De spillede som besatte

Lad os bare tage et års forskud på et stort jubilæum: Et af de sejeste thrash-albums fylder 30 år den 16. oktober 2015.

Djævlesvans galore ...

Rifferamas kvikke læsere har allerede gættet det. Dette blogindlæg handler om Possessed og deres debutalbum ”Seven Churches”, der blev sendt på det sagesløse marked på denne dag i 1985.

Possessed blev aldrig så store, som de fortjente. Kvartetten kom fra San Francisco, som havde en sprudlende thrash metal-scene i midten af 1980’erne. Det var i San Francisco, at Metallica for alvor lagde grunden til deres verdensomspændende succes. For i San Franciscos Bay Area var metalpublikummet bare ellevildt med thrash. Exodus kom fra Bay Area. Det samme gjorde Testament, Forbidden, Death Angel, Lääz Rockit, Vio-Lence, Heathen, Sadus og mange andre hæderkronede navne.

Bay Areas thrash-scene havde en høj musikalsk standard. De færreste bands kan fx matche det rifferama, som man finder på Exodus’ 1985-album ”Bonded By Blood”. Men der var også noget pænt over Bay Area-thrashen – i hvert fald i forhold til den skrammede, skamlende og skamferede thrash, der kom fra Europa: Sodom, Destruction, Kreator, Celtic Frost, Bathory und so weiter. Eller fra Latinamerika: Sepultura, Sarcófago etc. For ikke at glemme de canadiske vederstyggeligheder: Voivod.

Der var dog ét San Francisco-band, som var lige så brutalt som de europæiske konkurrenter: Possessed. Nørder i metalmiljøet skændes da også om, hvorvidt Possessed spillede thrash, dødsmetal eller black metal. Sandheden er vel, at Possessed spillede alle tre ting. For de stammede fra en tid, hvor fragmenteringen og subgenre-galskaben endnu ikke var gået TOTALT amok.

Noget taler for, at Possessed var det første band, der overhovedet brugte begrebet ”Death Metal” (det var titlen på gruppens demo fra 1984). Oven i det dødelige kom så et image, der gangede Slayer anno 1983 med 10: nittebeslået læder, omvendte kors og djævlesvanse galore. Intet band har næppe skåret så meget tænder, når fotografen kiggede forbi, som Possessed gjorde til de sessioner, der havnede på omslaget til ”Seven Churches”. Possessed var heavy med HEAVY på.

Musikalsk stod Possessed vel i skyggen i Slayer, som – hånden på hjertet – var lidt mere opfindsomme, hvad angår sangskrivning. Men Possessed var mere ekstreme, mere brutale. For at sige det mildt.

Jeff Becerra fører Possesseds tradition
videre i det 21. århundrede ...

Måske var Mike Torrao (guitar), Jeff Becerra (bas/vokal), Larry Lalonde (guitar) og Mike Sus (trommer) for tidligt ude. Fandommen var endnu ikke tunet ind på den brutalitet, som for alvor kom til udtryk i ekstremmetallen i slutningen af 1980’erne og de tidlige 1990’ere. Og allerede efter to albums og en ep gav Possessed op! Men fortvivl ikke, for grupper som Morbid Angel, Incubus og Necrovore spredte den Possessed-agtige, brutale, dødelige og blakkede thrash som en løbeild på metalscenen.

Når jeg her i dag tager forskud på 30-års jubilæet ved at skamhøre ”Seven Churches” (som jeg for nylig var så heldig at genfinde på vinyl hos Vinyl Records 666), så forstår jeg ikke helt, at så FÅ husker Possessed. For deres musik er sandelig mindeværdig nok.

Det er ikke musik, som er let at lytte til. Det er musik, som kræver opmærksomhed. Og en eller anden form for fordybelse. Possesseds musik er forvrænget som bare ham med bukkefod og vædderhorn. Fordrejet og forvreden metalrock, som river op i sindet. ”Twisted Minds” er en sigende titel.

Er der noget senpubertært over teksterne? Selvfølgelig er der det. Men næppe mere end det, som Slayer gjorde sig skyldig på samme tidspunkt. Og så er der jo den tekniske side af sagen. Possessed kunne spille. Som besatte! Larry Lalonde spillede så godt, at han senere hen kom ud i noget snavs. Den der med at sejle på ostens syv have forstod jeg aldrig …

Men okay, det er de færreste ting her i verden, jeg forstår. Fx forstår jeg ikke, at en bog, som gerne vil stille sig an som det ultimative værk om black metal, fuldstændig fortier Possesseds eksistens. Jeg taler selvfølgelig om Dayal Pattersons ”Black Metal: Evolution Of The Cult” (Feral House, 2014). Et drop, der vil noget!

For sandheden er jo, at Possessed var et af de allerførste bands, som dyrkede den sorte stil med en imponerende konsekvens. Sortheden trængte ned i hvert eneste epileptiske guitarriff, hvert eneste grufulde growl, hvert eneste tordnende bas-pulsslag, hvert eneste rullende stortromme-spor.

Possessed var slet og ret med til at skabe den diskurs, som helt op til nutiden har gjort sig gældende for black metal. Og jeg vil godt æde min gamle, mølædte beret på, at nutidens mest TRVE (hey Nifelheim!) metalbands gerne betaler tribut til Possessed … som for resten er blevet gendannet og truer med at udgive nyt inden for den overskuelige fremtid. Det påstod Jeff Becerra i hvert fald fra scenen, da Possessed gæstede KB18 i sommers. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Bortrykket til det hellige helvede

Possessed var black, de var døde, og de thrashede for sygt. Sådan var det i 1985. Og sådan var det i går aftes på KB18 i København.

Possessed, som de så ud i Metal Forces nr. 16, 1986.

Det er noget af et særsyn, når Possessed går på scenen. Det sære ligger ikke i det lange garn, lædertøjet og de brede, nittebesatte armbånd. Nej, det sære ligger i det faktum, at sangeren Jeff Becerra growler som en besat … siddende … i en kørestol!

I 1990 befandt Becerra sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han blev offer for et væbnet røveri. Bang, skudt i rygsøjlen. Og så var det game over med at springe rundt på scenen med bassen hamrende mod låret. 

Becerra er dog en overlever. Han appellerer ikke til medlidenhed. Han har styr på sit liv. Og fra sin kørestol på scenen var han et kraftværk af energi. Gejst. Glæden ved at spille udødelig dødsmetal strålede ud af Jeff lige fra starten af koncerten på KB18 mandag aften.

Possessed hører til metalgenrens mest kultede bands. Gruppen blev dannet i 1983 og hærgede på San Franciscos Bay Area-scene – en scene som i midtfirserne var synonym med thrash metal (Metallica, Exodus m.fl.). Men Possessed var lige fra starten mere end thrash. De var det første band, som skrev en sang med titlen ”Death Metal” (den findes på gruppens debutdemo fra 1984). Der er da også folk, som hårdnakket påstår, at det var Possessed, der opfandt genrebetegnelsen dødsmetal.

Anyway: med deres ekstrabrutale og aggressive stil var Possessed (måske) det allerførste band, som det går an at kalde death metal. Faktisk var de så døde, at Chuck Schuldiner fra Mantas tog notits af det, før han selv gik i gang med at definere dødsgenren med bandet Death.

Possessed havde et storforbrug af omvendte kors og antikristne attituder – i hvert fald i starten. Sangtitler som ”Pentagram”, ”Satan’s Curse” og ”The Beasts Of The Apocalypse” taler for sig selv. Becerra & Co. var en voldsom udladning i en tid, hvor der endnu ikke var sat begrænsende skel mellem death, thrash og black metal. Possessed var black, de var døde, og de thrashede for sygt.

I virkeligheden var Possessed for vilde til det amerikanske thrash-miljø. Possessed havde mere til fælles med den mere kaotiske thrash fra Europa (Sodom, Destruction, Kreator) end med de pæne bands fra Bay Area (Testament, Death Angel). Den latinamerikanske ekstremmetal lod sig også inspirere af Possessed (tænk bare på Sarcófago og tidligt Sepultura), og store portioner af det, som i dag lever under betegnelsen black thrash, står også i gæld til Possessed. Arven fra Possessed strækker ligeledes sin lange arm helt op i Skandinavien, hvor et innovativt band som Dissection digtede videre på Possesseds diabolske dødsthrash.

Possessed var på en måde forud for deres tid. De var rambukken, som brød muren ned til det, der senere hen blev den rendyrkede dødsmetal, der fik så stor succes i starten af 1990’erne.

Den succes kom Possessed dog aldrig til at nyde godt af. Gruppen gik i opløsning umiddelbart efter udgivelsen af ep’en ”The Eyes Of Horror” (1987). Siden da er Possessed blevet gendannet et par gange. I dag er Becerra det eneste originale medlem, som er tilbage i Possessed. I KB18 var det bassisten Robert Cardenas (Agent Steel, Malice m.fl.), guitaristerne Mike Pardi (Draconis m.fl.) og Daniel Gonzalez samt trommeslageren Nicholas Barker (Cradle Of Filth, Dimmu Borgir m.fl.), som bakkede Jeff Becerra op.

Jeff Becerra growler igennem i sin kørestol.

Koncerten demonstrerede, at Possesseds musik hæver sig højt over enhver 1980’er-nostalgi. Alligevel spillede Possessed kun ét nyt nummer. Derudover var samtlige sange på sætlisten hentet fra gruppens to eneste albums, ”Seven Churches” (1985) og ”Beyond The Gates” (1986) samt ep’en ”The Eyes Of Horror”. Lyden var god nok til, at man kunne høre, at der inde bag den musikalske ultravold ligger en del finesser på lur i Possesseds musik – ikke mindst i den yngste halvdel af gruppens produktion.

Det var en intim koncert, hvor de få udvalgte mødte op – mange iført battle-veste med en vrimmel af påsyede stofmærker. De fleste blandt publikum var for unge til at have oplevet Possessed i 1980’erne. Så noget tyder på, at de dødsens sorte thrashere fra Bay Area til stadighed kaprer fans, der er oppe på at headbange fanatisk til numre som ”Holy Hell”, ”Death Metal”, ”Tribulation” og ”Swing Of The Axe”. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama