Sweet var de værste

Glamourøse kostumer! Smagløs sminke! Sjofle attituder! Larmende koncerter! Ethvert medie med respekt for sig selv havde ingen respekt for Sweet i 1970’erne. Men var Sweet virkelig så slemme som deres blakkede ry?

Sweet anno 1973: jernkors, nittearmbånd, knytnæve-attitude. Foto klippet fra danske Go,
hvor man kunne læse: "De kaldes ulækre, vulgære og dårlige. Uden stil og uden retning.
Men det er en helt forkert betegnelse for  The Sweet. Fra deres "Funny Funny" -
udgivet for ca. to år siden - til det nuværende hit "Hell Raiser"
har de vist gennemgået en større udvikling end mange grupper kan magte."

Sweet var pressens hadeobjekt nr. 1 i midten af 1970’erne. De blev rakket ned. Systematisk. Men bag pressens hate speech gemte der sig en provokerende sandhed: Sweet var pissedygtige musikere. Og sangskrivere. Men anerkendelse fik de ikke meget af. Og de gjorde ALT, hvad de kunne for at ødelægge gamet for sig selv. Sweet var ligeglade i en grad, der kunne give Guns N’ Roses kam til deres hår.

Men: den fandenivoldske attitude var måske med til at gøre Sweet attraktive for en hård kerne af fans – fans, som viste sig at være kommende musikere. For …

Utrolig mange hårdrock-musikere fra den generation, som startede deres liv som rockfans omkring 1973-76, blev præget af Sweet. Og det gælder ikke kun de musikere, som åbnede sluserne for The New Wave Of British Heavy Metal. Det gælder også musikere, som var aktive i 1980’ernes thrash metal- og glam/sleaze-scener. Mange af dem var nemlig ”gamle” Sweet-fans.

Sweet gjorde et uudsletteligt indtryk på det helt unge heavy rock-publikum. Og derfor blev gruppens betydning så stor. Sweet havde en høj standard, hvad angår riffs med voldsryk. De havde et blæret flair for melodier med hooklines så solide som kødkroge. Og så havde de et naturligt instinkt for at arrangere sange – lyt bare til arrangementet på hitsinglen ”Action” (1975). Alt sammen fik det en dyb påvirkning på den generation, som udgjorde det primære segment i 1980’ernes hårde rock.

Det kan være svært at opregne et bands betydning. Men cover versioner er en målestok. Og Sweets sange er blevet spillet af så forskellige kunstnere som:

Nuclear Assault

The Damned/Lemmy

Raven

Saxon

Def Leppard

Black ’N Blue

Stryper

Red Hot Chili Peppers

Joan Jett

Vice Squad

Scorpions

Cockney Rejects

Girlschool

Heathen

The Rezillos

Krokus

Pat Benetar

Poison

Gamma Ray

Buzzcocks

The Offspring

Vince Neil

Nina Hagen

Crown Of Thorns

Ace Frehley.

Sweet lader til at have skudt med spredehagl, hvad angår genrepåvirkning. Her er glam-kunstnere, ja, men også punk rock, thrash metal, bundsolid heavy metal og alternative rock-navne. M.m.m.

Flere af de store kanoner blandt den hårde rocks musikere vendte tomlen op for Sweet. Det gjaldt fx The Who. Deep Purples Ritchie Blackmore gik sågar på scenen og jammede med Sweet i 1976. Ozzy Osbourne fra Black Sabbath erklærede, at ”Hell Raiser” var årets single i 1973. Og så videre.

Men smagsdommerne i pressen … ak! I medierne var der fri jagt på Sweet. Året rundt. Sweet var en skamplet på rocken, en ”Rock & Roll Disgrace”, for nu at citere en af gruppens single-b-sider fra 1973. Men det hørte med til historien, at de færreste medier havde råd til at ignorere Sweet, som i en årrække befandt sig nærmest konstant på hitlisterne. Nok hadede journalisterne Sweet. Men de ville o.k.-gerne have en bid af Sweets action, også selvom forsangeren Brian Connolly, bassisten Steve Priest, trommeslageren Mick Tucker og guitaristen Andy Scott var indbegrebet af såkaldt dårlig smag.

