en pladekontrakt. Med selveste Elektra Records. I august 1969 ramte albummet ”The Stooges” gaden. Men selv om Iggy havde luret grundigt på øglekongen Jim Morrison fra succesgruppen The Doors, havde The Stooges’ debutalbum stort set nul effekt på de betjaldede pladekøbere. Året efter udkom ”Fun House”, og den blev mødt med endnu større ligegyldighed.

The Stooges gjorde alt det forkerte. The Stooges var aggressive og spillede koncerter med et lydtryk, der var designet til at få publikum til at gå i spagat og slå flikflak i kropslig ekstase. Men blomsterbørnene ville sidde ned og lulle døsigt til deres beat-koncerter. At bappe på en bong og vippe lidt med sundheds-sandalerne, det var action for blomsterbørnene.

Normen i den såkaldte beat-musik i sentresserne var fred og frisind. Bryster blev blottet, og sexlysten blev tilfredsstillet med samme lethed, som når man bæller et glas vand.

Under freds-tralleriet og bollerums-frigjortheden lå der godt nok en stålkold ideologi, marxismen. Men hippierne var søde; de delte blomster ud og flashede smilerynker gennem sygekassebriller, mens smagsdomstolene på magasiner som Rolling Stone udlagde beat-musikkens jura: Rock skulle spilles med slappe håndled – eventuelle aggressioner skulle forbeholdes demonstrationer mod Vietnamkrigen.

The Stooges fik tæsk i medierne af de fredselskende hippier. Rolling Stone havde for god smag til at kunne tolerere Iggy & Co. The Stooges’ debutalbum fik kærligheden at føle: albummet var ”larmende, kedeligt, smagløst, fantasiløst, barnligt, afskyeligt.”

Debutalbummet var for resten produceret af John Cale fra The Velvet Underground, et band, der ligesom The Stooges, var ude af sync med tidsånden. Cale var allerede som ung noget af en partisan udi musikalsk sabotage. 

Selvfølgelig tiltrak The Stooges sig opmærksomhed. Outsidere, individer blandt hippiedommens udskud, blev draget af Iggy Pop & Co. Denne hårde kerne af rockfans forstod, hvad der var på færde, når Iggy Pop opførte sig som en besat på scenen. Når Iggy skar sig selv til blods med en brækket trommestik eller en knust flaske, eller når han rullede sig i glasskår. Iggy var gang på gang ved at kværke sig selv med mikrofonkablet snoet stramt om halsen. Engang var han syg, så han brækkede sig på scenen – med stil. Iggy var også berygtet for at vise sin bare røv, ja, sågar vifte med dilleren. Ved en enkelt lejlighed gik han sig en spadseretur på publikums opstrakte hænder. Det var vel at mærke et årti før stage diving og den slags stunts. Forresten var det Iggy, som opfandt det med at springe ned fra scenen med hovedet først.

Generelt blev The Stooges mødt med afvisning. Elektra Records fyrede gruppen. Og i juli 1971 gik bandet i opløsning. På sigt skulle det dog vise sig, at The Stooges fik en afgørende indflydelse på rockmusikkens udvikling. ”Jeg mener, at jeg var med til at udslette tresserne,” udtalte Iggy Pop lakonisk i 1977 i tv-programmet The Dinah! Show (se her).

I 1972 VAR David Bowie gået i gang med sin glam rock-fase. Det var uden sammenligning Bowies mest kreative periode, hvor han havde overskud til at give et kunstnerisk boost til Lou Reed og Mott The Hoople. Og så var der jo Iggy Pop.

Den opmærksomme læser har luret, at der rent fonetisk ikke er langt fra Iggy til Ziggy. Altså: Iggy Pop havde inspireret David Bowie, som altså også godt kunne tænke sig at arbejde med den tidligere The Stooges-sanger. Bowie fik fikset Iggy en kontrakt med MainMan, Bowies management, som blev styltet op som ”produktionsselskab”. Produktionsselskabet solgte så ”produktet” Iggy Pop til CBS Records (Columbia i USA).

Iggy Pop blev inviteret til London. Med sig tog Iggy vildskabs-guitaristen James Williamson, som havde været medlem af The Stooges i slutspurten. Nu skulle de to lave deres drømmeplade.

Dog: Iggy havde bøvl med at finde musikere i London, som passede til hans og Williamsons stil. Briterne manglede aggression! Så Iggy ringede efter brødrene Asheton. Bum: The Stooges var gendannet som Iggy and the Stooges.

Sangene sprøjtede ud af Williamson og Iggy: ”I Got A Right”, ”Tight Pants” og så’n. MainMan fattede hat. Det var alt, alt for vildt. Sang efter sang blev afvist. Heldigvis fik MainMan drøntravlt med at gøre Bowie til stjerne, så mens alle kiggede i Ziggy Stardusts retning, sneg Iggy and the Stooges sig ind i CBS Studios og indspillede otte skærebrænderskæringer.

CBS krævede to ballader. Så de fik ”Gimme Danger” og ”I Need Somebody”. Hvis selskabet troede, at Iggy & Williamson ville skænke dem et verdenshit i stil med Tony Orlando and Dawns ”Tie A Yellow Ribbon Round The Ole Oak Tree” (udsendt ca. samtidig med ”Raw Power”), så tog de fejl. Iggy var omtrent ligeså nænsom som en stubfræser, når han skrev kærlighedssange. ”I Need Somebody” er ikke en ordinær omgang hjertesmerte, og en titel som ”Your Pretty Face Is Going To Hell” pakker ikke budskabet ind: Jeg hader dig for evigt!

Ballade var der fra første skæring: ”Search And Destroy” åbnede med James Williamson i en spillestil, der mest af alt mindede om guitarismens svar på turboladet vanvidskørsel. Williamsons soli stak helt af fra start til slut på ”Raw Power”. Williamson var tilsyneladende ude af kontrol, præcis som det sømmede sig, når man leverede lyd til Iggy Pop anno 1972.

Verden havde endnu ikke glemt, at Iggys fædreland, USA, havde smidt to atombomber over Japan i 2. Verdenskrig. Vietnamkrigen raserede stadig, og Iggy var uden for værnepligtens rækkevidde, idet han jo strejfede rundt i London, mens amerikanske soldater spredte napalm ud over den vietnamesiske civilbefolkning. Vreden og skylden over amerikanernes udåd optændte Iggy, og det skreg igennem ”Search And Destroy”. Men Iggy lod også til at være fascineret af krigen og dens gru og magt. Alt sammen sprang det ud over tændernes gærde, når Iggy sang:

I’m a street walking cheetah

With a heart full of napalm

I’m a runaway son of the nuclear A-bomb 

I am a world’s forgotten boy

The one who searches and destroys

Sangen var selvbiografisk, for som man kan se på coveret til ”Raw Power”, bar Iggy Pop i den periode en kunstlæderjakke med gepardskind. Som udtryk for en slags rock’n’roll-totemisme følte Iggy sig besjælet af gepardens rovinstinkt og farlighed. Og det kom alt sammen til udtryk på albummet, hvis titelsang var en nærmest religiøs dyrkelse af den rå, uspolerede, ufiltrerede kraft, styrke, magt. Her tilbad Iggy denne P-O-W-E-R, som både kan skabe og ødelægge:

Raw power got a healin’ hand

Raw power can destroy a man

Raw power is more than soul

Got a son called rock’n’roll

Iggy and the Stooges spillede i flere gear på ”Raw Power”. Musikken spændte lige fra psykopat-blues til amfetamin-ræs, men det gennemgående indtryk svarede til det, man får, hvis man affyrer en flammekaster i retning af en tændt mikrofon.

Hillemænd! tænkte Tony Defries på MainMan, da han hørte indspilningerne. Det spektakel kunne de da ikke udgive. ”Det er jo ikke musik,” som Defries udtrykte det. Så David Bowie blev sat til at ”redde” pladen ved at mixe den om.

Åbningsnummeret ”Search And Destroy” fik lov at være i fred. I huj og hast remixede Bowie de øvrige syv numre. Der er delte meninger om resultatet, men det var nok mere Bowies navn end det overstyrede mix, som gjorde, at ”Raw Power” så dagens lys i februar 1973.

Alle brokkede sig over Bowies mix. Indtil Iggy i 1996 gik i studiet og lavede et nyt mix. Så var Bowies mix med ét slag pissegodt. I 2012 udkom en 2lp-udgave af ”Raw Power”, hvor man både finder Bowies og Iggys mix – i remastereret udgave. På denne udgave kan stokkonservative lofi-entusiaster vederkvæge sig med originalmixet, mens de mere omstillingsparate fans kan fornøje sig med en version af ”Raw Power”, hvor der er mere bund og større detaljerigdom. Man kan fx høre, hvor smukt et nummer ”Penetration” egentlig er.

IGGY AND THE STOOGES mente selv, at de havde indspillet et mesterværk. Men verden var ikke klar. I USA fik ”Raw Power” den elendigste hitliste-placering i The Stooges’ historie. Singlen ”Shake Appeal” var en fuser. MainMan opsagde kontrakten og skyndte sig hen til håndvasken. Og Columbia, gruppens amerikanske pladeselskab, kørte kontrakten igennem makulatoren.

Skuffelsen i bandet må have været total. Men det skulle blive værre …

Iggy and the Stooges havde brug for penge. Dem kunne de tjene ved at spille koncerter. ”En dødsmarch.” Sådan har James Williamson senere beskrevet The Stooges’ turné efter ”Raw Power” (se her). Live gav Iggy den som agent provocateur: ”Kom og hav sex med mig!” råbte han fra scenekanten. Eller: ”Røvpulere prøver at styre verden!” Oven i det hele mishandlede Iggy sig selv på scenen. Vold var nu en del af The Stooges’ livesæt.

The Stooges mødte selvfølgelig modstand. Hippierne nøjedes med at slå med ord, men det skulle vise sig, at bikerne brugte mere håndfaste metoder. Iggy Pop var berygtet for sin provokerende opførsel på scenen. Måske var Iggy Pop et flop, men Iggy Pop var usårlig. Det troede han selv, og det troede bandet. Afhængighed af narko samt en udknaldet livsstil fik Iggy & Co. til at se verden som gennem en vidvinkel. Virkeligheds-tjekket ramte hårdt.

Ved The Stooges’ næstsidste koncert (i en lille snusket bar, kaldet The Rock And Roll Farm i Wayne) hidsede Iggy nogle rockere op ved at kalde dem ”bøssetøsedrenge”. Sandheden er som bekendt ilde hørt, og en forvokset rocker gav Iggy en kæberasler, som sendte The Stooges-sangeren flyvende gennem lokalet. Efter koncerten måtte Iggy smugles ud af bagdøren.

Men Iggy lod sig ikke kue, og i et interview på radiostationen WABX inviterede The Stooges-sangeren læderjakkerne fra Scorpions MC til anden omgang: ”Kom ned og få kampen afgjort, lad os se, om I er mandige nok til at klare de forbandede Stooges!” Iggy har siden hævdet, at ”vi havde vores egen rockerbande, som hed God’s Children, og de kom op på scenen og forsvarede os.” Det forhindrede dog ikke, at det kom til voldshandlinger. Og det viste sig at blive Iggy and the Stooges’ sidste koncert (den 9. februar 1974 i Michigan Palace, Detroit).

Med sangtitler som ”Cock In My Pocket” og ”Rich Bitch” var det ikke ligefrem en koncert til fordel for verdensfreden. Iggy hidsede publikum op: ”Skinsyge pikslikkere!” Koncerten er dokumenteret på livepladen ”Metallic K.O.” (udsendt på Skydog Records i 1976). I et inferno af hæsblæsende metalrock kan man høre, hvordan det fjendtlige publikum bombarderede The Stooges med for hånden værende missiler. Kasteskyts haglede ned over musikerne på scenen.

Fysisk og mentalt var gruppen udkørt, nedbrudt, da de forlod scenen. Umiddelbart derefter gik The Stooges i opløsning. Iggy Pop kunne skrive stofmisbrug, kommerciel fiasko og tørre tæsk på sit CV.

”Raw Power var for vild, for ustyrlig. For verden, men også for The Stooges. ”Raw Power” ødelagde bandet, og den endte med at sende Iggy Pop på psykiatrisk hospital. At dét var en reel risiko, måtte Iggy have vidst. For han sang jo: ”Raw power can destroy a man” … <13>

+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+

Senerehen skete:

”KILL CITY” (INDSPILLET I 1975, UDSENDT I 1977)

Efter opløsningen af The Stooges slog Iggy Pop og James Williamson pjalterne sammen for at lave opfølgeren til ”Raw Power”. De fandt et beskedent studie i Los Angeles, hvor de formedest en pose græs pr. dag fik lov til at indspille demoerne til ”Kill City” – et mørkt, men knap så metallisk fræsende album som ”Raw Power”. Men verslinjer som: ”There’s danger in our honesty / ’Cause trouble comes to those who are free," fortæller, at ex-The Stooges-folkene stadig hørte blandt rockens desperados. Pladen blev indspillet, mens Iggy var indlagt på psykiatrisk hospital pga. senfølgerne af The Stooges’ kollaps. Selvom ”Kill City” rummede nogle af Iggy & Williamsons allerbedste sange, sagde samtlige pladeselskaber nej tak. Iggy blev opfattet som en spedalsk. Først i november 1977 udkom ”Kill City” – på undergrundsselskabet Bomp! Records, som også har udgivet obskure ting med Dead Boys, Venus and the Razorblades etc. Bemærk: ”Kill City” blev indspillet FØR, men udkom kom EFTER, at Iggy Pop fik sit kommercielle gennembrud med de David Bowie-producerede berlinerplader ”The Idiot” og ”Lust For Life” (begge 1977).

”NEW VALUES” (INDSPILLET I 1978, UDSENDT I 1979)

Iggy Pop var blevet afgiftet, og hans karriere var kommet på ret kurs med David Bowies hjælp. Nu ville Iggy springe badut på egne ben, og han skrev kontrakt med Arista Records. James Williamson blev hyret – som producer. Hovedparten af guitarsporene på ”New Values” blev spillet af Scott Thurston, der tidligere havde været klaverbokser for Iggy and the Stooges (han kan høres på ”Metallic K.O.” og ”Kill City”). På ”New Values” vendte Iggy tilbage til den nøgne rock’n’roll, som passede fint til tidsånden og til Iggys nye titel som punk rockens gudfader. ”New Values” fik høflige anmeldelser. Men mange savnede Williamsons vræl på guitaren.

… Efter ”New Values” har Iggy Pops solokarriere ikke været tynget af overdreven kvalitetskontrol. Hvad angår metallisk fræs er det kun den udskældte ”Instinct” (1988), som giver mindelser om ”Raw Power” …

REUNION

På deres gamle dage stak Iggy Pop og The Stooges igen hovederne sammen. Det skete på ”The Weirdness” (2007) og ”Ready To Die” (2013). Som så mange andre gendannelser har denne ikke gjort indtryk på rockhistorien.

FRA ARKIVERNE

I 1993 udgav Bomp! Records ”Rough Power”, en samling med Iggy Pops oprindelige mix af ”Raw Power”. I forbindelse med Record Store Day i 2018 udkom lp’en ”Rare Power”, indeholdende diverse efterladenskaber fra indspilningen af ”Raw Power”, bl.a. ”I Got A Right” og ”I’m Sick Of You”. Obskure ting fra ”Kill City”-perioden er tilgængelige på diverse sidegadeselskabers mere eller mindre officielle udgivelser, såsom ”I’m Sick Of You” (Bomp!, 1980) og ”I Got A Right” (Revenge, 1987). Hvordan det alt sammen lød live, kan man høre på fx ”Open Up And Bleed” (Bomp!, 1995) og ”Live At The Whiskey a Go-Go” (Revenge, 1988).

KILDER TIL ARTIKLEN –

⦁ Paul Trynka: ”Iggy Pop: Open Up And Bleed” (Little, Brown Book Group, 2008)

⦁ Simon Reynolds: ”Shock And Awe: Glam Rock And It’s Legacy” (Faber & Faber, 2016)

⦁ Legs McNeil & Gillian McCain: ”Please Kill Me: The Uncensored Oral History Of Punk” (Little, Brown & Company, 1996)

⦁ Kris Needs’ og Brian J. Bowes noter til 2lp-udgaven af ”Raw Power” (Columbia, 2016)

⦁ Wikipedia-artikler om Iggy Pop og The Stooges

Læs endnu en Rifferama-historie om Iggy Pop her.

Leopard-mand med klør og kælen stemme

Brats brød sammen i et kaos af pladeselskabs-idioti og musikalske stridigheder. Dansk metals pionerband knækkede over og blev til hhv. Mercyful Fate og Geisha.

(Flashback-artikler: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 92, juni/juli 2014 + Metalized nr. 94, okt./nov. 2014)

Yenz (Cheyenne, Leonhardt) var som sanger og bassist i Brats en central skikkelse i skabelsen af Danmarks metalscene. Rifferamas Brats-historie kan læses her. Nedenfor følger historiens fortsættelse:

GEISHA: PHANTASMAGORIA

(Udgivet på vinyl af Heavy Metal Records i 1987, udsendt på bootleg-cd i 2009 af Time Warp)

Brats brød sammen i et kaos af pladeselskabs-idioti og interne, musikalske stridigheder. Dansk metals pionerband knækkede over og blev til hhv. Mercyful Fate og Geisha.

Brats-sangeren Yenz fulgte sit hjerte og gik i en knap så heavy retning som Mercyful Fate – men Yenz lavede en vigtig del af forarbejdet for King Diamonds solokarriere, skulle det senere vise sig. Yenz drønede nemlig til Sverige og samlede en flok kompetente musikere omkring sig. Trommeslageren Mikkey Dee (King Diamond, Don Dokken, Motörhead, Scorpions), guitaristen Pete Blakk (King Diamond), Hal Patino (Maltese Falcon, King Diamond, Force Of Evil m.fl.), trommeslageren Tony Nemisto (Europe), bassisten Magnus Rosén (Hammerfall, Jorn etc.) og bassisten Joel Starander (Swedish Erotica) var nogle af de navne, som udgjorde bandet Geisha op gennem 1980’erne.

Ligesom King brugte Yenz (der nu kaldte sig Cheyenne til efternavn) Kiss-lignende ansigtsmaling. Hele konceptet omkring Geisha var gennemtænkt i mindste detalje, og der indgik punk-rebelskhed, psykologiske arketyper og en indianer-inspireret religiøsitet i det livssyn, som Yenz minutiøst byggede bandet op omkring. Geisha var glam, ja, de var nærmest ultra-glam. Men Geisha var også metal – med tryk på METAL! Store dele af musikken blev da også skrevet af Pete Blakk, hvis riffs mindede en del om Ozzy Osbournes materiale fra starten af 1980’erne.

Geisha var så tjekkede, at selv King Diamond ikke kunne ignorere det. Kings guitarist Andy LaRocque kaldte i Hot Rockin’ nr. 11 (januar 1986) Geisha for ”vores værste konkurrent.” Allerede før Geisha nåede at indspille deres eneste plade, minialbummet Phantasmagoria, i 1986, gik King på hugst i Geisha. Mikkey Dee fulgte villigt med over i Kings soloband, men Pete Blakk troede så meget på Geishas potentiale, at han takkede nej. I første omgang.

Phantasmagoria var et helstøbt album. Der var masser af power i de Randy Rhoads-agtige riffs og i den Bob Daisley-agtige pumpebas, og de glamourøse omkvæd var ikke nær så fesne, som det ofte var tilfældet i 1980’ernes glam-stil.

Åbningsnummeret ”You Got What It Takes” blev boostet med en musikvideo, som havde leopardmanden Yenz Cheyenne i det visuelle midtpunkt. Geishas musik var ikke voldsomt original, men den var effektiv, og numre som ”Shock Rock School”, ”Claws Of Sin”, ”Gangland Sector 21” og ”S & M Youth” havde en kant, man kunne skære sig på.

Men albummet floppede. Hvorfor? Måske var Geishas musik for heavy for datidens feminiserede glam-publikum. I 1987 gik det for alvor galt. Ugen før Geishas andet album skulle indspilles, gik Pete Blakk og Hal Patino over til King Diamond. Ildsjælen Yenz fortsatte dog ufortrødent, og Geisha blev videreført i gruppen =Y=, der udsendte to glimrende plader i starten af 1990’erne.

=Y=: RAWCHILD

(Udgivet af Mega Records i 1993)

I Flashback i Metalized nr. 92 fortalte jeg historien om dansk-svenske Geisha, som endte med at blive storleverandør af musikere til King Diamonds band. Efter Geisha fortsatte kapelmester Yenz Cheyenne (ex-Brats) den melodiske metal-stil i bandet =Y=.

Akkurat ligesom Geisha bestod =Y= af både danske og svenske musikere: foruden Yenz talte line-uppen guitaristen Oliver Steffensen (Freak Of Nature), Tony NeMisto (Europe, Geisha) og Hal Patino (Maltese Falcon, King Diamond, Force Of Evil). På papiret et stærkt hold. Og mindst ligeså stærkt på plade.

=Y= debuterede i 1991 med minialbummet ? (ja, det hed det). =Y=s sangskrivning var unik. Og tjekket. Produceren Tommy Hansen (Helloween, Illdisposed, Pretty Maids etc.) gav gruppens første og eneste fuldlængde-album, RawChild, et rigt-facetteret lydbillede med masser af plads til Yenz’ kælne, Marc Bolan-agtige vokal samt til individuelle præstationer fra især Steffensen, der er en af dansk hårdrocks mest miskendte guitarister.

Pladeselskabet Mega Records ønskede at gøre Yenz & Co. til et nyt D.A.D. Det var desværre et urealistisk ønske. =Y= manglede fuldstændig den ”folkekære” faktor, som tager kegler på Grøn Koncert.

=Y= var for ekstreme, for langt ude. Yenz talte åbent om, at han troede på reinkarnation, og at han var en genfødt cheyenne-indianer. Yenz’ tekster var fyldt med religiøs alvor, vilde metaforer om totemdyr og om at leve med guderne. Det var for hård kost for protestantiske danskere med de materialistiske fødder plantet i den mentale pløjemarks muld. Det blev ikke bedre af, at den krigeriske og rebelske Yenz i sine sange hånede ”almindelige”, jordbundne mennesker for at være tamme. Og så stavede han sine titler på en blæret, glam’et måde, som fx ”Rebel ResurreXion”. Det flugtede ikke lige med janteloven.

Dertil kom musikken. Den var for melodisk for thrasherne og for sofistikeret til at passe ind i den metervare-stil, der var typisk for hair metal-bølgen i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne. =Y= havde deres rødder i 1970’ernes T.Rex, Iggy Pop, Alice Cooper og Aerosmith. Plus den der skæve trickster-faktor, som vist nok kom fra grupper som Faith No More!

=Y= var ganske enkelt for anderledes. Der skal store doser kommerciel dødsforagt til at starte et melodisk metal-album med et godt 7-minutter langt titelnummer. Men det gjorde =Y= altså. Gruppen var heller ikke blege for at ”låne” en sangtitel fra pornoen. Albummets første single-udspil hed således ”SheMale” – en sang, der var bygget op omkring et (ahem) potent rockriff. Det var musik, som fik alt det forkerte til at stritte på majoriteten af DK’s ikke alt for udfordringslystne rock- og metal-publikum.

Men hvad med udlandet? Mega Records påstod selvfølgelig, at de havde ambitioner om at lancere =Y= internationalt. Desværre fik de travlt med at gøre disco-gruppen Ace Of Base til millionærer ca. samtidig med, at RawChild blev sendt på gaden …

Achtung!

Efter opløsningen af =Y= immigrerede Yenz til Hamburg. I Tyskland har han således været medlem af Iron Savior, Savage Circus og Stormwarrior, ligesom han har fungeret som livemusiker for Saxon, Kingsom Come og Lacrimosa. I 2017 udkom kompilationen Youth Stand Tall (Demon Doll Records), som samler Geishas indspilninger fra 1980’erne, inkl. skæringer fra den uudgivne Transform Or Conform. <13>

Overgearet

B.T.O. var uløseligt forbundet med firhjulstrukne motorkøretøjer.
Logisk nok indgik et tandhjul i bandets logo. 

Bachman-Turner Overdrive lignede en mellemting mellem pelsjægere og dansende bjørne. Men de efterlod en stribe af heavy rockens største hits.

Hårdrocken er fyldt med sære historier. En af dem stammer fra Winnipeg i den canadiske provins Manitoba. Her havde nogle af byens stolte sønner engang et band med et besynderligt navn: The Guess Who.

The Guess Who havde en god ting kørende ved indgangen til 1970’erne, og med ”American Woman” (udsendt i marts 1970) løftede de taget af hitlisterne her, der og alle vegne.

The Guess Whos succes skyldtes ikke mindst lead guitaristen og backing-sangeren Randy Bachman. Bachman var en mesterlig sangskriver, men han rodede sig ud i noget religion: Bachman blev mormon. Det huede ikke Guess Who-forsangeren, Burton Cummings. Så der blev dårlig stemning i omklædningsrummet.

Det pis gad Randy Bachman ikke. Bachman sagde adjø og dannede Brave Belt, der endte med at blive til Bachman-Turner Overdrive (debutalbum udsendt i maj 1973). Og SÅ begyndte det at gå hurtigt. Både op og ned.

The Guess Who raslede ned ad hitlisterne efter Bachmans exit. På vej ud i glemslen kunne Cummings & Co. se måbende til, mens Randy Bachmans nye band plastrede deres vægge til med guld- og platinplader.

BACHMAN-TURNER OVERDRIVES speciale var alsangs-inspirerende og fodstampende øredrillere. Tænk: ”You Ain’t Seen Nothing Yet”, ”Roll On Down The Highway”, ”Hey You” etc. 

Gruppen forkortede ofte deres navn til B.T.O. Og B.T.O. havde fart på: Med deres singler scorede de hele seks top 10-placeringer i streg. På bare to år: 1974-75.

Også i Danmark stod det unge rockpublikum klar med åbne arme. Danmarks Radio kapitulerede og spillede B.T.O. mellem alt det andet hit-tjullahop, og selv i jyske provinsbyer kastede diskenspringere B.T.O.-plader over disken, som var det lerduer før en travl jagtsæson.

I 1975 fik B.T.O. deres store kommercielle gennembrud i Danmark med ”You Ain’t Seen Nothing Yet”. Singlen blev nr. 1 på den danske Top 20-salgsliste, mens albummet ”Not Fragile” opnåede en laber andenplads på listen. På Tipparaden var B.T.O. urørlige i 1975: De var det band, som fik flest lytterstemmer i løbet af hele året!

DEN FØRSTE B.T.O.-besætning bestod af Randy og hans to brødre Robbie (trommer) og Tim Bachman (guitar). Men esset var dog bassisten og sangeren C.F. Turner. Charles Frederick tog kvælertag på sin firestrengede spade, og så havde han en stemme, der lød, som startede han dagen med at gurgle hals i afløbsrens.

Når det endelig gjaldt, kunne C.F. også flikke en sang sammen. Det var fx Turner, der skrev titelnummeret til ”Not Fragile” – en sang, som rullede afsted på en lindorm af et riff.

På ”Not Fragile” havde Blair Thornton desuden overtaget broder Tims rolle som lead guitarist. Det højnede kvaliteten af guitarspillet. Randy og Blair begyndte at lave guitarparløb i stil med dem, som The Yardbirds havde introduceret i 1960’erne, og som Thin Lizzy senere gjorde til standardinventar i hård rock. For resten var Thin Lizzy med B.T.O. på turné – som opvarmning!

B.T.O. VAR ET ØMT SYN. Kraftige, lodne fyre, stablet op på plateau-hæle. Bachman & Co. lignede en mellemting mellem pelsjægere og dansende bjørne, så deres kontrafejer hang ikke på pigeværelsers vægge side om side med Donny Osmond og David Cassidy.

Tag ikke fejl: B.T.O.s musik var måske nok iørefaldende, men den var også robust. B.T.O.s musik blev spillet af mænd fra en kultur, hvor der blev båret blå kraver. Åh ja, en af gruppens første sange hed faktisk ”Blue Collar” og var en forsvarstale for arbejderklassekulturen.

Det var længe før Greta Thunberg, så der blev brændt en masse diesel af i B.T.O.s sange, der bar titler som ”Four Wheel Drive”, ”Let It Ride” og ”Freeways”. Det var ikke for ingenting, at Bachman og Turner kaldte deres band Overdrive – deres musik var perfekt til kørsel i motorkøretøjers overgear. Meget passende blev B.T.O.s fans kaldt gearheads.

MASKULINITETEN SAD i førersædet, og en titel som ”Take It Like A Man” sladrer om fraværet af kønsneutralitet i B.T.O.s tekstunivers. 

Bachman & Co. havde ikke meget til overs for rockens flimsediller. Albumtitlen ”Not Fragile” var selvfølgelig et pisstake på prog rock-orkestret Yes’ pompøse og fistelstemte oevre ”Fragile” (1971).

På ”Not Fragile” slog den heavy rock-selvbevidste C.F. sig på brystet som en anden Johnny Weissmüller:

You ask do we play heavy music

Well, are thunderheads just another cloud?

Klart, B.T.O. spillede heavy rock. Men det holdt de op med, og det kostede ved kasse 1.

HITFESTEN STOPPEDE i takt med, at B.T.O.-medlemmerne blev mere og mere udbrændte. Fem albums på tre år – plus nonstop-turnéer! Oven i det hele blev Randy Bachman blød om hjertet og insisterede på at skrive afdæmpede sange til ”Head On” (1975) og ”Freeways” (1977). C.F. blev skubbet mere og mere til side, og Randy styrede bandet væk fra B.T.O.s heavy rock-spor.

Dykket startede med singlen ”Down To The Line”, som til overflod havde rockmanager-charlatanen Kim Fowley og selveste Alice Cooper som komponister sammen med Randy Bachman og Mark Anthony. Sidstnævnte var medlem af kultbandet The Hollywood Stars, og han satte sit fingeraftryk på sange med Kiss, Alice Cooper og The Runaways. 

Bachman, Fowley, Alice Cooper og Anthony. Det ser sejt ud på computerskærmen i dag. Historien er dog pinlig, for oprindeligt krediterede Randy Bachman sig selv for ”Down To The Line”. Men hov: Bachman havde planket dele af Alice Coopers ”Escape”, og så fik B.T.O.-sangeren et sagsanlæg lige i sylten. 

Nedturen var igang. B.T.O. mærkede sandhedsværdien af en af verslinjerne i ”Rock Is My Life And This Is My Song”, hvor Randy synger: ”You’re only as good as your last record.” Ergo: B.T.O.s fans listede ud ad bagdøren, samtidig med at rockens gadedrenge, punkerne, overtog rockscenen.

Stemningen var på nulpunktet, da B.T.O. indspillede ”Freeways”. Randy Bachman, som var B.T.O.s stifter, producer og mellemled til pladeselskabet, kvittede gruppen i 1977. Formentlig til de øvrige medlemmers lettelse. C.F. overtog Randys position som guitarist, mens Jim Clench (ex-April Wine) greb bassen og fik lov til at give hals på titelnummeret på ”Street Action”.

MED ALBUMMET ”Street Action” (1978) skruede B.T.O. igen volumenknappen op mod 10. ”Street Action” emmede af storbystemning og rummede nogle af de bedste sange, B.T.O. nogensinde har indspillet. Men albummet floppede grandiost. 

Opfølgeren, den AOR-agtige ”Rock ’n’ Roll Nights” (1979), rettede ikke op på situationen – omend knaldperlen ”Rock And Roll Hell” senere blev samlet op af Kiss. At B.T.O. på dette tidspunkt var i kreativ krise kom til udtryk ved, at flere af sangene var skrevet af folk udenfor gruppen, primært hitsnedkeren Jim Vallance (Bryan Adams, Aerosmith, Tina Turner, Heart m.fl.).

Slutningen af 1970’erne tilhørte punk og new wave. Bamsede pelsjægere var yt. Grønt hår og lange, tynde ben var dagens orden; generation x havde taget over, og B.T.O. blev afskrevet som gamle røvhuller, skubbet i samme bås som – uak! – de fragile Yes.  <13>

Rifferama-tips: B.T.O. har eksisteret on and off og i forskellige konstellationer siden ”Rock ’n’ Roll Nights”. Men hver eneste klapsalve, som gruppen har høstet i disse sammenhænge, har været affødt af arvesølvet fra B.T.O.s succesperiode: 1973-1975. Aficionados går efter følgende albums:

”Bachman-Turner Overdrive” (Mercury, 1973)

”Bachman-Turner Overdrive II” (Mercury, 1973)

”Not Fragile” (Mercury, 1974)

”Four Wheel Drive” (Mercury, 1975)

Opsamlings-lp’en ”Rock Is Our Life And These Are Our Songs” (Mercury, 1975) samler højdepunkter fra B.T.O.s storhedstid. Knap så skarp er ”Best Of B.T.O. (So Far)” (Mercury, 1976) og ”BTO’s Greatest” (Mercury, 1986). Der findes en vrimmel af opsamlings-cd’er med B.T.O.-materiale – flere af dem er kompileret ud fra et uigennemskueligt tilfældighedsprincip.

Læs mere Rifferama-stof om Bachman-Turner Overdrive her.

KILDER:

Michael Heatley: ”From rags to riches and back: The turbulent story of Bachman-Turner Overdrive” (Classic Rock nr. 66, maj 2004)

John Einarson: ”Bachman-Turner Overdrive? Let's Rock” (Classic Rock nr. 143, april 2010)

SickthingsUK: Albumnoter til Alice Coopers ”Welcome To My Nightmare”

Danske Hitlister.dk

Den menneskelige kollektivbevidsthed kaldet Wikipedia

+ det erindrings-drivtømmer, som flyder rundt i min egen hjerne

Greven er her!

Count Grishnackh aka Varg Vikernes aka Louis Cachet.

Min personlige beretning om dengang, norsk black metal lavede ravage i den hårde rock.

Greven är här! Ordene stod skrevet med tusch på et stykke pap, som var stukket ned i rækken af cd’er under B. B for Burzum. Pladebutikken var Skivhugget på Masthuggstorget i Göteborg. 

Denne forårsdag i 1993 var Burzum dét, alle talte om. Nogle dramatiske begivenheder havde bragt den norske black metal-scene i mediernes søgelys. Mange ønskede at høre, hvordan den sorte Greve af det hvide Norge lød på plade. 

Dér i Skivhugget stod den så, den nye Burzum-cd: ”Aske”. En ep med tre numre – og med skelettet af en udbrændt kirke på omslaget. ”Aske” var i mere end én forstand Grevens værk, forstod man.

Ved dens side stod Burzums debutalbum fra året før. Den havde Jannicke Wiese-Hansens forblæste ødemark på forsiden. Jeg samlede cd’en op og vendte den. På bagsiden var der et sort/hvidt skud af Count Grishnackh himself i kappe og corpsepaint og med noget, der lignede et sårmærke på den ene af de korslagte arme. 

På det tidspunkt var min glam-identitet nogenlunde intakt: cowboystøvler, bandana og eyeliner. Og nu holdt jeg dette monstrum i mine hænder, frastødt – og fascineret. Der stod en adresse på cd’en under pladeselskabets navn, som var trykt med rustikke, gotiske bogstaver: DEATHLIKE SILENCE PROD. Jeg griflede adressen ned for at tigge mig til et anmeldereksemplar af Burzums cd.

Jeg var nemlig ansvarshavende redaktør af Jam Magazine – et gratis musikblad, som udkom i 20.000 eksemplarer. I Jam Magazine havde jeg tilmed en hårdrock-klumme, der hed Rifferama.

Deathlike Silence var ejet af selveste Euronymous, og nogle uger senere sendte han mig en foret kuvert med cd’er. Selvfølgelig var Burzum blandt dem. Burzum var verdens ondeste band!

At dømme ud fra anmeldelsen i Jam Magazine #44 (juni 1993) var Euronymous’ promopakke hård kost for en mand, som grunge-moden havde tvunget på glam- og sleaze-afvænning. Min tilvænning til den musikalske brutalisme fra Norge skulle vise sig at tage nogle måneder …

Jam Magazine #46 (oktober 1993). Citatet er stjålet fra Kerrang!

JEG VAR 30 ÅR og boede i Odense den dag, jeg samlede Burzum-cd’en op i Skivhugget. Jeg har altid godt kunnet li’, når rocken er farlig. Desuden var jeg meget optaget af myter og alt nordisk, og det var interessant at studere alle de mytologiske lag i black metal-genren. Jeg måtte vide mere, jeg måtte dybere ned i genren.

I sensommeren 1993 sad jeg på Jam Magazines redaktion og ringede til en distributør, som havde omdannet sit parcelhus til lager for dødsmetal-cd’er. Han himlede op om, at Darkthrone havde ødelagt deres karriere med deres nye skive, ”Under A Funeral Moon”. Om jeg da ikke havde hørt det lort? Nej, det havde jeg ikke. Og så gav han en nøje beskrivelse af produktionen, som – forstod jeg – fik musikken til at lyde som noget, der blev afspillet på en transistorradio placeret under et tykt gulvtæppe. 

Den plade måtte jeg bare høre. Men ”Under A Funeral Moon” var umulig at støve op i Odense. I stedet fandt jeg i brugtpladebutikken Moby Disc et eksemplar af ”A Blaze In The Northern Sky”. Og det blev dét album, som åbnede mine sanser for norsk black metals kvaliteter.

Jam Magazine #50 (juni 1994).

1990’ERNE VAR ET disruption-årti. Den 10. september 1991 begyndte de store omvæltninger. Hverken før eller siden har den hårde rock oplevet så store forandringer på så kort tid. Næsten alt blev rykket op med rode og vendt på hovedet. Det, der var smart og sejt den ene dag, var røvballe-rock den næste dag. Nirvana var den musikalske ækvivalent til meteoren, der slog dinosaurerne ihjel.

Alt stod i forandringens tegn. 

Nu var læder yt, de traditionelle battle veste blev stuvet dybt ind i skunken, og på gader og stræder bevægede metalfans sig rundt i noget, som kaldtes street wear, men som i mine øjne lignede kitler. No way, tænkte jeg, I får mig ikke til at gå rundt og ligne en bonderøv. Læderet blev siddende på min ryg.

De eneste fødder, hvor jeg kunne øjne cowboystøvler eller biker boots, var dem, der sad for enden af Darkthrones eller Emperors ben. Og hvor åndssvagt det end må lyde, så var black metal-folkets look med til at forsone mig med genren. 

Jeg droppede hverken eyeliner eller bandana. Men det blev kombineret med Burzum-trøje, lædervest og -bukser. Og min begejstring for nordisk kultur satte prikken over i’et: Jeg lod mig behænge med vikinge-kopismykker i et omfang, der ville have været et juletræ værdigt.

Det resulterede i, at folk – selv nære venner – havde svært ved at skelne mediet fra budskabet. 

Jeg husker en togtur op gennem Jylland i midten af 1990’erne. Jeg sad i en af de der store, åbne kupéer og læste Nietzsches ”Afgudernes ragnarok” med Burzums logo på brystet og en Midgårdsorm-ring snoet rundt om armen. På sædet skråt overfor mig sad mor og datter. De talte norsk, og efter at have taget mig i øjesyn, trak moren skyndsomst datteren med ind i næste kupé. 

Det var også i den periode, at jeg i Århus interviewede Seigmen. Seigmen er et band fra Tønsberg. De ramte mig i solar plexus med en atmosfærisk musik, som havde elementer af goth og nyrock, og såmænd også et anstrøg af metal over sig. Vi sad rundt om bordet backstage, og alt var fryd og gammen – indtil jeg fortalte, at jeg satte ligeså stor pris på Seigmen, som jeg gjorde på black metal. Og at jeg havde både Seigmen og Emperor på min playlist i Jam Magazine. Seigmen-medlemmerne kiggede på mig, som Van Helsing ville have kigget på en vis transsylvansk greve. 

Det var bare én af et utal af lejligheder, hvor jeg måtte forklare, at det var black metals æstetik, jeg var fascineret af. Djævledyrkelsen og de ekstreme politiske rablerier sympatiserede jeg ikke med. 

De ægte racister kunne dog godt genkende mit indre bløddyr. Og da jeg i min Valravn-klumme i NRG nr. 5 (1997) lod kritikken hagle ned over Varg Vikernes’ bog ”Vargsmaal”, fordi den indeholdt det, jeg kaldte ”hjernedøde raceteorier”, fik jeg post. Bl.a. et hadebrev, anonymt selvfølgelig og behørigt udstyret med de af højreekstremister så tiljublede 14 words. Brevskriveren miskrediterede min anmeldelse, fordi jeg var venstreorienteret – hvad jeg jo sådan set også var. Jeg stemte SF.

Jam Magazine #54 (februar 1995).

EKSTREMISMEN BLEV jeg hurtigt træt af. Og det skete, at jeg censurerede mine musikalske helte, fordi deres udtalelser stod i vejen for den modkulturelle historie, jeg ønskede at fortælle. Jeg skrev fx en artikel om Burzum til Jam Magazine i 1996. Den hed ”Grevens fejde” og var sammenstykket af interviews fra forskellige medier. Også nogle af de mere – ahem – esoteriske, såsom Kadmons Aorta-traktak nr. 20 om Oskorei. Et af Aorta-citaterne klippede jeg midt over, så det ikke fremgik, at Grishnackh kaldte sig selv fascist.

Samme politiske remse fik jeg af en navnkundig trommeslager. Jeg interviewede ham backstage efter en koncert. Mens jeg quizzede ham, sad han og rensede negle med en stor jagtdolk med blodskær. Uden tvivl til ære for mig, pressen. Nogle af de ting, han sagde, var fornuftige nok. Men så kom vi til politik. ”Jeg er fascist!” Saks. Om narkomaner sagde han: ”De sku’ fanme skydes!” Saks. 

I Ålborg fik jeg engang lejlighed til at interviewe et svensk band, som havde nære relationer til den norske black metal-scene. Det blev en helt lille rundbordssamtale. Inde på midten af bordet lå to-tre klassiske grimoirer, altså lærebøger i magi. Det så ellers seriøst ud. ”Det er bare som underholdning,” forsikrede sangeren. Jeg spurgte så ind til gruppens tro på Satan og helvede. Om ikke de mente, at helvede var et pinefuldt sted at være? ”Jo,” svarede bassisten, ”men der skal jo også være nogen til at pine de andre.” Det kunne jeg simpelthen ikke tage alvorligt, så jeg klippede det ud af den færdige artikel. 

Men … jeg fik noget positivt ud af denne annammelse af ondskaben. Jeg kom til at se menneskeheden gennem black metal-kunstnernes maske. Og jeg så den forlorne, den forløjede, farisæiske godhedskult, som florerer alle steder i vores moderne civilisation – ikke mindst i den politiske korrekthed. Vi er altid de gode, og de andre er altid de onde. Men i black metal oplevede jeg nogle unge mennesker, som var ærlige. De sagde: Vi er onde. 

Hånden på hjertet: Hvem kan sige sig fri for at bære det onde rundt i verden?

Jam Magazine #59 (marts 1996). Fra artiklen "Grevens fejde".

BLACK METAL VAR designet til at skræmme uvedkommende væk. Men genren havde tiltrækningskraft på en broget skare af især purunge fyre. Også i Danmark. Der var curlingbørn fra middelklassen, som fik lektiehjælp af moar. Og der var kid fra socialgruppe 5 med overtræk på kontoen for kulturel kapital. 

Især de yngste grupperinger virkede rabiate. De gik rundt i et harnisk af alvor. Det klikkede aldrig med mig og de typer. 

En dag stødte jeg ind i en gruppe sorte alvorsfolk. Det foregik i en lokal pladebutik, og der udbrød straks en heftig ordduel. Deres logik var, at det var TRVE og KVLT, når fx Satyricon integrerede folkemusik i deres metal. Men når Sepultura gjorde noget lignende med etnisk musik fra den brasilianske regnskov, så var det falsk metal. Black metal-kiddene var ligeså dogmatiske som en flok madammer samlet omkring et dialogkaffebord. 

Den slags diskussioner blev selvfølgelig ikke kønnere af, at jeg på det tidspunkt ikke var bange for at sige min mening om andres intelligens. Rigelige doser Nietzsche, Neutzsky-Wulff og Odin-myter gjorde mig ikke ligefrem til verdens mest tolerante menneske. I dag forstår jeg godt, hvis nogle af unggutterne fra miljøet fandt mig arrogant.

Heldigvis var der knap så fundamentalistiske folk i miljøet, som hørte black metal. De fleste af dem var et stykke oppe i tyverne – og nogen af dem havde tilmed humor. En af mine black-venner gav den i rollen som Ironimous og omformulerede en af Mayhem-sangeren Deads sangintroer sådan her: ”When it’s cold and when it’s dark, the old man’s moon will obsess you.” Den gamle mands måne sad på min isse. 

Dette miljø var med til at åbne min musikalske horisont for industrial, dark ambient og folk noir, ligesom det var her, jeg ”genopdagede” The Sisters Of Mercy og Fields Of The Nephilim. 

I det hele taget husker jeg 1990’erne som meget eklektiske. Det ene øjeblik lyttede man til Dead Can Dance, det næste satte man Von på anlægget. 

Denne eventyrlyst var også tilstede i black metals randområder. Thorns, In The Woods …, Ved Buens Ende, Arcturus, Fleurety og The 3rd And The Mortal var bare nogen af de norske bands, som brød med genrekonventionerne i 1990’erne. 

Odins vi i 1990'erne.

ALT SAMMEN VAR det med til at flytte grænser i min bevidsthed, til at åbne porte ind til nye dimensioner i mit liv. Af og til førte det til togter ind i menneskesindet, hvor man bliver konfronteret med arketyper, der ikke passer ind i den moderne civilisation.

Black metal blev aldrig en religion for mig. Men den blev en æstetik, en slags sort romantik. Black metal var lydsporet til nogle af de stærkeste oplevelser i mit liv. Ikke kun foran stereoanlægget og i koncertsalene, men også udendørs, under åben himmel.

Jeg husker nattevandringer i snestorm, den isnende kulde og suset af skønhed. En særlig frostvinter, hvor isen lagde sig som skulpturer i Odense Havn, de tilisede kæder og pullerter og den der følelse, som kun findes i det høje Nord.

Jeg husker hellige øjeblikke i skove, hvor træer hvælvede sig over mig som gotiske spidsbuer. Jeg husker ekskursioner til gravhøje og skibssætninger, de mentale erobringer af det danske landskab og samhørighedsfølelsen med forfædrene, oplevelsen af at være et led i lang, lang slægtskæde, der fører dybt ind i oldtiden …

NRG nr. 1 (juni 1995).

MODVILJEN MOD BLACK METAL blev mindre hen mod midten af 1990’erne. Markedet for den sorte metal blev så stort, at Progress-shoppen i Odense gik helt i sort og skrev i vinduet: ”The time is black!” Så de lokale og regionale disciple kunne valfarte til butikken og købe ”Til Evighet …” af Trelldom – et band, som var særlig attraktivt, for rygtet fortalte, at gruppens bagmand, Gaahl, nærmest var politisk spedalsk. 

Trelldom-musikanten endte dog med at blive taget til nåde af det etablerede, og i 2010 kårede Bergen ham til årets bøsse.

Kristian Vikernes aka Count Grishnackh aka Louis Cachet bliver næppe kåret til årets bøsse eller noget tilsvarende etableret. Han er og bliver en skovgangsmand. Men vargens musik har dannet skole. Den anti-trendy tonekunstner er blevet trendy. Burzum har haft en afgørende indflydelse på black metals senere udvikling. Både i den radikale TRVE-del af sortmetallen, men sandelig også i genrens hipster-segment.

Det er pudsigt, at lige præcis det kunstneriske udtryk, som blev lagt allermest for had i de tidlige 1990’ere, nemlig Burzums primitivistiske lo-fi-excesser, i dag er blevet ophøjet til genreideal og -konvention. Dét havde jeg ikke regnet med, da jeg sad og fjumrede med mit meningsmageri om Burzums musik til Jam Magazine i forsommeren 1993. 

Mine første black metal-anmeldelser i Jam Magazine bar præg af, at jeg drømte om et nyt Guns N’ Roses. De anmeldelser indhentede mig senere. 

Det forholdt sig nemlig sådan, at der i en mental katakombe i det mørke Jylland huserede nogle vældig TRVE ungersvende, der var medlemmer af et black metal-band (som jeg aldrig havde hørt!). Til en koncert på Rytmeposten i Odense trængte en af disse ikke helt nyvaskede typer mig op mod baren og krævede, at jeg betalte aflad for mine bespottelige ord mod den uhellige sortmetal.

Nej, jeg blev aldrig nogen autoritativ stemme i det TRVE black metal-miljø. Jeg var mainstream, basta! Og som sådan blev jeg castet som ”dyrker af alt sort og gotisk” i et nyt farvesprælsk og layout-bombastisk metalmagasin, der så dagens lys i juni 1995. 

Magasinet hed NRG, og i det fik jeg mulighed for at omvurdere min indstilling til Burzums første to plader. For på det tidspunkt var Burzum blevet et hovednavn af årsager, som ikke kun hang sammen med vargens kunstneriske evner. Burzum solgte cd’er i pallevis på internationalt plan, og som den naturligste ting i verden blev enmandsbandets plader genudgivet. Og genanmeldt.

. . .

Læs nedenfor – 

Anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 1, juni 1995)

BURZUM: ”BURZUM” / ”ASKE”

(Misanthropy)

******

Greifi Grishnackh er mest kendt for sin anti-kristelige terrorisme og mordet på Euronymous, men 1000 kr.-spørgsmålet er: Holder hans musik?

De fleste pæne mennesker vil afgjort svare NEJ!, hvis de blev udsat for Grishnackhs debutplade med Burzum, som netop er blevet genudsendt. Grishnackhs growl er frygtindgydende skrig, og den stygge greve spiller alle instrumenter selv, og det gør han så grumt og primitivt, at det ligger lige på grænsen til det komiske.

Burzums debutalbum byder ikke på stor sangskrivning. En ’sang’ som den hurtige ”War” er direkte uhjælpelig, mens andre af numrene, bl.a. ”Ea, Lord Of The Depths”, er melodiske på en underlig kluntet måde. Det er afgjort de langsomme og mere stemningsmalende numre, hvor Grishnackh fremmaner en dyster atmosfære af råkold og skæbnesvanger skandinavisk skønhed, som står sig bedst her tre år efter pladens indspilning.

1993-ep’en ”Aske”, der følger med som bonus på genudgivelsen af ”Burzum”, er derimod noget af det bedste, Grishnackh har udgydt. Måske det bedste. Ep’en rummer de lange ”Stemmen Fra Taarnet” og ”A Lost Forgotten Sad Spirit” samt den sorte instrumentalperle ”Dominus Sathanas”. Det er bedre spillet, bedre produceret, bedre komponeret, og stemningen fra den temmelig originale musik, der ikke minder det fjerneste om traditionel, death metal-baseret black metal, lægger sig som et rugende mørke over lytteren. En klassiker inden for genren. <13>

NRG nr. 5 (1997)

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama