Greven er her!

Count Grishnackh aka Varg Vikernes aka Louis Cachet.

Min personlige beretning om dengang, norsk black metal lavede ravage i den hårde rock.

Greven är här! Ordene stod skrevet med tusch på et stykke pap, som var stukket ned i rækken af cd’er under B. B for Burzum. Pladebutikken var Skivhugget på Masthuggstorget i Göteborg. 

Denne forårsdag i 1993 var Burzum dét, alle talte om. Nogle dramatiske begivenheder havde bragt den norske black metal-scene i mediernes søgelys. Mange ønskede at høre, hvordan den sorte Greve af det hvide Norge lød på plade. 

Dér i Skivhugget stod den så, den nye Burzum-cd: ”Aske”. En ep med tre numre – og med skelettet af en udbrændt kirke på omslaget. ”Aske” var i mere end én forstand Grevens værk, forstod man.

Ved dens side stod Burzums debutalbum fra året før. Den havde Jannicke Wiese-Hansens forblæste ødemark på forsiden. Jeg samlede cd’en op og vendte den. På bagsiden var der et sort/hvidt skud af Count Grishnackh himself i kappe og corpsepaint og med noget, der lignede et sårmærke på den ene af de korslagte arme. 

På det tidspunkt var min glam-identitet nogenlunde intakt: cowboystøvler, bandana og eyeliner. Og nu holdt jeg dette monstrum i mine hænder, frastødt – og fascineret. Der stod en adresse på cd’en under pladeselskabets navn, som var trykt med rustikke, gotiske bogstaver: DEATHLIKE SILENCE PROD. Jeg griflede adressen ned for at tigge mig til et anmeldereksemplar af Burzums cd.

Jeg var nemlig ansvarshavende redaktør af Jam Magazine – et gratis musikblad, som udkom i 20.000 eksemplarer. I Jam Magazine havde jeg tilmed en hårdrock-klumme, der hed Rifferama.

Deathlike Silence var ejet af selveste Euronymous, og nogle uger senere sendte han mig en foret kuvert med cd’er. Selvfølgelig var Burzum blandt dem. Burzum var verdens ondeste band!

At dømme ud fra anmeldelsen i Jam Magazine #44 (juni 1993) var Euronymous’ promopakke hård kost for en mand, som grunge-moden havde tvunget på glam- og sleaze-afvænning. Min tilvænning til den musikalske brutalisme fra Norge skulle vise sig at tage nogle måneder …

Jam Magazine #46 (oktober 1993). Citatet er stjålet fra Kerrang!

JEG VAR 30 ÅR og boede i Odense den dag, jeg samlede Burzum-cd’en op i Skivhugget. Jeg har altid godt kunnet li’, når rocken er farlig. Desuden var jeg meget optaget af myter og alt nordisk, og det var interessant at studere alle de mytologiske lag i black metal-genren. Jeg måtte vide mere, jeg måtte dybere ned i genren.

I sensommeren 1993 sad jeg på Jam Magazines redaktion og ringede til en distributør, som havde omdannet sit parcelhus til lager for dødsmetal-cd’er. Han himlede op om, at Darkthrone havde ødelagt deres karriere med deres nye skive, ”Under A Funeral Moon”. Om jeg da ikke havde hørt det lort? Nej, det havde jeg ikke. Og så gav han en nøje beskrivelse af produktionen, som – forstod jeg – fik musikken til at lyde som noget, der blev afspillet på en transistorradio placeret under et tykt gulvtæppe. 

Den plade måtte jeg bare høre. Men ”Under A Funeral Moon” var umulig at støve op i Odense. I stedet fandt jeg i brugtpladebutikken Moby Disc et eksemplar af ”A Blaze In The Northern Sky”. Og det blev dét album, som åbnede mine sanser for norsk black metals kvaliteter.

Jam Magazine #50 (juni 1994).

1990’ERNE VAR ET disruption-årti. Den 10. september 1991 begyndte de store omvæltninger. Hverken før eller siden har den hårde rock oplevet så store forandringer på så kort tid. Næsten alt blev rykket op med rode og vendt på hovedet. Det, der var smart og sejt den ene dag, var røvballe-rock den næste dag. Nirvana var den musikalske ækvivalent til meteoren, der slog dinosaurerne ihjel.

Alt stod i forandringens tegn. 

Nu var læder yt, de traditionelle battle veste blev stuvet dybt ind i skunken, og på gader og stræder bevægede metalfans sig rundt i noget, som kaldtes street wear, men som i mine øjne lignede kitler. No way, tænkte jeg, I får mig ikke til at gå rundt og ligne en bonderøv. Læderet blev siddende på min ryg.

De eneste fødder, hvor jeg kunne øjne cowboystøvler eller biker boots, var dem, der sad for enden af Darkthrones eller Emperors ben. Og hvor åndssvagt det end må lyde, så var black metal-folkets look med til at forsone mig med genren. 

Jeg droppede hverken eyeliner eller bandana. Men det blev kombineret med Burzum-trøje, lædervest og -bukser. Og min begejstring for nordisk kultur satte prikken over i’et: Jeg lod mig behænge med vikinge-kopismykker i et omfang, der ville have været et juletræ værdigt.

Det resulterede i, at folk – selv nære venner – havde svært ved at skelne mediet fra budskabet. 

Jeg husker en togtur op gennem Jylland i midten af 1990’erne. Jeg sad i en af de der store, åbne kupéer og læste Nietzsches ”Afgudernes ragnarok” med Burzums logo på brystet og en Midgårdsorm-ring snoet rundt om armen. På sædet skråt overfor mig sad mor og datter. De talte norsk, og efter at have taget mig i øjesyn, trak moren skyndsomst datteren med ind i næste kupé. 

Det var også i den periode, at jeg i Århus interviewede Seigmen. Seigmen er et band fra Tønsberg. De ramte mig i solar plexus med en atmosfærisk musik, som havde elementer af goth og nyrock, og såmænd også et anstrøg af metal over sig. Vi sad rundt om bordet backstage, og alt var fryd og gammen – indtil jeg fortalte, at jeg satte ligeså stor pris på Seigmen, som jeg gjorde på black metal. Og at jeg havde både Seigmen og Emperor på min playlist i Jam Magazine. Seigmen-medlemmerne kiggede på mig, som Van Helsing ville have kigget på en vis transsylvansk greve. 

Det var bare én af et utal af lejligheder, hvor jeg måtte forklare, at det var black metals æstetik, jeg var fascineret af. Djævledyrkelsen og de ekstreme politiske rablerier sympatiserede jeg ikke med. 

De ægte racister kunne dog godt genkende mit indre bløddyr. Og da jeg i min Valravn-klumme i NRG nr. 5 (1997) lod kritikken hagle ned over Varg Vikernes’ bog ”Vargsmaal”, fordi den indeholdt det, jeg kaldte ”hjernedøde raceteorier”, fik jeg post. Bl.a. et hadebrev, anonymt selvfølgelig og behørigt udstyret med de af højreekstremister så tiljublede 14 words. Brevskriveren miskrediterede min anmeldelse, fordi jeg var venstreorienteret – hvad jeg jo sådan set også var. Jeg stemte SF.

Jam Magazine #54 (februar 1995).

EKSTREMISMEN BLEV jeg hurtigt træt af. Og det skete, at jeg censurerede mine musikalske helte, fordi deres udtalelser stod i vejen for den modkulturelle historie, jeg ønskede at fortælle. Jeg skrev fx en artikel om Burzum til Jam Magazine i 1996. Den hed ”Grevens fejde” og var sammenstykket af interviews fra forskellige medier. Også nogle af de mere – ahem – esoteriske, såsom Kadmons Aorta-traktak nr. 20 om Oskorei. Et af Aorta-citaterne klippede jeg midt over, så det ikke fremgik, at Grishnackh kaldte sig selv fascist.

Samme politiske remse fik jeg af en navnkundig trommeslager. Jeg interviewede ham backstage efter en koncert. Mens jeg quizzede ham, sad han og rensede negle med en stor jagtdolk med blodskær. Uden tvivl til ære for mig, pressen. Nogle af de ting, han sagde, var fornuftige nok. Men så kom vi til politik. ”Jeg er fascist!” Saks. Om narkomaner sagde han: ”De sku’ fanme skydes!” Saks. 

I Ålborg fik jeg engang lejlighed til at interviewe et svensk band, som havde nære relationer til den norske black metal-scene. Det blev en helt lille rundbordssamtale. Inde på midten af bordet lå to-tre klassiske grimoirer, altså lærebøger i magi. Det så ellers seriøst ud. ”Det er bare som underholdning,” forsikrede sangeren. Jeg spurgte så ind til gruppens tro på Satan og helvede. Om ikke de mente, at helvede var et pinefuldt sted at være? ”Jo,” svarede bassisten, ”men der skal jo også være nogen til at pine de andre.” Det kunne jeg simpelthen ikke tage alvorligt, så jeg klippede det ud af den færdige artikel. 

Men … jeg fik noget positivt ud af denne annammelse af ondskaben. Jeg kom til at se menneskeheden gennem black metal-kunstnernes maske. Og jeg så den forlorne, den forløjede, farisæiske godhedskult, som florerer alle steder i vores moderne civilisation – ikke mindst i den politiske korrekthed. Vi er altid de gode, og de andre er altid de onde. Men i black metal oplevede jeg nogle unge mennesker, som var ærlige. De sagde: Vi er onde. 

Hånden på hjertet: Hvem kan sige sig fri for at bære det onde rundt i verden?

Jam Magazine #59 (marts 1996). Fra artiklen "Grevens fejde".

BLACK METAL VAR designet til at skræmme uvedkommende væk. Men genren havde tiltrækningskraft på en broget skare af især purunge fyre. Også i Danmark. Der var curlingbørn fra middelklassen, som fik lektiehjælp af moar. Og der var kid fra socialgruppe 5 med overtræk på kontoen for kulturel kapital. 

Især de yngste grupperinger virkede rabiate. De gik rundt i et harnisk af alvor. Det klikkede aldrig med mig og de typer. 

En dag stødte jeg ind i en gruppe sorte alvorsfolk. Det foregik i en lokal pladebutik, og der udbrød straks en heftig ordduel. Deres logik var, at det var TRVE og KVLT, når fx Satyricon integrerede folkemusik i deres metal. Men når Sepultura gjorde noget lignende med etnisk musik fra den brasilianske regnskov, så var det falsk metal. Black metal-kiddene var ligeså dogmatiske som en flok madammer samlet omkring et dialogkaffebord. 

Den slags diskussioner blev selvfølgelig ikke kønnere af, at jeg på det tidspunkt ikke var bange for at sige min mening om andres intelligens. Rigelige doser Nietzsche, Neutzsky-Wulff og Odin-myter gjorde mig ikke ligefrem til verdens mest tolerante menneske. I dag forstår jeg godt, hvis nogle af unggutterne fra miljøet fandt mig arrogant.

Heldigvis var der knap så fundamentalistiske folk i miljøet, som hørte black metal. De fleste af dem var et stykke oppe i tyverne – og nogen af dem havde tilmed humor. En af mine black-venner gav den i rollen som Ironimous og omformulerede en af Mayhem-sangeren Deads sangintroer sådan her: ”When it’s cold and when it’s dark, the old man’s moon will obsess you.” Den gamle mands måne sad på min isse. 

Dette miljø var med til at åbne min musikalske horisont for industrial, dark ambient og folk noir, ligesom det var her, jeg ”genopdagede” The Sisters Of Mercy og Fields Of The Nephilim. 

I det hele taget husker jeg 1990’erne som meget eklektiske. Det ene øjeblik lyttede man til Dead Can Dance, det næste satte man Von på anlægget. 

Denne eventyrlyst var også tilstede i black metals randområder. Thorns, In The Woods …, Ved Buens Ende, Arcturus, Fleurety og The 3rd And The Mortal var bare nogen af de norske bands, som brød med genrekonventionerne i 1990’erne. 

Odins vi i 1990'erne.

ALT SAMMEN VAR det med til at flytte grænser i min bevidsthed, til at åbne porte ind til nye dimensioner i mit liv. Af og til førte det til togter ind i menneskesindet, hvor man bliver konfronteret med arketyper, der ikke passer ind i den moderne civilisation.

Black metal blev aldrig en religion for mig. Men den blev en æstetik, en slags sort romantik. Black metal var lydsporet til nogle af de stærkeste oplevelser i mit liv. Ikke kun foran stereoanlægget og i koncertsalene, men også udendørs, under åben himmel.

Jeg husker nattevandringer i snestorm, den isnende kulde og suset af skønhed. En særlig frostvinter, hvor isen lagde sig som skulpturer i Odense Havn, de tilisede kæder og pullerter og den der følelse, som kun findes i det høje Nord.

Jeg husker hellige øjeblikke i skove, hvor træer hvælvede sig over mig som gotiske spidsbuer. Jeg husker ekskursioner til gravhøje og skibssætninger, de mentale erobringer af det danske landskab og samhørighedsfølelsen med forfædrene, oplevelsen af at være et led i lang, lang slægtskæde, der fører dybt ind i oldtiden …

NRG nr. 1 (juni 1995).

MODVILJEN MOD BLACK METAL blev mindre hen mod midten af 1990’erne. Markedet for den sorte metal blev så stort, at Progress-shoppen i Odense gik helt i sort og skrev i vinduet: ”The time is black!” Så de lokale og regionale disciple kunne valfarte til butikken og købe ”Til Evighet …” af Trelldom – et band, som var særlig attraktivt, for rygtet fortalte, at gruppens bagmand, Gaahl, nærmest var politisk spedalsk. 

Trelldom-musikanten endte dog med at blive taget til nåde af det etablerede, og i 2010 kårede Bergen ham til årets bøsse.

Kristian Vikernes aka Count Grishnackh aka Louis Cachet bliver næppe kåret til årets bøsse eller noget tilsvarende etableret. Han er og bliver en skovgangsmand. Men vargens musik har dannet skole. Den anti-trendy tonekunstner er blevet trendy. Burzum har haft en afgørende indflydelse på black metals senere udvikling. Både i den radikale TRVE-del af sortmetallen, men sandelig også i genrens hipster-segment.

Det er pudsigt, at lige præcis det kunstneriske udtryk, som blev lagt allermest for had i de tidlige 1990’ere, nemlig Burzums primitivistiske lo-fi-excesser, i dag er blevet ophøjet til genreideal og -konvention. Dét havde jeg ikke regnet med, da jeg sad og fjumrede med mit meningsmageri om Burzums musik til Jam Magazine i forsommeren 1993. 

Mine første black metal-anmeldelser i Jam Magazine bar præg af, at jeg drømte om et nyt Guns N’ Roses. De anmeldelser indhentede mig senere. 

Det forholdt sig nemlig sådan, at der i en mental katakombe i det mørke Jylland huserede nogle vældig TRVE ungersvende, der var medlemmer af et black metal-band (som jeg aldrig havde hørt!). Til en koncert på Rytmeposten i Odense trængte en af disse ikke helt nyvaskede typer mig op mod baren og krævede, at jeg betalte aflad for mine bespottelige ord mod den uhellige sortmetal.

Nej, jeg blev aldrig nogen autoritativ stemme i det TRVE black metal-miljø. Jeg var mainstream, basta! Og som sådan blev jeg castet som ”dyrker af alt sort og gotisk” i et nyt farvesprælsk og layout-bombastisk metalmagasin, der så dagens lys i juni 1995. 

Magasinet hed NRG, og i det fik jeg mulighed for at omvurdere min indstilling til Burzums første to plader. For på det tidspunkt var Burzum blevet et hovednavn af årsager, som ikke kun hang sammen med vargens kunstneriske evner. Burzum solgte cd’er i pallevis på internationalt plan, og som den naturligste ting i verden blev enmandsbandets plader genudgivet. Og genanmeldt.

. . .

Læs nedenfor – 

Anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 1, juni 1995)

BURZUM: ”BURZUM” / ”ASKE”

(Misanthropy)

******

Greifi Grishnackh er mest kendt for sin anti-kristelige terrorisme og mordet på Euronymous, men 1000 kr.-spørgsmålet er: Holder hans musik?

De fleste pæne mennesker vil afgjort svare NEJ!, hvis de blev udsat for Grishnackhs debutplade med Burzum, som netop er blevet genudsendt. Grishnackhs growl er frygtindgydende skrig, og den stygge greve spiller alle instrumenter selv, og det gør han så grumt og primitivt, at det ligger lige på grænsen til det komiske.

Burzums debutalbum byder ikke på stor sangskrivning. En ’sang’ som den hurtige ”War” er direkte uhjælpelig, mens andre af numrene, bl.a. ”Ea, Lord Of The Depths”, er melodiske på en underlig kluntet måde. Det er afgjort de langsomme og mere stemningsmalende numre, hvor Grishnackh fremmaner en dyster atmosfære af råkold og skæbnesvanger skandinavisk skønhed, som står sig bedst her tre år efter pladens indspilning.

1993-ep’en ”Aske”, der følger med som bonus på genudgivelsen af ”Burzum”, er derimod noget af det bedste, Grishnackh har udgydt. Måske det bedste. Ep’en rummer de lange ”Stemmen Fra Taarnet” og ”A Lost Forgotten Sad Spirit” samt den sorte instrumentalperle ”Dominus Sathanas”. Det er bedre spillet, bedre produceret, bedre komponeret, og stemningen fra den temmelig originale musik, der ikke minder det fjerneste om traditionel, death metal-baseret black metal, lægger sig som et rugende mørke over lytteren. En klassiker inden for genren. <13>

NRG nr. 5 (1997)

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Den sorte laban

Noget af en Kundalini-slange der ...

Metallica. Deres sorte album. Hvad skal man egentlig mene om det?

Rifferama spoler tiden tilbage til oktober 1991, da revolutionen viste sig at være i fuld gang ...

Oktober 1991. Den hårde rock stod i stampe. To scener nikkede hinanden skaller: thrash og glam/sleaze. MTV regerede på Machiavellisk maner: nul video på musikkanalen = nul gennembrud. Og for at komme på MTV skulle både look og sound strømlines. Resultatet mindede mest af alt om en pølsemaskine.

Man skulle være lidt af en Nostradamus for at vide, hvad de kommende måneder ville bringe. Måneden før havde Nirvana udsendt hitsinglen ”Smells Like Teen Spirit” og albummet ”Nevermind”. I august havde Pearl Jam udgivet albummet ”Ten”. Og nu udgav Metallica et album, som slet ikke matchede de stereotype forventninger, som thrash-KVLT’en havde til mosh-pionererne fra Bay Area, SF.

Men jeg anede ikke uråd. Jeg drak min kartonrødvin (tilbud: kr. 20 i DSB-kiosken efter lukketid) og skrev, som om jeg levede klos op ad Sunset Strip, Los Angeles.

Jeg havde en fast hårdrock-klumme i Musiktidsskriftet Jam (der senere blev kuppet og muterede til Jam Magazine). Den hed Live Wire (kvikt gættet: reference til både AC/DC og Mötley Crüe). Jeg sad omviklet med bandana og vippede mine spidse støvler i takt til den musik, jeg omtalte i min klumme i Jam. I oktober 1991 var jeg mest optaget af Guns N’ Roses, L.A. Guns, Skid Row, Cheap And Nasty og danske =Y=.

Live Wire havde et logo, der viste en stiliseret guitarsvinger med højt hår. Vi nåede knap nok til juleaften 1991, før de fleste hårfagre metal-musikanter og -fans havde vekslet manken til fladt hår. Og fodtøjet var i fuld gang med at blive mere ortopædisk. Så hvis man ville følge moden, var det game over med at spille the last bandit med eyeliner og paisley-mønstret skjorte.

Det gik sindssygt hurtigt. Revolutionen foregik med lynets hast. Alle Bon Jovi-kopierne forsvandt fra MTVs sendeflade, og en hel hær af grunge-kloner vadede ind foran kameraerne. Ternede skjorter, luvslidt fløjl – og absolut ingen spandex! Sådan lød dekretet, næsten over night.

Klart! Den ultrakommercielle metalkultur trængte til mere end et par dummeflade. Den fortjente en lammer, der var ligeså hård som den, dinosaurerne angiveligt fik engang i tidernes morgen. Men at det skulle gå så hurtigt, og at den hårde rock skulle forvandle sig så voldsomt, havde jeg godt nok ikke gættet.

Op fra undergrunden bragede især dødsmetallen fra Florida og black metallen fra Norge. Alle glamstjernerne fik flået medaljerne af, og selv stilikonet W. Axl Rose begyndte at optræde i underligt tøj. Shorts på scenen! Til lyden af ”Welcome To The Jungle”!!!

Jeg vendte skråen. Fik forsålet mine cowboystøvler og prøvede at styre udenom unoderne. Men det var svært. Jeg syntes også, at de fleste MTV-pudler var latterlige. Men jeg hadede synet (for ikke at tale om lyden) af Faith No More og Pearl Jam.

Året efter søgte jeg asyl i norsk black metal. I dag indrømmer jeg gerne, at det var en formildende omstændighed, at jeg kunne dulme mine kicking boots-abstinenser ved at kigge på fotos af de corpse paintede nordmærd. Både Darkthrone og Emperor gik i cowboystøvler! Og her var ingen flannelsskjorte i syne. Godt så.

Men i oktober 1991 var jeg i syv sind mht. den nye Metallica. Ved første gennemlytning hadede jeg den. Men den groede på mig. Og jeg hamrede en begejstret anmeldelse ned på mit hakkebræt af en transportabel skrivemaskine. (Se nedenstående bravade fra Jam nr. 34, oktober/november 1991.)

Hvis jeg havde vidst, hvad den sorte laban af et album skulle afstedkomme, havde jeg nok ikke råbt helt så højt op om dens fortrinligheder …

METALLICA

”Metallica”

(Vertigo 510 022-2)

I starten af 80’erne skabte Metallica thrash metal-stilen ved at kombinere Diamond Head og andre NWOBHM-inspirationer med Motörhead-speed. Og lige siden ”Kill ’Em All” – deres brøl af en neandertaler-debut-lp – har de brugt deres kræfter på at raffinere genren og sprænge dens rammer.

Den foregående lp, ”… and Justice For All”, viste Metallica som et krypto-nihilistisk band med store ambitioner udi teknisk snilde. Resultatet blev mildest talt dødkedeligt, og i dag går Lars Ulrich & Co. til sagen fra en helt anderledes minimalistisk vinkel.

Det progressive metal er skrottet, og i stedet koncentrerer Metallica sig om at spille en ligefrem og ekstremt slagkraftig heavy metal, der ikke levner plads til klichéer.

Fyrrige numre som ”Holier Than Thou” og ”Of Wolf And Man” (med en fremragende tekst om James Hetfields store lidenskab: jagt) er det mest medrivende, gruppen har sluppet løs siden ”Leper Messiah” fra ”Master Of Puppets”. Og ”Enter Sandman” og ”Wherever I May Roam” er måske de to bedste Metallica-numre – nogensinde.

”Metallica” giver måske ikke ligefrem ny betydning til begrebet heavy metal, men den sætter en helt ny standard for, hvor enkelt og originalt tung rock kan spilles. En klassiker!  <13>

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

Heavy metal-fans er troløse

I 1994 udsendte Mötley Crüe deres heavieste og måske bedste album nogensinde. Men gruppens fans ville ikke røre albummet med en ildtang. Hvorfor?

Mötley Crüe anno 1994. Fra venstre: Nikki Sixx, Tommy Lee, Mick Mars og John Corabi.

1990’erne var en udfordring for de fleste af 1980’ernes hårdrock-stjerner. En mega, gigantisk, koloenorm udfordring. Og dem, som udfordringen var hårdest for, var glam-grupperne fra Los Angeles.

En ny generation af alternative rocknavne tog over, nærmest fra den ene dag til den anden. Den store skæringsdato var den 24. september 1991, hvor Nirvana sendte albummet ”Nevermind” på markedet. Det album havde cirka samme effekt som det meteornedslag, der angiveligt udryddede dinosaurerne.

Et af de 1980’er-bands, der allermest lignede en dinosaurus i 1994, var Mötley Crüe.

Los Angeles-gruppen havde lige siden udgivelsen af den flabede fræser ”Too Fast For Love” (1981) været spydspids i en af 1980’ernes mest dominerende rock-trends: glam metal. Og det med en uhørt, ja, næsten sjofel succes, taget i betragtning at Nikki Sixx & Co. fra naturens hånd var udrustet med et ret begrænset talent. Så stor var Mötleys succes i 1980’erne, at bandmedlemmerne efterhånden kunne tapetsere deres vægge med mere ædelt metal, end der er guld i Fort Knox.

Men i 1994 var festen slut for Poison, Ratt, Warrant og alle de glamourøse grupper, der var fulgt med i Mötley Crües slipstrøm. Det gav sig selv, at også Mötley Crües situation var kritisk.

Nogen i branchen må imidlertid have levet i et parallelt univers. Eller også kunne man bare ikke se rockens kendsgerninger pga. røgen fra de tændte havannesere i direktionslokalerne på Elektra Records. Elektra-bosserne havde nemlig ladet bassisten Nikki Sixx og de andre musikanter i Mötley Crüe sætte deres autograf på en ny, fed 25-million-dollars-kontrakt! Den slags forpligter.

BRØL FRA LØVERNES KONGE

Så presset var stort på Mötley Crüe, da gruppen i marts 1994 udsendte deres sjette studiealbum. Der var noget at leve op til.

Det foregående album, ”Dr. Feelgood” (1989), havde sat nye salgsrekorder. Og ”Dr. Feelgood”s produktion var så vellykket, at Lars Ulrich & Co. hyrede produceren Bob Rock til at bistå Metallica under indspilningerne af det, der senere skulle vise sig at blive storsællerten over alle metalliske storsællerter: ”Metallica” (også kaldet ”det sorte album”) fra 1991.

Mötley Crüe havde fået en flot slutning på 1980’erne. De havde været nr. 1 på den amerikanske hitliste. De havde haft sex med alt, hvad der havde en puls. De havde taget stort set alle de stoffer, som pushere kunne opdrive. De manglede kun én ting: anerkendelse.

Og anerkendelse får man ikke med en sanger som Vince Neil. Neil var godt nok et glam-ikon i 1980’erne, men han var ikke ligefrem heavy metals svar på Pavarotti. Måske blev Neil fyret. Måske skred han af egen fri vilje. Versionerne af Mötleys spraglede historie varierer alt efter, hvem der har ordet.

Men om alle omstændigheder var der en ny mand bag mikrofonen, da ”Til Death Do Us Part” blev indspillet. Den nye mand hed John Corabi, og ham stjal Crüe fra L.A.-bandet The Scream.

Corabi var alt det, som Neil ikke var. Og omvendt. Neil var lyshåret, hvorimod Corabi var mørkhåret. Og den forskel afspejlede sig også i de to herrers vokalpræstationer. Neil nærmest bare mjavede, mens Corabi brølede som løvernes konge.

Det var dog ikke kun på den vokale front, at Mötley Crüe var som forvandlet. Mötley havde ikke kun skåret ned på brugen af hårlak, de havde også skåret drastisk ned på de poppede hitliste-elementer. Det var svært at synge med på omkvædene i bandets nye sange. Der var faktisk ikke ét eneste oplagt hit på det nye album.

Bastant og tonstung rock dundrede ud af højttalerne. Det var gammeldags på en ny måde, leveret i en Bob Rock-produktion, hvor Tommy Lees elegante trommespil var helt i front.

Onde tunger beskyldte Mötley Crüe for at følge datidens herskende grunge-mode. Det var uretfærdigt, selvom de nedstemte guitarer og et par fraseringer hist og pist nok ville have lydt anderledes, hvis ikke bands som Alice In Chains og Soundgarden havde haft herredømmet på rockscenen i de år.

SEKSUELLE OVERGREB PÅ BØRN

Musikalsk var John Corabi en gevinst for Mötley Crüe. Han var ikke kun sanger, men også en habil guitarist, som var i stand til at give Mick Mars et hård tiltrængt modspil – og frirum til at eksperimentere med ting, der ikke hidtil havde været plads til i Mötleys noget begrænsede repertoire.

Og så havde Corabi åbenbart ambitioner om at synge om andet end lagengymnastik. For første gang siden debutalbummet fra 1981 lagde Mötley øret til stenbroen for at lytte sig frem til, hvad der skete på gaden – derude i virkeligheden, uden for ruderne i luksus-suiterne og sportsvognene, hinsides den kødrand af blondiner med silikonepatter, der havde slået ring om Mötley Crüe lige siden succesens start.

Det betød, at tekstmaterialet bl.a. bar præg af Los Angeles-opstanden i 1992 – en opstand, der hærgede den californiske storby som følge af en noget suspekt retssag, hvor en primært hvid jury frifandt fire strissere, der var tiltalt for at tæve en sort mand (Rodney King). Vupti, Mötley var pludselig på barrikaderne.

Sangen ”Uncle Jack” handlede om John Corabis onkel, der var tiltalt for at have misbrugt tyve børn seksuelt. Historien om onkel Jack (læs den i en mere udførlig udgave her) var kringlet. For onklen blev løsladt, da der var risiko for, at hans medfanger ville overfalde og myrde ham i fængslet. Straks han var på fri fod, fandt onklen et job på en katolsk skole, han flyttede sammen med en kvinde, der havde to unge drenge … ja, læseren har gættet det: onkel Jack fortsatte sine ugerninger. ”Uncle Jack” var unægtelig en sang med en anden alvor end den, man fandt i sange som ”Girls, Girls, Girls” (1987) og ”She Goes Down” (1989).

Måske var det for at betone, at det her var essensen af Mötley Crüe, eller også efterabede Nikki Sixx & Co. bare Metallica, der som bekendt fik overdreven stor succes med deres Bob Rock-producerede 1991-album, der slet og ret hed ”Metallica”. I hvert fald kom Mötley Crües sjette studiealbum alligevel ikke til at hedde ”Til Death Do Us Part”. Skiven fik den varefakta-agtige titel ”Mötley Crüe”.

GLAM-FANS BLEV TIL GRUNGE-FANS

Om ”Mötley Crüe” floppede? Mon ikke! ”Dr. Feelgood” skaffede Mötley Crüe seks-dobbelt platin, hvorimod ”Mötley Crüe” kun solgte til en sølle guldplade.

Hvorfor gik det så galt? Som altid er forklaringerne mange. Men de fleste forklaringer er bare bortforklaringer. Her er et par stykker:

1. Pladeselskabet bakkede ikke albummet op – af årsager, der ikke var helt indlysende (Elektra havde jo satset 25 millioner på bandet!).

2. Nikki Sixx kom til at true en studievært på MTV med tørre tæsk under et interview, og den slags bringer ikke et hårdt trængt band i heavy rotation på en magtfuld tv-kanal.

Men den mest nærliggende forklaring er vist desværre: heavy metal-fans er ikke nær så trofaste, som de bilder sig ind.

Vi metalfans vil bare ikke indrømme det. Ja, det er nærmest et tabu i metalkredse. Men i det ene tiår dyrker vi glamourøse idoler, mens vi det næste helst vil nynne med på musik, der spilles af ungersvende i flannelsskjorter og fløjlsbukser med hængerøv.

Lad os se kendsgerningerne i øjnene: Det forholder sig jo ikke sådan, at de millioner af fans, der købte albums og koncertbilletter med puddelbands i 1980’erne, bare sank i jorden, den dag Nirvana udsendte ”Nevermind”. Nej, de begyndte i stor stil at købe albums og koncertbilletter med en anden type bands. Glam-fans blev til grunge-fans.

Der findes en vandrehistorie om, at Mötley Crües fans savnede Vince Neil, og at de afholdt sig fra at købe ”Mötley Crüe” pga. John Corabis vokal. Men den forestilling kan let afvises. For allerede i 1996 blev Neil taget til nåde. Det havde bare ingen som helst effekt på Mötley Crües pladesalg. Selv ikke den i fandommen skamroste ”Saints Of Los Angeles” (2008) har kunnet skaffe Nikki Sixx & Co. en guldplade i USA.

Det er naturligvis sørgeligt. For Mötley Crüe. For metalscenen er det imidlertid mere sørgeligt, at Mötley Crües heavieste og måske bedste album aldrig blev andet end en parentes i gruppens karriere. \m/

Læs min anmeldelse (”Ikke et ord om kvinders kønsorganer”) af ”Mötley Crüe” her.