Jeff Hanneman var en riffmeister af
metalgudens nåde. Slayer-guitaristen skrev sange, der var halsbrækkende og
allerhelvedes medrivende.
![]() |
Slayer i 1983 med Jeff Hanneman som det naturlige midtpunkt. (Foto allerydmygst hapset fra Metal Forces' arkiver.) |
Slayer-guitaristen
Jeff Hanneman døde den 2. maj 2013. Og så var der ellers dømt global landesorg i
metalmiljøet. Forståeligt nok. For selvom det som regel er Kerry King, der tegner
Slayer offentligt, så var Jeff Hanneman fra starten det californiske bands
kreative dynamo.
Hanneman var en
riffmeister af metalgudens nåde. Fåmælt og mystisk var den pressesky Hanneman
Slayers blonde bestie på scenen. Og når det kom til musikken, fandt man som
oftest Hannemans fingeraftryk på rifferamaet i Slayers bedste numre. De fleste
er enige om, at Slayers stjernestund var ”Reign In Blood”s åbningsskæring,
Hanneman-kompositionen ”Angel Of Death”. Men rækken af klassiske
Hanneman-kompositioner rækker herfra og til verdens ende.
For et gammelt
metalhoved som undertegnede var Slayers allertidligste år noget ganske særligt.
Altså årene før gennembruddet med ”Reign In Blood” (1986). Jeg var til stede
under Slayers første koncert i Danmark. Det var grumt. Og tilpas klamt, da Tom
Araya for åben mikrofon beskrev, hvordan maddiker og mider kravlede ud af … nå ja, Slayer-fans ved præcis, hvilken kropsåbning, Araya talte om.
Det var også den
aften, at jeg opdagede, at Slayer havde lanceret en ny kollektion af t-shirts. Slaytanic Wehrmacht stod der hen over
brystet på bluserne, komplet med et rigsørns-agtigt design. Det var dristigt.
Ikke mindst fordi Slayer havde en guitarist, som så vældig arisk ud: Jeff
Hanneman. Nazi-beskyldningerne har fulgt Slayer siden da. Uretfærdigt. For
Slayer er et apolitisk band, på godt og ondt.
Slayers
daværende manager, Steven Craig, sendte mig et demo med Slayers proto-thrash
nogle måneder før, debutalbummet ”Show No Mercy” kom i handlen. Jeg anmeldte
demoet i Hot Rockin’ nr. 2. Det var en mudret fornøjelse, men gennem båndsus og
wow and flutter kunne man høre Slayers særlige nerve. Den højspændte
aggression, der blev kanaliseret ud gennem et melodisk filter. Musikken blev
spillet med tænderskæren og hvide knoer under huden på de knyttede næver. Det
var lyden af et ungt band, som ikke var til at stoppe.
Begejstringen
ville ingen ende tage, da jeg endelig fik nallerne i ”Show No Mercy”. Med al
respekt for Slayers senere meritter, så er ”Show No Mercy” stadig min
foretrukne Slayer-plade. Det skyldes ikke mindst Jeff Hannemans bidrag til
sangskrivningen. For lige fra starten leverede Hanneman numre, der var
halsbrækkende og allerhelvedes medrivende.
Man kan sagtens
slippe af sted med at påstå, at Slayer ikke 100% havde fundet deres egen stil
på de første par albums. Især på debuten kunne man høre påvirkningen fra Judas
Priest og Iron Maiden. Og ikke mindst fra danske Mercyful Fate: temposkift,
kantede riffs og sindssyge taktchok en masse.
Hvad er det så,
jeg elsker ved det tidlige Slayer? Svar: det er brutal musik, der byggede bro
mellem den traditionelle, europæiske heavy metal-tradition og thrash-æraens
raseri. Lp’en ”Show No Mercy” (1983), ep’en ”Haunting The Chapel” (1984) og
lp’en ”Hell Awaits” (1985) har en speciel stemning. En oldschool-stemning, der ikke kan beskrives med ord. De er emanationer fra en for længst svunden tid, hvor metalrocken stadig var en ung genre. En genre, der
endnu ikke havde løbet hornene af sig.
Der er noget
magisk ved ungdommens vildskab og fandenivoldskhed, den naive trang til at overskride alle grænser og slå storebrødre og fædre af banen. Og det er vel denne magi,
der tryllebinder mig til de første Slayer-udgivelser. Her er tre af mine
Slayer-favoritter fra metalgenrens mørke tidsalder i første halvdel af
1980’erne. Alle tre bærer Hannemans umiskendelige særpræg.
1. ”Crionics”:
glansnummeret fra ”Show No Mercy”. Skæringen er den musikalske ækvivalent til
elektrochok. Hårrejsende fedt! Piskesmælds-fremkaldende og hjerneblødning-provokerende
headbanger-eufori. Kompositioner som ”Crionics” gjorde det muligt for Slayer at
rive sig fri af beskyldningerne om, at de bare var kopier af Venom og
Metallica. Århus-gruppen Crionic var vist opkaldt efter Slayer-sangen. Men
Crionic(s) er blevet et kodeord i metalundergrunden – både blandt bands og
fanzines.
2. ”At Dawn They Sleep”: tredje skæring fra ”Hell Awaits”. Musikken er skrevet af Hanneman, og
det kan høres i riffene. Halvvejs inde i sangen, efter guitarduellen, udvikler
”At Dawn They Sleep” sig til Mercyful Fate-oden ”Return Of The Vampire”s
uartige lillesøster. Her er vampyruhygge med en stank af ligkiste og
skrækkelige flaks med flagermusevinger. Det er totalt kultmetal. Og et
legendarisk fanzine tog navn efter nummeret: At Dawn They Read.
3. ”Chemical Warfare”: Slayer er et middelklasseband. Så de har ikke været stærke, hvad
angår samfundskritik. Det er ikke teksterne, der hæver Slayer over flommen af
metalbands, der som zombier reproducerer genrens mest skampulede klichéer. Et
kort øjeblik havde nogen af os dog et håb om, at Slayer ville droppe det
lyriske buh og bøh: ep’en ”Haunting The Chapel” tilbød ikke alene tre
umenneskeligt fede numre – et af numrene havde et lyrisk bid. Intet kan være så
pacifistisk som det at udmale krigens rædsler. Og ”Chemical Warfare” er en af
de mest skræmmende antikrigssange siden Black Sabbaths ”War Pigs”.
Jeffrey John
Hanneman (1964-2013) – Requiescat
in pace. \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar