Da Mötley Crüe blev Generation Nul & Niks

Mötley Crüe var Generation Her & Nu, da de refrænfræsede sig vej ud af Sunset Strip i starten af 1980’erne. De så seje ud på en syg måde (eller så de syge ud på en sej måde?). De lignede en californisk metaludgave af det New York Dolls, som ti år tidligere startede deres dødstrip på USA’s østkyst.

Der kom flere lig på bordet hos dukkerne, om end Crüe-sangeren Vince Neil i 1984 kørte Razzle (Hanoi Rocks’ trommeslager) i døden. Tragik og rock and roll har alle dage hørt sammen (tænk: Buddy Holly, Eddie Cochran, Brian Jones og frem). Men Mötley Crüe reflekterede ikke mere over dette, end New York Dolls gjorde, da deres trommeslager, Billy Murcia, døde i badekarret i 1972. 

Der var drøn på Mötley. Crües højhælede støvler rørte dårlig nok jorden op gennem 1980’erne, hvor de bl.a. takket være EmtyTV og en dødsdromagtig turnévirksomhed nåede toppen af hitlisterne.

Men vi ved alle, hvad der skete med hårdrockens flitterstads i september 1991. Fra den ene dag til den anden var Mötley Crüe ikke længere Generation Her & Nu. 

Mötley Crüe havde lige fra deres karrierestart været hadeobjekt nr. 1. Men historien har vist, at det netop er i dén position, at hitpotentialet venter (tænk bare på Sex Pistols). I 1990’erne var Mötley Crüe ikke længere værd at hade, og de politisk sprængfarlige Manic Street Preachers var den eneste form for glam, som medierne gad beskæftige sig med.

Kæmpe identitetskrise dér. Crüe smed Vince Neil ud og prøvede lykken med en relativ ukendt L.A.-sanger (John Corabi), der lød mere som Nazareths Dan McCafferty end som Marc Bolan (prototypen på glam-vokal). Mængden af hårlak blev reduceret, og Nikki Sixx & Co. positionerede sig ikke længere som teen-idoler (læs Rifferama-historien om Mötleys nedtur i grunge-alderen her).

Lige meget hjalp det. Grunge-generationen ville have stjerner iklædt luvslidt fløjt med dårlig pasform. Stack heels, stramt læder og spandex var til grin. Og Mötleys gamle fans fra 1980’erne tog en kold rocktyrker: de giftede sig, fik børn og begyndte at møde på job til aftalt tid. Game over med det der rock and roll.

Muligheden for, at Nikki Sixx kunne lave samme stunt, forelå ikke. Så han gik i tænkeboks. Han havde set, hvilket mirakel der skete, da Kiss i 1996 (iført rumdragter og sminke!) lod sig genforene med Ace og Peter. Bankrådgiveren ville have givet samme råd:

Mötley Crüe uden heliumskrigeren Neil var ligeså sexet som Kiss uden make-up. Så nøden drev Nikki Sixx, Tommy Lee og Mick Mars til at tage Vince til nåde. 

Men … Mötley Crüe var ikke Kiss. Kiss var ikke et 1980’er-hair band. Og tiden var en anden. Især Tommy Lee var søgt væk fra den stereotype hair metal. Lee legede med ”nye lyde”, samples og så’n. Industial var den nye dille – også for en dulle som Marilyn Manson. Bandboss Nikki var frisk, så Mötley Crüe satte saksen i håret, lod sig fotografere med bare tæer, stjal et par tricks fra Backyard Babies (tjek cd-coveret!) og vupti: den 24. juli ramte ”Generation Swine” gaden … 

Det skete der absolut intet ved. Ikke alene var Mötley Crüe ikke længere Generation Her & Nu. De var ikke engang Generation Svin. De var Generation Nul & Niks. 

I dag: det er som om, ”Generation Swine” slet ikke findes. Sidst jeg tjekkede på youSees streaming-tjeneste, kunne jeg ikke engang finde en karaoke-version af ”Generation Swine”. Samtlige andre Crüe-albums kan man sætte snyltesnablen i. Bare ikke ”Generation Swine”. 

”Generation Swine” solgte til en sølle guldplade. Den slags er næppe værd at samle op for et band, som i 1980’erne slæbte så mange platinplader til huse, at de havde råd til at bruge dem som frisbees i baghaven i deres Beverly Hills-hjem.

Anmeldelserne af ”Generation Swine” var generelt et blodbad. Ikke mindst i hårdrock-medierne. Herhjemme donerede Lars Schmidt to ud af seks stjerner til ”Generation Swine” i Zoo Magazine (nr. 10, okt./nov. 1997). Tue Madsen var mere gavmild. Han gav fem ud seks stjerner i NRG (nr. 7, 1998). Her kan Rifferama-læsere mæske sig i min anmeldelse fra Jam Magazine (#66, aug./sept. 1997). Værsgo og had!

Mötley Crüe anno 1997. Ikke ligefrem looks that kill.

Glam-glammeren Vince Neil er tilbage i Mötley Crüe, ja, selv omlydene i bandnavnet er dukket op igen [Crües umlauts var fjernet på det foregående album fra 1994, red.]. Og Mötley er tilmed vendt tilbage på hitlisterne med Generation Swine (Elektra/Warner).

Mötley Crüe var 1980’ernes teen/glam metal-superstjerner. I 1990’erne er de metalscenens underdogs, latterliggjorte og udskældte, men også ret ligeglade. Generation Swine er glamourøs jetset-punk, spillet af fire overtatoverede rockmillionærer, der ynder at omgive sig med sportsvogne og starletter med silikonebryster. Generation Swine er glam rock moderniseret med 1990’er-aggression, her og der endda shinet op med industrial-narrestreger. Den industrielle og kælne ballade ”Glitter” er således et godt bud på, hvordan Marc Bolan ville have lydt i 1997.

Den forrige plade, Motley Crue(1994) – gruppens forsøg på at justere deres glam metal til 1990’erne ved at skifte forsanger og lade modeproduceren Bob Rock pumpe musikken op med tungmetalliske hormoner – var noget af en kolos. Der er meget mere letbenet punkfræs over Generation Swine.  Det er lige før, at man skal helt tilbage til Mötleys unge dages lømmelplader, Too Fast For Love (1982) og Shout At The Devil (1983), for at finde et mere anarkistisk og fandenivoldsk Crüe end på skæringer som ”A Rat Like Me”, ”Find Myself”, ”Afraid” og den hammer-heavy aggro-industrial-hærger ”Let Us Prey”.

Generation Swine er ikke noget mesterværk, men bare et svinefedt rock og rul-album. <13>

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

Heavy metal-fans er troløse

I 1994 udsendte Mötley Crüe deres heavieste og måske bedste album nogensinde. Men gruppens fans ville ikke røre albummet med en ildtang. Hvorfor?

Mötley Crüe anno 1994. Fra venstre: Nikki Sixx, Tommy Lee, Mick Mars og John Corabi.

1990’erne var en udfordring for de fleste af 1980’ernes hårdrock-stjerner. En mega, gigantisk, koloenorm udfordring. Og dem, som udfordringen var hårdest for, var glam-grupperne fra Los Angeles.

En ny generation af alternative rocknavne tog over, nærmest fra den ene dag til den anden. Den store skæringsdato var den 24. september 1991, hvor Nirvana sendte albummet ”Nevermind” på markedet. Det album havde cirka samme effekt som det meteornedslag, der angiveligt udryddede dinosaurerne.

Et af de 1980’er-bands, der allermest lignede en dinosaurus i 1994, var Mötley Crüe.

Los Angeles-gruppen havde lige siden udgivelsen af den flabede fræser ”Too Fast For Love” (1981) været spydspids i en af 1980’ernes mest dominerende rock-trends: glam metal. Og det med en uhørt, ja, næsten sjofel succes, taget i betragtning at Nikki Sixx & Co. fra naturens hånd var udrustet med et ret begrænset talent. Så stor var Mötleys succes i 1980’erne, at bandmedlemmerne efterhånden kunne tapetsere deres vægge med mere ædelt metal, end der er guld i Fort Knox.

Men i 1994 var festen slut for Poison, Ratt, Warrant og alle de glamourøse grupper, der var fulgt med i Mötley Crües slipstrøm. Det gav sig selv, at også Mötley Crües situation var kritisk.

Nogen i branchen må imidlertid have levet i et parallelt univers. Eller også kunne man bare ikke se rockens kendsgerninger pga. røgen fra de tændte havannesere i direktionslokalerne på Elektra Records. Elektra-bosserne havde nemlig ladet bassisten Nikki Sixx og de andre musikanter i Mötley Crüe sætte deres autograf på en ny, fed 25-million-dollars-kontrakt! Den slags forpligter.

BRØL FRA LØVERNES KONGE

Så presset var stort på Mötley Crüe, da gruppen i marts 1994 udsendte deres sjette studiealbum. Der var noget at leve op til.

Det foregående album, ”Dr. Feelgood” (1989), havde sat nye salgsrekorder. Og ”Dr. Feelgood”s produktion var så vellykket, at Lars Ulrich & Co. hyrede produceren Bob Rock til at bistå Metallica under indspilningerne af det, der senere skulle vise sig at blive storsællerten over alle metalliske storsællerter: ”Metallica” (også kaldet ”det sorte album”) fra 1991.

Mötley Crüe havde fået en flot slutning på 1980’erne. De havde været nr. 1 på den amerikanske hitliste. De havde haft sex med alt, hvad der havde en puls. De havde taget stort set alle de stoffer, som pushere kunne opdrive. De manglede kun én ting: anerkendelse.

Og anerkendelse får man ikke med en sanger som Vince Neil. Neil var godt nok et glam-ikon i 1980’erne, men han var ikke ligefrem heavy metals svar på Pavarotti. Måske blev Neil fyret. Måske skred han af egen fri vilje. Versionerne af Mötleys spraglede historie varierer alt efter, hvem der har ordet.

Men om alle omstændigheder var der en ny mand bag mikrofonen, da ”Til Death Do Us Part” blev indspillet. Den nye mand hed John Corabi, og ham stjal Crüe fra L.A.-bandet The Scream.

Corabi var alt det, som Neil ikke var. Og omvendt. Neil var lyshåret, hvorimod Corabi var mørkhåret. Og den forskel afspejlede sig også i de to herrers vokalpræstationer. Neil nærmest bare mjavede, mens Corabi brølede som løvernes konge.

Det var dog ikke kun på den vokale front, at Mötley Crüe var som forvandlet. Mötley havde ikke kun skåret ned på brugen af hårlak, de havde også skåret drastisk ned på de poppede hitliste-elementer. Det var svært at synge med på omkvædene i bandets nye sange. Der var faktisk ikke ét eneste oplagt hit på det nye album.

Bastant og tonstung rock dundrede ud af højttalerne. Det var gammeldags på en ny måde, leveret i en Bob Rock-produktion, hvor Tommy Lees elegante trommespil var helt i front.

Onde tunger beskyldte Mötley Crüe for at følge datidens herskende grunge-mode. Det var uretfærdigt, selvom de nedstemte guitarer og et par fraseringer hist og pist nok ville have lydt anderledes, hvis ikke bands som Alice In Chains og Soundgarden havde haft herredømmet på rockscenen i de år.

SEKSUELLE OVERGREB PÅ BØRN

Musikalsk var John Corabi en gevinst for Mötley Crüe. Han var ikke kun sanger, men også en habil guitarist, som var i stand til at give Mick Mars et hård tiltrængt modspil – og frirum til at eksperimentere med ting, der ikke hidtil havde været plads til i Mötleys noget begrænsede repertoire.

Og så havde Corabi åbenbart ambitioner om at synge om andet end lagengymnastik. For første gang siden debutalbummet fra 1981 lagde Mötley øret til stenbroen for at lytte sig frem til, hvad der skete på gaden – derude i virkeligheden, uden for ruderne i luksus-suiterne og sportsvognene, hinsides den kødrand af blondiner med silikonepatter, der havde slået ring om Mötley Crüe lige siden succesens start.

Det betød, at tekstmaterialet bl.a. bar præg af Los Angeles-opstanden i 1992 – en opstand, der hærgede den californiske storby som følge af en noget suspekt retssag, hvor en primært hvid jury frifandt fire strissere, der var tiltalt for at tæve en sort mand (Rodney King). Vupti, Mötley var pludselig på barrikaderne.

Sangen ”Uncle Jack” handlede om John Corabis onkel, der var tiltalt for at have misbrugt tyve børn seksuelt. Historien om onkel Jack (læs den i en mere udførlig udgave her) var kringlet. For onklen blev løsladt, da der var risiko for, at hans medfanger ville overfalde og myrde ham i fængslet. Straks han var på fri fod, fandt onklen et job på en katolsk skole, han flyttede sammen med en kvinde, der havde to unge drenge … ja, læseren har gættet det: onkel Jack fortsatte sine ugerninger. ”Uncle Jack” var unægtelig en sang med en anden alvor end den, man fandt i sange som ”Girls, Girls, Girls” (1987) og ”She Goes Down” (1989).

Måske var det for at betone, at det her var essensen af Mötley Crüe, eller også efterabede Nikki Sixx & Co. bare Metallica, der som bekendt fik overdreven stor succes med deres Bob Rock-producerede 1991-album, der slet og ret hed ”Metallica”. I hvert fald kom Mötley Crües sjette studiealbum alligevel ikke til at hedde ”Til Death Do Us Part”. Skiven fik den varefakta-agtige titel ”Mötley Crüe”.

GLAM-FANS BLEV TIL GRUNGE-FANS

Om ”Mötley Crüe” floppede? Mon ikke! ”Dr. Feelgood” skaffede Mötley Crüe seks-dobbelt platin, hvorimod ”Mötley Crüe” kun solgte til en sølle guldplade.

Hvorfor gik det så galt? Som altid er forklaringerne mange. Men de fleste forklaringer er bare bortforklaringer. Her er et par stykker:

1. Pladeselskabet bakkede ikke albummet op – af årsager, der ikke var helt indlysende (Elektra havde jo satset 25 millioner på bandet!).

2. Nikki Sixx kom til at true en studievært på MTV med tørre tæsk under et interview, og den slags bringer ikke et hårdt trængt band i heavy rotation på en magtfuld tv-kanal.

Men den mest nærliggende forklaring er vist desværre: heavy metal-fans er ikke nær så trofaste, som de bilder sig ind.

Vi metalfans vil bare ikke indrømme det. Ja, det er nærmest et tabu i metalkredse. Men i det ene tiår dyrker vi glamourøse idoler, mens vi det næste helst vil nynne med på musik, der spilles af ungersvende i flannelsskjorter og fløjlsbukser med hængerøv.

Lad os se kendsgerningerne i øjnene: Det forholder sig jo ikke sådan, at de millioner af fans, der købte albums og koncertbilletter med puddelbands i 1980’erne, bare sank i jorden, den dag Nirvana udsendte ”Nevermind”. Nej, de begyndte i stor stil at købe albums og koncertbilletter med en anden type bands. Glam-fans blev til grunge-fans.

Der findes en vandrehistorie om, at Mötley Crües fans savnede Vince Neil, og at de afholdt sig fra at købe ”Mötley Crüe” pga. John Corabis vokal. Men den forestilling kan let afvises. For allerede i 1996 blev Neil taget til nåde. Det havde bare ingen som helst effekt på Mötley Crües pladesalg. Selv ikke den i fandommen skamroste ”Saints Of Los Angeles” (2008) har kunnet skaffe Nikki Sixx & Co. en guldplade i USA.

Det er naturligvis sørgeligt. For Mötley Crüe. For metalscenen er det imidlertid mere sørgeligt, at Mötley Crües heavieste og måske bedste album aldrig blev andet end en parentes i gruppens karriere. \m/

Læs min anmeldelse (”Ikke et ord om kvinders kønsorganer”) af ”Mötley Crüe” her.

Ikke et ord om kvinders kønsorganer

Et af 1990’ernes bedste og heavieste metal-albums kom fra en uventet kant: fra Los Angeles’ glam-konger, Mötley Crüe.

Cd-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 49, april 1994)

[Baggrund: I 1994 havde grunge-grupperne fra Seattle overtaget herredømmet på hårdrock-scenen. De fleste af 1980’ernes glam metal-bands var allerede blevet skrottet af deres fans. Kun Mötley Crüe manglede stadig at bevise, at de kunne overleve i 1990’erne. Overlevelses-strategien fik de gamle glam-idoler til at levere deres hidtil heavieste opus.]

MÖTLEY CRÜE

”Mötley Crüe”

(Elektra/Warner Music)

******

Det er slut med sex & drugs & rock’n’roll for Mötley Crüe. Ingen motorcykler på pladecoveret, og ikke så meget som et eneste ord om kvinders kønsorganer på deres nye og sjette album, der bærer den skrabede titel ”Mötley Crüe”.

Men det betyder nu langt fra, at Mötley er blevet politisk korrekte. Og de er heller ikke gået grunge. ”Mötley Crüe” er betonrock for 1990’erne. Hverken mere eller mindre. Der bliver planket ihærdigt fra Led Zeppelin, Aerosmith og The Beatles. Men det bliver gjort med stil og elegance og med Nikki Sixx’ trademark placeret diskret i hjørnet af hver eneste skæring.

”Mötley Crüe” er en plade fra et band med en glubende appetit på at blive taget alvorligt. Det er naturligvis et ønske, der aldrig vil gå i opfyldelse, for Mötley Crüe har nu i mere end ti år stået som indbegrebet af glamourøs amerikansk teen metal, og det ry kommer Nikki Sixx & Co. til at tage med sig i graven.

Men ”Mötley Crüe” er en anderledes Mötley Crüe-plade, hvor de flabede tre-minutters pikrockere er erstattet af dundrende tunge kompositioner, hvor Mötley tager sig god til at få spillet sig ud. De fleste numre ligger faktisk omkring fem-seks minutters længde. Og det fungerer sgu’, og end ikke modeproduceren Bob Rocks klabauter-produktion kan skjule, at Tomme Lee er en af de meget få rocktrommeslagere med rytme i kroppen.

Mick Mars, der førhen var Mötleys svage punkt, er vokset til en titan, der høvler de massive chugga-chugga-riffs af på sange med sigende titler som ”Hammered” og ”Power To The Music”.

Og så er der naturligvis det med den nye sanger. Der ER mere skrig og skrål i John Corabi. Når han er bedst, minder han om Dan McCafferty [Nazareth]. Når han er værst, lyder han, som om han hvert øjeblik kan vågne op af sin årelange drøm om at være Steven Tyler [Aerosmith]. Men end ikke jeg savner Vince Neil.

Det eneste, jeg savner ved ”Mötley Crüe”, er et ordentlig artwork på pladecoveret. Det er nemlig aldeles rædselsfuldt.


Læs baggrundshistorien om ”Mötley Crüe” her.