KNUS NOGLE MYTER

Man hører ofte påstanden om, at Sweet efterabede Queens hysteriske korarrangementer (”compressed high-pitched backing vocal harmonies,” som de kaldes på Wikipedia). Og jo, der er slående ligheder mellem Queen og Sweet. Ofte lyder Sweet kriminelt meget som det, Queen lavede på en sang som ”Sheer Heart Attack” (1977). Men send regningen til Queen. For Sweet kom først. 

De kor og vokalarrangementer kan spores tilbage til Sweets plader fra starten af deres karriere. Et præmieeksempel på Sweets hysteriske kor kan høres på single-b-siden ”Spotlight”. Den udkom i 1971. Queen pladedebuterede først i 1973 – uden kor!

Det vakte som bekendt stort ståhej, da Van Halen brugte keyboards/synth i hård rock på deres album fra 1984. Tænk på et hit som ”Jump”. Men var det noget nyt? Nix. Allerede ti år tidligere søbede Sweet deres hitlistesøgende hårdrock ind i synth på singler som ”Fox On The Run” (1975) og ”The Lies In Your Eyes” (1976). Og selvfølgelig havde Eddie Van Halen hørt Sweet. For ALLE i den generation havde hørt Sweet.

Der cirkulerer også en myte om, at Sweet bare var et tøsepop-band, som hoppede på heavy rock-vognen. Nix igen. Deres første koncert blev stoppet efter en halv time, fordi de spillede for højt. Allerede fra starten spillede Sweet hård rock. Cover versioner af Free og The Who var på repertoiret, fortalte Andy Scott i et interview i Sounds (juni 1976).

Og hvis Sweets publikum kom til gruppens koncerter for at høre happy clappy-pop, blev de slemt skuffet. Når Sweet gik på scenen, spillede de, som havde de drukket blod. Sange blev omarrangeret, smadret sammen i medleyer, og hits blev hjappet igennem med noget, som er svært ikke at forbinde med skadefryd. ”Block Buster” (1973) blev tryllet om til et blues jam, komplet med mundharpe. På flere af Sweets studieplader finder man numre med jazzede mellemstykker – og jazz-indslagene blev ikke færre, når Sweet stod på scenen.

Der er i de seneste år udkommet flere albums med optagelser af Sweet-koncerter fra 1970’erne. Det er ikke lige kønt det hele. I studiet var Sweet skønsangere. Men live! Der brugte bandet ikke de store kræfter på at synge rent. Meget af materialet på en optagelse fra Odense 1976 er decideret punket, og mellem numrene kan man høre en hæs Brian Connolly udbryde ”I’m fucked.”

Læg dertil et sceneshow, som blev indledt af David Roses 1962-jazzhit ”The Stripper”, mens nærbilleder af temmelig vovede strip-sekvenser blev blæst op på en storskærm. Nøgenscenerne blev afsluttet med noget, der nærmest må betegnes som en atomsprængning, hvorefter Sweets heavy rock tog over. Og … for resten: Sweet var også så venlige at medbringe en kæmpepenis, der sprøjtede konfetti ud over publikum.

Den til dato bedste dokumentation af Sweets atomspaltnings-agtige power er live-delen af det dobbelte opsamlingsalbum ”Strung Up” (1975), hvor man bl.a. kan høre en tæskeheavy version af ”Hell Raiser”.

SKIZOFRENT BAND

Sweet var fra 1971 og helt op til 1973 et skizofrent fænomen. Deres musik var rettet mod singlemarkedet, og gruppens fuldtræffere blev skrevet af hitsmedene Nicky Chinn og Mike Chapman, mens stjerneproduceren Phil Wainman var gruppens lydmager i studiet. Der var mange tåkrummere imellem. Især i starten.

Med tiden blev de hits, som Chinn og Chapman skrev til Sweet, dog mere raffinerede, end det var tilfældet på fjollebollesangene ”Little Willy” og ”Wig-Wam Bam” (begge fra 1972).

På ”The Six Teens” (1974) var der ligefrem tale om et desillusioneret tidsbillede af de knuste 1968/flower power-drømme. Men det var ikke kun teksten til det nummer, som var fortræffelig. Musikken var avanceret og hentede inspiration i amerikansk west coast-rock og hippiemusik á la Jefferson Airplane og Love. Andy Scott mener, at ”The Six Teens” formodentlig var den bedste sang, Chinn og Chapman nogensinde skrev.

Scott har også indrømmet, at Sweet var lidt for ivrig efter at få succes i pladebranchen. For det materiale, som Chinn og Chapman tilbød dem, var slet ikke Sweets stil. Gennembrudshittet “Funny Funny” (1971) var, hvad det var (=en åndssvag popsang). Men opfølgeren, pseudo-calypso-sangen “Co-Co” (1971), HADEDE især Andy og den fænomenale trommeslager Mick Tucker.

”Co-Co” var værre end slem. Og Sweet skar tænder og knyttede næver og insisterede på, at singlens b-side kom til at stå i grel kontrast til pop-pladderet på a-siden. Det kom der den efter datidens målestok ret heavy rockede ”Done Me Wrong Alright” ud af. “Det var på den måde, vi fik luft. Det var det første, vi krævede,” fortalte Andy Scott i det omtalte interview i Sounds.

Sweet var en guldfugl, og det var vel grunden til, at pladeselskab, sangskrivere og producer gik med til det lumpne kompromis: fra da af fik Sweet allernådigst lov at indspille deres egne sange på singlernes b-sider. Hvis der altså var overskydende studietid. Og man kan godt høre, at fede heavy-numre som ”Man From Mecca” (1972), ”New York Connection” (1972), ”Need A Lot Of Lovin’” (1973), ”Someone Else Will” (1974) m.fl. blev indspillet med budgettets helvedeshund snappende efter bandets hæle.

Situationen blev dog ikke meget bedre, da Chinn og Chapman begyndte at skrue bissen på med de hårdere glam-hits (bl.a. ”Block Buster” og “Ballroom Blitz” fra 1973). I Sounds-interviewet fortæller Andy:

“Vi plejede at efterlade numre som “Block Buster” så rå som muligt, når vi forlod studiet. Men når vi hørte det endelige mix, var det hele blevet pudset og poleret i stedet for at være noget råt.”

Det var især Mick Tucker og Andy Scott som vogtede over den musikalske kvalitet i Sweet. Og de blev aldrig tilfredse med det, som andre producere lavede for dem. I Sounds-interviewet kritiserede Andy Scott lyden på de to ellers ret hårdtslående albums “Sweet Fanny Adams” og “Desolation Boulevard” (begge fra 1974). Og frustrationerne endte med, at gruppen fra og med singlen “Fox On The Run” (1975) selv overtog rollen som producere på deres pladeindspilninger.

Det gjorde, at albummet “Give Us A Wink” (1976) blev noget af en buldrebasse, som ­– hvad angik tyngde og slagkraft – sagtens kunne hamle op med det aller-heavieste på markedet i den periode.

Men så kom nedturen. Sweets plader begyndte at rasle ned ad hitlisterne. Brian Connollys druk og en kollektiv musikalsk identitetskrise sendte Sweet på skovtur i musikalske territorier, hvor de bare ikke hørte hjemme. Og det var kun momentvis, at senere albums som ”Off The Record” (1977) og ”Identity Crisis” (1982) kunne matche den høje standard, som Sweets musik havde i årene 1973-76. \m/

Læs Rifferamas temaartikel om ”Sweet Fanny Adams” her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Oprør mod sukker-hits

Midt i et kaos af slagsmål og provokationer udkom et af de heavieste albums i 1970’erne. Albummet bar den kontroversielle titel ”Sweet Fanny Adams”, og det har 40-års jubilæum i dag.

Det var ikke alt for smart at gå på tv med de jakker ...

London, Rainbow Theater, december 1973. Lyden af noget, der kunne være en atombombe-sprængning. Dernæst: et aggressivt rock-riff drøner oven på en militant trommetakt. Det er introen til ”Hell Raiser”, et af de nyeste hits med Sweet. Sangeren Brian Connolly træder ind på scenen, iklædt glitter fra top til tå, med bevingede manchetter om håndleddene. Brian griber mikrofonstativet, hæver det i luften. Et øjebliks sejrspositur, mens publikum skriger begejstret. Så brækker Brian resolut stativet over knæet, hvorefter han smider det til jorden med en skramlen. Sådan gør en rigtig rockstjerne sin entré. (Se klippet her.)

Og i 1973 var sangeren Brian Connolly, guitaristen Andy Scott, bassisten Steve Priest og trommeslageren Mick Tucker stjerner. Sweet var megastjerner. Kongerne af glam rock, i hvert fald i Europa.

Men ikke alle elskede Sweet. Forældregenerationen hadede bandet, som, de mente, ødelagde ungdommen. Rockkritikerne hadede også Sweet. Brian Connolly & Co. ødelagde den rockmusik, som ellers var ved at udvikle sig til noget dybt seriøst og noget meget, meget progressivt. Rockmusikken var lydsporet til den store marxistiske forvandling af Vestens samfund. Og så kom de her fire pikrockere med sminke og scenekostumer, som fik selv Marc Bolan og David Bowie til at ligne trist og grå hverdag. Sweet vanærede rocken – de var en ”Rock ’n’ Roll Disgrace”, for nu at nævne en titel på en af Sweets bøllede og bissede single-b-sider.

”Men det holder jo ikke,” var kritikerne enige om. Sweet havde stormet hitlisterne i to-tre år på det tidspunkt. Men de var bare en døgnflue. Håbede man. Sweet havde dog en anden plan. Planen kom til at hedde ”Sweet Fanny Adams”. Et album, som udkom i april 1974 – altså for præcis 40 år siden. Og det er en klassiker med stort K. Mange mener, at ”Sweet Fanny Adams” er det ultimative glam rock-album. Men det er en forsimpling af virkeligheden …

Sweet, som de så ud forfra ...

HAGEKORS OG HITLER-SKÆG

Sweet ønskede egentlig, at albummet skulle hedde ”We’re Revolting” – en titel, der gik på, at Sweet var klamme, afskyvækkende og vel også oprørske. Sweet var på et forvokset provokations-trip, de var rebeller uden en sag. En af sangene på albummet hed ”Rebel Rouser”, meget sigende.

Den titel, som albummet fik, var heller ikke for børn. ”Sweet Fanny Adams” hentydede til en mordsag fra 1800-tallet, hvor en 8-årig pige blev bortført og dræbt (=slagtet). Hun hed Fanny Adams. Og talemåden Sweet F.A. er en politisk ukorrekt måde at sige, at en person er værdiløs, et nul. I Sweet-sangen ”Sweet F.A.” står forkortelsen f.a. kort og godt for ”fuck all”, og teksten til den voldelige sang lyder bl.a.: ”If she don’t spread I’m gonna bust her head.”

Sweet var testosteronstruttende sexister, og titelnummeret og sange som single-b-siden ”Someone Else Will” (med linjen ”If we don’t fuck you someone else will”) var bestemt ikke med til at give Brian Connolly & Co. et godt ry. Som om, de tog sig af den slags.

Sweet opførte sig cirka ligeså punket som Sex Pistols efter dem. Sweet nægtede at trække af deres glitterjakker med sjofle slogans på ryggen, når de skulle optræde på tv. Mick bar et stort hagekors på ryggen. ”Bollox!” stod der på Andys ryg, og ”Fuck You” lød opfordringen på Steve Priests jakke. Og den rødhårede bassist mente det.

Da hittet ”Block Buster” (1973) blev lanceret på Top Of The Pops, gik Steve på scenen med Bismarck-hjelm, hagekors-armbind og Hitler-overskæg. Sweet var selvfølgelig ikke nazister, men i 1970’erne var den politiske korrekthed endnu ikke så fremskreden, og det ellers urørlige symbol (hagekorset) kunne stadig bruges som choktaktik – de borgerlige tog naturligvis anstød af det vulgære svastika, men det var først og fremmest marxisterne og smagsdommerne i de finkulturelle medier og samfundsinstitutioner, som blev provokeret.

Sweet var ikke det første endsige det sidste rockband, som (mis)brugte hagekorset til at provokere – og egentlig var det Hells Angels og rebellerne fra bikerkulturen, som skal have fortjenesten for at have ”opfundet” hagekors-provokationerne, der pr. automatik gjorde, at man blev udstødt af det pæne selskab. Denne hunger efter at være outcast lå formentlig også bag Kiss’ og Black Sabbaths brug af den forhadte S-rune i deres bandlogoer.

Anyway, provokationerne bremsede unægtelig Sweets karrieremuligheder. Singlen ”Turn It Down” (1974) blev ligefrem boykottet af BBC, fordi den var proppet med det, som borgerskabet betragtede som ”bandeord” (glosen punk indgik for resten også i sangteksten!).

Sådan kom coveret til at se ud...

SLAGSMÅL ØDELAGDE STEMMEN

Brian Connolly var smuk, en rock’n’roll-Adonis. Men Brian var mere end et blikfang. Han var datidens svar på W. Axl Rose, konstant i sladderbladene. Brian var ikke kun den blonde alfahan og prototypen på den slags glam-frontmænd, som i 1980’erne blev standard (=Michael Monroe, Vince Neil, Brett Michaels, Taime Downe, Stevie Rachelle, Steevi Jaimz etc.). Han var også en udmærket sanger med et pænt stort register. Altså indtil gruppen indspillede ”Sweet Fanny Adams”.

Brian var en skørtejæger, og på en bytur flirtede han med en pige. Dumt. For pigens fyr svarede igen ved at danse på taget af Brians Mercedes. Resultat: slagsmål. Brian fik tørre tæsk (vist nok af tre fyre), og værst af alt: han blev sparket i struben, gentagne gange. Det tog lige toppen af Brians vokale præstationsevne, og mens Brian blev behandlet for skaden, måtte Steve Priest og Andy Scott gribe mikrofonen for at færdiggøre ”Sweet Fanny Adams”.

Steve var måske Sweets bedste sanger. Priest havde en lys stemme med masser af power. Og den lod han lyde på ”No You Don’t”, et af det bedst glam rock-numre nogensinde. Steves nærmest hysteriske vokal på den skæring er second to none, og spørgsmålet er: ville Brian have kunnet synge den bedre – selv før slagsmålet?

”No You Don’t” var for resten skrevet af hitsmedene Nicky Chinn og Mike Chapman, der stod bag Sweets første stribe af glamourøse hårdrock-hits (”Block Buster”, ”Hell Raiser”,” Ballroom Blitz”, ”Teenage Rampage”, alle udsendt i 1973-74). Men op til indspilningen af ”Sweet Fanny Adams” var Sweet begyndt at løsrive sig fra Chinichaps hits. Sweet ville selv. Og de kunne selv. Det demonstrerede de på ”Sweet Fanny Adams”, hvor stilen bevidst blev drejet væk fra det hitlisteorienterede.

Selvom Sweet optrådte i glitterkostumer på coveret til ”Sweet Fanny Adams”, var musikken gedigen betonrock. Der blev spillet tungt og hammerhårdt. ”Sweet Fanny Adams” er et af de mest hårdtslående eksempler på heavy rock fra første halvdel af 1970’erne, basta!

Steve Priest ...

LYDEN: ET SLAG I ANSIGTET

Produktionen på ”Sweet Fanny Adams” var fantastisk. Lydmagikeren Phil Wainman gav Sweet den helt rigtige lyd: skarpkantede klangflader og et lydbillede med dybde og dynamik, der slog lige i smasken på lytteren. Disharmoniske, forvrængede guitarer. Mavekildrende brug af violinbue à la Led Zeppelin. Stereoeffekter galore. Sireneagtige Moog-udbrud. Stilfulde akustiske guitarer lagt oven på fjelde af metalguitarer. Hviskende stemmer og vilde korarrangementerne, der drønede fra højttaler til højttaler. Og så videre.

Sweet var meget dygtigere musikere, end deres rygte ville vide. Og de havde travlt med at flashe det på ”Sweet Fanny Adams”. Man bliver helt målløs, når man tænker på, at Sweet ikke selv fik at lov at spille på deres første sukkerhits (”Funny Funny” og den slags tonalt affald (1971-72)), som de distancerede sig fra med en mægtig musikalsk fuck-finger på ”Sweet Fanny Adams”.

Den største force i Sweet var vel trommeslageren Mick Tucker, hvis spillestil var unik, heavy men inspirereret af jazz. Tucker brillerede igennem hele albummet, legede sig overlegent igennem de mere simple sange og var med til at gøre, at Sweets cover version af ”Peppermint Twist” fuldstændig begravede Joey Dees originaludgave fra 1961.

Senere: Sweet i læder ...

KÆRESTEN BOLLER UDEN OM

”AC-DC” var et af de mere kendte numre fra ”Sweet Fanny Adams”. Det var skåret over Chinn og Chapmans hitliste-læst og handlede om sex. Om tabuiseret sex. Sangen var et adjø til det traditionelle kærlighedsforhold, for Brian sang her om, at hans kæreste bollede uden om. Selvfølgelig ikke med en anden fyr, det ville være utænkeligt for en førsteknepper som Brian C. Nej, kæresten bedrog ham med en anden pige. Værsgo: biseksualitet i teenybobber-form. Dét var langt fremme i plateaustøvlerne, selv i de frigjorte 1970’ere. Joan Jett, der som sanger i bandet The Runaways turnerede sammen med Sweet i 1970’erne, tog senere ”AC-DC” op – sladderpressen vil vide hvorfor.

Det var kun overfladisk, at Sweets sange handlede om kærlighed. Som oftest beskrev deres sange usunde og direkte syge relationer. Man finder fx S&M-undertoner i ”Set Me Free”, hvor kærligheden er blevet til et helvede.

”Set Me Free” tog Saxon sidenhen på sætlisten, og det Deep Purple-agtige nummer hører blandt Sweets aller-heavieste. Det var for resten Andy Scott, som egenhændigt skrev ”Set Me Free”. Det samme gælder ”In To The Night”, hvor Andy tilmed agerede forsanger. Sangen havde en midter-part, som var nærmest doom-dyster med sin mørke, fortættede stemning.

På ”Restless” var det igen Steve Priest, som sang for i et arrangement, der var free style, komplet med en afslutningspassage, som munder ud i et thrash-agtig staccato-riff. Det lød ikke som noget, der drømte om at komme på hitlisten.

Titelnummeret havde også et arrangement, som var alt for avanceret til at passe ind i den snævre glam-formel. Og havde det ikke været for glitterkostumerne på omslaget, ville de færreste have fået den idé, at ”Sweet Fanny Adams” var et glam-album.

På de efterfølgende lp’er, ”Desolation Boulevard” (1974), ”Strung Up” (1975), ”Give Us A Wink” (1976) og ”Off The Record” (1977), droppede Sweet da også glam-looket til fordel for et mere hårdrock-typisk denim- og læder-antræk. Men lige meget hjalp det. Og i dag er der stadig mange (alt for mange!), som foretrækker at huske Sweet for nonsens som ”Wig Wam Bam”. Synd for dem, for Sweet var i perioden 1974-76 et af verdens fedeste heavy rock-bands. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama